Flyvning i 2015: 92
Flyselskab: Alsie Express
Rute: SDG-CPH (Sønderborg-København)
Rutenummer: 6I123
Flytype: ATR72-500
Klasse: Økonomi
Sæde: Free seating - sad på bagerste række, C
Dato: 27. december 2015
STD: 16:00 ATD: Flightstats har ingen info, men vi var nok lidt forsinket
STA: 16:45 ATA: Flightstats har ingen info, men vi ankom vist til tiden
Jeg var i lufthavnen en time før afgang, så der var god tid til at skrive de foregående to rejseberetninger på lufthavnens gratis wifi - dog måtte jeg registrere mig. På vejen ind var der placeret en stor spand til opsamling af vand fra taget - men det har også regnet meget og længe. Automater var der ingen af, så indtjekning foregik helt som i gamle dage. Den flinke kvinde bag skranken var hurtig med boardingkort og ekspedering af kufferten.
Kaffe og kakao var gratis - følger I med, CPH?
Det sorte fly stod udenfor og ventede, men det viste sig senere, at det var et andet sort fly vi skulle med. På 'parkeringspladsen' var også et fly fra Flybe, hvilket undrede mig lidt. En fra lufthavnen fortalte, at det var til reparation. Jeg syntes det var lidt underligt, men det er nok en bedre forklaring end at Flybe planlægger at flyve til Sønderborg!
Først klokken 15:50 var der højttalerudkald, og så var det af sted til sikkerhedskontrol. Lufthavnen er jo ikke så stor, så når man er igennem sikkerhedskontrollen, er man i lufthavnens eneste gate. Herfra var det hurtigt videre til boarding, men på vej ud til flyet, mødte jeg en fra min folkeskoleklasse - han arbejdede i lufthavnen. Jeg må indrømme, at han genkendte mig hurtigere end jeg genkendte ham, men det er trods alt også over 20 år siden. Heldigvis hjælper Facebook lidt til med at følge med i gamle bekendtskaber! Det blev til en meget kort snak, inden jeg jo skulle med flyet.
Da jeg var sidste mand, satte jeg mig også på bagerste række. For flyet var næsten fyldt helt op på dagens eneste afgang. Det betød også, at jeg ikke kunne få en vinduesplads - øv!
Benplads er der til gengæld nok af og man sidder godt i sæderne med Danfoss-reklamer på. Kaptajnen bød velkommen og fortalte at turen gik op omkring Odense og ville vare 25 minutter. Han nævnte også turbulens ved start og slut - det fik han ret i.
Oppe i luften var cabin crewet - den enlige stewardesse - klar med servering og jeg fik det samme som sidst. Den varme kakao var dog ikke nær så god denne gang. Da jeg sad bagerst, fik jeg servering sidst, og jeg nåede knap at drikke op, før vi var i gang med landingen.
Her var der godt nok bump på 'vejen' og jeg lagde mærke til et par stykker, som klemte hårdt om armlænet. Men vi kom ned uden problemer, og kunne forlade flyet i gate A14. Også her var der spande til nedsivet regnvand!
Så var det bare ned efter bagagen, og det tog heldigvis mindre tid end de 16 minutter, der var angivet på skærmen. For jeg havde kun 1t35m til at komme ud og ind ad lufthavnen og op til næste fly.
Flybe-flyet i Sønderborg:
View attachment 4797
Næsten fyldt fly:
View attachment 4799
Venter på klar-signal til at kunne forlade flyet:
View attachment 4798
(beklager kameraet!)
Click to expand...