Taxaen fra Nicola Tesla Airport (BEG) blev en Citroën C4 med 525t km på klokken. Jeg spurgte om prisen, og han sagde cirka 1400 (90 kroner). Der var ikke meget trafik, så taxameteret viste kun 1236 da vi kom frem. Crowne Plaza Belgrade er et af de IHG-hoteller, der pt kan bookes som point breaks, dvs for kun 5000 IHG-point. Jeg skrev lidt kort om hotellet her. Boede der tre nætter. Værelset var rigtigt fint, men udsigt mod et kæmpe grønt område, og Beograds svar på Bellacenteret skråt til venstre fra mit vindue, og bag det noget klassisk kommunistisk arkitektur (se billede). Rengøringsdamen glemte dog at fylde op med kaffe den ene dag, og med de små håndklæder en anden dag. Jeg ankom torsdag aften, og spurgte på hotellet, hvor man kunne få noget at spise i nærheden. Receptionisten anbefalede et stort shoppingcenter (USCE), der lå nogle gader væk. Så der gik jeg over. Her fandt jeg et bredt udvalg af fastfood, men det var sådan set også det eneste, man kunne få. Efter at have indtaget noget junkfood, gik jeg ned i supermarkedet, der lå i kælderen, og handlede lidt ind til de næste dage. Bl.a. til morgenmad, der ikke er med i prisen på IHG point breaks. Fredag gik jeg, udstyret med et kort, ind til byen, og fik set de ting, der stod i guidebogen. Ikke noget særligt spændende, bortset fra den hyggelige Skadarlija; en brostensbelagt gade med en masse hyggelige restauranter. Her indtog jeg frokost og Jelen. Mad og drikke er generelt ret billigt i Serbien. Hovedretter på halvfine restauranter starter omkring 30 kroner, og en halv liter øl koster 10-15 kroner. Lørdag besluttede jeg at leje en cykel. Det var dog lidt pebret. De ville have 27 kr/time, dog skulle man kun betale for 4 timer, hvis man tog den en hel dag. Jeg havde spurgt en af mine venner, der har serbiske forældre og derfor har været meget i Beograd, om han kunne anbefale noget i byen. Jeg spurgte ham i øvrigt også om han havde nogle lækre kusiner i byen, men der svarede han, at de forlængst var afsat. Nå men han anbefalede mig Aga Ciganlija, som er en kunstig ø, der er skabt i Sava-floden (der lige bagefter løber ud i Donau). Det er et meget populært udflugtsmål, når det er godt vejr. For unge, gamle, familier og turister. Der er også masser af sportsaktiviteter, basketbaner, løbestier, cykelstier, roere selvfølgelig, og jeg så sågar nogen, der spillede amerikansk fodbold! Der er også en vandskibane, hvor man "hægter" sig på sådan en kabelbane, og så ellers bare fræser afsted. Der er masser af barer og restauranter, og også områder, hvor man kan grille. Alt-i-alt et genialt koncept. Efter af have fået frokost og Jelen på øen, cyklede jeg videre ud til Zemun, en forstad til Beograd, der ligger ved Donau. Smadderhyggeligt og anbefalelsesværdigt. Også masser af restauranter og barer langs flodbreden. Langs flodbrederne ligger der også en masse pramme, der er omdannet, eller primært faktisk bygget til at huse diskoteker og barer. Og vi taler ikke om nogle få stykker, men nok nærmere omkring 30 stykker, fordelt på tre områder. Jeg besøgte dog ingen af dem, cyklede kun forbi... Søndag var min sidste dag i Beograd, og jeg havde besluttet at jeg ville bryde rejsen til Pristina op med et stop i Nis. Der går tre direkte tog hver dag, det første kl 7:45 og så to sent om aftenen. Togturen tager 4 timer, men afrejsetidspunkterne var ikke optimale, så jeg valgte at satse på bussen...
Fik checket ud fra Crowne Plaza lidt over middag. Skulle betale 8-9 kroner pr nat i turistskat. Det var åbenbart ikke inkluderet i point breaks. Gik over broen fra Crowne Plaza til busstationen. Det er cirka 15-20 minutters gang. Hen til skranken og købe en billet til Nis. Næste bus kørte kl 13:20, og det kostede 75 kroner. De kører cirka hver time. En ting der irriterer mig her på Balkan er, at det er umuligt at finde pålidelige køreplaner online. På wikitravel og tripadvisor er der kun hear-say og forældet info. Så findes der noget der hedder balkanviator.com - det var faktisk rimeligt pålideligt på den her rute, men passede overhovedet ikke på andre ruter. Rome2rio og også upålideligt... Nå men jeg fik lige provianteret en smule, tisset af og så ind i bussen. Dobbeltdækkeren endte med at være propfuld! Vejen fra Beograd til Nis er relativt god motorvej, og det var vist lige ud hele vejen. Min sidemand mente dog at han var berettiget til 110% plads, men den kamp vandt han ikke... Knapt 3 timer senere var vi fremme. Inden jeg forlod stationen, benyttede jeg lige lejligheden til at spørge om afgangene dagen efter til Pristina, og jeg fik at vide, at det var kl 9:30 eller 18:00. Men hun talte ikke et ord engelsk, så jeg var ikke helt sikker... Busstationen lå i et trist område, bag fortet. Jeg havde ikke noget kort, men havde nærstuderet google maps inden, så jeg havde en nogenlunde fornemmelse af hvor mit hotel skulle ligge i forhold til centrum. Og efter forgæves at have forsøgt at logge på McDonalds' wifi, gik jeg dog bare videre efter hukommelsen, og fandt også lidt mirakuløst hotellet. Jeg havde for €35 booket en nat på ArtLoft Hotel, der ligger nummer 1 på Tripadvisors B&B-liste. Det var nu ikke et B&B, men bare et lille hotel. Og der er et af de bedste value-for-money hoteller, jeg har boet på. For €5 mere kunne jeg have fået morgenmad med, men det havde jeg ikke booket. Blev dog tilbudt det igen ved check-in, men jeg takkede stadig nej. Efter at have checket ind, stillede jeg bare mine sager, og gik ud for at få noget at spise. På gaden parallelt bag mit hotel lå der en stribe hyggelige restauranter, men der var ikke mange reviews på Tripadvisor, så jeg valgte Galija, der viste sig servere ok mad, og næsten endnu vigtigere: billige og kolde øl! Senere gik jeg en rundtur i byen. Der havde være halvmarathon tidligere på dagen, og der var stadig lidt festivitas i byen i den anledning. Jeg gik en rundtur ovre ved fortet, der er omdannet til en slags park. Nis er er hyggelig by, men ikke noget jeg ville planlægge en ferie efter... Jeg havde sat vækkeuret til at ringe kl 7:30, så jeg kunne nå lidt arbejde inden jeg skulle videre. Kl 8:30 checkede jeg ud, og jeg nappede en McBreakfast på vejen. Han spurgte om min McMuffin skulle være menu: "Ja tak", svarede jeg "Coke, Sprite..." spurgte han "Kaffe, tak" "Tre minutter, bare tag plads" Jeg burde ikke have været overrasket, da jeg fik serveret pommes frites til morgenmad...
Jeg havde valgt Montenegro Airlines over Air Serbia, selvom det faktisk var et par euro dyrere. Men jeg tænkte, at jeg måske ikke lige fik chancen for at flyve dem igen. Dog har alle jer i CPH jo chancen den 5. juni! Boarding skete via trappe bagfra, og jeg havde 14A. Det var en kort tur, så jeg var lidt spændt på, om der blev serveret noget. Og de tre cabin crews kom igennem med vogne, og uddelte vand, sodavand, juice, kaffe og te. Jeg fik bare lige et glas mineralvand. Loadfactor omkring 70%, anslår jeg. Var meget tæt på at købe turen til familien, det er Apollo der har chartret dele af flyet og en retur pris der fra d 05-06 og hjem ugen efter var nede i 998.-, så det bliver nok en light loadfactor...
Nis-Pristina med bus: Fik købt en billet (€5) - bussen går faktisk til Gracanica, der ligger lidt syd for hovedstaden Pristina, og er en serbisk kontrolleret by. Vejen fra Nis og til grænsen er i en ringe forfatning. Jeg tror vi kørte 40km/t i snit, men chaufføren var erfaren, så han vidste præcist hvor bumpene var, og hvor han kunne give lidt mere gas. Fra start var vi ikke særligt mange i bussen, og lige bag chaufføren sad angiveligt en af hans venner, der havde en rolle som en slags konduktør. Han stod for at kontrollere pas/id-kort, der skulle noteres på en blanket, med navn, pas/id-nummer og nationalitet. Jeg sad på forreste række til højre, og foran mig lå clipboardet med blanketten, så jeg blev inddraget en smule i bureaukratiet, for når nye folk stod på, rakte jeg ham clipboardet. Jeg kunne også se, at det udelukkende var serbere, udover mig og en enkelt med Kosovo-ID, der var med bussen. Jeg tror vi endte med at være omkring 16-18 passagerer, da vi nåede grænsen. Jeg var ret nervøs for det med at krydse grænsen, for jeg havde læst, at med Kosovo-stempler i passet kan man ikke rejse ind i Serbien igen, og samtidig kan der også være ballade, hvis man ikke har udrejsestempel fra Serbien. Ved udrejse af Serbien, kom en ældre betjent ind i bussen, og checkede ret nøje hver eneste passager og pas/id-kort, som han i øvrigt tog med. Efter 10 minutter fik vi stakken tilbage, og de blev uddelt af chaufføren (hans ven/assistent var stået af kort før grænsen). Derefter kørte vi 30 meter hen til Kosovo immigration, og det samme gentog sig. Jeg endte med ikke at få nogen stempler i mit pas. Kosovo-betjenten fik i øvrigt passagerlisten. Ved grænsen var der i øvrigt en hel del schweiziske KFOR-køretøjer på vej ud af Kosovo, formentlig for at køre hjem til Schweiz. Så snart vi kom ind i Kosovo, var vejene meget bedre. Byskiltene var tosprogede, på albansk og serbisk, men de fleste steder var det serbiske sprayet over med sort maling. En lille time senere ankom vi til Pristina, dog kørte vi ikke ind på selve busstationen, men holdt bare i vejsiden cirka 100 meter længere henne. Bussen var kosovo-serbisk, og busstationen lå i et kosovo-albansk område. Jeg havde booket et hotel, men havde ikke checket hvor det lå i forhold til busstationen. Jeg kunne sagtens have taget en taxa, hvilket formentlig havde kostet €2-3, men i stedet gik jeg ind på en café, bestilte en kop kaffe (€0,50) og fik noget wifi, og fandt ud af, at der var 3km til hotellet. Alligevel valgte jeg at gå, for samtidig at se lidt af byen. Kort fortalt er Pristina ikke en særlig køn by, men det er tydeligt at der bliver pumpet en masse EU-penge ind i projektet. Der er bygget en hel ny, bred hovedgade, opkaldt efter Mother Theresa - den ligger i øvrigt i forlængelse af Xhorxh Bush Avenue! Her ligger også Mother Theresa-katedralen, der dog ikke er helt færdigbygget. De har dog nået at sætte GSM-sendere op på kirken! Jeg havde booket en nat på Hotel Prima, hvor jeg fik et ret stort værelse med kæmpe balkon/terrasse. Det kostede €35/nat. I nærheden af hotellet lå Liburnia restaurant, hvor jeg spiste frokost både mandag og tirsdag. Tirsdag eftermiddag havde jeg aftalt, at en af mine venner, der arbejder for EULEX (EU's politistyrke i Kosovo), skulle hente mig i Pristina, så jeg tog tirsdag morgen ud til Gracanica (17 km fra Pristina), der har en kloster på UNESCO Verdenskulturarvsliste. Jeg havde læst at man for €0.50 kunne tage en albansk bus, men de var ikke særligt venligt stemt over for folk der skulle ud til klosteret, så derfor forhørte jeg mig på hotellet, og hun sagde, at hun kunne skaffe en taxa. Det var tydeligvis ikke første gang, at nogen ville derud fra hotellet. Det kostede €7 pr vej, og €5 for at han skulle vente en time, altså €19 i alt. Taxaen var en helt ny Skoda Octavia, der kun havde kørt 200 km. Chaufføren talte dog ikke et ord engelsk. Gracanica er som nævnt et kloster og en kirke, der dog er ret lille. Nærmest et kapel, vil jeg sige. Der var ingen turister derude, udover mig. Man måtte ikke tage billeder inde i kirken. Et par nonner holdt skarpt øje. Der var opstillet nogle ikoner på noget der mindede om et nodestativ, og her lagde folk så penge. Euro og serbiske dinarer. Der lå mange penge rundt omkring. Der var ingen kirkebøsse. Og så lå der hø på gulvet. Det gennemskuede jeg aldrig. Klostret lå i bag en ringmur, og der var meget stille og fredfyldt - en skarp kontrast til det ellers støjende og beskidte Kosovo. En åndelig oplevelse, som jeg vil anbefale, hvis man er i nærheden, og har tid.
I Pristina havde Frank, som jeg har gået i gymnasiet med, og som arbejder for EULEX (Kosovo's internationale politistyrke), tilbudt at hente mig. Vi mødtes ved et indkøbscenter i udkanten af byen, og kørte derefter mod nord til Mitrovica; en tur på omkring 40km. Vi stoppede kort ved hans lejlighed, hvor han smed min bagage op, mens jeg blev i bilen. Politibilerne må ikke efterlades uden opsyn. Derefter kørte vi hen til den topsikrede base, hvor jeg dog blev læsset af udenfor, og han kørte ind og stillede bilen, hvorefter vi gik tilbage til lejligheden. Vi tog en genvej ind over jernbanesporene. Der har ikke kørt tog på strækningen i 15 år, men der er stadig (rødt) lys i signalerne. Vi fik en kop kaffe i hovedgaden, der ikke er asfalteret... EULEX-basen i den albanske del, hvor jeg måtte vente udenfor Syd for floden, i den albanske del af Mistovica, hvor Frank bor, er der ret fredeligt og sikkert, om dagen. Nord for floden, i den serbiske del af Mitrovica, er der også sikkert, men der er alligevel en trykket stemning. Vi gik, lidt imod reglementet, en gåtur over broen og gik lidt rundt i serbiske del. Her arbejder Frank, og i tjeneste er det med skudsikker vest og i pansrede køretøjer. Broen kan ikke passeres i bil, kun til fods, idet serberne har brudt asfalten op på ”deres” del, plantet vejen til med græs og lidt tarvelige blomster, og kaldt det for Peace Park. På den albanske side holder italienske carabinieri vagt i døgndrift. Der står et stærkt pansret køretøj, og en Landrover – der altid holder i tomgang! På den serbiske side holder Kosovo Police vagt lige ved broen. Det er serbiske betjente i Kosovo-politiuniform. Umiddelbart bag dem er der et selvbestaltet og uautoriseret vagtværn, der sidder i døgndrift og holder vagt bag tonede ruder. Hvis der er optræk til ballade, og det er der tit, sætter de en sirene i gang, og kort tid efter er der mobiliseret 70-100 unge mænd. Det er ikke sjældent, at mindre grupper af unge mænd fra den ene eller anden gruppe løber ind om aftenen og laver ”raids” på den modsatte side af floden. Det kan være knivoverfald, skyderi, eller ”bare” vandalisering. Der er monumenter på begge sider af ”helte”, der har slået nogen af den anden etnicitet ihjel. For ikke så længe siden havde der været sådan en raid, hvor man havde forsøgt at stjæle nogle kamphunde (altså sådan nogen der bliver opdrættet til hundekampe). Det lyder dumt i sig selv, og det var også mislykkedes, idet de to fyre var blevet jagtet tilbage af ”fjenden” samt nogle hunde. Kun den ene af de to drenge kom dog tilbage. De hævdedes at han var løbet ud i floden for at slippe for hunden, men var ikke set siden. Nogle dage senere sendte politiet dykkere i vandet. Det tredje lig, de fandt i floden, var ham de ledte efter....! Næsten hver aften kan man høre skyderi fra den serbiske side. Det meste er dog "celebratory shooting", også kaldet "happy shooting". Aftensmaden blev indtaget på en af de mange restauranter i byen, der cater til det internationale community, og efter en kop kaffe i hovedgaden, gik vi hjem i seng. Der er curfew for EULEX-ansatte, der skal være hjemme senest kl 23. Broen set fra serbisk side: Det lille hvide skur er hvor det selvbestaltede vagtværn holder vagt (billedet er taget samme sted fra som det herover, jeg har bare vendt mig om): Peace park - midt på broen: Broen fra albansk side: Dagen efter var det planen at jeg bare ville tage ned på busstationen, og se hvor jeg kunne fange en bus hen. Helst til Peje (vestlige Kosovo), Montenegro eller Albanien. Hvis der ikke var nogen busser til nogen af de steder, ville jeg tage en bus til Pristina (de kører flere gange i timen), og så videre derfra. Men mit udgangspunkt er, at jeg helst ikke vil backtracke. Nå men vi ændrede lidt planen, så jeg blev i lejligheden mens Frank tog på arbejde, og han ville så hente mig til frokost, så vi kunne spise, og så køre mig til busstationen bagefter. Om formiddagen arbejdede jeg lidt, og listede ned til broen for at tage nogle billeder. Jeg blev hentet af Frank og en amerikansk kollega, og vi kørte hen til en restaurant, der lå lidt afskærmet, ned til floden. Hen ventede to ungarske kolleger. Nu kørte vi rundt i en pansret Toyota Landcruiser med en egenvægt på 5,5 tons. Nå men til frokosten spurgte den ungarske overordnede, hvorfor Frank ikke bare kørte mig til Peje efter arbejde. Det kunne jeg ikke takke nej til, så det blev planen. Jeg blev efter frokosten atter læsset af ved lejligheden, og jeg gik igen over på den serbiske side. Derovre er serbisk valuta, det man bruger. Og jeg havde stadig nogen tilbage af dem. Jeg ledte lidt efter en frisør, men fandt ikke nogen, og gik derfor tilbage og blev i stedet klippet på den albanske side (€2). En kop kaffe koster €0,50, så det fik jeg også. Lidt senere end aftalt kom Frank så tilbage og sagde, han alligevel ikke kunne køre mig til Peje, men den ene ungarer ventede nede i bilen, og de skulle til Pristina og hente en politibil, så jeg kunne køre med dem. Så det gjorde jeg. Man passerer på vejen et af de mest forurenene kraftværker i Europa; Obilic, som efter sigende fyrer med alt. Skrald, kul, træ...Tyskerne havde doneret nogle skorstensfiltre, men de endte på korrupt vis med at blive solgt. Vi passerede også i nærheden af den danske militærbase, som er blevet mindre med årene. Her skulle Frank på fredag op og stemme til folketingsvalget. Jeg blev læsset af ved busstationen i Pristina, og lokaliseret en bus til Peje.
Jeg anede ikke, at der stadig er så meget had dernede. De burde 'grow up'... Men spændende at høre om!
Der er masser af busser fra Pristina til resten af landet, og nabolande, og egentlig ville jeg gerne have været direkte til Albanien eller tilbage til Montenegro, men jeg havde allerede booket hotel i Peja. Peja er Kosovos trediestørste by, og ligger i den vestlige del af landet, tæt på grænserne til Montenegro og Albanien. På serbisk hedder byen Pec, og på albansk Pejë. Der er ikke så mange hoteller i Peja, men jeg havde flottet mig og booket Hotel Dukagjini; et femstjernet hotel, der er lidt malplaceret i en fattig provinsby på Balkan. Turen fra Pristina tog halvanden time, og jeg troede at jeg fra busstationen ret let kunne finde hotellet. Men jeg - og jeg hader at indrømme den slags - kom til at gå i den forkerte retning. Jeg kunne godt have taget en taxa, men jeg kan godt li' at gå, for så får man også set lidt... Hotellet ligger mondænt ved floden, og bygningen er sandelig prægtig, og på nogle områder er det et ægte 5-stjernet hotel. Men på andre flopper det. Jeg havde kun betalt €50 for en nat (dobbeltværelse, single use), og ved check-in, der ikke var videre venlig, fik jeg nøglen til værelse 207. Det viste sig at være en junior suite - med ekstra opredning (drømmesengen var i øvrigt fra Jysk), og med balkon og udsigt over floden. Ikke ringe! Hotellet fra den anden side af floden, værelset (næste morgen), og udsigten fra balkonen: Jeg gik ned i restauranten for at få lidt aftensmad og en fadbamse. Udmærket mad, uden at imponere. Men restauranten ned til floden er enorm. Der var i et tilstødende festlokale høj musik, og det stoppede først lidt over midnat. Efter aftensmaden gik jeg en lille tur, og fik en kop kaffe på en af de utallige caféer i området. Hotellet havde også et spa i kælderen, med indendørs pool, men der nåede jeg ikke ned. Næste formiddag var jeg nede og få morgenmad, der var inkluderet. Og selvom det var udmærket, så var det ikke 5-stjernet... Herefter spadserede jeg ud til en af byens ypperste attraktioner, nemlig Patriarkatet Pec - der er et serbisk, ortodokst kloster på UNESCO Verdenskulturarvsliste, beliggende i et kosovoalbansk (muslimsk) kontrolleret område. Og det gør ting lidt komplicerede! Når man nærmer sig klosterets pigtrådsbeskyttede mure, er det første man ser, en politipost. Jeg så ingen betjente, og der er ingen skilte, så jeg vadede bare forbi bommen. Men der gik ikke mange sekunder, før jeg blev råbt an. Og så måtte jeg over i politiskuret og forklare hvad jeg ville, hvor jeg kom fra og hvad jeg bildte mig ind! De var nu meget flinke, men man bliver ikke bare lukket ind. Først skulle jeg aflevere mit pas. Så blev der ringet. "En dansker vil gerne ind. Han er alene." Telefonsamtalen tog lidt tid. Den anden betjent var i gang med at skrive mig ind i en bog. Og efter et par minutter fik jeg lov til at passere afspærringen. Vejen op til selve klosteret er cirka 300 meter, og her passerer man græssende kvæg på den ene side, og en mark med frugttræer på den anden. Jeg formodede at det var landbrug drevet af munkene. Indenfor i klostergården var der helt stille. Jeg var den absolut eneste turist. Til venstre var der nogle nyere bygninger, formentlig hvor munke og nonner boede, og fremme og til højre var kirkerne. Faktisk er det fire kirker, der er bygget i forskellige perioder, men bygget sammen, og det samlede grundareal er næppe mere end nogle få hundrede kvadratmeter. En ældre nonne gik og støvsugede den største kirke, og hun blev lidt overrasket over at jeg pludselig stod der. Hun spurgte om hun skulle slukke støvsugeren, men jeg svarede, at det behøvede hun ikke. Ved indgangen kunne man købe lys, guide-pamflet, ikoner i lamineret pap og andre småting, og der stod priser i EUR og RSD, men der var ingen til at ekspedere, så jeg tog lidt, og lagde en pæn sjat RSD mere end det egentlig kostede - jeg havde som bekendt ikke fået brugt dem op alligevel. Men nu kom en ny nonne rendende, en yngre en. Hun talte rigtigt godt engelsk, og hun spurgte om jeg ønskede at købe noget i souvenirbutikken. Jeg svarede måske, men om det kunne vente 5-10 minutter. Nej, svarede hun - for hun havde tænkt sig at låse af nu. Hun sagde det på en venlig måde, og var smadder sød, så jeg gik med over i den lille souvenirbutik, der havde et utal af ikoner i forskellige størrelser, postkort, trækors, køleskabsmagneter og andet religiøst ragelse, men også noget mere interessant. Nemlig et køleskab med vin og slivovic. Og her kunne jeg jo ikke holde mig tilbage! Jeg købte en flaske vin (i plastflaske) - og en keramikkop, et postkort og lidt småting. Jeg skal jo af med de serbiske RSD'er, som nok ikke er så lette at veksle! Jeg har ikke smagt den endnu, men følg med ovre i @Kristian's vintråd! De røde kirker i baggrunden, og kirketårnet med den lille souvenirshop ved siden af: Jeg gik tilbage til hotellet, fik lidt frokost, og tog en taxa til busstationen. Det kostede €1,15. Jeg havde spurgt receptionisten om morgenen, om hun kunne undersøge hvornår der kørte busser til Albanien, og efter at have rykket hende, vendte hun tilbage og sagde, at det gjorde de kl 14. Det skulle vise sig ikke at passe helt..
@jefi99 sidder på en bar i Houston, bestyret af en serber og snit checker dine kommentarer om Serbien.. ser ud til, at være i fineste orden PS, man skal vist drikke "lav" i stedet for Jelen. .. Just saying. ..
Jeg er kommet lidt bagud med rapporteringen her... Fra Peja gik der selvfølgelig ingen busser klokken 14, som hende receptionisten havde hævdet. Jeg var lidt i Diceman-mode, så var også villig til at tage tilbage til Montenegro. Og lucky me - der var faktisk en bus, der kørte til Montenegro lidt efter. Den skulle til Plav, via Rozaje og Berane. Det er alle mindre bjergbyer i det nordøstlige Montenegro, og efter at have kigget lidt på kortet, læst i guidebogen og konsulteret med konduktøren, så betalte jeg for en billet til Berane. Kort efter afgang stoppede vi dog ved en lille købmand. Det var åbenbart Kosovos svar på Fleggaard, for her blev indkøbt en del kasser Red Bull og andet. Turen fra Peja op til grænsen er kun omkring 20 km, men det går meget stejlt opad, og det er hårnålesving nærmest hele vejen. Vi kørte med åben dør det meste af turen. Det tog nok en times tid at komme derop, og her blev vi mødt af en flok køer, der helt bogstaveligt rendte rundt inde på paskontrolområdet. Nå men efter Kosovo-kontrollen kørte vi nok 10-15 km videre før vi kom til Montenegros paskontrol. I mellemtiden beholdte konduktøren vores pas/id-kort. Dvs jeg var den eneste, der havde pas. Alle de andre havde id-kort, så derfor vidste jeg godt hvad klokken var slået, da jeg hørte et stempel inde fra skuret. Det med Kosovo-stempler er som tidligere nævnt lidt et problem, for nu kan jeg ikke rejse ind i Serbien igen med det pas... Fremme i Berane ville jeg gerne videre mod Podgorica - Montenegros hovedstad, og her var jeg nogenlunde heldig, idet der gik en anden bus kort tid efter. Hele turen fra Peja til Podgorica er fantastisk flot - man kører igennem, eller i hvert fald langs med et par nationalparker. Her kan I se et lille amatørklip fra turen: https://www.dropbox.com/sc/2bx64hr7vn2btnx/AABHcsaVDHne51_1fxWU1Txla Fremme i Podgorica satte jeg mig på busstationens fine fortorvscafé/bar, bestilte en fadbamse og fik wifi-password'et, og kiggede lidt på hoteller. Jeg endte med at booke Hotel Evropa (€31 totalt), som jeg faktisk kunne se fra hvor jeg sad. Det lå under 100m væk. Receptionisten var nærmest overflink, men hotellet er ikke noget vildt fancy. Oldschool 2-stjernet hotel (tror de hævder at være 3-stjernet), med en restaurant i stueetagen. Her gik jeg ned og indtog aftensmåltidet - en wienerschnitzel. Tjenerinden var også overvenlig. Servicen kan man i hvert fald ikke klage over på det hotel. Næste morgen gik jeg over på stationspladsen. Der er både togstation og busstation på samme plads. Jeg ville lige orientere mig om mine muligheder for at komme væk fra hovedstaden. Jeg havde checket ud, men ladet mit habengut blive på hotellet. Efter at have dannet mig et overblik, gik jeg ned i byen for at se mig omkring, og for at få noget morgenmad. Centrum lå omkring 10 minutters gang fra hotellet og busstationen. Jeg fik lidt english breakfast, der dog ikke vil gå over i verdenshistorien. Podgorica har blot 170.000 indbyggere, så nogen stor by er det ikke, og den er ikke decideret grim, men nok bare lidt kedelig. Jeg gik tilbage til hotellet, hentede min kuffert, og gik over og tog en bus til Budva...
Budva Turen fra Podgorica til Budva ser ikke så lang ud på kortet, men det er igen nogle snørklede bjergveje ned til kysten, og vi skulle også lige forbi den gamle hovedstad Cetinje, jeg faktisk også kort havde overvejet at aflægge et besøg. Det skulle være en lidt mere interessant by end Podgorica. Men sådan blev det ikke. Da jeg ankom til Budvas busstation, satte jeg mig i restauranten og bestilte en halv liter øl, og fik noget wifi, så jeg kunne bestille et hotelværelse. Efter lidt research, faldt valget på Hotel Oliva, der skulle have €71,82 for to nætter. Der var masser af billigere muligheder, men Budva er en af de dyrere områder i Montenegro, og det var også over en weekend (fredag til søndag). Restaurant på en busstation lyder i øvrigt måske kedeligt, men de har en indhegnet have eller lille park, hvor der render en masse dyr rundt. Svaner, gæs, skildpadder, kaniner, geder – og en albinopåfugl var der også. Og det lod til at være et hit blandt børn! Ejeren på Hotel Oliva var en sympatisk fyr, der bød på en velkomstdrink, da jeg ankom. Hotellet har en dejlig lille have med en masse oliventræer (deraf hotellets navn), og der serveres både morgenmad, frokost og aftensmad på hotellet – dog i bestemte tidsrum. Aftensmad fx kun mellem 19 og 21. Mit værelse havde udsigt til haven. Fredag aften gik jeg ned i byen for at finde et sted at spise, og fandt frem til Konoba Knez, der havde fine ratings, og selvom de havde en del fisk på menukortet, havde de defacto kun nogle få stykker at vælge imellem den dag, så jeg hoppede på en bøf i stedet. Det var udmærket, uden at imponere, men jeg forstår ikke helt hype'n om den her restaurant. Dagen efter lånte jeg en cykel på hotellet - det er gratis, og han har tre mountainbikes, som man kan låne. Jeg fik en lås med, men han fortalte mig, at jeg stadig skulle holde øje med den. De var nemlig dyre, sagde ejeren, der i øvrigt bor i Schweiz det meste af året. De kostede 300 euro pr styk! Senere skulle jeg erfare, at de heller ikke var mere værd. Det var ærligt talt noget billigt skrammel. Jeg lagde ud med at cykle lidt rundt i Budva, for derefter at tage kyststien ned mod Sveti Stefan. Men på et tidspunkt kunne man ikke komme længere. Så her valgte jeg at tage en kop kaffe på en hyggelig café, og spurgte så, hvordan jeg kom lettest til Sveti Stefan. Tjeneren pegede bagud mod en trappe, og så var det bare at slæbe cyklen op ad de 100-150 tilgroede trin. Halvt oppe hørte jeg noget i krattet, men tænkte at det nok bare var et firben. Næsten helt oppe fik jeg dog et mindre chok, da jeg så en fed, en-meter lang brun slange bevæge sig forbi på stien lige foran mig!!! Sveti Stefan er en lille ø, der nu er landfast via en kort dæmning. Hele øen er nu et resort, der koster en mindre formue per nat. Man kan ikke bare gå derover, men man kan dog spise på en restaurant derovre. Menukortet kan man se på fastlandet, og hvad man ønsker at spise deroppe, bliver man eskorteret derover (Restauranten er den man kan se øverst til højre på billedet herunder). På stranden ud til øen koster det €75 for en solseng på den dyre side, mens det på den anden side er lidt billigere, og er afhængigt af hvor tæt man vil ligge på vandet... På tilbagevejen fik jeg en frokostpizza på Restaurant Lim, der er en af utallige restauranter langs strandpromenaden i Budva. Jeg valgte Lim, fordi jeg kunne huske den havde en ok rating på TA, og det var spiseligt, og tjeneren var smadderflink. Jeg spurgte ham om de ville vise aftenens Champions League-finale, og det bekræftede han. Efter at have returneret cyklen brugte jeg resten af eftermiddagen på lidt arbejde, og kl 19.30 gik jeg så ned i hotellets have, for at indtage mit aftensmåltid. Jeg spurgte ejeren, hvilke fisk han havde fået hjem den dag. Jeg havde sat næsen op efter søtunge, som jeg havde set de fleste restauranter havde på kortet, men han måtte lige som Knez dagen før skuffe mig, men havde havde Stor Ravfisk, så det kastede jeg mig ud i. Med hvidvin til, selvsagt! Jeg tror aldrig jeg har prøvet at spise sådan en kalorius før, så jeg var ikke helt sikker på om den skulle være rå indeni, som den var. Men nej, det beklagede han meget, og den blev sendt til færdigstegning i køkkenet. Det smagte nu rigtigt godt! Jeg smuttede herefter ned i byen for at se fodbold. Nærmest alle restauranter og barer viste kampen. Jeg endte på en lille irsk pub, og efter kampen på en anden irsk pub. Næste morgen vågnede jeg først klokken 12. Meget tørstig om med ondt i hovedet. Men jeg skulle videre, så jeg fik pakket mine klude, og begik mig hen mod busstationen og den lille zoologiske have! Budva er nok den mest turistede by i Montenegro, og om sommeren skulle her være et natteliv, second-to-none i landet. Så hvis man godt kan li' at turistinfrastrukturen er i top, så er Budva nok det bedste valg, men hvis man vil se et lidt mere "ægte" Montenegro, så skal man nok finde et andet sted.
Fra Budva går der åbenbart ikke nogen busser direkte til Shkodër i Albanien, men da de allesammen alligevel stopper i Bar og Ulcinj, tog jeg bare den første i den retning. Hvilket viste sig at være til Bar. Det var sjovt nok præcis den samme bus og buschauffør som jeg kørte med fra Herceg Novi til Kotor over en uge inden. I Bar købte jeg en billet til Ulcinj, men den bus kom aldrig, så da der kom en senere bus, ville han ikke acceptere den billet, jeg og andre havde købt, så vi skulle ind og bytte. Det var er værre cirkus, og vi endte med først at komme til Ulcinj lidt før klokken 18. Her gik jeg hen og forespurgte i informationen om busser til Albanien, men fik at vide at der kun gik tre om dagen, og den sidste var lige kørt. Øv. Men det gjorde ikke så meget, tænkte jeg. Så tager vi en overnatning i Ulcinj. Der skulle være nogle fine strande umiddelbart syd for. Netop som jeg stod og læste lidt i min guidebog, kom en taxachauffør hen til mig, og spurgte om jeg ville til Shkodër. Han ville køre mig dertil for €30. Jeg havde lige læst i guidebogen, at det normalt kostede €40, så jeg hoppede ind i hans gamle Mercedes. Chaufføren var en hyggelig fyr. Han hed Osman og underholdt på en sjov blanding af engelsk og tysk. Derudover talte han også albansk, serbisk og russisk. Han var utroligt vidende om alt fra international politik, fodbold og kultur, til flora og fauna samt geografi og biler. Han ejede også en mindre mandarinplantage (1,5 tons i årsproduktion) og producerede også oliven. Han kørte til Albanien cirka hver anden dag, og det var hans tredie Mercer. Han havde også haft en Vito engang, og han mente at de er noget lort, dels fordi Mercedes ikke kan lave forhjulstrukne biler, men også fordi de bliver lavet i Spanien! Nede ved grænsen var der kø. Laaang kø. Efter at have holdt der en halv times tid, begyndte nogle mafiatyper i Mercedes G- og S-klasse at overhale køen, og Osman fulgte efter. Vi snød. Det var ikke fair. Det viste sig at de havde åbnet et ekstraspor, der normalt er forbeholdt rejsende fra Albanien og ind i Montenegro. Så Osman mente godt man kunne forsvare vores alternative overhaling. Fremme ved grænsekontrollen gik det også meget langsomt. Man giver den montenegrinske betjent pas/id-kort og papirer på bilen, ud af højre side af bilen, så det var min tjans. Så kører man to meter frem til næste luge, slukker bilen og venter. Inde i skuret har montenegrineren så givet tingene videre til den albanske paskontrollør, som så gav dem tilbage til mig, da han var færdig. Ingen stempler i passet denne gang. Kort inde i Albanien overhalede vi dem her...: Fra grænsen og ind til Skhoder fortalte Osman lidt om byen, hvad der var værd at se, hvor de gode hoteller og restauranter lå osv, og han læssede mig af på den centrale plads i byen. Jeg gik hen på Piazza Park og fik mig lidt at spise, internet og fik booket mig et hotel for to nætter. De større hoteller var faktisk fuldt bookede, så jeg endte med Hotel Kaduku (som jeg selvfølgelig først læste som Kakadu). Det var en basic hotel, men supertæt på centrum, og med smaddervenligt personale. Den unge natportier havde luret mit pas, så han spurgte om jeg talte svensk. Han havde nemlig boet en årrække i Nyköping. Morgenmad var med i prisen (€25/nat), men var ikke noget særligt. Jeg sprang over den anden morgen. Både Osman og damen på hotellet havde fortalt mig om en bådtur på Komani-søen, som skulle være storslående og fantastisk, så det bookede jeg til om mandagen. Det kostede €33,50 for heldagsturen (der var også andre versioner), og man blev hentet på hotellet kl 8. Herfra kørte vi rundt på nogle andre hoteller for at hente andre gæster, og derfra op mod bjergene. Vi stoppede i en lille landsby, hvor man kunne proviantere. Herfra kørte vi det sidste stykke op til søen, der faktisk er kunstig. Det var tidligere bare en flod, men i 1970'erne inddæmmede man dalen, og lavede nogle dæmninger, der skulle stå for størstedelen af elektricitetsproduktionen i Albanien. Bådene der lå til kajs, lignede alle noget hjemmebygget noget. Vores båd var lavet af forskellige jernrester, nogle brædder, en gammel motor, nogle bussæder og nogle havehynder. Udstødningen var der heller ikke helt styr på, så jeg prøvede at sætte mig lidt strategisk, så jeg ikke indåndede for meget CO2. Vi havde dog fået udleveret en flaske hjemmebrændt raki, vi kunne underholde os med på turen, og den fik jeg hurtigt åbnet. Smagen var dog ingen fornøjelse! Vi var en amerikaner, et par fra Belgien og nogle albanere, hvoraf en havde sin ungarske kæreste med. Og så mig. Selve turen var helt enestående flot, men også meget monotom, for det er et ret ensformigt landskab. Vi sejlede halvanden time op af floden/søen, holdt pause, gik lidt rundt, mødte en gruppe hollændere fra en anden båd, og sejlede derefter tilbage, hvor vi lagde til ved et hus, der lå helt isoleret. Det viste sig at være ham med den ungarske kærestes forældre, der boede der. Her serverede mutti'en pandekager og kaffe. Da jeg gik om bagved for at lade vandet, fik jeg lidt et chok, for her stod en udstoppet bjørn! Den var blevet skudt et par år før, fik jeg at vide. Amerikaneren og jeg legede lidt "Hammerslag", og på trods af den fænomænale udsigt, så endte vi med at blive enige om en pris på mellem €5000 og 10000 for sådan en hus. Tilbage ved kajen fik vi serveret frokost, selvom klokken nu var næsten 16. Det var uspiseligt. Jeg havde bestilt "beef", amerikaneren "chicken" og belgierne "fish", men jeg spiste kun lidt af salaten, og gav noget af min "beef" til en kat, der dog fik det galt i halsen, og fik en slags hosteanfald.
Efter at være kommet tilbage til Shkodër, aftalte jeg med amerikaneren, at vi skulle mødes kl 20, for at få lidt, forhåbentligt ordentligt, at spise og drikke. Vi gik hen på San Francisco, der iflg TA er nr 2 i byen. Den ligger på den hyggelige gågade og hovedstrøg, og vi fik et bord på overetagens store terrasse, med udsigt til det hele. Betjeningen var meget formel. Tjenere i hvide skjorter, butterfly og vest. Amerikaneren bestilte en ravioliret, mens jeg valgte veal filet. Det viste sig at være tre tynde skiver maskinmørnet kød, der over i købet var så salt, at det næsten ikke kunne spises. Pommes frites'erne var stegt for kort tid i for kold olie, så de var hverken gennemstegt eller sprøde. Salaten var udmærket, og husets vin, som vi endte med at få et par karafler af, var faktisk ok. Amerikaneren, der til dagligt var engelsklærer i Moskva, skulle videre til Montenegro dagen efter, men det blev til en slukefterdrink på en meget lokal bar, Marko Polo, nær mit hotel. Her sad fem ældre herrer og spillede albanermusik til den store guldmedalje. Forsangeren havde kun nogle få tænder i munden, og violinisten var nok omkring 90 år, og i pauserne så han ligbleg ud, og jeg tænkte at han kunne dø af alderdom når som helst. Men når musikken gik i gang kom der en livsglød i hans ansigt, der skød den tanke til jorden. Jeg beklager den forringede billedkvalitet, men hvis man vil se og høre lidt af musikken, så se her: https://www.dropbox.com/sc/czcd408enfqwn75/AABnltg3ArxjlsbuS9HATkCUa En glas vin, fyldt til kanten, kostede her på Marko Polo Bar 150 lekë, eller knapt 8 kroner. Hvis man var glad for musikken, kunne man lægge en pengeseddel ovre på musikernes bord. De spillede typisk et par numre, og alle de lokale sang med, og herefter holdt de fem minutters pause. Jeg nåede ikke at høre så meget, og kort efter jeg havde bestilt mit andet glas vin, så kom politiet og sagde at nu var kl 23, og så skulle der være ro. Og så begyndte de at pakke sammen, tælle penge, og dele rovet. Men der gik ikke mange minutter før tre sigøjnere på hhv klarinet, harmonika og tambourin ankom, og fortsatte med underholdningen. At de var sigøjnere, forklarede min meget berusede sidemand mig flere gange, på trods af at de foregik på albansk. Jeg kunne nu godt selv have regnet det ud. Dagen efter fik jeg lige en frokostpizza, eller faktisk var det dagens første måltid, ovre på Piazza Park, hvor jeg også fik mit første måltid i byen. Og herefter gik jeg over og fandt en bus, der ville køre mig til Tirana. Der er ingen busstation i Shkodër, men de holder på og omkring den centrale plads i byen. Busserne kører hver hele time, og koster 300 lekë (17 kr), mens minibusserne kører oftere, dvs når de er fyldt op, og de koster 400, og er lidt hurtigere. Tirana Albaniens hovedstad, siden den tog over fra Dürres i 1920. Jeg havde hørt fra amerikaneren og andre, samt læst mig til at det ikke var være at bruge for lang tid her. Jeg havde booket Hotel London til €21, og beliggenheden og servicen er fin nok, men jeg ved ikke rigtigt om jeg vil anbefale det. Hotellet har vist kun 4 værelser! Om aftenen gik jeg på opfordring af receptionisten, der vist var ejerens datter, over på ODA og indtog mit aftensmåltid. Det skulle være et meget autentisk albansk køkken. Menukortet bestod næsten udelukkende af retter med lam, især retter hvor der indgik indvolde som lever, nyrer og hjerte, men valgte "bare" lamb meat, og bestilte ris, salat og rødvin til. Værtinden talte ikke engelsk, men på bordet ved siden af mit, sad et yngre søskendepar, som var amerikanere med albanske forældre, så de oversatte lidt. Der er kun tre borde. Ved det tredie bord sad et ældre tyrkisk-amerikansk par. Hyggelig stemning, men maden var nok ikke lige min kop te. Søskendeparret fortalte mig, at de havde været på en guidet byrundvisning, så det planlagde jeg for dagen efter. Man møder bare op på trappen til National Museum of History kl 10. Jeg havde forinden checket ud af hotellet, men ladet dem holde øje med min baggage. Til byvandringen denne dag var vi et australsk par, en hollandsk pige - og en dansk pige! Det tager 2 - 2½ time, og er ret interessant, og man kan bare stille spørgsmål undervejs. Guiden Gazi er meget vidende, og fortalte også en del om tiden under kommunismen, og diktatoren Hoxha. Absolut anbefalelsesværdigt, og drikkepenge bliver der på ingen måde tigget om. Han fik dog en seddel af både australierne og undertegnede. Efterfølgende fik australierne, den danske pige og jeg frokost på Era, der er et ok sted, bedre end ODA, men stadig uden at imponere helt vildt. Diktator Envar Hoxha's privatresidens. Ikke voldsomt prangende, men alligevel et af byens fineste huse. Det ligger i den i dag fineste bydel af Tirana. Disse bunkere var der 700.000 af over hele Albanien under kommunismen.
Det er virkeligt interessant, morsomt og lærerigt at læse om din tur på Balkan og når det så bliver krydret med masser af mad af varierende kvalitet og med øl og vino og sigøjnermusik er der ikke et øje tørt Når du hjem til RF 15 eller bliver det først til RF 16 - Du skulle da vist også til Kaukasus?
Ja, bare rolig, jeg skal nok nå hjem til RF15. Og jo, jeg skal også til Kaukasus. Her er det lidt spændende, at vi er booket på et hotel 500 meter fra Zoologisk Have i Tbilisi, og efter det her http://rt.com/news/267073-tbilisi-flood-wild-animals/ mangler de stadig at fange 7 tigre og løver! Jeg er 5-6 dage bagud med rapporteringen fra Albanien, men skal nok prøve at komme up-to-date senere i dag eller i morgen...
Jeg var lige ved at kommentere på om du vsr kommet for langt væk til at internettet duede tidligere i dag! Jeg kan godt forstå du kommer bagud når du samtidig har en OZ F TR hængende...!
jeg har lige været ude at drikke raki med den albanske landsholdsanfører fra 1980'erne, der bl.a. har spillet mod Briegel, så giv mig lige lidt luft...
Du skal selvfølgelig tage alt den luft (og raki) du har brug for, det gør jo kun godt med flere gode historier, jeg prøver ikke at stresse! Jeg skal muligvis til SEL i februar 16, og overvejer at booke en bonus tur i F som jeg som minimum kunne have som backup og har overvejet om det skulle være OZ eller ANA via HND og det sidste stykke med OZ i C, og derfor blev jeg mindet om at du havde taget turen med OZ! Og når tiden så nærmer sig kan det jo også være der 14 dage før ville være mulighed for LH F... Hmm! </OT>
