Roadtrip USA (Las Vegas, Georgia, Alabama, Mississippi, Tennessee, N/S Carolina, Bahamas, New York)

Det minder mig om denne skønne video af Key & Peele om boarding-processen hos South Northern Airlines

 

Tak fordi du tager os med på tur igen @Nicki Lolk Sørensen , det er en fornøjelse at følge med!

(Man bliver jo helt rejselysten..)

 

Det er virkelig et lortehotel jeg har valgt... Dele af hotellet er under renovering. Poolområdet må ikke bruges, selv om det er et af de velholdte områder. På mit badeværelse hænger vandrøret til toilettet lidt ud af væggen. Der er så mørkt, at jeg bader uden bruseforhæng - og må tørre vandet op bagefter. Der er heller ikke tryk nok på det varme vand til at 'aktivere' brusehovedet. Så når jeg skal i bad, skal jeg først tænde for det kolde vand, hive i dimsen for at få vandet ud af brusehovedet, og så skifte til varmt vand. Det tager så cirka fem minutter, før det er klart.

Nå ja, og så er min nødudgang spærret:



Det kan vist ikke være helt lovligt. Men jeg håber, at jeg ikke kommer i nød!

Jeg bor her faktisk kun for at brænde mine sidste Radisson-point af. Jeg er generelt træt af deres hoteller, og efter opsplitningen i USA-Radisson og resten-af-verden-Radisson gider jeg ikke bøvle med det mere. Så på denne tur har jeg ni nætter - derefter er det slut.

Søndagen var ellers hviledag. Ikke noget religiøst, men belært af foregående ture har jeg lagt nogle dage ind undervejs, hvor der ikke er planlagt noget. Det var i hvert fald meningen! For så dukker der nogle ting op...

Jeg lå ellers i sengen i adskillige timer og så Youtube og andet tidsfordriv. Det blev for sent til den ellers gratis morgenmad, men op ad formiddagen tog jeg mig sammen og kørte til Delta Flight Museum.

Delta har jo hovedkontor i Atlanta, og dermed er det også oplagt at lægge et museum her. Deres hjemmeside giver godt nok ikke det bedste indtryk. Layout fra for ti år siden, konstant ændrede åbningstider og angivelse af ting, som alligevel er lukkede, selv om de har åbent!

Jeg havde købt billet på forhånd til 15 dollar, og det var alle pengene værd. Først skulle jeg dog gennem 'sikkerhedskontrollen', hvor den flere gange bippede lystigt. Den aldrende herre måtte derfor bruge sin håndholdte skanner og køre den rundt på min krop. Derefter var der fri adgang til museet.

Der var så meget at se, men jeg tror bare, jeg vil vise nogle billeder. Det er absolut et besøg værd, hvis du kommer til Atlanta. Har du en lang mellemlanding, kan du snildt tage en Uber frem og tilbage.

















Der er meget mere at se end jeg kan vise her. F.eks. kunne man i 747'eren se, hvor personalet sover.

Simulatoren kostede 425 dollar - den sprang jeg over.

Der var selvfølgelig også en butik med Delta-merchandise. Det var dog 'kun' tøj og den slags - ikke noget med flysæder eller instrumentpaneler. Jeg havde næppe købt det, men det er der sikkert andre flynørder der vil.

 

Mandag skulle jeg downtown Atlanta. Jeg vågnede lidt tidligt og besluttede at køre tidligt for at undgå myldretiden. Så jeg kørte klokken 0700 - lige da morgenmaden åbnede. Heller ikke denne morgen fik jeg udnyttet den.

Jeg havde heldigvis noteret, hvor jeg skulle parkere. Jeg hader at køre rundt i fremmede byer på må og få og lede efter en parkeringsplads. Men selvfølgelig var parkeringshuset lukket - angiveligt var der ikke flere ledige pladser. Jeg tvivler, at det skulle være tilfældet sådan en tidlig mandag morgen, men der var jo ikke noget at gøre ved det. Heldigvis kunne jeg holde ind til siden og finde en anden plads på Google Maps.

Bilen blev parkeret, og da jeg var så tidligt på den, lavede jeg om i programmet og besøgte først Centennial Olympic Park - en park med olympisk tema lavet i forbindelse med OL i Atlanta i 1996, hvor det jo var hundredeåret for de første moderne olympiske lege.



Der var mindesten med navnene på deltagerne i Atlantas OL, så jeg gik selvfølgelig rundt og ledte efter danskerne. Der var Rolf Sørensen, Poul Erik Høyer og mange andre.



Ganske hyggelig park, men også hurtigt overstået - og så havde jeg egentlig ikke mere på programmet før klokken 10. Derfor gik jeg ind på et Waffle House for at få morgenmad. Masser af folk, og maden røg ud i en lind strøm. Jeg fik æg og bacon serveret på en hashbrown. Åbenbart fik de lavet det forkert, for jeg blev spurgt, om det var ok, at der også var 'sausage' på. Selvfølgelig var det ok at få mere end jeg betalte for! Sausage er dog ikke pølse, men stykker af hakkekød.

Tiden sneglede sig af sted, så jeg gik også en tur forbi CNN. Deres studio tours er desværre lukket permanent - vist nok fordi de efterhånden har flyttet ret meget væk fra Atlanta. CNN betyder noget for mig professionelt. Jeg har trods alt mere eller mindre været i nyhedsbranchen i snart 30 år, og jeg var producer på første udsendelse på TV 2 NEWS 1. december 2006. CNN var pionererne årtier før, men skepsissen var den samme i lille Danmark.



Klokken 10 var det tid til World of Coca-Cola. Her har jeg været før, men gratis smagsprøver af Coca-Colas produkter fra hele verden - dét kan jeg godt prøve flere gange!



Der var masser af Coca-Cola-reklamer og merchandise fra 1886 og frem til nu. Undervejs var der opgejlede værter, der fortalte om, hvor fantastisk det hele var.

Jeg fik smagt alt det jeg ville. Både Bargs Red Creme Soda, som var frygtelig, og den gule Inca Cola fra Peru, som smager ret godt. Har prøvet den i Peru for nogle år siden.



Derefter kørte jeg til Martin Luther King Jr. National Historical Park. Jeg er jo på tur i sydstaterne, så det bliver også et gennemgående tema med slaver og raceadskillelse.



Der var en masse info omkring ikke-voldelige protester - jeg vidste f.eks. ikke, at han havde mødtes med Gandhi for at blive inspireret. Hans kiste er en del af 'udstillingen'/parken.



Det var dagens program. Så var det bare tilbage til en sidste nat på lortehotellet...

 

Ah, Inca Cola. Brings back memories! Den ser godt nok totalt giftigt ud, men smager slet ikke så ringe enda, som man siger. Fik i hvert fald en del stykker da jeg var der nogle år siden.

 

Las Vegas sætter sine sidste spor: Min hud er ved at falde af. Den kraftige sol i Nevada gjorde mig lidt solbrændt, så nu er kroppen i gang med at regenerere. Det betyder så, at jeg konstant må børste hudflager væk fra skuldrene, så det ikke ser ud som om, at jeg har galopperende skæl.

Nå, det var måske lidt mere info end du havde brug for...

Heller ikke tirsdag morgen fik jeg prøvet hotellets morgenmad. Jeg havde købt en mikroovns-lasagne, som jeg ikke fik spist dagen før, så den skulle selvfølgelig indtages. Lasagne er glimrende morgenmad!

Og så fik jeg ellers tjekket ud af hotellet, hvor 5-7 håndværkere var i gang med at svine det halve af receptionen til.

Aftenen før havde jeg googlet lidt, og jeg fandt et motorcykelmuseum, som jeg ikke havde på min plan. På Google Maps havde det vurderingen 4,9, og det lå på vejen, så jeg valgte at køre forbi.



Turen gik stille og roligt. Jeg kørte fra Georgia ind i Alabama, og tiden blev stillet en time tilbage. Jeg tror, at Alabama har mere lempelige fyrværkeriregler, for kort efter statsgrænsen var der butikker på begge sider af motorvejen.

Der var også en anden forskel. Vejene var i betydeligt dårligere stand i Alabama.



Indgangen til Barber Vintage Motorsports Museum var ikke nem at finde. Museet er en del af Barber Motorsports Park, der også har en indy car-bane. Så det er indrettet til tusindvis af besøgende, hvor museet ligger lige i midten. Jeg endte med at parkere et godt stykke fra indgangen, fordi jeg simpelthen ikke kunne finde rundt.

Det kostede 18 dollar i entré og det var det absolut også værd. Der var hundredevis af motorcykler på flere etager - det var virkelig imponerende.



Men jeg fik hurtigt travlt. Jeg havde slet ikke forventet, at det ville være så omfattende, og mit næste besøg havde jeg en tidsbestemt billet til. Derfor fik jeg slet ikke nydt udstillingen så meget som jeg burde - selv om jeg fik set det hele.



Der var også mulighed for en lille gåtur udenfor, på en bro henover banen.



Kommer du forbi Birmingham, Alabama, så kig forbi museet. De har både biler og motorcykler, og jeg vil næsten påstå, at selv om du ikke er synderligt interesseret i den slags, så kan du stadig nyde synet.

Jeg skulle videre ind til centrum af Birmingham - eller Bombingham, som byen også er blevet kaldt. Det viste sig på Birmingham Civil Rights Institute, som er en museum om byens racistiske fortid.



Jeg vidste jo godt, at området har haft svært ved at gøre op med fortidens slavehandel og opdeling mellem sorte og hvide, men her blev det fortalt i detaljer, så det er næsten uforståeligt, at det har kunnet finde sted. At det ikke endte med et voldeligt oprør, forstår jeg ikke.

Der var masser af dokumentation af de sortes protester - primært ikke-voldelige. f.eks. Rosa Parks, der indtog et 'hvidt sæde' i bussen og derfor blev anholdt. I 13 måneder derefter boykottede de sorte busserne, indtil højesteret afgjorde, at det ikke var lovligt at adskille sorte og hvide i busser.



Der var også såkaldte 'sit-ins', hvor de sorte gik ind på hvide cafeer. Her ville det hvide personale ikke servere for dem, men så optog de jo pladsen, mens de sad der.



"The land of the free, and the home of the brave." De hvide var frie, og de sorte var modige...

Jeg kørte til Holiday Inn Express & Suites: Birmingham - Inverness 280 og tjekkede ind. Her var der mulighed for at få vasket tøj, og jeg benyttede også muligheden for at bruge deres boblebad. Her skete så noget, jeg ikke har prøvet før. Jeg nøs og nøs og nøs. Det må være sådan allergikere har det. Jeg synes ellers et nys er befriende, men ikke når det bliver ved og ved. Jeg forsøgte at slå op, om man kan være allergisk over for klor - det kan man godt, men det udløser hudirritation og ikke nys.



Værelset var bedre end i Atlanta. Og dog. For loftet på badeværelset er simpelthen ved at falde ned. Ja, et par timer efter jeg havde tjekket ind, faldt et lille stykke ned i badekarret. Jeg burde nok havde bedt om et nyt værelse, men jeg orkede det ikke.



****

Hotelværelset er et 1 King Standard Extra Floor Space, som kostede det samme som et almindeligt 1 King. Det er oprindeligt booket til 19.000 point, men senere ombooket til 18.000 og 17.000 point, inden der kom en kampagne, så jeg kunne få det til 16.150 point. Jeg har fået 500 amenity points, så den ene overnatning ender på 15.650 point.

 

Brusebadet blev overstået med et stykke loft i badekarret... Morgenmaden var ganske gennemsnitlig Holiday Inn Express. Dog manglede der en toaster til brødet! De havde dog deres klassiske kanelsnegle.

Der var ingen i receptionen, så nøglen blev lagt i kassen og så var jeg på vej sydpå mod Montgomery, statens tredjestørste by og hovedstad.

Her gik turen først til The Legacy Museum, som omhandler slavetiden, men også samfundets behandling af afroamerikanere helt frem til i dag. Desværre var det ikke tilladt at tage billeder, men det var en gentagelse af gårsdagens museum, bare dobbelt op på skrækkeligheder. 'Flot' præsenteret med kranier på gulvet og projektor med vand på gulv og væg samt lydeffekter for at vise, at to millioner afrikanere mistede livet på vej fra Afrika til slaveliv i Amerika.



Der var gengivet annoncer som var det Den Blå Avis, hvor folk solgte slaver 'i god stand' til tilbudspriser. Det er så absurd!

Der var flere skoleklasser på besøg, og de blev mere og mere stille undervejs. Flere af dem virkede til at være berørte.

Montgomery er grundlagt i slavetiden og var den første hovedstad i Sydstaterne. Det var her, Rosa Parks blev anholdt efter at have indtaget et hvidt sæde i en bus.

Et stykke derfra har byen anlagt The National Memorial for Peace and Justice - en park med mindesmærker for hvert enkelt 'county' med angivelser af navne på ofre for lynchning.

Igen fik jeg at vide, at jeg ikke måtte tage billeder, men jeg kan se, at der er en del på Google. Det var virkelig flot sat op.



Jeg måtte nøjes med et billede af haven uden for parken.

Turen gik derefter videre sydpå - helt ned til den mexikanske golf og byen Mobile. På vejen passerede jeg 'Murder Creek'!

Jeg skulle besøge USS Alabama, som er et krigsskib fra anden verdenskrig. Lige ved indkørslen blev jeg advaret om slanger og alligatorer!



Det var et noget større arrangement end jeg havde regnet med. Der var en ubåd, kampvogne og masser af fly.



Skibet var så enormt, at jeg vist kun fik set en tredjedel, og jeg fandt aldrig ud af, hvordan fly kunne lette og lande på skibet. Der var desuden lidt renovering, så de advarede om, at det kunne være kraftig lugt fra maling. Det oplevede jeg dog ikke.





Der var mindesmærker for faldne i Koreakrigen, Vietnamkrigen og 11. september.



Nattens hotel var Country Inn & Suites by Radisson, Saraland, AL. Endelig et hotel, hvor badeværelset var i orden! Det er lidt gammelt, men ganske glimrende. Dog er det fra en tid, hvor man ikke mente, at det var nødvendigt med stikkontakter ved sengen.

Ja, og så er der et helt rum til aircondition!



****

Hotelværelset er et 1 King Bed, men der er adskilt stue og soveværelse samt et lille køkken. Det er booket til 15.000 point pr. nat i to nætter.

 

Jeg vågnede omkring klokken syv. Lå i sengen og tjekkede email på det ret dårlige wifi. Da aircondition holdt en pause kunne jeg høre noget udenfor. Det viste sig at være regn - styrtregn!

Det var ellers dagen, hvor jeg skulle ud i naturen, så vejrudsigten blev tjekket. Regn, regn, regn, helt indtil klokken 15.

Det er svært at styre vejret, men på den anden side havde jeg heller ikke mulighed for at blive en dag længere. Jeg skulle til Bon Secour National Wildlife Refuge, som ligger halvanden times kørsel væk, så jeg kiggede også på vejrudsigten der - den så en smule bedre ud.



Efter morgenmaden, som blev indtaget i selskab med et afdanket, men meget amerikansk juletræ, kørte jeg i første omgang til Dick's Sporting Goods for at købe en hat. Solen kommer jo nok tilbage på et tidspunkt, og jeg har ikke lyst til at miste mere hud på hovedet. Jeg vægrer mig ellers ved det, fordi jeg generelt sveder meget, og det bliver bare værre af både solcreme og en hat.

Og regnen væltede ned i et tempo, hvor vinduesviskerne ikke kunne følge med i max. tempo.



Tilbage på hotellet fik jeg lagt vandrestøvler i bilen. Indtil videre har jeg kunnet klare mig uden, men med det massive regnfald går det ikke med sneakers.

Klokken 11 tog jeg chancen og kørte af sted mod syd. Det var ok. Regnen holdt op og vendte tilbage, men det så lovende ud. Indtil en halv time senere. Advarsler dukkede op på telefonen om styrtflod og tordenstorm. Regnen væltede ned igen og var nu ledsaget af lyn både foran mig og bag mig - og noget voldsommere end jeg er vant til fra Danmark.

Turen, der ifølge Google Maps skulle tage halvanden time, nåede op på to en halv time, da jeg endelig nåede frem.

De sidste 15 kilometer på halvøen, der adskiller Mobile Bay fra den Mexicanske Golf, måtte jeg mange gange over i den modkørende vejbane. Der var kæmpe vandpytter på vejen og ikke mindst langs vejen.

Planen var at se Fort Morgan State Historic Site, men der var bom for og ret øde. Jeg går ud fra, at der var lukket på grund af den massive regn, men der var ikke noget skilt og ingen til at svare. Ærgerligt!



Men der var en fin udsigt udover havet - dog lidt spoleret af de mange olieplatforme. Der var en del pelikaner, der hyggede sig og spejdede efter mad i vandet.



Det kunne jeg trods alt ikke bruge så meget tid på, så jeg kørte et stykke tilbage til et område, hvor der var flere stier. Jeg tog den, der hed Pine Beach Trail, som gik ned til Gator Lake - jeg så heldigvis ingen alligatorer. Her klarede det op. Det regnede, da jeg stod ud af bilen, men en halv time senere begyndte solen at kigge frem - så det var godt, jeg havde min nye hovedbeklædning med.



Fin lille tur med skilte undervejs, der fortalte om dyr og træer. Blandt andet at det åbenbart er normalt med oversvømmelse, og at de indre søer skifter mellem at være ferskvand og saltvand.



Tilbage på hotellet blev der kastet en gang Chicken Bacon Ranch i mikroovnen. Ja, jeg prøver at tabe mig lidt ved at undgå alt for mange burgerbarer, og den her ret havde kun 540 kalorier. Jeg har Ikea-krus og bestik med, så det fungerer glimrende.

Men hvor slemt var det så, det regnvejr? Jo, ifølge denne hjemmeside faldt der mindst 60 millimeter regn i går.

 

Tid til at forlade Alabama. Jeg kunne nok have brugt et par dage mere i både Montgomery og Mobile, men sådan er det altid.

Kufferten blev pakket og smidt bag i bilen. Og inden jeg nåede statsgrænsen, fik jeg skrålet med på Sweet Home Alabama med Lynyrd Skynyrd - det skulle gøres.

Det blev til et enkelt opholdt på vejen mod Jackson, Mississippi. Jeg tjekkede ind på hotellet via appen, men jeg kunne tidligst indtage værelset klokken 16.00. Så jeg havde et par timer at slå ihjel, da jeg ankom til byen.

Hotellet har ikke gratis parkering og tilbyder kun valet-parkering. Det kostede vist 20 dollar, hvilket jeg er for nærig til, når jeg kan parkere tæt på hotellet til 10 dollar pr. nat.

Jackson er Mississippis største by men har kun godt 150.000 indbyggere. Derfor er det også begrænset med turistattraktioner. Jeg tog i første omgang til Smith Robertson Museum, som er endnu et museum om slavetiden. Her var der en kvinde, som tog imod, og det virkede som om, at jeg var en sjælden gæst. Så jeg fik et mindre foredrag, før jeg fik lov til at gå rundt for mig selv.



Det begynder at blive lidt en gentagelse - altså historierne om slavetiden. Ikke at det ikke er interessant, men nu har jeg efterhånden hørt det. Og det her museum var ikke det mest imponerende.



Jeg sneg mig ud og gik i stedet en tur i byen. Ikke den mest levende by sådan en fredag eftermiddag. Jeg tjekkede igen Google Maps for at se, om jeg rent faktisk VAR i byens centrum, for der var godt nok ikke mange mennesker.

Jackson er også byens hovedstad, så der er en del offentlige bygninger. Guvernøren holder til her:



Bygningen er designet af William Nichols, som også står bag byens 'Old Capitol' - regeringsbygningen der var i brug frem til 1904.



Derefter tog man en ny bygning i brug. Jeg ved ikke, om den er så meget anderledes, men der er da i hvert fald smidt en fugl op på toppen af bygningen.



Det hele ligger inden for et lille område, så det kunne snildt ses på en lille gåtur.

Men det er også en by, der har set bedre dage. Indbyggertallet er faldet med 20.000 på ti år, så der er en del bygninger, der bare forfalder.



Tilbage til bilen for at hente kufferten og tjekke ind på hotellet. Det har lidt af en historie og på toppen af bygningen står der 'Hotel King Edward'. Det virker næsten også lidt for fint til at være et Hilton Garden Inn, men det er det altså. Jeg skal nok tage nogle billeder af hotellet til en senere opdatering.

Jeg tjekkede ind på mit værelse, og så blev der slappet af resten af aftenen.

Mississippi er stat nummer 47.

****

Jeg har booket et 1 King Bed hos Hilton Garden Inn Jackson Downtown til 87.000 point for tre nætter. Det er et af de få værelser, som jeg ikke har kunnet ombooke for at spare point - prisen steg efter jeg havde booket i første omgang.

Opholdet endte med at give 93 point for den morgenmad jeg købte (9,30 USD). Det gav så 93 diamant-bonus-point. Og en kampagne gav noget overraskende 2.000 point, så opholdet stod mig i alt i 84.814 point for tre nætter.

 

Jeg har jo planlagt den her tur i lang tid. Så jeg har også glemt, hvorfor nogle af tingene er på min plan. Men det er dejlig nemt at følge - det er bare at plotte tingene ind på Google Maps og køre efter dem.

Så lørdag morgen tog jeg tidligt af sted mod sydvest. Morgenmaden blev indtaget på vejen. Turen gik mindst 20 mil gennem en skov, og der var skilte med 'wildlife crossing'. Det var heldigvis ikke så tæt på solopgang, at jeg kunne forvente massiv trafik, men der kom dog en fugl løbende henover vejen, som jeg måtte bremse for. Det lignede en fasan, men jeg syntes, den var for stor...

Senere så jeg andre store dyr i høge-/ørne-kategorien samt en masse røde fugle - jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad de hedder.

Ved 9-tiden var jeg fremme ved Emerald Mound, som havde følgende kommentar i min plan: "Ikke så meget at se. Bare gå lidt rundt." Og jeg skal da love for, at jeg havde ret. For der var bare en jordknold:



Der er så noget historie bag. Den er skabt af indianere og har tidligere været et tempel, hvor 'toppen' fungerede som tag, og så kunne man være nedenunder. Men ja, det var en bunke jord med græs.

Så videre til næste stop. En time nordpå til Vicksburg, hvor Vicksburg National Military Park ligger. Det var et vigtigt sted under borgerkrigen, hvor nordstaterne ville skære sydstaterne over i to ved Mississippi-floden og dermed gøre det umuligt at få forsyninger mellem øst og vest.



Men igen var det ikke så interessant. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men det var dybest set en mark med kanoner og en masse gravstens-lignende mindesmærker til ære for de faldne - typisk med angivelse af hvilken stat de kom fra.



Der var dog lidt historie. Som dette hus, der er det eneste tilbage fra dengang. Det blev brugt som et interimistisk hospital for de sårede. Og efter krigen blev det brugt til karantæne for folk med kopper.



Parken havde en vej, hvor man kunne køre en rundtur. Meget amerikanervenligt, men det var nu også en stor park. Inklusiv en kirkegård, for i alt er begravet 17.000 soldater i parken.

Men på vej hen til kirkegården begyndte det at regne, og jeg havde knap nået at tage et hurtigt billede, før det begyndte at vælte ned igen. Alle spurtede hen til deres biler i tørvejr.



Vejrudsigten blev tjekket, og det ville fortsætte nogle timer. Derfor opgav jeg også sidste punkt på dagsordenen, for det kan nåes i morgen. Tilbage til hotellet, hvor regnen gav op sidst på eftermiddagen. Jeg købte derfor ind til aftensmad i mikroovnen. Men jeg er et fjols, der ikke helt har forstået, at ting bliver varme derinde. Så det endte sådan her:



En måned tilbage af ferien...

 

Det blev til en nat med ni timers søvn, og dét var dejligt. Af en eller anden grund har jeg kun sovet 5-6 timer hver nat, mens jeg har været i USA.

Men da jeg så vågnede, indså jeg, at jeg lavede en brøler i går. Jeg udsatte et besøg hos B.B. King Museum & Delta Interpretive Center til i dag - uden at tjekke om det overhovedet var muligt. Og det var det ikke, for der var lukket søndag. Øv!

Morgenmaden blev indtaget på hotellet. Jeg er diamant hos Hilton, men den slags giver jo ikke gratis morgenmad mere - det er åbenbart for meget forlangt. I stedet er der 10 dollar rabat på morgenmaden. Hotellets restaurant byder på buffet for 16,90 dollar og i USA forventer man jo drikkepenge, så selv med beskedne tre dollars tip, ender regningen på 9,30 dollar for en morgenmad, der ikke engang levede op til Holiday Inn Express-standard, hvor morgenmaden er med i prisen. Plastikbestik og papkrus, varm mad der bestemt ikke var hjemmelavet og i det hele taget præsenteret på en kedelig måde.

Meget skuffende. Specielt når hotellet, som nævnt i går, ser mere imponerende ud end et normalt Hilton Garden Inn.



Jeg kan godt afsløre, at mandagens morgenmad ikke bliver indtaget på hotellet. Pengene er bedre brugt på en McDonald's!

Jeg brugte formiddagen på en gåtur i byen.



Godt nok var det søndag formiddag, men det var virkelig overraskende, HVOR få mennesker, der er i byen. Jeg gik forbi nogle unge fyre, som havde gang i en foto-session, men ellers var der ret tomt. Politiet havde parkeret en bil midt i en rundkørsel - hvorfor ved jeg ikke, for det var ikke ligefrem fordi der var bøllekørsel. Jeg så kun en ældre dame køre forsigtigt rundt.



Efter frokost tog jeg på naturhistorisk museum. Her var der faktisk mennesker, og efter at have vist min online-købte billet, kunne jeg nyde en ganske glimrende udstilling.

Der var interaktive ting, hvor man kunne lære om fysik. F.eks. hvordan man lettere kan løfte ting med snoretræk, og hvordan en luftpudebåd virker. Jeg blev faktisk lidt opslugt af det og glemte at tage billeder.

Dyr var der masser af. Både levende og udstoppede, og jeg kunne blandt andet se, at de røde fugle, der fløj omkring mig i går, nok var kardinaler.



Museet havde også en to-hovedet slange, som angiveligt er en slags tvilling, der ikke nåede helt at ad-/udskille sig.



I et særligt varmt rum havde de adskillige skildpadder og alligatorer, og jeg lærte da, at ordet alligator stammer fra spansk og blot betyder firben (lizard - 'el lagarto').

Udenfor var der en sti med modeller af dinosaurer.



Det kostede otte dollar at komme ind, og det var det absolut også værd.

 

Ny uge, ny måned, og mest af alt en transportdag. Efter at have tjekket ud, kørte jeg mod Tupelo i det nordøstligste Mississippi. Dog blev det med en afstikker - eller nærmere en omvej - til Greenwood.

Her er der en statue af Emmett Till. Han er faktisk ikke noget specielt, men han blev alligevel et ikon, et symbol på kampen for lige rettigheder for sorte og hvide. Den 14-årige dreng blev beskyldt for at komme med tilnærmelser til en hvid kvinde, og så sørger pøblen for at kidnappe og torturere ham til døde. De slap selvfølgelig også for straf, for han var jo bare neger. Og når jeg skriver, at han ikke var noget særligt, er det jo fordi, at det skete for rigtig mange.



Men det var jo en anden tid. Skulle man tro. For et andet sted i Mississippi er der et skilt, der forklarer om Emmett Till. Helt i stil med andre turistattraktioner (ja, det er det jo). Dét skilt har flere gange været udsat for hærværk og er blevet gennemhullet af mange skud. Senest syntes tre unge studerende (en nærmere betegnelse er nok racister) at det var passende at posere foran skiltet med våben.

Suk!

Så var det mere opløftende at komme til Tupelo og Elvis Presleys fødested.



Inde i det beskedne hus blev Elvis født i 1935, 35 minutter efter sin tvilling, der dog var dødfødt.

Elvis fik en guitar i stedet for det jagtgevær, han ønskede sig, og resten er vel nærmest historie.

Stedet er på god amerikansk manér indrettet, så det er let at komme rundt - og ikke alt er lige autentisk. For eksempel er der en kirke, som er flyttet fra sin oprindelige placering.

Jeg ved heller ikke, hvor ægte dette toilet er, men angiveligt sked Elvis her, da han var ung!



Familien flyttede på et tidspunkt til Memphis for at få en ny start, og det var da også her, at Elvis for alvor blev berømt. Turen foregik i denne bil - eller rettere denne model.



Men Elvis glemte ikke sin hjemstavn, og i 1956 holdt han to koncerter i byens park. Indtægterne herfra gik netop til at lave parken/turistattraktionen/mindesmærket ved hans fødested.



Denne statue i byens centrum er gratis at se, men fødestedet koster 20 dollar at besøge. Det var vel ok. I det mindste var 13-årige Elvis med på en selfie



Natten blev tilbragt på Courtyard by Marriott Tupelo. Det er den eneste overnatning på et Marriott-hotel - simpelthen fordi jeg ikke havde ret mange point hos dem!

Men værelset var ganske glimrende.



Jeg valgte at spise aftensmad hos naboen, nemlig Texas Roadhouse. Jeg gik derover allerede klokken 17.30 og forventede næsten en tom restaurant. Men der var vel 90 procent fyldt, og personalet rendte rundt. Jeg fik dog en plads og fik hurtigt bestilt.

Derfra gik det galt. Udover at det åbenbart var et sted, hvor diverse fester blev opfordret til at råbe og synge høje sange, så ankom min bøf alene. Intet tilbehør. Jeg nåede slet ikke at reagere før tjeneren var væk, så jeg gik i gang. Det var en fremragende bøf! Da tjeneren vendte tilbage for at høre, om alt var godt, måtte jeg jo sige, at jeg godt ville have mine fritter sammen med bøffen. Han undskyldte og lovede, at de var på vej. Det endte med at bøffen blev lunken, da de brandvarme fritter kom.

Jeg overvejede, om jeg helt skulle lade være med at give drikkepenge. Det hjalp ikke ligefrem på humøret, at den lille tablet, der var på bordet, ikke virkede og jeg dermed ikke kunne betale på den. Jeg endte med at give 10 procent, hvilket er meget lavt. Som jeg forstår det, er de nuværende takster: 15 procent er dårligt, 20 procent er normalt og 25 procent er godt. Jeg er ikke enig, men jeg er jo bare på besøg.

På vej hjem til hotellet kommer han rendende efter mig - uden for hotellet. Jeg tænker, at nu skal vi have en diskussion om, hvorfor jeg har givet så lidt i drikkepenge. Den var jeg helt med på - dårlig service skal ikke belønnes. I stedet ville han give mig mit pas, som jeg åbenbart havde tabt, da jeg havde taget pungen ud af lommen. Jeg sagde pænt tak, men det var jo for sent at give lidt flere drikkepenge.

****

Jeg havde booket et '1 King Bed, Sofa Bed' hos Courtyard by Marriott Tupelo
til 13.500 point for en enkelt nat. Ved tjek-ind blev jeg spurgt om jeg ville have 500 point eller 10 dollar kredit til brug i hotellets restaurant. Jeg valgte pointene, selv om de ikke er 10 dollar værd, men jeg ville ikke få brugt pengene. Så 13.000 point for en nat - billigt.

 

Tirsdag gik turen tilbage til Alabama. Jeg skal til Tennessee, men først skal det sidste malkes ud af Alabama.

Dagens første stop var Dismals Canyon. En god times kørsel fra Tupelo, der skulle passe med at de åbnede klokken 10. Pludselig bimlede og bamlede telefonen. Jeg gik ud fra, at det var en advarsel om voldsomt vejr - dem har jeg fået før, uden at himlen på nogen måde har set faretruende ud. Men denne gang var det noget andet:



Det var godt nok en lang tekst at læse, mens jeg kørte, og jeg kunne ikke lige undersøge, om det foregik i nærheden af mig.

I dag kan jeg læse, at han åbenbart stadig ikke er pågrebet, samt at han i forvejen var tiltalt for mord. Hyggelig fætter! Mere info på U.S. Marshals hjemmeside, hvor der også står, at jeg kunne have fået 10.000 dollar for at samle ham op og køre ham til politiet.

Dismals er et nationalt naturområde (ikke nationalpark), men det drives på kommerciel vis. Derfor er det også noget mere amatøragtigt drevet. For det første skulle jeg udfylde en blanket med alle mulige private informationer og hvor jeg skriver under på, at alt er på eget ansvar - også hvis fyren fra før pløkker mig ned på området.

For det andet var deres parkeringspladser mindre end normale biler, så på velbesøgte dage må der være kaos.

For det tredje virkede det som et familieforetagende, hvor ingen rigtigt tager det seriøst. Jeg ankom klokken 10.05 og blev gjort opmærksom på, at de altså først åbnede klokken 10. Da de endelig fik kigget på klokken, fik jeg at vide, at 'hun er på vej'. Øh ok... Da 'hun' så endelig kom, viste det sig, at hun godt kunne lide at høre sig selv snakke. Så selv om jeg blot skulle aflevere blanketten og tolv dollar, så tog det ti minutter ekstra.

Nå, men jeg kom af sted ud på den halvanden kilometer rundtur, som man kan gå på begge sider af bækken. Og det viste sig at være en ganske glimrende tur. Jeg burde have taget støvlerne på, men det gik.



Det var noget anderledes end nationalparker. Meget mere råt og ikke så pænt. Det var kæmpesten hulter til bulter, som naturen nu har placeret dem.



Morgensolen hjalp også med at gøre verden lidt grønnere, ligesom fugle og firben vandrede lystigt rundt. Der var små vandfald, og der var mørke gange mellem/under de store sten, som man skulle igennem.



Der var også et par gange, hvor jeg skulle over den lille bæk, og hvor det var meningen at der skulle være 'stepping stones'. Men der skulle godt nok hoppes lidt, og jeg fik selvfølgelig dyppet den ene fod lidt for meget i vandet.

Det var dog en fin tur at indlede morgenen med.

Da jeg skulle videre, bimlede telefonen med endnu en besked om samme mand. Jeg spurgte en kvinde, der netop var ankommet til stedet, om hun vidste, hvor tæt på det var sket. Det gjorde hun ikke, men hun spurgte så hvor jeg kom fra. Jeg lød ikke som en lokal, men måske britisk? Det irriterede mig helt vildt. Jeg har arbejdet meget i Storbritannien de sidste to år, og det har ændret mit engelske. Jeg havde lidt håbet på, at de seneste to en halv uger havde fjernet accenten. Men nej...

Nå, videre til Huntsville - eller Rocket City, som de også kalder sig. En lille by, hvor rumindustrien har rumsteret (tøhø) siden 1930'erne. Her ligger også U.S. Space & Rocket Center, som jeg havde købt billet til på forhånd. Allerede langt fra centeret kunne jeg se Saturn V - en rumraket, der tårnede op i horisonten.



Det var et kæmpe center med alle mulige nørdede ting. Om astronauternes tøj og mad, om brændstof til raketterne, om at det var tyskere der efter anden verdenskrig arbejdede i den amerikanske rumindustri, og så videre...



Der var en del oplevelser, der kunne prøves. F.eks. noget der svarer til Det Gyldne Tårn i Tivoli. Jeg selv prøvede en VR-oplevelse, hvor jeg fik nogle VR-briller på, og så blev der ellers afspillet en video. Der var ikke noget interaktion, men jeg kunne kigge rundt i cockpittet, for jeg sad i Apollo 11, der blev sendt af sted. Det var ret imponerende. Jeg kunne kigge ud af vinduerne og på mine to medastronauter. Og ned på mine hænder, som dog ikke bevægede sig. Vi blev sendt af sted, mens det hele rystede, indtil der blev helt stille og mørkt udenfor. Og så blev der klippet til månen, hvor jeg åbenbart var kommet ud før Armstrong, for jeg stod og kiggede på ham, da han tog de første skridt og sagde 'one small step...'. Igen kunne jeg kigge rundt og se 'jorden' på månen. Det var sgu en fin oplevelse!



Udenfor var der den ene raket efter den anden, men også forsvaret viste noget isenkram frem. F.eks. kunne man kigge ind i en Chinook-helikopter.



Og sørme om der ikke også var et æbletræ, som er vokset ud af frø, der har været en tur i rummet. Måske ikke det mest interessante at kigge på.

Nattens hotel lå ret tæt på rumcentret, og hed da også Holiday Inn Express & Suites: Huntsville – Space Center. Et ret nyt og pænt værelse, hvor jeg senere havde udsigt til en bil, hvor røgen væltede ud foran. De kørte ind til siden og blev samlet op af nogle andre, mens bilen blev stående. Ja, jeg ved ikke mere - det så bare voldsomt ud.



****

Jeg havde booket et Standard Room til 24.000 point - tidligere havde det kostet 25.000 point. Et Holiday Inn Express giver 500 amenity points, så det står mig samlet i 23.500 point.

Overnatningen bragte mig op på 80 overnatninger hos IHG i år, og det udløser dermed en 'milestone reward'. Jeg valgte 10.000 point.

 

Herhjemme fik de fleste lov at se en presidential alert i går lige omkring klokken 12 - med varierende resultat og succes. Sirenerne skulle testes, og for første gang inkluderede dette også en varsling på mobiltelefoner.
Der er meldinger om folk, der slet ikke fik nogen advarsel, selvom deres telefon var tændt og ikke på lydløs, andre folk der kun fik tekst og vibration, fordi deres telefon var på lydløs (jeg var i denne gruppe og med samme resultat), og folk der nærmest faldt ned af stolen, fordi deres telefon meget tydeligt gjorde opmærksom på varslingen, uanset hvilken tilstand telefonen var i - og nærmest alle kombinationer derimellem.
Meningen var vist, at medmindre telefonen var helt slukket, skulle ALLE få både tekst, lyd og vibration. Beredskabsstyrelsen er ved at undersøge hvorfor det ikke gik sådan, og det tyder indtil videre på at have været afhængigt af hvilket styresystem og telefonmærke man har.

 

Jeg stod op til to emails, sendt omkring klokken 0500. Der stod, at mit værelse var klar, og at jeg havde modtaget 500 amenity points. Det var godt nok tidligt, når tjek-ind er klokken 1500.

Jeg nuppede en kanelsnegl og smed nøglekortet i en boks. Efter lidt oprydning i bilen gik kursen mod Tennessee. Der er åbenbart ingen direkte motorvej, så det blev en tur, hvor der ofte skulle drejes til højre og venstre og ind gennem små byer.

Første stop var i Lynchburg, som nok er mest kendt for det, der også var mit mål, nemlig Jack Daniel's. Jeg havde booket en Dry County Destillery Tour - dry betyder, at der ikke bliver serveret smagsprøver. Jeg kan nemlig ikke lide whiskey! Men da jeg alligevel skulle forbi, kunne jeg da godt booke en tur.

Jeg ankom i god tid, og der var kø. Lang kø!



Jeg kunne ikke helt forstå hvorfor, og da jeg havde købt billetter på forhånd, synes jeg ikke, det burde være nødvendigt at stå i kø. Det viste sig, at de mange mennesker ventede på en ny Jack Daniel's whiskey, nemlig en Sinatra Select til 170 dollar. Sinatra havde et godt (og sikkert usundt) forhold til Jack Daniel's og blev begravet med en flaske.



Som nævnt var jeg i god tid, så jeg ventede bare udenfor, og det viste sig, at en anden dør åbnede sig klokken 0900. Her fik jeg hurtigt vekslet min internet-billet til en rigtig billet, og så kunne turen begynde. Det var en rundtur på stedet, hvor de blandt andet brænder træ af, så de kan få kul til at destillere alkoholen.

De havde også gemt pengeskabet, som Jack en dag sparkede voldsomt til. Det gav ham en infektion i foden, som senere førte til hans død.



Der blev opbevaret/lagret/modnet tønder i tusindvis på stedet, og tur-guiden fortalte detaljeret om processen.



Man kunne også få en speciel flaske, hvor man selv bestemmer, hvad der skal indgraveres. Det tog dog en time, og da jeg ikke kan lide whiskey, gad jeg ikke vente på det.

Jeg kørte i stedet videre mod Nashville, og der kom flere og flere biler på vejene. Med et 'metropolitan area' på knap to millioner giver det jo mening.

Jeg havde undersøgt, hvor jeg ville parkere, men det viste sig at være umuligt. Taylor Swift er i byen og giver flere koncerter, så der er lavet om på tingene. Jeg kørte lidt rundt på må og få (og det hader jeg!), og jeg fandt en parkeringsplads, der lå tæt på centrum. Det endte så med at koste 30 dollar for to timer!

Taylor Swift viste sig også at være godt repræsenteret på Country Music Hall of Fame and Museum. Så godt, at jeg troede hun måske var fra byen, men så vidt jeg kan se, er det ikke tilfældet. Det er sikkert, fordi hun tiltrækker besøgende!



Det var godt besøgt, og mange virkede rigtigt entusiastiske, men for én som mig, som stort set intet ved om country-musik, famlede jeg lidt i blinde. Jeg kendte stort set ingen af artisterne.



Så jeg gik rundt som på en kunstudstilling og tænkte hele tiden 'ja, så har jeg set det'. Men det er jo ikke deres problem, og det var da en flot udstilling. Gavebutikken var ret stor, med tøj, guitarer, merchandise og ikke mindst cowboyhatte.



For mig var det mere interessant at gå lidt rundt i byen. Der var en park ned til Cumberlandfloden - den var dog lidt skæmmet af mange hjemløse. Og så var der denne bygning, som fik mig til at tænke på tegneserier



Det virker som en hyggelig by, men også en festby. Der var adskillige af de her cykel-barer, hvor man cykler omkring et bord og så bevæger man sig samlet fremad på vejen, mens der selvfølgelig bliver skrålet i vilden sky.



Jeg kørte til hotellet i den sydøstlige del af byen. Det viste sig at være et noget slidt hotel, men værelset er stort og i ok stand. Receptionisten blev ved med at kalde mig 'boss', hvilket faktisk generede mig lidt - for han var sort, og jeg er hvid. Han forsøgte bare at være venlig, men jeg havde ikke lyst til at være hans 'boss'.

****

Jeg havde booket et '1 King Bed Standard' hos Holiday Inn Express Nashville-I-40&I-24(Spence Ln) for 61.000 point - med 500 amenity points retur.

 

Nå, der er gået nogle dage uden at jeg har givet lyd fra mig. Det er både fordi jeg har slappet af og dermed ikke lavet noget interessant, og fordi internettet på hotellet var utroligt langsomt. Underligt nok, virkede YouTube bedre end så mange andre sider.

Fredag tog jeg ind til centrum af Nashville igen. Denne gange for at besøge Musicians Hall of Fame & Museum.



Her var der mere fokus på rock end country - og især på det musikalske håndværk. Der var Bruce Springsteen, Johnny Cash, Jimi Hendrix og en masse, som ikke er så kendt i offenligheden, men som er talenterne bag kunstneren.



Der var også et noget pudsigt fokus på Grammy og hvordan selve prisen er lavet - at nogle af de første udgaver havde en tendens til at knække.



Bagerst i udstillingen var der adskillige lokaler, hvor man kunne synge, spille og producere selv. Men med mine musikalske talenter ville det nok tage årtier at få det til at lyde bare nogenlunde som et hit, så den del af udstillingen passerede jeg bare...



Derefter gik jeg en tur i centrum af Nashville. Byen er hovedstad for staten Tennessee, så der er selvfølgelig en 'capitol' - men i modsætning til mange andre stater er det ikke en kuppel, som man også ser det i Washington DC.



Som nævnt tidligere virker Nashville som lidt af en festby. Det var i dén grad også tilfældet denne fredag eftermiddag, hvor jeg så en traktor trække en vogn rundt med festglade mennesker som var det en studenterfest i Jylland. Og der var en larm af den anden verden fra de mange rooftop-barer.



Hjemme på hotellet skulle der vaskes tøj. Jeg fik vekslet til 25-cents mønter i receptionen, og vaskemaskinen viste sig at være både stor og ny. Den blev fyldt med tøj og sæbe, og der blev betalt. Men da jeg kom tilbage 25 minutter senere, stod der blot ERROR på displayet. Jeg prøvede igen, og det lykkedes uden at skulle betale igen, men der skete stadig ikke noget. Det var som om den kørte i tomgang.

Det går op for mig, at den ikke får vand, og da jeg får tændt for de to vandhaner, går alt som det skal. Jeg ved ikke, hvorfor der er to vandhaner, og jeg ved ikke, hvorfor de var slukket.

 

Søndag tjekkede jeg ud tidligt om morgenen. Ja, jeg kørte faktisk allerede klokken 5.

Jeg skulle mod Chattanooga i det sydvestlige Tennessee, blot for at besøge Songbird - endnu et musikmuseum. Denne gang med fokus på guitarer og popkultur.

En tur på to timer, hvor jeg blev lidt overrasket to gange. Første gang, da der pludselig stod tre rensdyr og græssede meget tæt på motorvejen og anden gang, da jeg blev budt velkommen til Georgia! Jeg havde ingen planer om at skulle til Georgia, men motorvejen gik åbenbart et par kilometer gennem staten.

Jeg var fremme i Chattanooga en time før museet åbnede, så jeg gik en tur i byen. Og som dansker blev jeg da lidt stolt af at se denne plakat ved en biograf:



Det er sgu godt gået, Dar Salim. Byen havde også et Tivoli, men det var vist kun navnet og til dels logoet med dets buede form, som de havde tilfælles med den danske original.



Tilbage ved Songbird var der stadig lukket. Underligt! Både Google og deres hjemmeside fortalte, at de ville åbne klokken 10. Men jeg havde overset en lille note i toppen af hjemmesiden om, at der ville være lukket denne ene dag på grund af en optagelse af et radioprogram klokken 13. Argh!





Der kunne jeg have sparet halvanden times køretur ved at køre direkte fra Nashville til Pigeon Forge, som var næste destination.

Turen gik gennem Knoxville uden stop. Men derefter ændrede landskabet sig godt nok. Jeg er på vej mod nationalparken Great Smoky Mountains, som er USA's mest besøgte. I modsætning til andre nationalparker er de her gået forlystelsesamok. Der er escape rooms, rutsjebaner, natklubber og alt muligt andet, hvor amerikanerne åbenbart kører hen i weekenden for at flegne ud. Det kom bag på mig!

Blandt de mange billboards på vej til byen var et stegepandemuseum samt verdens største knivbutik. Jeg havde tid til overs, så jeg skulle da lige se, hvad det sidste var. Og det var en kæmpe butik med alt fra en grøntsagskniv over macheter til sværd, kastestjerner og økser.





Nå ja, og så havde de selvfølgelig også våben, tøj og juveler. Det var lidt af en blandet landhandel. Pudsigt sted, men nej, jeg købte ikke noget.

På vej til hotellet kørte jeg forbi en Walgreens, hvor en amish-familie var på indkøb. Jeg tror faktisk ikke, jeg har mødt sådan nogen før.



Jeg tjekkede ind på hotellet, som åbenbart er lidt religiøst. Det havde jeg ikke lige regnet med.



****

Jeg havde booket et '2 Queen Beds Balcony Riverview' hos Country Inn & Suites by Radisson, Pigeon Forge South, TN for 50.000 point for to nætter - det var tidligere booket til 60.000 point, men de havde rabat.

 

Da jeg fik kigget lidt nærmere på skiltet, stod der ikke bare 'THANK YOU - GOD BLESS YOU'. Det var også en kuvert til drikkepenge. Der går de altså forgæves. En ting er, at jeg giver ikke drikkepenge, hvis jeg ikke behøver rengøring i løbet af et ophold, men når de så prøver at være religiøse oveni, så får jeg næsten lyst til at gå kontra. Jeg overvejede at tilføje lidt tekst på kuverten og måske at efterlade et eller andet syndigt, men jeg beherskede mig og ignorerede det bare.

Jeg var tidligt af sted søndag morgen. Jeg ville undgå trafik, og måske ville der endda være mulighed for at se solopgangen. Turen gik til Great Smoky Mountains National Park, men kun for en lille morgentur. Der er en Cades Cove Loop Road, som er 11 mil lang, og hvor man kan gøre stop undervejs.



Fordelen ved en morgentur er også, at dyrene generelt er mere aktive ved solopgang - også bjørne. Det var dog mest natur, jeg fik øje på, selv om der også var en del gæs og kalkuner, som gik rundt i græsset og ledte efter mad.



Der var også et par rensdyr, som indtog morgenmaden, mens vi turister kørte rundt og kiggede på. Jo, de er på billedet, hvis du kigger godt efter.



Ingen bjørne, men en fin morgentur. Derfra gik turen til Gatlinburg, som er endnu en turistby i nærheden af nationalparken. Masser af butikker med souvenirs, fudge, sexlegetøj og såmænd også kristent tøj. Masser af forlystelser med rutsjebaner, øksekast, spejlkabinet og mange andre ting.

Jeg selv skulle med SkyLift, som er ligesom en skilift op på et bjerg. Billetten var købt på forhånd, så de skannede QR-koden fra emailen og gav mig et armbånd på. Og så var det ellers af sted.



Oppe på bjerget var der en forholdsvis ny hængebro, som flere havde store problemer med at komme ud på. Ikke fysisk, men fordi de var bange. Det problem havde jeg ikke.



Dog var jeg ikke helt vild med glasgulvet ude på midten, så der holdt jeg mig til siden.



Tilbage i byen gik jeg lidt rundt og kiggede. Jeg kom også forbi en Trump Store, som dog havde lukket i 'ti minutter'. De fleste souvenir-butikker havde da også Trump-flag - ikke at jeg havde noget behov for at bruge penge på den slags.



Ud på eftermiddagen besøgte jeg en statue af Dolly Parton. Hun har virkelig sat sit præg på området med Dollywood. Der er hotel, forlystelsespark, shuttlebusser, diverse shows og meget andet i hendes navn. Selvfølgelig tjener hun også penge på det, men det virker som om, hun ikke kun har gjort det for pengenes skyld.



Ved statuen var der nogle amerikanske turister, som selvfølgelig ville snakke med mig. De havde travlt med at tage adskillige billeder og videoer af dem selv, men på et tidspunkt lagde jeg mærke til himmelen, som virkelig forandrede sig. Jeg sagde til dem, at de nok max. havde fem minutter, før det ville styrtregne. De blev færdige, jeg fik taget mine to billeder, og så lynede det i horisonten. To minutter senere blæste det voldsomt op, og efter yderligere to minutter væltede det ned med vand.

Det var så voldsomt, at jeg senere læste, at koncerten med Taylor Swift måtte udskydes i flere timer:



Jeg tog blot tilbage på hotellet

 

Mandag tjekkede jeg ud af hotellet for at tage tilbage til Gatlinburg, og det var faktisk lidt dumt. Havde jeg ordnet det på én dag, kunne jeg have sparet 20 dollar i parkering. Men sådan er dét!

Jeg skulle med en anden skilift, denne gang hos Anakeesta. De åbnede klokken 10, og jeg var første mand, der blev sendt af sted. Det var ligesom dagen før, men turen var meget længere.



Og så var det, at min højdeskræk pludselig dukkede op, efter at jeg ellers har haft styr på det i mange år og sprunget i faldskærm, prøvet kitesurfing og andre vanvittige ting. Men her en mandag morgen gik det galt. Tankerne fløj rundt. Om hvor usikkert det var, hvordan jeg blot skulle flytte mig et par centimeter og så ville jeg styrte i døden, at kablet nok ville briste, og tusind andre tanker. Det var virkelig ubehageligt, og jeg sad alene på sådan en bænk uden at kunne få hjælp. Jeg vidste jo godt, at panikken i sig selv kunne medføre en farlig situation.

Så der var ikke så meget at gøre, udover at klamre mig fast til sædet for ikke at falde ud og så ellers gå i gang med at prøve at tænke på noget andet. Kigge ud i horisonten.

Hele turen tog nok 15 minutter, og jeg panikkede måske i 1-2 minutter, før der kom nogenlunde styr på det. Ikke mit stolteste øjeblik!

Men! Oppe på toppen gik det bedre. Virkelig flot udsigt ud over grønne skove på en ellers overskyet dag.



Der var endda et tårn, så man kunne komme endnu længere op. Ingen problemer med højdeskræk her.



Det var der heller ikke ved deres 'tree top walk', som jeg forgæves har forsøgt at finde et godt dansk ord for. Trætopsgang lyder bare ikke særlig godt! Det skulle være den længste i Nordamerika, og der var da også ret mange hængebroer fra træ til træ. Ganske hyggeligt, specielt fordi der ikke var så mange mennesker, så naturens lyde ikke druknede i højlydte teenagere (ja, jeg er blevet gammel!).



Men for fa'n, jeg skulle jo altså også ned igen. Jeg fandt ud af, at der gik busser frem og tilbage, men jeg har heller ikke lyst til at rende rundt med panikangst resten af livet, så jeg valgte at tage skiliften ned igen - dog i en lukket kabine. Det virkede som et godt kompromis, og jeg nåede i levende live ned igen!



Videre!

Jeg kørte tilbage i Great Smoky Mountains National Park og til besøgscentret Sugarlands. Her var der en sti ned til et lille vandfald.



Turen gik videre til bjerget Clingsman Dome. Det er det højeste punkt i Tennessee med sine 2.025 meter. Som tidligere nævnt var det overskyet, og dermed bestod udsigten også mest af skyer - dog under os.



Derfra var der knap en time til hotellet i Cherokee, der er et indianerreservat. Her er tre ud af fire indbyggere indianere, og det ser ud til, at de har en vis form for selvstyre. Der var i hvert fald nogle billboards fra noget, der lignede lokale myndigheder.



Der var også vejskilte på både engelsk og cherokee, som er et sprog kun 2.000 mennesker mestrer. Det er da også kategoriseret som alvorligt truet af FN.



****

Jeg havde booket et 1 King Bed Standard i to nætter hos Holiday Inn Express & Suites: Cherokee/Casino. Og for første gang på denne tur fik jeg en opgradering. Et hjørneværelse med ekstra plads. De to overnatninger kostede 34.000 point - ombooket fra de oprindelige 35.000 point jeg havde booket det til. 500 amenity point retur. Samlet omkostning 33.500 point.

 

Efter en standard-morgenmad på mit Holiday Inn Express gik turen sydpå - til Georgia. Det var solrigt, og vejrudsigten bød på 28 grader ud på dagen.

Jeg kørte forbi Unicoi-søen og valgte at gøre holdt. Helt stille og klart vand, så jeg kunne se fisk op til 30 centimeter svømme rundt.



Men dagens første højdepunkt var egentlig Anna Ruby Falls et stykke derfra. Der sad en snakkesagelig mand og tog imod de fem dollars entré. Han fortalte, at de regnede med 2-300 besøgende den dag.

Der går en sti ud til vandfaldene på cirka 800 meter. Den går langs floden med vandet fra vandfaldene.



Det var - ikke overraskende - et fugtigt område, så panden blev våd, selv om temperaturen inde i skoven knap nok havde passeret 20 grader. Men det gjorde nu ikke noget, da først vandfaldene åbenbarede sig for enden af stien.



Det højeste vandfald, det til venstre, er 47 meter højt, mens det til højre er 15 meter. Og vandet flyder såmænd hen til Unicoi-søen, som jeg besøgte tidligere.

Derfra kørte jeg østpå til Toccoa. Her ligger et kristent college, og den slags ligger ikke ligefrem højt på listen, når jeg planlægger rejser. Men i deres baghave har de også et vandfald - Toccoa Falls.

Det begyndte som ved Anna Ruby Falls med en gåtur langs floden fra vandfaldet, hvorefter der dukkede en fantastik udsigt op. Denne gang med det højeste 'fritfaldende' vandfald øst for Mississippi.



Toccoa Falls er 57 meter højt og dermed højere end Niagara Falls. Det er dog knap så meget vand, der ryger ud over kanten.



Det må siges at være de to dollar værd - også selv om de går til et kristen college.

Derefter var det såmænd bare tilbage på hotellet.