Roadtrip USA 2024 (Fransk Polynesien, solformørkelse, San Diego, Puerto Rico)

Dag 29 - mandag den 22. april 2024

En noget billedfattig dag, men der sker heller ikke meget.

Den sidste nadver - undskyld, morgenmad blev indtaget på hotellet i San Diego. Og så var det ellers tid til at pakke. Der blev smidt lidt ud, for bagagen er på mystisk vis vokset.

Klokken 10 var vi klar til at køre. Det var i voldsomt god tid, da bilen skulle afleveres klokken 16 i Los Angeles - en strækning der kan overståes på godt to timer. Bilen blev tømt for skrald, der blev gjort lidt rent - specielt pga. den solcreme, som var smittet af på dør og midterkonsol, og kufferterne blev smidt ind på bagsædet.

Vi var nødt til at tanke i San Diego - noget der viste sig at være en god idé økonomisk, da priserne var højere i Los Angeles.

Vi kørte ind til et outlet i Carlsbad, hvor jeg bl.a. købte en rygsæk. Den skal senere bruges til en udflugt. Jeg havde en rygsæk med på turen, men den ene rem var ved at gå af, så den blev smidt ud.

Ved siden af outlettet lå en blomstermark som var det i Nederlandene.



Så gik turen videre til et stop i San Clemente. Her var der en Jimmy John's, som er en sandwich-kæde på linje med Subway. Men de laver efter min mening bedre sandwiches, så det skulle min kammerat selvfølgelig også prøve. Han var enig!



Og ja, jeg burde have taget billeder af maden i stedet...

Vi var stadig tidligt på den, men nu gad vi ikke vente mere. Af sted mod Hertz i lufthavnen med et endnu stop ved en tankstation. Vi fik vist tanket 4-5 gallons. Bilen siger 24,7 miles per gallon, hvilket - i amerikansk målestok - ikke er helt skidt.

Bilen blev afleveret uden problemer, og bussen til terminalen kørte med det samme. Her skiltes vores veje, da han skulle med British Airways fra terminal B, og jeg skulle med American fra terminal 4.

Alene igen. Men ikke ensom. Jeg kan jo godt lide at rejse alene

Der var otte timer til afgang. Det var jeg forberedt på. Jeg fik set Badehotellet, lavet selvangivelse (med udenlandsk kreditkort, egen virksomhed, og personlig indkomst i udlandet er det ikke helt ligetil!), slettet mails og spist lidt mad.

Boarding-kortet sagde gate 43, men det blev ændret til 41. Den var slet ikke stor nok til de mange passagerer på en B777-300 til Miami. Otte mand fra American forsøgte at styre showet. Bl.a. en som stod med et 'Concierge'-skilt - jeg tror ikke hun snakkede med en eneste, hun holdt bare skiltet.

Der blev boardet i grupper nogenlunde disciplineret. Det var det til gengæld ikke i flyet. Jeg selv fandt hurtigt min plads (39C) og smed min håndbagage op på en ledig plads over min række - selv om jeg var i gruppe 7. Men derefter manglede der plads, og folk gik frem og tilbage. Selv da flyet begyndte at taxi'e, flyttede folk bagage fra en hylde til en anden. Personalet virkede ligeglade.



Alt det betød at red-eye-flyet klokken 23.00 kom for sent af sted - dog kun en halv time.

*****

Flyturen LAX-MIA-SJU t/r er købt hos American Airlines til svimlende 3.915 kroner - for en indenrigsflyvning! Jeg kunne simpelthen ikke finde noget bedre, som bare passede nogenlunde ind i mine planer. Det er til tider billigere at flyve fra Danmark til Puerto Rico!

Turen har givet:
LAX-MIA 811 Avios og 20 Tier Points
MIA-SJU 360 Avios og 5 Tier Points
SJU-MIA 360 Avios og 5 Tier Points
MIA-LAX 811 Avios og 20 Tier Points
I alt 2.342 Avios og 50 Tier Points

 

Dag 30 - tirsdag den 23. april 2024

Om bord på AA24 fra Los Angeles til Miami - en fire-en-halv-times flyvning midt om natten. Jeg var godt klar over, at det ikke ville blive til otte timers søvn. Jeg fik vel 3-4 gange en halv time.

Servering var der ikke meget af. En enkelt gang drikkevarer og en pose pretzels. Men de fleste sov jo også, så der var ingen grund til at genere mere.

Forsinkelsen blev indhentet, og vi landede stort set til tiden i Miami. Jeg havde halvanden times mellemlanding, og da flyet først skulle tømmes, og jeg skulle gå til den anden gate, så gik tiden hurtigt. Jeg fik ovenikøbet en hotdog til morgenmad, da jeg var lidt træt af de sædvanlige sandwiches.

Flyvningen fra Miami til San Juan foregik i en Max 8, men vi kom frem til tiden og med alle lemmer i behold. Undervejs var der samme servering som mellem LAX og MIA, bortset fra at snacken nu var Biscoff-kiks.

Jeg fik en halv time mere på øjet og var stadig groggy, da jeg gik fra borde i Puerto Ricos hovedstad. Den indtjekkede bagage lod vente på sig, så jeg fik kastet vand og kontaktlinser i øjnene, og da den røde kuffert ankom, gik jeg mod Hertz - der var ikke langt, men nok til at mærke ændringen i vejret. Varmt og fugtigt!

Jeg gik først til 'garagen' for at se, om mit navn var på skærmene med guld-medlemmer. Det var det ikke. Tilbage til den normale skranke, hvor jeg fik at vide, at mit navn burde være på skærmen. Han mente, at jeg måtte mangle at angive nogle oplysninger og sendte mig ud til guldskranken. Her måtte jeg vente i kø i ganske lang tid. Det har faktisk aldrig taget mig så lang tid at få en bil udleveret. Det virkede ikke helt som om de havde styr på det. En anden kunde fik at vide, at hans bil ikke var ankommet endnu!

Da jeg endelig kom til, fik jeg næsten samme svar. Mit navn var ikke på skærmen, da min bil ikke var klar. Jeg blev bedt om at vente, og så rendte den unge og venlige mand hen i den anden ende af garagen. Fem minutter senere kom han kørende og gav mig nøglerne til bilen. Den var allerede i kø til at køre ud, så jeg fik ikke meget tid til at få bagagen ind bagi, rette spejle, få GPS på plads og alle de andre småting, jeg gerne vil have styr på.

Ved udgangen fik jeg at vide, at lejen inkluderede betalingsveje. Det synes jeg nu ikke, at jeg på noget tidspunkt har valgt, men ok!

Og så var jeg ellers på vej til Ponce, hvor jeg skulle overnatte. Efterhånden fandt jeg ud af, at man i Puerto Rico bruger kilometer til afstande, men MPH til hastighed. Benzinpriser er dollar pr. liter, men de bruger Fahrenheit til temperaturer. Nå ja, og så er alt på spansk!

Jeg havde ikke fået rettet GPS'en til, så den undgik betalingsveje og ledte mig ad små veje med masser af sving. Jeg fik rettet det, men det var for sent, da jeg skulle besøge en gynge!



Ja, den var jeg blevet anbefalet et eller andet sted - jeg husker ikke hvor.

Der var nu ikke så meget at se på i forhold til gyngen, men naturen på Puerto Rico er imponerende. Meget grønt og et klima, der godt kunne minde om en regnskov.



Jeg havde godt nok planlagt at se lidt mere på turen, men jeg var virkelig træt. Ingen grund til at satse på at kunne holde sig vågen, så det var direkte til hotellet. Først skulle jeg dog lige overstå 30-40 kilometer mere langs smalle veje med hårnålesving. Da de endelig var overstået, begyndte det at regne ganske voldsomt, så jeg knap kunne se trafikken omkring mig.

Men jeg nåede frem. Hotellet havde ovenikøbet sin egen frakørsel, så det var let at finde. Det var nok ikke det bedste valg at køre helt til Ponce, men det var billigere - måske også fordi det var under ombygning.

Jeg faldt i søvn klokken 16 og vågnede klokken 20. Jeg havde ingen aftensmad, så jeg valgte at køre i Walmart og købe noget mikromad. Det viste sig at være en dårlig idé, for jeg endte med at få den brandvarme folie på mit håndled (aner ikke hvordan), så det måtte under den kolde hane i lang tid og gav en stor rød plamage på huden.

Det må simpelthen være den ferie, hvor det er lykkedes mig at komme mest til skade... Nå, men et nyt territorie er indtaget. Dermed er jeg oppe på 49 stater plus Washington DC, Guam, US Virgin Islands og nu Puerto Rico.

*****

Jeg havde booket to nætter hos Holiday Inn Ponce & Tropical Casino for 47.000 IHG-point. Værelset er et '1 King Standard City View And Sofa'. Ingen velkomstpoint, da jeg valgte gratis morgenmad. Til gengæld fik jeg 500 point for ikke at få gjort rent mellem de to overnatninger, så 46.500 point i alt.

 

Dag 31 - onsdag den 24. april 2024

Morgenmaden skulle nydes på hotellet. På grund af byggerod tog det mig lidt til at finde 'restauranten', der vist var i et midlertidigt lokale. Der var ingen buffet, så jeg fik udleveret et menukort. Her valgte jeg 'paradise breakfast' med appelsinjuice. Det sidste kunne de ikke klare, så det blev passionsfrugt i stedet.



Det var ok - men så heller ikke mere. Svært at brokke sig, når det er gratis.

Dagen bød på en del kilometer. Først til Cueva Ventana, som viste sig at være lukket! Jeg markerede den som lukket på Google Maps, så andre forhåbentlig ikke kører forgæves. Åbenbart har der været lukket i noget tid på grund af en 'naturkatastrofe' - jeg kom det ikke nærmere.



Der skulle ellers være et grottesystem med petroglyffer og 16 forskellige arter flagermus. Desuden et 'rocky "window" offering breathtaking views of the Río Grande de Arecibo and the mountains of Utuado'. Men det blev det ikke til...

I stedet måtte jeg tanke. Bilen var halvt fyldt, da jeg hentede den, så jeg nærmede mig et kritisk punkt. Ved første tankstation kæmpede jeg med at finde ud af at åbne tankdækslet. Det viste sig at være et lille håndtag uden nogen form for markering til venstre for forsædet. Man kunne ikke betale ved standeren, så jeg måtte ind på stationen. Den ansatte kunne ikke engelsk, så det blev med fagter. Hun stod bag en skærm med en kortmaskine og så var der et panel, jeg kunne tappe på og taste pinkode på. Hun kunne ikke få det til at virke og spurgte til sidst om min pinkode, så hun selv kunne indtaste den. Jeg takkede pænt nej og kørte videre.

Ved næste tankstation kunne man betale ved standeren - hvis man havde deres app! Så jeg måtte igen indenfor, og denne gang forstod den nye kvinde en lille smule engelsk. Jeg fik betalt 40 dollar og så kunne jeg tanke. Her skulle jeg så lige finde ud af, at der var en plastikting på standeren, som skulle vippes op, før det virkede.

Med en fuld tank fortsatte jeg lidt vestpå til et sted, der hed Cascada Gozalandia. Et privat område med et vandfald.

Der skulle betales 10 dollar for parkering, og så var der adgang. Det var et forholdsvis lille område, hvor vandfaldet var måske 100 meter væk fra parkeringspladsen. Dejlig let at gå til - hvis det ikke var fordi jeg var faldet tidligere på turen.



Vejret var meget fugtigt og trappen ned til vandfaldet var lavet af glatte sten med alger flere steder. Trinene var af forskellig højde, og der var ikke noget rækværk/gelæner. Intet at holde fat i, hvis man faldt. Så jeg tog mig god tid og har sikkert lignet en 80-årig, der gik meget langsomt, mens nogle børn løb forbi. Men jeg kom derned i god behold og kunne så nyde synet.



Man kunne bade i vandet, men jeg havde ikke badetøj med. Der var også en idiot, der skulle hoppe ned i vandet fra en sten i cirka 6-8 meters højde. Det kunne meget let være gået galt og åbenbart er en mand (!) tidligere død på stedet i forbindelse med et spring.



Derefter nød jeg en Zero i deres bar, mens jeg perspirerede i den frygtelige varme kombineret med en høj luftfugtighed.



Og så kørte jeg tilbage til hotellet. Google Maps foreslog to veje af cirka samme varighed. Den ene gik langs kysten og var væsentlig længere, men den tog jeg altså. For hvis den var længere på samme tid, så måtte den være med færre skarpe sving med højere hastighed. Det lykkedes heldigvis også.

Om aftenen lige før solnedgang kørte jeg igen i Walmart for at købe noget billig mikromad. Det er sidst på turen og jeg prøver at spare - også på kalorierne.



Jeg lagde mærke til dette underlige bur, som der var et par stykker af på parkeringspladsen. Sådan nogen har jeg ikke set før. Er det bare for at holde øje? For man kan jo ikke rigtig gøre noget deroppefra...

 

Dag 32 - torsdag den 25. april 2024

Jeg tjekkede ud fra hotellet uden at få morgenmad. Og heldigvis kunne jeg lade min ene kuffert blive på hotellet - jeg skulle nemlig tilbage dagen efter.

Så med min håndbagage kørte jeg østpå, fik morgenmad undervejs og stødte på et motorvejsskilt, der måtte betyde noget i retning af 'god udsigt' - det var jo på spansk, men mindede lidt om 'scenic area'. Jeg kørte derind, og det var en lille rasteplads, der ikke var blevet vedligeholdt i lang tid. Der var en kørestolsrampe op til et udsigtspunkt, men den var groet helt til, så jeg måtte nøjes med udsigten fra parkeringspladsen. Den var også god nok!



Jeg nåede frem til færgelejet i Ceiba i god tid. Man skulle også være der en time før afgang, hvilket lyder lidt voldsomt. Den sidste strækning var en kæmpe omvej for at komme rundt om den lokale lufthavns landingsbane.

Der var heldigvis god skiltning, så jeg kunne finde parkeringspladsen. Jeg havde undersøgt på forhånd, at det ikke ville være noget problem at parkere og at det ville koste 15 dollar for en nat. Jeg havde ikke forberedt mig på, at pladsen var lidt over gåafstand fra færgen og at der var shuttlebusser derhen! Men fornem service...

Vi blev ledt fra gaten ind i et pre-boarding-område, hvor vi var inddelt i tre grupper. Jeg kan ikke huske de første to, men jeg var i hvert fald i den tredje, som var 'ikke-øboere samt turister'. Øboerne havde klart førsteret til færgen, hvilket vel er fair nok.



Cirka en halv time før afgang kunne vi gå ombord. Billetten blev skannet - den havde jeg købt på forhånd for tre dollar. Det kan man vist ikke brokke sig over, selv om alt andet i USA efterhånden er dyrere end i Danmark!



Vi sejlede til øen Vieques på en times tid, og her kom så en ubekendt i min plan. Jeg havde ikke reserveret transport til hotellet på forhånd. Det kunne åbenbart ikke lade sig gøre! Så jeg skulle praje en lokal taxi, og jeg havde glemt at forberede mig i forhold til, at de ikke tager kreditkort. Derfor var jeg nødt til at finde en pengeautomat først. Det gik fint, men så var alle taxierne væk bagefter.

I de svedige 30+ grader ringede jeg til et nummer på en taxi-reklame, som hang ved færgeterminalen, og der var heldigvis bid. Han kom efter et par minutter, og så var jeg på vej.

Jeg skulle en tur fra hovedbyen til sydkysten, hvilket bare var en tur på et kvarter. Undervejs kom vi forbi en masse vilde heste, som bare stod i vejkanten og spiste græs.



Billedet her er taget senere - turen foregik midt på dagen. Angiveligt - og jeg har kun en enkelt rejsebloggers ord for det - er de faktisk ikke vilde. De tilhører nogen, men så alligevel ikke helt. Hvis en hest bliver kørt ned, er der ingen, der vil kendes ved hesten. Samtidig er der efterhånden for mange af dem, så nu prøver de at holde bestanden nede ved at kastrere/sterilisere dem.

Jeg nåede frem til hotellet - El Blok - i den lille by Esperanza. Det lå perfekt i forhold til aftenens aktivitet, men faktisk var jeg lidt irriteret. Allerede i bookingfasen var der sådan en antydning af, at man hverken måtte det ene eller det andet og formaninger om, at man skulle opføre sig ordentligt. Og tidligere på dagen kom der så en sms om, at jeg skulle udfylde alt muligt og skrive under online. Det var om håndklæder, som ikke måtte tages med og hvis jeg gjorde det, ville det koste xxx dollar. At jeg påtog mig det fulde ansvar, hvis jeg kom til skade. Jeg er vant til at skrive under på, at jeg skal betale xxx dollar, hvis jeg ryger på værelset, men det var meget meget mere end det.

Så det var helt en overraskelse, da jeg nåede frem og blev modtaget af den flinkeste receptionist. Alt var godt, info om hotellet og så ellers en nøgle i form af et vandtæt armbånd, så jeg kunne bade, hvis jeg ville det. Jeg tog elevatoren op til værelset, og det var ganske fint. Jeg fik desværre ikke taget billeder, men det var meget råt med bare betonvægge, der var buede. Der var alt hvad der skulle være - inklusive en terrasse med udendørsbruser. Den havde jeg ikke lige noget at bruge til. For der var ikke adgang til noget derfra, så hvis jeg havde været på stranden og fået sandfødder, skulle jeg slæbe dem gennem værelset, før jeg kunne få dem vasket.



Jeg gik en tur op på øverste etage for at se baren og jaccuzien, som var åben døgnet rundt. Samtidig var der en ganske pæn udsigt derfra.



Jeg gik en tur til det lokale supermarked. Det var efterhånden spisetid, men jeg orkede ikke en restaurant, så det blev bare til lidt let. Men jeg var træt og var lige ved at falde i søvn. De seneste dage er det ikke blevet til nok søvn, men heldigvis nåede jeg at sætte vækkeuret på telefonen. Jeg skulle nemlig være klar til en 'BioBay Tour'. Jeg havde tidligere på dagen fået en besked om, at der ikke var nok tilmeldte til turen klokken 21, så jeg var blevet ombooket til klokken 20 - det var fint med mig.

Mødestedet var fem minutter fra hotellet. Vi var i alt 24, der skulle af sted. Kort briefing og så af sted i to minibusser.

Fremme ved Mosquito Bay fik vi udleveret årer og blev tildelt et nummer, så de kunne holde styr på os. Så var det ned i vandet til en kajak, og af sted med os.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Men i hvert fald ikke SÅ lille en kajak, hvor jeg knap nok kunne flytte en fod uden at der var risiko for at den tippede. Og slet ikke at det skulle være SÅ hårdt at sejle mod vinden. Jeg følte mig så svag. Jeg kunne slet ikke følge med de andre ni kajakker. Jeg ved ikke, hvad fanden der var galt, men jeg var træt i hele kroppen og ønskede bare, at en helikopter ville hente mig og tage mig væk. Jeg var så udmattet, men der var ikke noget at gøre. Jeg sakkede bagud og kunne kun fornemme guidens lysende grønne armbind svagt midt i mørket. Der var opråb - vi skulle sige vores nummer, så guiden vidste vi var der. Jeg kunne ganske svagt høre dem og råbte så SYYYYV, da det blev min tur. Guiden spurgte, om jeg var ok. Jeg svarede, at jeg var træt, men nok skulle komme.

Vi var da også nogenlunde fremme, selv om vinden gjorde, at vi ikke bare kunne slappe af. Men turens formål begyndte at vise sig. Hvert åretag gav et lille lysshow i vandet. De selvlysende organismer lyser op, når de bliver forstyrret. Fascinerende!

Guiden fortalte om dem og gav os visse opgaver - som at tage noget vand op i hænderne. Jeg gjorde ikke rigtigt nogen af tingene, for jeg ville ikke falde i vandet. Jeg tror de andre kajakker var lidt mere stabile, fordi der var to eller tre i dem - så kunne den ene godt vende sig lidt. Jeg sad bare i en lortestilling og fik ondt i ryggen.

Men for dælen, hvor var det specielt at se vandet lyse op på den måde. Flere gange 'sprang' lyset rundt lige under overfladen. Det var åbenbart, når en fisk svømmede rundt og spiste af dem.

Og så burde jeg jo have billeder af det. Men telefonen lå i min lomme, og jeg var virkelig nervøs for at tabe den i vandet. Samtidig ville jeg aldrig kunne tage fornuftige billeder af det - der var alt for mørkt. Og selv om den har en mørketilstand, kræver det, at man holder telefonen stille i nogle sekunder - noget der er umuligt i en kajak og det blæser.

Klik her og se andres billeder. Jeg vil dog sige, at det var slet ikke så farverigt, det jeg så. Men det var stadig flot



Jeg fik dog taget et par billeder, da vi var kommet på land igen. Det fremgår vel også, hvorfor det ville være umuligt at tage bare nogenlunde fornuftige billeder ude på vandet

Tilbage i minibusserne og så kunne jeg gå de fem minutter hjem til hotellet. Klokken var blevet 22, og jeg faldt meget hurtigt i søvn.

*****

Der er ikke noget Hilton, Marriott eller IHG på Vieques, så jeg havde booket et 'estandar'-værelse hos El Blok til 190 dollar for en enkelt nat.

 

Dag 33 - fredag den 26. april 2024

Jeg stod tidligt op. Jeg skulle med færgen klokken 10, være der klokken 9, og dermed forlade hotellet klokken 8.30. Morgenmaden var ikke gratis på hotellet, og jeg endte med slet ikke at få noget.

Taxien kom til gengæld til tiden. Jeg havde booket den et par timer før, men jeg var ikke helt klar over, at der skulle andre med! Der kom to andre fra nabohotellet ind på bagsædet, og det var jo nok derfor, han tilbød mig forsædet i første omgang. Men pyt, vi kom frem i god tid - alt godt.


Udsigten fra færgelejet

Og så var det jo ellers bare at vente en time udenfor i varmen på at skulle med færgen. Det var godt nok i skyggen, men jeg kunne da sagtens bruge den tid på noget andet.

En båd fra grænsepatruljen kiggede forbi. Jeg ved ikke helt hvorfor - de tjekkede ikke nogen og opførte sig ganske pænt.



Færgen gik til tiden, og ankom til tiden en time efter. Og så var det egentlig meningen, at jeg skulle forbi El Yunque National Forest. Jeg havde forsøgt at planlægge, men deres hjemmeside var ikke specielt informativ og Google gav modsigende oplysninger. Et sted stod der, at man kunne se manater, hvilket jeg vældigt gerne ville, men jeg kunne ikke få det bekræftet. Så jeg ville egentlig bare køre forbi og se, om der var noget.

Efter dagen i går valgte jeg dog at køre direkte til hotellet. Og jeg indså, at jeg nok ikke ville få så meget ud af Puerto Rico, som jeg håbede på. Desværre, men sådan måtte det være!

Jeg tog mig god tid og gjorde et par stop undervejs, og så kom det nogenlunde til at passe med, at jeg kunne tjekke ind klokken 15.

Det var den dag...

*****

Jeg havde booket en enkelt nat i et '1 King Standard City View And Sofa' hos Holiday Inn Ponce & Tropical Casino for 29.000 IHG-point.

 

Dag 34 - lørdag den 27. april 2024

Jeg var tidligt oppe. Tjekkede ud fra hotellet i Ponce før morgenmaden og kørte mod San Juan. Jeg skulle nå at se lidt af hovedstaden inden bilen skulle afleveres.

Bilen blev tanket i Ponce. Den skulle jo kun afleveres med halv tank, så det passede fint.

Jeg havde ikke meget tid og der var umiddelbart to ting, jeg måske kunne nå. Selve den gamle bymidte og Castillo San Felipe del Morro - et fort ud mod det caribiske hav. Da fortet først åbnede klokken 9, kørte jeg mod bymidten først - og en parkeringsplads, jeg havde fundet på Google Maps.

Det gik fint i morgentrafikken, selv om puertoricanerne kører lidt underligt. Hvis hastighedsgrænsen på motorvejen er 65 mph, så kører de typisk 50 mph i højre vejbane og 60 mph i venstre. Det går langsomt! Det absurde er så, at hvis man må køre 45 mph, så kører de stadig hhv. 50 og 60 mph! Men det vænner man sig til...

Jeg nåede til San Juan, og Google Maps viste mig til parkeringspladsen. Men det virkede til at være udkørslen, og jeg kunne ikke finde nogen indkørsel! Jeg kørte lidt rundt og endte med at finde et parkeringshus et stykke derfra. Det var spild af 15-20 minutter.

Bymidten var dog charmerende. Små gader med huse i forskellige farver. Og på den tid af dagen stille og rolig uden mange mennesker.





Jeg gik forbi byens katedral, der er den næstældste kirke i 'The Americas', men den var nu ikke særlig velholdt.



Jeg ville op til La Fortaleza, som er guvernørens bolig, men der var nogle afspærringer og jeg kunne ikke rigtigt finde derhen. Jeg kom dog hen til Parque de las Palomas, som var indrettet som en hyggelig legeplads for børn - og redeplads for duer!





Herfra var der også en flot udsigt ud over en del af byen.



Men tiden gik for stærkt. Jeg vurderede, at jeg ikke kunne nå fortet, da det også indebar en gåtur på nogle kilometer. Så jeg kørte i stedet mod lufthavnen, da jeg havde hentet bilen og betalt de fem dollar for at parkere.

Bilen blev afleveret uden problemer. Dog konstaterede jeg senere, at de har taget 33 dollar for meget. Det viste sig at være betaling for 'toll roads' - altså det, som de tidligere hævdede var inkluderet i prisen. Men jeg gider ikke brokke mig over det - hvis det ikke var inkluderet, ville det sikkert koste mere, for jeg har godt nok brugt mange toll roads.

Ind til lufthavnen - en lille gåtur fra Hertz - og så skulle bagagen skannes som det første. Det er angiveligt for at undgå at få diverse invasive arter og sygdomme fra Puerto Rico til det kontinentale USA.

Tidligere på turen, i Joshua Tree National Park, havde jeg købt et lille kit, så man kunne plante sit eget Joshua Tree. Jeg troede, at det ville dukke op i skanningen, men der var ingen problemer. Begge mine kufferter gik igennem og fik et klistermærke.

Videre til automaten, der nægtede at udskrive bag tag. Så jeg måtte vente i kø til betjening, hvor jeg blot fik at vide, at der nogle gange er problemer med automaterne. Det fiksede han, og så skulle jeg videre til sikkerhedstjek.

Jeg var heldigvis i god tid, for det endte med at tage over en time. Jeg ved ikke, om det var myldretid, men der var godt nok mange mennesker, og de var godt nok lang tid om at få dem igennem.

Men det lykkedes, og jeg fik en hurtig frokost hos Popeye's.

Så skulle jeg med American via Miami tilbage til Los Angeles. Det var næsten samme oplevelse som på vej til Puerto Rice. Forskellen var, at nu foregik turen om dagen.

Til Miami sov jeg en del, men jeg fik dog en sodavand og Biscoff-kiks som den eneste servering. Vi var blevet lidt forsinket, og da jeg i forvejen var en smule presset, var jeg en smule nervøs.

Vi var ved gate klokken 16.40. Næste afgang var 17.30 og gaten lukkede 15 minutter før. Det giver 35 minutter. Ifølge American-appen ville det tage 22 minutter at gå fra gate til gate. Så er der 13 minutter tilbage. Og da det to 10 minutter at komme ud af gaten, var der ikke megen tid at løbe på. Det lykkedes mig alligevel både at komme på wc og købe et par colaer på vej og nå frem til gaten, da de gik fra at boarde gruppe 4 til at lukke alle ind - jeg selv var gruppe 7.

Men så var heldet opbrugt. Jeg skulle sidde på 37C - ved siden af et forældrepar med en lille unge. Og faderen ved siden var mig fyldte halvandet menneske. Han var stor! Ikke bare lidt tyk, men stor og stærk. Hans lår var dobbelt så tykke som mine, og jeg måtte klemme mig sammen. Så det blev fem en halv times flyvning, hvor jeg konstant måtte skifte mellem at læne mig lidt ud over gangen og klemme mig sammen når der kom folk - og samtidig skulle lytte til en unge, der skiftevis skreg og lyttede til lorte-børnemusik på en tablet. Samtidig havde min sidemand en mani med at gøre det, som jeg troede hed at snøkke, men som jeg kan se, at ordbogen ikke er enig i. Men han gjorde konstant det, jeg vil kalde at flytte spyt/snot fra ét sted i kraniet til et andet, hvilket lyder som en voldsom og kort snorken. Det skete to-tre gange i minuttet på hele turen, og jeg var ved at blive vanvittig!

Jeg nåede virkelig også at blive sulten. Fem en halv time med en pose pretzels og en sodavand - og da vi landede, var det elleve timer siden jeg havde fået frokost. Det burde jeg have forberedt bedre.

Men vi landede i Los Angeles til tiden. Jeg hentede min kuffert og gik til shuttlebussen. Den tog mig til samme hotel, som jeg har været på to gange tidligere på turen, og så gik jeg på McDonald's! Det lå lige ved siden af hotellet, så jeg slæbte en Filet O'Fish, 4 Nuggets og en McChicken op på værelset

*****

Jeg har booket to nætter hos Holiday Inn Los Angeles - LAX Aiport for 43.000 IHG-point. Værelset er et '1 King Standard'. Jeg valgte gratis morgenmad, så ingen velkomstpoint.

 

Dag 35 - søndag den 28. april 2024

Jeg vågnede meget tidligt og stod op. Jeg tænkte, at det ville passe fint i forhold til dansk tidszone. Så skulle jeg bare holde den kørende til omkring klokken 15.00 LA-tid.

Jeg lavede intet interessant, hvilket var helt efter planen. 'PLANLÆG IKKE NOGET DENNE DAG' stod der. Jeg var godt nok fristet af at tage ind til optagelserne til American Idol, men jeg droppede det. Heldigvis. TV, internet, podcast gik dagen med.

Men jeg faldt ikke i søndag klokken 15.00 - først klokken 16.30. Til gengæld sov jeg til klokken 04.00!

 

Dag 36 - mandag den 29. april 2024

Jeg må hellere få gjort turen helt færdig. Jeg var træt, da jeg kom hjem og endte også med at være syg i over en uge - dog mens jeg arbejdede. Jeg tror, det var på grund af aircon i bilen på Puerto Rico, for jeg fik lidt hovedpine og måtte slukke den. Alt sammen dårlige undskyldninger!

Jeg var altså ganske veludhvilet, hvilket forhåbentlig ville forbedre omstillingen til centraleuropæisk sommertid. Morgenmad midt om natten igen på McDonald's - nej, turen har ikke været god for maven.

Jeg fik skrevet de foregående indlæg, og da jeg efterhånden ikke gad at vente længere, tjekkede jeg ud fra hotellet og tog bussen til lufthavnen.

Måske misforstod jeg buschaufføren, for jeg endte i hvert fald med at gå ret langt til den rette terminal. Men jeg havde god tid, så der var ingen stress.

I lufthavnen gik tiden blot med at se tv på den bærbare og lidt gåture rundt i terminalen. En af butikkerne spillede på to heste i forhold til efterårets valgkamp.



Jeg skulle med KL602 fra gate 206. En B787-10 Dreamliner - den med de store vinduer.



Nogle tysktalende på rækken foran mig fik utroligt meget tid til at gå med at diskutere vinduerne og hvordan de skulle betjenes.



Vi kom i luften til tiden, og første "servering" var lidt overraskende for mig. Ikke vandflasken, men den lille pølle med et engangsklud. Vel at mærke i et tykt format, der var til at vaske ansigtet - altså det man normalt får på business. Denne her var altså engangs og ikke varm. Stadig en god ting, som jeg gemte til senere.



Efter en times tid kom første måltid: Kyllingestykker med kartoffelmos og grøntsager, en majssalat og dertil en bolle med oliven og tilhørende ost. Til dessert tror jeg det var en cheesecake med farin på toppen.



Ikke de store overraskelser på turen. Jeg fik læst lidt for at få tiden til at gå. Jeg ville ikke falde i søvn for tidligt.

Jeg fik desværre ikke så meget søvn - måske fordi jeg sov så godt natten før. Jeg var derfor en smule groggy, da morgenmaden kom. Her hjalp kluden fra tidligere med at friske lidt op.

Morgenmaden var noget, jeg ikke har fået på et fly før: Pandekager med sirup, melonstykker, yoghurt og samme bolle med oliven og tilhørende ost. Pandekagerne var virkelig ikke gode. Ikke varme nok og nærmest lidt vamle med al den sirup. Det så godt nok heller ikke indbydende ud.

 

Dag 37 - tirsdag den 30. april 2024

Sidste dag...

Vi landede i Amsterdam en smule forsinket. Men med otte timers mellemlanding havde jeg ikke travlt.

Jeg havde overvejet om jeg skulle en tur ind til byen, men jeg vurderede, at jeg nok ikke havde den store energi. Så jeg havde booket et hotel på timebasis i lufthavnen på airside.

Yotel var dog ikke helt nemt at finde. Der var en beskrivelse i bookingen, og der var da også enkelte skilte i lufthavnen, men det tog mig alligevel en del tid at finde det omme bag McDonald's på førstesalen.

Jeg havde booket seks timer for 105 euro. Ikke helt billigt, når Yotel består af bittesmå værelser med kun det mest nødvendige. Jeg tjekkede ind og på vej hen til værelset var jeg noget overrasket over, hvor mange værelser de havde.



Billederne giver næsten indtryk af, at værelset er større end det var. Der var stort set ikke mulighed for at vende sig rundt derinde. Alligevel var der tv, seng i fuld længde, skrivebord, klapstole, strømstik, telefon, toilet og bad.





Bruseren og afløbet lavede lidt underlige lyde, men jeg fik da en bad og smuttede i seng. Efter et par timers forsøg på at falde i søvn lykkedes det. Men der var ikke så lang tid tilbage, så det blev kun til en times tid.

Udtjekning klokken 15.30 og så af sted mod gate D87. Der var godt nok langt! Men det var rart at høre danske stemmer i gaten.



Afgang til tiden, og ingen usædvanligheder undervejs. Der blev serveret en ostesandwich, og jeg valgte en Heineken til. Jeg var dog ikke sulten, så det blev sneget ned i håndbagagen.

Nede i CPH var det blot at gå gennem lufthavnen og vente på kufferten. Og så ellers med tog og metro hjem.



Sikke en ferie. Jetski og flyboard, solformørkelse og voldsomt fald, The Sphere og skydning fra en helikopter. Wow! Men det tærede på mig. Måske på grund af faldet. Måske fordi jeg havde selskab undervejs. I hvert fald fik jeg slet ikke så meget ud af Puerto Rico som jeg burde. Jeg var træt og havde ikke energi nok til at få udnyttet dagene optimalt. Sådan kan det gå!

Siden har jeg arbejdet i London med en weekendtur til Jersey. Det var overraskende godt! I næste måned står den på Danmark, Tyskland og min anden tur til Afrika - denne gang Tanzania.

 

Tusind tak for dine altid læseværdige rejsebeskrivelser med de genvordighed som du render ind i.

 

Tusind tak for en fantastisk rejsebeskrivelse, Nicki!

 

Mange tak for endnu en fantastisk rejsebeskrivelse - det er en fornøjelse at følge med!

 

Tusind tak for en virkelig spændende rejseberetning. Jeg har suget det hele til mig og ville ønske at jeg var med