Nicki Lolk Sørensens rejselog 2015

Flyvning i 2015: 54
Flyselskab: Easyjet
Rute: CPH-LTN (København-London)
Rutenummer: U2 2446
Flytype: A320
Klasse: Økonomi
Sæde: 21D
Dato: 17. juni 2015
STD: 10:25 ATD: 11:04
STA: 11:20 Landed: 11:51

Jeg nåede ikke at stå af Metroen, før WorldMate-app'en fortalte, at flyet var 30 minutter forsinket. Jeg er på en lavpristur med forskellige selskaber, men med en 2t50m lang mellemlanding i Luton. Der skulle derfor være god tid - også selv om der skulle være en forsinkelse. Men 30 minutter kan jo hurtigt blive til 60, 90 og 120 - og så begynder det at knibe.

Jeg havde checket ind på Easyjets app, så det var bare gennem sikkerhedskontrollen (cirka fire minutter) og så ud på den lange vej til CPH GO - lavpris'fingeren' i lufthavnen. Det er ret smart, at de på gulvet har angivet, hvor langt der er til gates, men de kunne nu godt skrive, at det er det, det er. Der står bare 06:00 ved indgangen og så ikke mere. Og den ER lang, den gang. Kunne lufthavnen da ikke smække noget kunst eller graffiti på væggene, hvis de ikke kan sælge reklamer? Kunne der ikke stå en automat med mad og drikke undervejs? Bare et eller andet til at bryde det ensformige udseende.

Der var endnu ikke udpeget nogen gate til min afgang, men fremme i CPH GO var der et skilt til afgange til London, Birmingham mv. - altså afgange til non-Schengen. Her skulle jeg naturligvis igennem paskontrol, men manden i buret gjorde halvsurt opmærksom på, at der var lukket. Nå nå, rolig nu. Så var der jo ikke andet at give sig til end at sætte sig på de sten de har anbragt. Der var ikke ret meget derude - og slet ingen forretninger. Der er sikkert ikke afgange nok til at kunne omsætte nok.

Men fem minutter senere gad manden at se mit pas og jeg kunne komme ind til de tre-fire gates, der var inde i det område. Ryanair og Easyjet flyver herfra, og ud fra deres håndbagagemålingsdims, kunne jeg regne mig frem til, at jeg nok skulle af sted fra F4. WorldMate fortalte løbende, at afgangen nu var 23 minutter forsinket. Nej, 24 minutter. Og slutteligt endte den på de 25 minutter, der også stod på skærmen ved gate.

Klokken 10.15 begyndte boarding. Dvs. vi fik scannet boarding-kort og tjekket pas og derefter placeret i en kø. For flyet kom først 10.26. Men derefter gik det stærkt, og boarding gik smidigt. Jeg var overrasket over, at personalet havde nået at lægge sikkerhedsbælterne pænt på plads på alle sæderne, for det har de dælme ikke haft lang tid til. I flyet hjalp jeg en gravid kvinde med at få tasken op, og så fandt jeg ellers min plads. Desværre en gangplads, men til gengæld kom der ikke nogen på midtersædet. Jeg vil tro, at flyet var 70% fyldt, da der blev meldt 'boarding completed'. Men så skulle den gravide kvinde af flyet igen. Hun var ikke gået i fødsel, men jeg ved ikke, hvorfor hun alligevel ikke ville af sted.

De meddelte over højtaleren, at flyet nu skulle gennem et standard sikkerhedstjek. Det betød, at vi alle - række for række - skulle op og stå, så personalet kunne kigge efter mistænkelige ting. Flere blev også spurgt om deres bagage og jakker.

Så som man kan se længere oppe, blev vi yderligere forsinket - 39 minutter. Ingen problemer for mig!

Flyvningen gik uden store begivenheder. Personalet virkede som om de havde travlt og løb flere gange gennem kabinen, så sæderne hoppede op og ned.

Der blev hentet et par minutter, så vi kunne lande 31 minutter forsinket i Luton. Her var paskontrollen ved at blive bygget om, så alt foregik manuelt. Der var mindst lige så lang kø som i New York, men det gik nu hurtigere med at komme igennem.

Ud af lufthavnen og så ind igen til næste flyvning...

 

Flyvning i 2015: 55
Flyselskab: Wizz Air
Rute: LTN-OHD (London-Ohrid)
Rutenummer: W6 7910
Flytype: A320
Klasse: Økonomi
Sæde: 14A
Dato: 17. juni 2015
STD: 14:10 ATD: 14:29
STA: 18:15 Landed: ?

Luton Lufthavn så ved første øjekast lidt tom ud, men da jeg først kom gennem sikkerhedstjek, var der kaos. Lufthavnen er jo alt for lille til så mange mennesker. Der er åbenbart en fælles 'hal' og derfra er der udgang til gangene med gates. Langtfra som CPH, hvor folk er meget mere fordelt. Så der var ingen steder, hvor man kunne sidde i fred og ro. Meget få siddepladser, hvis man da ikke besøgte restauranterne, som også var fyldte.

Der var ikke tildelt nogen gate til min afgang endnu, men jeg kunne ikke holde ud at være klemt inde af de hundredvis af personer, så jeg gik ud mod nogle gates. Heller ikke her var der siddepladser, så jeg plantede røven - som så mange andre - på gulvet. Undervejs mødte jeg i øvrigt et skilt med en formaning om, at man skulle opholde sig i 'seating area', indtil gaten blev annonceret. Så må I sgu sørge for at der er seating til rådighed!

Internet var kun gratis i en halv time, men heldigvis har jeg 3LikeHome, så data er gratis for mig på mobilen.

WorldMate fortalte om forsinkelse på ti minutter, men en time før afgang gik jeg til skærmene, der forhåbentlig ville fortælle, hvilken gate jeg skulle til. Her har man lavet et dumt system med monitorer på højkant, der ikke kan vise alle informationer på én gang. Så den skifter mellem at vise destination og gate. Helt håbløst, for man skulle stå og fiksere øjnene på en linje, for at fange gatenummeret, når den skifter. Med mindre man selvfølgelig kan huske flynummeret, hvilket jeg sjældent kan.

Gaten kom efter et par minutter, og så af sted. Undervejs var der skilte om, at der ingen toiletter var på gangen, så jeg så frem til et toilet ved gate. Men næh nej. Ned ad trappen til gate 16, hvor der blev tjekket boarding-kort og pas, og så blev vi eller lukket ind i et tomt rum. Der stod enkelte stole til gravide og handikappede, men ellers var der ikke andet end fire vægge. Måske fordi det kun er Wizz Air, der bruger gaten - og det er jo lavpris...

Vi blev lukket ud til flyet, og jeg undrede mig over, at ingen tjekkede min bagage. Jeg havde betalt ekstra for at få 'stor' håndbagage med - stor som i normal hos alle andre flyselskaber. Men måske holdt dem, der tjekkede mit boarding-kort øje med, at alt var som det skulle være.

På plads på 14A, og så kunne mine ben mærke lavprisen. Der var ikke meget plads. Jeg er ikke så stor (181-182 cm), at jeg plejer at have problemer, men her kunne knæene godt mærke sædet foran. Kabinen var i øvrigt grim med de underligt lilla-brune sæder! Deres inflight-magasin fortæller ellers, at de har en ung flyflåde, men dén farve får flyet til at se ældgammel ud.

Vi kom i luften, og jeg sov lidt. Når jeg ellers kunne, for der var en unge om bord, som burde være hældt ud fra 10.000 meters højde - og helst sammen med forældrene. De legede med drengen og synes det var skidesjovt, når han råbte og hylede hvert halve minut. Og da de ikke gad lege med ham, var der skiftevis gråd og råben på opmærksomhed.

Godt turen kun varede tre timer...

Da vi nærmede os Ohrid - ja, det ligger i øvrigt i Makedonien, hvis du undrer dig! - var der en fin udsigt ud over bjergrigt område, og indflyvningen foregik ind over søen, som jeg bor ved de næste par dage.

I lufthavnen var der ikke andre fly end det jeg ankom i. Længst ved stod en flok passagerer klar til at boarde, og så var der nærmest en hær af en ankomstkomité i gulgrønne refleksveste, som skulle sørge for, at vi kom på rette vej. Inde i lufthavnen var der paskontrol, men jeg fik desværre ikke noget stempel. Det var en lille lufthavn - vel på størrelse med Sønderborg - men der var masser af taxachauffører, da jeg kom ud. Jeg havde ellers forsøgt at google mig frem til, hvad jeg skulle gå efter, men det lykkedes ikke. Jeg henvendte mig til informationen, og hun hjalp med en taxa - der viste sig at være en pirattaxa. Øv! Men han var nu flink nok og kørte mig til hotellet: Inex Gorica Ohrid. Det skulle være fem-stjernet, men det er i hvert fald ikke efter vestlige forhold. Det er prisen så heller ikke Men der er en god udsigt ud over Ohrid-søen!



Ikke meget benplads:


Grimme sæder:


Billigere end jeg forventede:


Fun facts - angiveligt er 40 næsten det samme som 2 x 28:

Lufthavnen i Ohrid:

 

Flyvning i 2015: 56
Flyselskab: Wizz Air
Rute: OHD-LTN (Ohrid-London Luton)
Rutenummer: W6 7909
Flytype: A320
Klasse: Økonomi
Sæde: 11C
Dato: 21. juni 2015
STD: 18:45 ATD: ?
STA: 21:00 Landed: 20:44

Der var check-out fra hotellet allerede klokken 10:00 (!) og afgang 18:45, så der skulle slås lidt tid ihjel. Jeg gik ind til byen (4 km) og fik en ganske glimrende æggekage med bacon, men da klokken blev 13:30, kunne jeg ikke længere få tiden til at gå. Jeg havde googlet mig frem til, at man kunne købe internet-adgang i lufthavnen, så jeg nuppede en taxa og planlagde blandt andet at skrive denne rapport i ventetiden.

Taxachaufføren brugte meter og mente, at det ville koste omkring 300 denarer at køre til lufthavnen. Den endte på 320, men da jeg havde givet 700 den anden vej - ganske vist helt til hotellet - fik han 500 denarer. Jeg havde hævet 5.000 denarer (cirka 600 kroner), da jeg landede i lufthavnen og utroligt nok, havde jeg ikke fået dem brugt endnu. Nå, men han var glad og jeg var glad, indtil jeg blev stoppet af to bevæbnede betjente på vej mod indgangen til lufthavnen. Deres engelske var ikke det bedste, men spørgsmålet 'Wizzair?' kunne jeg godt svare bekræftende på. 'Too early' fik jeg at vide. Jeg prøvede at argumentere for, at jeg godt kunne klokken og dermed var klar over, at jeg skulle vente længe. Deres forklaring på, at jeg var for tidligt på den, var noget med 'delegation', som jeg ikke lige kunne greje. Men enden på det hele blev, at jeg skam godt måtte være der. Jeg skulle bare vælge, om jeg ville sidde inde i lufthavnen og vente - eller om jeg ville vente udenfor. Jeg kunne sandelig ikke bare fise ud og ind. Det kunne jeg godt leve med, og jeg ville selvfølgelig indenfor for at komme på nettet.

Men det virkede ikke... For helvede og for satan! Jeg kunne få fat på tre forskellige net, der alle hed det samme med et tal i slutningen. Men ingen af dem virkede. Heller ikke, selv om jeg skrev '1.1.1.1', som normalt hiver fat i udbyderen. Jeg kunne se, at der var hul igennem, men uanset hvad jeg gjorde, endte jeg med en fejl 404. Så det skulle blive nogle lange timer...

Der gik dog ikke mere end en halv time, før et fly landede. Mystisk, for det eneste fly på tavlen, var Wizzair. Det var dog også et lille fly, så jeg gik ud fra, at det var et privatfly. Men efterhånden som det trillede ind, viste der sig at stå 'Republic of Macedonia' på flyet, og der var et flag på bagenden. Nå da, det var dét, de mente med 'delegation'! Jeg fandt ikke ud af, om det var præsidenten, der kom, men det så rimelig uformelt ud. Og så begyndte jeg at undre mig lidt over, at man har brug for et statsligt fly i et land, hvor afstandene er mindre end i Danmark. Måske til udenrigs-besøg, men indenrigs? Men da et par stykker var stået af flyet, tog det af sted igen, og så var der stille i den lille lufthavn.

Jeg havde dybest set kun Candy Crush på min telefon til at bruge tid på. Så derudover blev der tænkt dybe tanker, og samtlige skilte i lufthavnen blev læst. Også dem med kyrilliske bogstaver, hvor jeg nåede at finde lidt system i det. X er lig med H. Et omvendt N er lig med I. B er lig med V og så videre. Jeg kan fortælle, at reglerne for asyl i Makedonien er nogenlunde ligesom i Danmark. Hvis du flygter fra noget, har du ret til asyl - kort fortalt. Og så var der en brochure, der fortalte, at lufthavnene i Skopje og Ohrid blev drevet af samme selskab, som driver Atatürk-lufthavnen i Istanbul. Sådan kan man blive så klog...

Men tiden gik, og efterhånden kom der flere folk til. Ja, det endte jo med, at også check-in-skrankerne åbnede, men det skulle jeg ikke have noget af. Jeg havde checket ind på forhånd for at undgå gebyr. På det fem-stjernede hotel havde de et business-center i form af en computer på et bord lige ved siden af restauranten, men strømmen var pillet fra, så jeg måtte spørge i receptionen. Og jeg kunne da sagtens skrive et boarding-kort ud, hvis jeg bare lige ville følge med. Havde jeg ikke været i byen nogle dage og følt mig ganske tryg, så ville jeg nok være blevet en anelse nervøs af at skulle gå ned ad lange mørke gange og ind i et rum, hvor ingen ville finde mig nogensinde. Men jeg VAR tryg og endte på et personligt kontor, hvor jeg hurtigt fik udskrevet det, jeg skulle. Tilbage i lufthavnen blev en kvinde dog rimeligt insisterende og gennede mig hen til skranken. Det viste sig, at jeg skulle have et klistermærke til min håndbagage, så alle kunne se, at jeg havde betalt for den. Fair nok og samtidig blev pas og boarding-kort tjekket.

En times tid senere ville de endelig lukke os ind i gaten. Først skulle en mand tjekke pas og boarding-kort igen. Så kom jeg til en ny skranke, hvor jeg blev spurgt, om jeg havde noget at fortolde. Svaret var nej, men han tjekkede alligevel mit pas. Der kunne jo være noget, de to foregående havde misset. Videre til sikkerhedskontrol, der gik smertefrit. Og så var der ellers yderligere en times tid til afgang... Der var heldigvis en taxfree og dermed mulighed for at få brugt de sidste denarer. Det blev til jordnødder og chokolade - og ikke de kedelige vafler, som manden ellers prøvede at sælge som en lokal specialitet.

Da flyet kom, ville de gerne have os ud af gaten. Så der skulle tjekkes pas og boarding-kort - ja, jeg skal da love for, at sikkerheden er i orden. Hun begyndte ovenikøbet at bladre i mit pas og tjekke stempler. Jeg gik ud fra, at det var noget med Albanien eller måske Grækenland pga. navnekonflikten omkring Makedonien. Men hun stoppede på mit forretningsvisum til Rusland - et, jeg fik for et par år siden (før Ukrainekonflikten) og som jeg aldrig fik brugt og nu er det udløbet. Dét ville hun ikke umiddelbart acceptere, men hun kunne ikke give en god forklaring på, hvad der var galt. Hun tilkaldte andre, og der blev sagt 'ruski' og andre ting meget hurtigt. Pludselig fik jeg det nærmest kastet tilbage, og der blev sagt 'is ok'. Jeg blev aldrig klogere...

Herefter kunne vi så stå på trappen og vente på, at de tilrejsende passagerer forlod flyet. Derefter gik alt sådan set som forventet og som på ud-turen. Vi landede lidt for tidligt i Luton, hvor jeg skulle overnatte på Holiday Inn Express, inden turen gik til Danmark. Jeg fandt dog lige Burger King i afgangshallen først. Her var der udsolgt af 'beef', nuggets og crispy chisken. I princippet var der kun to burgere at vælge imellem. Til gengæld fik jeg så en varm cola uden brus. Jeg var tosset, men ekspedienten lod som om han ikke forstod mig.

Jeg bliver nok aldrig gode venner med Luton...



Ohrid lufthavn:


Terminalen indefra. Der var ikke så mange andre mennesker på dette tidspunkt:


Det var lidt svært at få et godt billede ud af de skrå og meget dæmpede ruder. Men der står 'Republic of Macedonia' på siden.

 

Spændende rejserapport, var Ohrid værd at besøge som turist eller er det ikke noget at skrive om?

 

Flyvning i 2015: 57
Flyselskab: Ryanair
Rute: LTN-CPH (London Luton-København)
Rutenummer: FR 7408
Flytype: D737-800
Klasse: Økonomi
Sæde: 3D
Dato: 22. juni 2015
STD: 17:40 ATD: 18:04
STA: 20:25 Landed: ? (efter hukommelsen var vi 10-15 minutter forsinket)

Igen var jeg tidligt i lufthavnen, da flyet gik sent på dagen. Check-in havde jeg foretaget på deres app, så jeg gik gennem pas- og sikkerhedskontrollen, hvor der var en lang lang kø af den slags, hvor man går skiftevis frem og tilbage - ledt frem af de her standere med bånd imellem. Manden foran mig synes, han var vældig smart og stillede sine kufferter ind til siden, så han ikke behøvede at slæbe dem hele vejen, men kunne samle dem op, når køen igen gik forbi stedet. Jeg hidsede mig op indvendigt, men sagde ikke noget. Da han gjorde det en gang til, kunne jeg dog ikke holde min kæft. Forklarede ham lettere irriteret, at den slags gør man bare ikke. Jeg var lige ved at sige b-ordet, men det havde nok bare forværret situationen. Han blev lidt befippet og forstod vist ikke så godt engelsk, men han tog sin bagage og forsøgte at afvæbne situationen med et smil. Jeg synes ikke, den slags er sjovt, og ja, jeg ender som en gammel sur mand

Inde i 'the seating area' forsøgte jeg at finde et stik, så jeg kunne lade computeren op. Jeg havde glemt et stik af den britiske slags og jeg kunne ikke låne et på hotellet, så nu var computeren løbet tør. Men der var ingen stik af den internationale slags, så jeg fandt en plads med usb-stik, hvor jeg kunne lade mobilen op. Den kan hurtigt løbe tør, når jeg nu ikke kan spilde tiden på computeren.

Først klokken 16.50 - 50 minutter før afgang - blev gaten annonceret. Det var nummer 1 og allerlængst væk. Jeg nåede frem på seks minutter, men for gangbesværede kunne det være en lang tur. Og da gaten ifølge boarding-kortet (på mobilen) lukkede 17.10, var der ikke tid til svinkeærinder. I gaten var der to køer - en til priority og en til alle os andre. Der var et skilt, der fortalte, at jeg skulle slukke telefonen. Jeg overvejede at gøre det, bare for at genere dem (der var den sure gamle mand igen!), men jeg var ulydig og lod den være tændt, så jeg stadig havde et boarding-kort. Der var også en skærm med en rulletekst, som forklarede, at det var en 'silent' terminal og at man derfor skulle holde øje med skærmene. Men silent betyder åbenbart noget andet i Luton, for højtaleren lige over mit hoved bragede løs med ligegyldige meldinger. Og klokken 17:05 kunne en automatisk stemme fortælle, at Ryanair FR 7408 i gate 1 var begyndt at boarde. Det kunne jeg med forholdsvis sikkerhed konstatere, at det ikke var tilfældet. Køen rykkede sig ikke...

Faktisk var flyet først lige på vej hen til gaten, og da det var helt på plads, begyndte personalet at åbne for priority. De fik tjekket pas og boarding-kort og blev lukket ud af gaten, hvor de cirka 20 meter længere fremme kunne stå i endnu en kø. Efter priority var det vores andres tur og vi kunne så stå umiddelbart efter i samme kø og betragte de ankommende passagerer. Og jeg vil tro at flyet også netop kom fra København, da en del af passagererne lignede briter, der vendte hjem fra Copenhell. Det var punkere iført en del læder...

Efter nogle minutter blev slusen åbnet og vi kunne indtage flyet. Der var en del ballade med manglende plads til håndbagage, men jeg var en af de første ombord, så det var de andres problem. Der var mere plads til benene end hos Wizzair, og noget af det skyldtes nok den manglende lomme på stoleryggen. Her var ingen plads til in-flight-magasin eller lignende. Til gengæld skulle jeg så sidde og holde menu-kortet, som blev uddelt ved boarding. Sikkerhedsanvisningerne var klistret op på bagsiden af nakkestøtten, og det syntes jeg faktisk var ret smart.

Efterhånden kom alle på plads og vi var klar til afgang. Vi kom lidt forsinket fra gate, men ikke alvorligt. Til gengæld måtte vi holde og vente på en 'runway inspection', hvilket ikke blev nærmere forklaret. Efter nogle minutter kom vi i luften, og personalet kunne gå i gang med deres arbejde. Da jeg sad på 3D, kunne jeg følge med i det meste. De kom gennem kabinen fire gange med varme retter, slik og drikke, taxfree og endnu en omgang slik og drikke. Derudover samlede de skrald ind en del gange. De havde travlt, men ikke voldsomt. Jeg tror det mest irriterende må være, at de ikke havde så meget plads. De havde ikke noget privatliv og alt hvad de lavede, kunne vi passagerer se. De var dog meget smilende og venlige...

Vi nåede lidt forsinket frem i CPH og måtte ud på en gå-tur ind til gaten. Efter pas-kontrollen var det bare igennem den lange gang til ankomsthallen og videre med tog...



Tilfældigt fly i Luton - go' røv


Vente ved flyet på at få lov til at boarde:

 

Det var en hyggelig by med huse op ad bjergsiderne og en promenade ned til søen. Ikke særlig stor, så seværdighederne er hurtigt overstået.

Jeg tog på et 'cruise', som var en sejltur til den sydlige del af søen. Det var lidt af en turistfælde, for der var 3½ times pause dernede, og udover påfugle og en kirke var der kun en hulens masse souvenir-butikker. Det var forholdsvis nyt og det var tydeligt, at hele parken og butikkerne kun var anlagt på grund af færgen. Jeg troede, turen frem og tilbage sammenlagt tog en time, men der gik 6½ time før jeg var hjemme igen - med et godt brændt hoved.

Jeg havde også set på Tripadvisor, at man kunne paraglide over søen. Det har jeg længe gerne villet prøve, så jeg skrev til dem via en formular på deres hjemmeside. Det var utroligt billigt - fra 59 euro - så jeg var lidt skeptisk. Jeg hørte da heller aldrig fra dem...

Så det passede fint med tre dage dernede. Skulle jeg have været der i længere tid, havde jeg nok planlagt en tur til Albanien, som en del af søen ligger i.

Jeg kan godt anbefale det, men mere end en uge skal der nok ikke bruges der.

 

Flyvning i 2015: 58
Flyselskab: SAS
Rute: CPH-DUS (København-Düsseldorf)
Rutenummer: SK 1627
Flytype: CRJ-900
Klasse: Økonomi
Sæde: 17A
Dato: 6. juli 2015
STD: 11:40 ATD: 11:40
STA: 13:00 Landed: 12:49

Jeg ankom med tog til lufthavnen. Som sædvanlig fra DSB-toget forsinket, men jeg havde masser af tid. For en gangs skyld havde jeg ikke checket ind hjemmefra, så jeg fandt en automat. Via WorldMate-appen fandt jeg frem til booking-referencen, men automaten kunne ikke finde den. Det viste sig, at jeg havde fundet en helt anden afgang frem i appen. Ups... Med den rigtige booking-reference var der ingen problemer, og jeg blev ledt gennem hele processen. På et tidspunkt beder den mig om mit EuroBonus-kort, hvilket er helt skørt! For det første var jeg logget ind, da jeg bookede, og for det andet er det en f***ing BONUSREJSE, som er betalt med EuroBonus-point Ak ja... Maskinen fik mit kort og var glad, mens jeg rystede lidt på hovedet.

Jeg havde håndbagage med, men jeg valgte at checke den ind, da jeg havde for meget væske med. Over til bagdrop, hvor der stod to SAS-piger. Jeg blev ledt ned ad den ene gang med manuel bagdrop. Det undrede mig lidt, så jeg spurgte om jeg ikke kunne bruge automaten. Her gør den ene SAS-pige mig opmærksom på, at jeg jo er guld og dermed kan bagdroppe i business-skranken. Det havde jeg ikke lige tænkt over, men vi blev enige om, at jeg godt kunne bruge automaten, frem for at gå over i en anden - og længere kø. Og det er så let med automatisk bagdrop: Bip med skanneren og af sted med kufferten. Jeg gik så glip af 'priority' på kufferten, men det går jo nok det hele...

Op til SAS' fasttrack, hvor folk stod i kø. Men ikke ved automaten, så jeg skannede mit boardingkort og gik lige forbi de andre mennesker, som kiggede lidt misundeligt på mig. Jeg tror simpelthen ikke de havde lagt mærke til automaten. Sikkerhedskontrollen gik jeg lige igennem uden bip og stikprøve-visiteringer. Jeg lagde mærke til, at de havde fået en skanner mere efter den normale, men jeg fik ikke spurgt til, hvad den kunne finde. Herefter gik jeg i gang med at rydde op efter folk, der ikke kan finde ud af, at putte de tommer bakker tilbage i maskinen, så de næste hurtigere kan få deres bagage. En af de øvrige passagerer kiggede på mig som om jeg var en idiot, men jeg foretrækker selv at gøre det, frem for at vente på personalet.

Ind i loungen og få lidt morgenmad. Jeg laver tit en toast - rister to skiver brød og fylder op med skinke, ost og sennep. Dertil småkager og cola. Jeg fik brugt lidt tid på småting på computeren, men dybest set skulle jeg bare have tiden til at gå. Cirka en time før afgang gik jeg mod gate B2 og ledte efter et toilet. Jeg synes tit det er svært at finde et ledigt toilet ude i B-fingere, og det var det også denne gang. Der var ombygning, så jeg måtte gå længere ned ad gangen og stå i kø til den ensomme toiletbås, der var dét.

Efter lidt læsning i Euroman (fremragende blad!) var det tid til boarding. Her var ingen priority, men det gik nu stærkt alligevel. Vi skulle ned ad en trappe og gå ud til flyet, der har to sæder i venstre og to sæder i højre side. Jeg fandt min plads og kaptajnen sagde, at flyet var ved at blive tanket. Kort tid efter sagde en stewardesse over højtaleren, at vi derfor ikke måtte spænde sikkerhedsbæltet. Mit eget bud er, at det er for at vi kan nå at rejse os og stå op i flammehavet, hvis det skulle ende med brand. Flyet endte vel med at blive cirka 60% fyldt og jeg havde en tom plads ved siden af mig. Dejligt! Samtidig havde jeg valgt en plads ved nødudgangen, så der var masser af plads - også foran mig. En stewardesse kom forbi for at sikre sig, at jeg kan åbne døren i tilfælde af en nødsituation. Business as usual...

Jeg faldt i søvn kort før sikkerhedsgennemgangen og vågnede igen cirka et minut før take-off. En frisk lille powernap...

Vi kom i luften med lidt kraftige ryk i flyveren, og det fik et par børn til at hvine lidt. Der var servering undervejs - betalt, selvfølgelig - men jeg havde jo fyldt mig i loungen, så nej tak.

Stille og rolig tur til Düsseldorf og efter lidt ryk i flyet igen under nedstigning, fik kaptajnen landet flyet på en fjern plads, hvorfra vi skulle med bus. Den tog os ind til terminalen, hvor vi kunne gå direkte til bagageudleveringen. Igen kom jeg i tanke om, at jeg på intet tidspunkt havde skullet identificere mig. Det er Schengen og ingen kontrollerer noget som helst.

Bagagen kom et par minutter for sent i forhold til nedtællingen på skærmen, og min taske var selvfølgelig en af de sidste.

 

@Nicki Lolk Sørensen - bonusrejser bliver ikke registrerer ikke dit bonusnummer, det er helt korrekt, så man skal huske at sige det i check-in.. - men dybest set er det underligt!!

Du har simpelthen et sovehjerte uden lige, HVER gang du sætter dig i en flyver, så ZZZZZZZZZZZZZZzzzzzzzzzzzzz

 

Meget underligt...

Eller også er mit sovehjerte fucked up. Fik tre timer for lidt om natten, så de fem-ti minutter i flyet var slet ikke nok!

 

Tror det er den rigtige beslutning ikke at ærgrer sig over det manglende priority tag... Jeg fløj til DUS i sidste uge og for en månede siden (altid bus gate...), de har sådan nogle fine skilte udenfor hvor der står hvordan baggagen skal sorteres HON først, så priority og så andet, men det går ikke så godt for dem...
Men har på begge disse flyvninger set TUIfly's haribo guldbamse fly dernede, med samme afgang som din.

 

Flyvning i 2015: 59
Flyselskab: SAS
Rute: DUS-CPH (Düsseldorf-København)
Rutenummer: SK 628
Flytype: CRJ-900
Klasse: Økonomi
Sæde: 22F
Dato: 9. juli 2015
STD: 18:45 ATD: ?
STA: 20:00 Landed: ? (Ifølge Flightstats er jeg stadig ikke landet!)

Jeg gik fra hotellet til lufthavnen - en ret lang tur, men jeg havde jo tid fra check-out til afgang. Fremme ved lufthavnen skulle jeg - udenfor - tage en elevator op på første sal. Et tryk på knappen og så kørte elevatoren ned til mig og åbnede dørene. Men da jeg trykkede på '1. sal', kunne dørene ikke lukke. Jeg prøvede en del gange at trykke på knappen, der skal få det til at ske noget hurtigere, men dørene lukkede cirka fem centimeter og åbnede så igen. Måske jeg skulle se at komme på den kur? Men nej, det var ikke dét, for da jeg gik ud igen, ville dørene stadig ikke lukke. Jeg burde nok have fejlmeldt det, men jeg tog blot trappen og slæbte kufferten med.

Oppe på første sal var SAS ikke i syne nogen stedet. Mit første bud var Lufthansa, men her figurerede SAS-logoet ikke. På automaterne var det - udover Lufthansas egne selskaber kun LOT og to andre ikke-SAS-selskaber, der kunne checke ind. Jeg kiggede på tavlen, men der var for lang tid til at afgangen stod der. Så tog jeg på en tur gennem hele terminalen, men SAS var der simpelthen ikke. Nå! En googling fortalte, at de havde skiftet handling-agent og at man skulle være i B-afdelingen. Düsseldorf-lufthavnen er bare ét langt rør, så B er bare i midten. Her satte jeg mig til rette og ventede på, at afgangen dukkede op på skærmen. Det bedste, som EU har fundet på til dato - sænkningen af teletaksterne - gjorde, at jeg kunne surfe gratis og få tiden til at gå. Lufthavnen tilbyder kun 30 minutter gratis.

Lidt senere dukkede afgangen op og angav check-in-skranke 187-190. Der var tomt... Jeg gættede på, at de ville åbne to timer før afgang, og der var stadig fire timer til. Der blev hældt et par McDonald's-burgere ned i halsen - bestilt via automat, så jeg slipper for at komme galt af sted med mit tyske To timer og fem minutter før afgang åbnede skrankerne - to check-in og en bagdrop. Ikke nogen til guld, diamant og andre vip's Check-in gik nu forholdsvis hurtigt alligevel, men mit EBG fremgik ikke af boarding-kortet og min taske fik ikke priority. Jeg kunne selvfølgelig have nævnt det, men jeg synes stadig det er underligt, at det ikke foregår automatisk!



Af sted til Lufthansas Senator-lounge. Her var rimelig fyldt med jakkesæt-klædte tyskere, men dog med enkelte ledige pladser. Jeg følte mig lidt udenfor i mine ferieshorts og t-shirt. Frikadellerne var åbenbart populære, for selv om jeg så dem blive fyldt op, var der tomt hver gang, jeg nåede derhen! Jeg fyldte op med 'gummibjørne' og cola - bunden var jo lagt hos McDonald's, og jeg skulle ikke med flere elevatorer...

Jeg nåede også forbi tax-free og fik brugt mine sidste 31,50 euro på en flaske champagne, som forhåbentlig skal bruges til en fejring om et par dage. Fortsættelse følger måske.

Gaten lå i underetagen og ved boarding blev vi ledt udenfor i en bus, hvor vi kunne stå på hinandens fødder og overveje, hvorfor man skulle vælge SAS frem for et lavprisselskab. Bussen kørte herefter 300 meter og vendte 180 grader for at køre tilbage mod gaten. Her kunne jeg få øje på en SAS-flyver lige uden for gaten og tænkte et øjeblik, hvor vanvittigt det var, hvis vi skulle køres for bare at komme over på den anden side af gaden. Men bussen fortsatte, så det var ikke den rigtige flyver. Efter en ganske voldsom opbremsning, fordi chaufføren havde overset et Easyjet-fly, kom vi frem til det rigtige fly.

På plads på sæde 22F forsøgte jeg selvfølgelig at sove, men det har @Kristian fået jinxet!!! Så jeg måtte lytte til alskens højtalerudkald om vejret i København, sikkerhedsanvisninger og alt muligt andet. Selve turen gik stille og roligt uden barnegråd og alkoholslagsmål, så der er ikke det store at berette. Landingen i København forløb såmænd også uden problemer, selv om kaptajnen havde advaret om en del vind.

På taxa-turen lagde jeg mærke til et Norwegian-fly, som så ud som om, det var kørt fast i græsset. Jeg nåede lige knap at tage et billede, så det er lidt svært at se...



Vi skulle ud på en lille gå-tur til gaten, inden vi kom ind i den varme terminal. Ned til bagagen, hvor jeg lagde mærke til, at der nu er kommet den skærm op, som jeg tidligere har efterlyst. Altså, når man kommer ned til alle bagagebåndene kan man se på en skærm, hvilket bånd man skal hen til. Tak for det, CPH. Her kunne jeg læse, at det ville tage 14 minutter. Så jeg kunne snildt nå forbi pølsevognen og få serveret en god gammeldags rød dansk hotdog - af en svensk-talende asiatisk udseende mand. Yes yes, very international I øvrigt stod der på skiltet bag svenskeren 'Have a pleasant flight' - lidt malplaceret.

Da jeg kom hen til bagagebåndet - og der var ikke gået 14 minutter - kørte min Lufthansa-trolley forbi, så jeg måtte løbe efter den, for ikke at skulle vente på at den kørte endnu en omgang. Den stakkels kuffert har også snart rejst så meget, at den trænger til en udskiftning. Men den er købt for et par hundrede kroner i en tysk Tchibo-forretning, så den har bestemt været pengene værd.

Ude i ankomsthallen tog et drengekor imod med skønsang, og jeg mødte også nogle fodboldpiger i ens tøj, der var på vej af sted.

 

@Nicki Lolk Sørensen... Kan kun sige undskyld...

 

Flyvning i 2015: 60
Flyselskab: Norwegian
Rute: CPH-BGO (København-Bergen)
Rutenummer: DY961
Flytype: B737-800
Klasse: Økonomi
Sæde: 25F (mener jeg)
Dato: 13. juli 2015
STD: 16:30 ATD: 16:44
STA: 17:50 Landed: 18:10

Jeg glæder mig altid til flyveturen til Bergen. Det er en af de flotteste jeg har oplevet - hvis det vel at mærke er skyfrit.

På vej til lufthavnen fortæller WorldMate, at gaten er A8. Det kender lufthavnen ikke noget til, men jeg går alligevel derud. Her er der optaget af en afgang til Aalborg, som er forsinket. Jeg er - næsten som altid - i god tid, så der kan sagtens nå at blive ryddet til min afgang. Men lige efter dukker der en afgang til Lissabon op på skærmen, og der bliver godt fyldt med højlydte portugisere. Skærmene siger dog stadig A8 til mig. Men da Lissabon-afgangen bliver lidt forsinket, bipper telefonen med ny gate: A20. Og så er det ud på en lille gåtur...

I den nye gate er flyet ikke ankommet, og det gør det først lidt over klokken 16:00, så de har travlt. Kort før klokken 16:30 melder de da også over højtaleren, at de bliver lidt forsinkede på grund af rengøring af flyet. Efter boarding fortæller kaptajnen over højtaleren, at de var nødt til at foretage ekstra rengøring pga. opkast. Det blev sjovt nok kun nævnt på dansk og ikke på engelsk.

Men vi kommer i luften hen over Københavns vestegn og op over Odden med en flot udsigt ud over Roskilde Fjord og Sejerø. Og såmænd også videre op over Grenen, men så går det galt. Skyer, skyer, skyer over det meste af Norge. Øv... Så jeg nuppede et par minutters søvn - tror jeg. I hvert fald manglede der noget i min tidsfornemmelse... Men der var stadig skyer, og de forsvandt først, da nedstigningen begyndte, og så var der fin udsigt ud over de frygteligt mange øer, de har - og de der ringe i vandet, hvor de vist nok dyrker laks.

Vi lander i Bergen - eller Flesland - lidt forsinket, men heldigvis når jeg med en Flybuss med det samme, så det går hurtigt ind til hotellet.


Flyet på vej til gate i CPH:

 

Flyvning i 2015: 61
Flyselskab: Norwegian
Rute: BGO-CPH (Bergen-København)
Rutenummer: DY968
Flytype: B737-800
Klasse: Økonomi
Sæde: ?A (ved nødudgangen)
Dato: 14. juli 2015
STD: 15:15 ATD: 15:05
STA: 16:35 Landed: 16:16

Med kontrakter på et nyt job og en ny lejlighed i tasken, er det tid til at tage tilbage til København. Jeg checkede ind på automaten i hall'en og fandt et toilet. Herefter blev jeg lidt forvirret, for jeg skulle til gate 22A, og skiltet viste tilbage hvor jeg kom fra. Men her var der kun adgang med fasttrack. Efter lidt tid fandt jeg den rigtige vej, men skiltningen kunne altså godt forbedres.

Efter sikkerhedstjek kunne jeg gå ned i udlandsafdelingen, og her undrede jeg mig over, at man skulle gennem paskontrol for at komme til 22A. Da gaten lidt senere åbnede, var 'boksen' med betjentene dog lukket. I ventetiden kunne jeg så endnu en gang tjekke de horrible norske priser i cafeen. F.eks. en helt almindelig parisertoast til 89 kroner - jo da, det er helt rimeligt. Jeg nøjedes med en cola og en Stratos, som jeg altid køber, når jeg er i Norge

Turen gik fint med både afgang og ankomst for tidligt. Desværre med endnu en gang skyer over Norge og skyfrit i Danmark. Vi fløj ned gennem Øresund og lige forbi torsoen i Malmø inden landing på tvær-banen eller hvad den nu hedder.

Take-off:


God benplads ved nødudgangen:


Udsigt over Bergen:



Grenen:

 

Tillykke med job og lejlighed

 

Flyvning i 2015: 62
Flyselskab: SAS
Rute: CPH-SVG (København-Stavanger)
Rutenummer: SK1872
Flytype: CRJ-900
Klasse: SAS Plus
Sæde: 2A
Dato: 15. juli 2015
STD: 14:15 ATD: ?
STA: 15:30 Landed: 15:24

Så er det blevet tid til at brænde point af på en billig ferie i Texas...

Jeg kom lidt sent ud til lufthavnen - under to timer til afgang. For jeg skulle bruge tiden på at udskrive diverse reservationer og billetter i loungen. Men først hen til Business check-in for at komme af med kufferten. Her var der et par flinke piger, som også checkede op på min ESTA, så jeg skulle angive første adresse i USA. Det kunne WorldMate også hjælpe med, men postnummeret måtte jeg på Google og finde. Jeg fik boarding-kort til begge flyvninger og bagtag.

Videre til fasttrack, hvor jeg denne gang fik spurgt, hvad den nye skanner er til. Den bruger åbenbart lydbølger til at finde andet end metal på kroppen.

Ind i loungen, der var godt fyldt, men jeg fandt da en plads. Fik lidt brød og laks og blev voldsomt irriteret på kniven, som er lænket fast, så den absolut ikke passer til venstrehåndede. Det var ikke helt let! Laksen smagte virkelig godt - indtil jeg kom til det andet stykke. Jeg ved ikke, om det havde ligget i noget opvaskevand, men frygteligt var det. Så der blev skyllet efter med cola og chips! Jeg fik lidt tid til at gå med at få gang i min nye Samsung Galaxy S6 Edge. Det er utroligt, hvad man kan få ud af ti minutters 'forhandling' med teleselskabet.

Jeg kom også ind til printeren og fik skrevet lidt ud til de første par dage. Resten må jeg ordne undervejs...

Af sted til gate C8, der ikke ligger langt fra loungen. Og sikke en lorte-gate, for at sige det rent ud. Seks siddepladser og slet ikke plads nok til alle ventende. Desuden skal man belemres med musikken fra Joe & The Juice lige overfor. I det mindste kunne de have lukket os ind noget før, så vi kunne have siddet nedenunder, hvor der var masser af siddepladser. Cirka 20 minutter før afgang blev vi lukket ind og det var direkte ud i bussen, som kørte os ud til Cimber-flyveren. Boarding gik hurtigt, men der er godt nok ikke meget business-fornemmelse i den CRJ-900.

Personalet var dog i godt humør og delte venligt ud af salgsvognen. Jeg spurgte, om de tilfældigvis havde en lefse med, men desværre. De har dem normalt kun med på norske indenrigsflyvninger, men det kunne jo være.

Denne gang var der bedre udsigt over Norge, hvor der kunne skimtes nogle sneklædte bjerge - med mindre jeg har taget fuldstændig fejl af skyer og sne!

Det rystede lidt på vej ned til Stavanger fordi der var flere lag skyer, men også her var der flot. Jeg har ellers aldrig været i Stavanger før... Vi landede lidt før tid, og en anden har jo her på siden skrevet, at vi bare skulle fra gate 11 til 9, så der var jo god tid.

 

Flyvning i 2015: 63
Flyselskab: SAS
Rute: SVG-IAH (Stavanger-Houston)
Rutenummer: SK951
Flytype: B737-700
Klasse: SAS Business
Sæde: 4F
Dato: 15. juli 2015
STD: 16:00 ATD: 16:02
STA: 19:30 ATA: 18:44

Vi kom ud fra gate 13 i Stavanger, og så var der jo pludselig endnu længere til gate 9. Men ingen problemer - de var ikke engang begyndt at boarde. Så der var tid til at kigge på deres mini-lounge, som jeg nu synes var lidt sølle. Der var ikke lige noget, der fangede min interesse. Nogle minutter senere blev gaten ændret til 8, hvilket undrede mig. Flyet var jo ankommet...

Men der blev boardet, og flyet blev næsten fyldt. Jeg fandt mig til rette i sædet med masser af benplads og kiggede lidt på sæderyggen foran. Her var der en vandflaske, SAS-magasin og et amenity kit - ganske nydeligt med cremer, tandbørste og -pasta, ørepropper, sokker og blindfold. Der var en sikkerhedsanvisning med PrivatAir-logo og en lille vejledning i, hvordan sædet skulle betjenes.

Personalet serverede champagne, og jo tak for det. Men ellers var der ret travlt, for vi skulle i luften i en fart åbenbart. Flyet var fyldt med folk fra mange lande. Jeg noterede i hvert fald briter, amerikanere, danskere, svenskere, nordmænd og et par stykker mere, som jeg var ikke var helt sikker på. Godt at SAS også kan tiltrække andre end skandinavere til ruten. Da lyset med sikkerhedsbæltet blev slukket, blev der delt Ipad ud. Det takkede jeg ja til, men uden høretelefoner, for jeg havde mine egne Bose med. Udvalget var ok, men ikke prangende. Udover film, tv og musik var der også en del magasiner på engelsk. Jeg bladrede igennem et mad-, rejse- og tech-magasin - ganske glimrende, og magasiner jeg ikke har kigget i før.

Herefter synes jeg, at der gik ret lang tid, før der blev serveret. Det var til gengæld værd at vente på! Til forret kunne man vælge mellem to ting. Jeg valgte tre kæmperejer med lidt mayonnaise - det smagte himmelsk. Til hovedret stod valget mellem fisk, gris, ko og pasta. Jeg tog fisken, men jeg kan ikke huske, hvilken slags fisk det var. Den blev serveret med kartoffelmos, bønner og gulerødder i rødvinssauce. Fisken havde fået lidt for meget, og der skulle en del salt på, men det smagte ganske glimrende. Derefter var jeg mæt, så jeg sprang ost og frugt over og nuppede bare en chokoladeis.

Imens kunne jeg nyde udsigten, da vi passerede Island lige henover Keflavik - og senere Grønland, der viste sig fra sin hvide, smukke side.

Jeg så lidt mere film og tv, og tjekkede en ekstra gang, om de skulle have fået tændt for noget wi-fi. Men nej desværre...

Stolen blev udforsket. Jeg synes betjeningen var lidt underlig, men jeg fik da lagt den ned, så meget som den nu kunne. Desværre fik jeg ikke sovet meget - det var jo ikke rigtig nat. Men dynen og hovedpuden fra Hästens var meget behagelig.

Personalet kom jævnligt rundt og var i øvrigt i rigtig godt humør. De kunne ganske vist ikke finde ud af, om de ville snakke skandinavisk eller engelsk med mig, men det lever jeg med. Den ene steward var meget interesseret i vin. Det er jeg ikke, men det var en fornøjelse at opleve, hvordan han snakkede med de andre passagerer om det.

Før ankomst blev der serveret en let ret. En kold omgang kylling, som jeg takkede nej til. Det skulle jeg ikke have gjort, for et par timer senere måtte jeg køre ind på en tankstation og fylde maven med noget knap så sundt.

Så blev Ipad samlet sammen, og der blev gjort klar til landing. Så vidt jeg kunne se på kortet på skærmene tog vi lidt af en omvej ned over Louisiana og en vending over det karibiske hav for at flyve op til Houston. Vi landede alt-alt for tidligt, men det er jo svært at brokke sig over

Der var ikke så mange, der ventede i paskontrollen, men de var grundige, og jeg synes det tog en frygtelig tid. Til gengæld sagde den uniformerede herre 'Enjoy your stay in Texas' - sådan er jeg ALDRIG blevet budt velkommen i paskontrollen i USA før. Hvis det er ny stil, så byder jeg den velkommen!

Kufferten blev hentet og så igennem endnu en kø, inden jeg kom ud i terminalen. Jeg ledte desperat efter et skilt med lejebiler, men jeg er temmelig sikker på, at der ikke var et. Dårlig service! Så jeg måtte spørge i receptionen, og jeg skulle såmænd bare med en shuttle-bus ud til en bygning, hvor alle selskaberne holder til. Efter en meget langsom kø, fik jeg en bette bil hos Hertz, som jeg nu kører rundt i Texas med.



Udsigt ud over Grønland:

 

Jeg har i dag været på besøg på Lone Star Flight Museum i Galveston, TX, hvor der var en del fly fra anden verdenskrig og Vietnamkrigen udstillet. Da jeg går ud fra, at en del herinde er interesseret i flyvemaskiner, kommer der her billeder fra udstillingen.

Mere info her: http://lsfm.org/

 

Del 2: