Fra Tirana gik turen mod Berat; en by med knapt 70.000 indbyggere, og på UNESCO's World Heritage-liste. Tirana har ikke nogen decideret busstation, men der går både bussen og såkaldte furgons (minibusser, der først kører når de er fyldt) hele tiden, og til hele Albanien, men fra forskellige steder i byen. Jeg havde af receptionisten fået sat et kryds på et kort, hvilket var tyve minutters gang vest fra centrum. Det så lidt mystisk ud, og igen kunne jeg bare have taget en taxa, men jeg valgte at gå. Busserne til Berat går hver time, og turen kostede igen kun håndører. I Berat havde jeg booket Hotel White City, der ligger absolut perfekt midt på hovedstrøget, og med udsigt til floden. Berat er kendt for sine historiske, hvide huse, der ligger i byens to gamle kvarterer, på hver sin side af floden. På ”min” side boede de kristne, og på den anden muslimerne – i gamle dage. I dag er det vist ret blandet. Jeg havde fra hotelværelset også udsigt til den historisk muslimske bydel. ”Over” byen ligger et historisk borganlæg, der også er en af byens attraktioner. Hovedgaden, set fra fjerneste ende: Den hvide by - med et hjørne af borgen øverst: Stadion: Hotellet lå i en monstrøs ny bygning, hvor der var en lille indgang på siden, hvorfra man gik op til receptionen på første sal. I stueetagen lå der en bank. Jeg fik et fremragende værelse på tredje sal, med stor balkon, og lige ved siden af morgenmadsrestauranten. Hotellet har kun 10-12 værelser, og jeg tror ikke der var fuldt booket. Jeg havde givet €27/nat, og havde booket to nætter. Jeg havde værelset øverst til venstre, med den store balkon. Første aften spiste jeg på Antigoni, hvilket var en skuffelse, mens jeg anden aften spiste på Mangalemi, hvilket måske er byens bedste, men stadig ikke imponerende. Jeg gik op til borgen, der udover de hvide huse, er byens attraktion. Det er ikke for svage børn. Det er stejlt, og vejen er lang. Man kan købe is og vand på det første stykke. Det anbefales. Pakketurister kører med bus. Sidste dage havde jeg forhørt mig, og flere kilder, inklusiv hotelreceptionisten fortalte, at den sene af dagens busser til Saranda, gik kl 14. Jeg checkede ud k 12, og gik ud og fik frokost ovre på det hotel, der ligger på "den anden side" af broen,ved siden af Antigoni. Det er ikke rigtigt listet nogen steder. Kan anbefales både hotel-wise og food wise. Da jeg gik tilbage over broen kom ham med æslet gående. Samtidig havde de lokale betjente sat en lille raid op. Jeg tænkte at det kunne være et superbillede med æsel og politi i samme frame. Så på broen stillede jeg mig klar. Jeg lagde godt mærke til at den ene betjent holdt særligt øje med mig, så efter jeg havde taget billedet, der næppe får nogen priser, blev jeg meget højlydt råbt an af betjenten. At tage billeder af politi i lande som Albanien, kunne je godt regne ud kunne skabe problemer. Jeg håbede,at dropbox fra restaurantens wifi nåede at uploade det. Betjenten var insisterende, så jeg gik hen i mod ham, og hans Fiat-politibil, og hans kollega. Han sagde en masse til mig på albansk. Hans kollega grinede. Jeg fortalte ham i klare vendinger, at jeg ikke talte albansk, men han kunne bare komme an på engelsk eller tysk. Jeg frygtede at han ville have mig til at slette billedet, og overvejede røverhistorier om pressefrihed og diplomatisk immunitet. Han fortsatte på albansk. Efter et minuts tid, sagde han "do you speak english", på indlært engelsk. Jeg svarede "yes" - og så skraldgrinede han, gav high-five og vinkede mig væk. Her er det vildt ringe billede (æselet umiddelbart til venstre for politibilen): Sidste aften havde jeg sat mig ned på en af de mange caféer i hovedgaden. Her fik jeg et par fadøl. Ejeren talte kun lidt engelsk, og hans ven intet engelsk. Men deres ven kom til. Han var flydende i engelsk, og fortalte vidt og bredt. Hans kæreste var fra Wales. Klokken 23 kom politiet forbi og bad om at der blev skruet ned for musikken. Det grinede ejeren lidt af, og mens betjentene stod der, spurgte jeg (jeg havde trods alt fået et par fadbamser), lidt til deres tjenestevåben. Det var finansieret at EU fortalte de stolt. Beratta var det, hævdede de. Jeg har meget lille våbenkendskab, men jeg tvivlede...
Jeg fik aldrig afsluttet føljeton'en, så her kommer resten: Dagen efter havde jeg besluttet, at jeg ville ned sydpå. Jeg havde forespurgt på hotellet, og nu fik jeg at vide at bussen til Sarandë gik klokken 14:30. Han virkede sikker. En taxa til busstationen ville tage 10-15 minutter, fik jeg også at vide. Så kl 12 checkede jeg som nævnt ud. Jeg kom tilbage til hotellet kl 13:50 - og nu så receptionisten lidt anderledes ud i ansigtet. For nu havde han fundet ud af, at bussen gik kl 14. Han ringede fluks efter en taxa, og sagde at jeg skulle gå ned på gaden, og vente på en mørk Mercedes. Den kom efter fem minutter, og chaufføren havde en tung højrefod. Han beroligede mig også. "Hvis bussen er kørt, så indhenter vi den bare", sagde han. Vi passerede busstationen kl 14:03, og chaufføren kørte ikke ind på selve pladsen, men konstaterede med sit falkeblik, at den ikke var der. Med fart nok på til at få klippet sit kørekort i stykker, hvis man var blevet standset med den hastighed i Danmark, hentede vi bussen efter få minutter. Lidt dytten, og blinkende forlygter, fik vi bragt bussen til standsning. Jeg steg ind, og buschaufføren lod til at være vant til den slags... Vi kørte ikke ad kystvejen, som jeg havde forventet, men derimod tog vi en rute ind gennem landet. Vi passerede også Gjirokastër, der også er på UNESCO's Verdensarvliste - hvor den dog deler plads med netop Berat. Det var den samme slags arkitektur, der bragte dem på listen, og derfor havde jeg også valgt at skippe den på min besøgsliste. Men den eneste anden udlænding i bussen, skulle af her. En halv times tid før vi var fremme i Sarandë, holdt chaufføren ind i vejkanten. Her holdt allerede nogle andre biler, og der var også en lille frugtbod. Det viste sig at være en kilde, og jeg forstod på chaufføren og de lokale, at det var meget, meget godt vand. Buschaufføren havde to store dunke, og et antal flasker, som han skulle have fyldt. Vandkilden - med bussen i baggrunden Fremme i Sarandë havde jeg booket Hotel Lion Gate til €30 pr nat. Beliggenheden var absolut perfekt. Utvivlsomt byens bedste beliggenhed. Lige midt i centrum, direkte ud til vandet, og med en fin balkon. Og den unge dame, der checkede mig ind talte udmærket engelsk. Nogle af de andre ansatte på det lille hotel talte dog ikke et ord engelsk, tysk eller italiensk. Hvilket gjorde det til tider lidt svært at kommunikere. Dagen efter blev jeg af en af de ikke-engelsktalende receptionister bedt om at betale for mit ophold. Jeg hev mit visa-kort frem, men han forklarede mig at maskinen ikke virkede. Dagen efter var det samme problem. Jeg gad ikke at betale kontant, det jeg havde styr på mit cashflow, og ikke havde planlagt at hæve flere kontanter. Det ville koste mig et gebyr. De ringede efter en bankmand. Han kom i jakkesæt, og navneskilt fra banken. Han kunne heller ikke få terminalen til at virke. Jeg stod i receptionen og spiste deres bolcher, mens jeg betragtede hvad jeg lidt så som gratis underholdning. Vi indgik en deal. Jeg kunne slippe med €115 for fire nætter, hvis jeg betalte kontant. De hævdede at jeg kunne hæve € i alle ATM's. Men de to nærmest hotellet (Credit Agricole og Societe Generale) ville kun spytte lokale penge ud. Jeg forsøgte Raiffeisenbank - og her var jackpot. I Euro. Balkonen på Lion Gate I løbet af mine fire nætter på Lion Gate blev der dog ikke gjort rent en eneste gang på værelset. Heller ikke skiftet håndklæder. Der var dog 4 store håndklæder og to små, så jeg klarede mig nok. Men det var lidt løjerligt. Efter et par dage, da jeg gik en tur langs havnepromenaden stødte jeg ind i det belgiske par, som jeg havde været på sejltur med oppe i nord-Albanien. De spurgte,om jeg ville med ud til Butrint, den følgende dag. Det er nogle gamle, romerske og byzantinske ruiner, lidt syd for byen. Jeg havde egentlig overvejet at tage derud, men jeg takkede nej. Jeg havde overvejet om jeg skulle tage en nat mere i Sarandë, eller om jeg skulle tage til Corfu. Fra Sarandë er der 2-3 gange om dagen en færge til den græske ø, der ligger bare 45 minutter fra Albanien. Jeg havde booket et fly fra Corfu via Athen til Istanbul, med Aegean. Jeg endte med at tage en nat mere i Albanien, men rykkede ind på nabohotellet Kaonia (€37 inkl morgenmad). Her havde jeg et par aftener forinden spist aftensmad, og her vrimlede det med Apollo-gæster. Det benyttes åbenbart af Apollo Sverige, men ikke af Apollo DK. Og ja - Apollo Rejser har masser af charterturister i Sarandë. Der er masser af skandinaviske turister. De flyver nonstop til Corfu, og tager så færgen over. Byen er meget turistpræget. De fleste restauranter er turistfælder. Faktisk er min benhårde, men ærlige konklusion, at der kun findes én god restaurant i byen. Og det er Mare Nostrum. Nå men Kaonia havde, som nabohotel, præcis samme udsigt, så der var ikke noget at klage over. Da jeg ankom ved middagstid fik jeg min nøgle, men da jeg kom op på mit værelse, gik rengøringsdamen ude på gangen, og gjorde mig opmærksom på, at værelset ikke var klar endnu. Men jeg kunne godt stille min bagage, og så kunne jeg komme tilbage en halv time senere. Det gjorde jeg, og der var da lagt nyt sengetøj på osv. Men skraldespanden var ikke blevet tømt. Askebægeret på balkonen var ikke rengjort. Og der stod en øl i køleskabet, på trods af at man ikke havde minibar. Til min ekstremt store skuffelse var den dog alkoholfri. Så jeg lod den stå... Balkonen på Kaonia Køleskabet på Kaonia
Morgenmad var som nævnt inkluderet på det 4-stjernede Kaonia, og efter lokale standarder var det acceptabelt. Jeg fik checket ud, og gik den lille tur hen til færgehavnen. En billet til Corfu kostede €19. Den skulle man købe i et lille kontor ude ved vejen, hvorefter man gik ned til terminalbygningen, hvor man kunne vente "i Albanien", eller man kunne gå igennem immigration, hvorefter man kunne vente i en lillebitte ventesal - dog kunne man også gå udenfor i den bagende sol. Det viste sig at der skulle rigtigt mange ungarske og polske turister med færgen denne morgen. Og der var pludselig ballade. En gruppe ungarere med rejseleder var gået igennem paskontrollen, men de havde checket to pas mindre, end på den liste, de havde fået fra rejselederen. Det viste sig efter et større palaver, at to damer på omkring 75 år havde formået at gå igennem kontrollen uden at vise pas. De to kvindelige paskontrollører var smaddersøde, og spurgte hver enkelt, om man ville have stempel i passet, eller ej. Ja takkede ja. Nu tror folk så, at jeg har forladt Albanien ombord på et containerskib... Færgen var en gammel flyvebåd, hvor vinduesfolien var så beskadiget, at man i praksis ikke kunne se ud af vinduerne. Rederiet var græsk, hvilket jeg betragtede som marginalt bedre, end hvis det havde været albansk. Færgeturen var rimelig event-løs. Men jeg forlod Balkan, og dermed også fire ugers rundrejse i det nok mindst turistede hjørne af Europa. Men I kan være sikre på én ting: Jeg skal tilbage til Balkan!
