Først en rettelse af de gode. Jeg havde skudt opholdet hos Country Inn & Suites by Radisson, Bismarck, ND til at give 1958 Radisson-point. Det var sådan set ikke helt ved siden af, for det blev 1960. Men derudover er der 5000 i 'Anniversary Stay Bonus 5.5' - jeg kan godt huske, at jeg har tilmeldt mig nogle kampagner, men jeg er ikke helt sikker på, hvorfor jeg får bonussen Hos Holiday Inn Express & Suites Glendive var hottubben desværre lukket, og poolen var lidt for kedelig. Der var et dinosaur-museum lige ved siden af hotellet, men jeg hørte fra en anden gæst, at det ikke var besværet værd - og at det åbenbart havde en meget kristen ejer, som forsøgte at missionere blandt de besøgende. Næste morgen gik turen mod sydvest og her stødte jeg igen-igen på vejarbejde. Jeg er efterhånden ret sikker på, at man her i USA ikke blot lægger et nyt lag asfalt på (alternativt skraber et lag af inden), men i stedet fjerner man hele vejen inden der kommer asfalt på igen. Jeg har set en del steder, hvor der MÅ have været en vej i forvejen og nu laver de den så igen. I dette tilfælde var vejen altså væk, og vi måtte køre på grus i cirka 10 mil. Jeg tvivler efterhånden på, at jeg får lov til at slippe med selve billejen, for den har taget en del sten på diverse grusveje. 10 mil er dælme meget på en grusvej med 25 mil i timen, men jeg kom da ud på den anden side og nåede frem til Little Bighorn Battlefield National Monument. Faktisk hed stedet Custer National Cemetary indtil 1991, hvor præsident Bush omdøbte det. Og det er da også etableret som minde for et slag, som indianerne faktisk vandt. Custer var generalen, som stod for angrebet, og da han døde, var slaget tabt. Overalt på stedet er der sten, der angiver, hvor de forskellige soldater døde. Ligene blev oprindeligt begravet på stedet, men de er senere flyttet til andre kirkegårde. Det, der forvirrede mig en del, var, at der også er en kirkegård. Men det er så med faldne fra diverse andre krige. Jeg forstår ikke helt logikken, men de døde har i hvert fald fået en god udsigt. Der var et par stier rundt omkring, og den dag kom jeg 'helt op' på 9500 skridt. Det er stadig ikke nok! Jeg måtte på et tidspunkt holde tilbage for et par vilde heste, der var lidt glade for hinanden. Jeg frygtede, at jeg skulle vente længe, mens de blev færdige med at lave hestebørn, men det udviklede sig heldigvis ikke. Jeg fik en bøf hos Outback Steakhouse i Billings, inden jeg kørte til hotellet. Jeg nåede at køre tre gange rundt om bygningen, før jeg fandt den rigtige indkørsel. Hotellet er DoubleTree by Hilton Hotel Billings. Jeg er i øjeblikket Diamant hos Hilton, men det bliver en kort fornøjelse, for det er en del af en challenge, som jeg desværre ikke kommer til at opfylde til fulde. Men det betyder, at jeg kan beholde Guld et år længere end ellers. Jeg skal blot overnatte fire gange hos Hilton inden udgangen af august, tror jeg. Og det bør jeg nå, inden jeg forlader USA. Skulle jeg op på Diamant, ville det kræve otte overnatninger. Værelset var lidt lille og havde ikke køleskab. Og først morgenen efter fandt jeg ud af, at jeg havde adgang til lounge på første sal - det ville jeg gerne have vidst om aftenen. Opholdet er forudbetalt til 866 kroner. Jeg tør ikke gætte på, hvad det giver af point, men jeg vender tilbage
Fordi jeg er Diamant, burde der være gratis morgenmad. Helt så simpelt er det ikke. De giver i stedet 8 dollar rabat i restauranten. For 8 dollar kan man få continental breakfast, som ikke inkluderer varm mad. Jeg valgte at opgradere til den fulde buffet, som kostede 16 dollar. Det inkluderer også en fantastisk udsigt fra 20. etage. Den ene nat gav 4862 Hilton-point fordelt på 1431 basis-point og 1431 diamantbonus. Dertil 1000 point i 'Myway preferences bonus option', som jeg ikke er sikker på at jeg burde få, når jeg har gjort brug af den gratis morgenmad, men ssshhh! Og dem er der også diamantbonus på, så det giver 1000 point oveni. Billings er Montanas største by med 110.000 indbyggere. Hele Montana har bare godt en million indbyggere, og det er altså en stat, der er næsten ni gange så stor som Danmark. Der er godt med plads! Dagens tur gik igen mod vest, og nu nærmer Rocky Mountains sig. Jeg skulle ikke langt fra Billings, før sneklædte bjerge dukkede frem i horisonten. Op gennem bjergene ændrede vejret sig hurtigt. På et tidspunkt var det tydeligt, at regnen væltede ned til højre og venstre for mig, og der var en del lyn. Men jeg selv slap ret billigt, og selv om det blev ret mørkt midt på dagen, så regnede det kun lidt. Efter en lidt lang tur med en del sving på motorvejen nåede jeg frem til Bozeman, som ligger lige nord for Yellowstone. Der var mange skilte til Yellowstone og det var temmelig tillokkende, men jeg skal først derind senere. I stedet tog jeg til Museum of the Rockies. Udover at de havde en udstilling om Djengis Khan - det virkede lidt malplaceret - så var der masser af dinosaurer. Meget spændende og fascinerende. Jeg var overrasket over, hvor mange af skeletterne/knoglerne, der er fundet for nylig, og hvor velbevarede de var. Og så var det her helt ny viden for mig: Fra Bozeman fortsatte turen helt til Missoula. Det var lidt længere end oprindelig planlagt, men jeg skulle mødes med ham, der overtager mit job i Australien. Han kommer fra staten Washington, og Missoula ligger tættest på. Undervejs strakte jeg benene på en rasteplads, og det er i et område, hvor naturen imponerer. Jeg ville ønske, at jeg kunne have taget billeder under hele turen, for der var nærmest et wow-øjeblik efter hvert sving. Men jeg skulle trods alt også sørge for at komme sikkert frem. I Missoula tjekkede jeg ind hos 'DoubleTree by Hilton Hotel Missoula - Edgewater', hvor jeg egentlig havde set frem til den udendørs pool. Men ligesom jeg kørte ind på parkeringspladsen, begyndte regnen at vælte ned. Det udviklede sig en kort overgang til voldsom hagl, så jeg sad nogle minutter i bilen og turde ikke gå udenfor Da jeg ændrede planen ret sent, kom denne overnatning også til at koste lidt mere end de øvrige: 1290 kroner.
Overnatningen gav 7925 point. Morgenmaden blev en gang Eggs Benedict med 10 dollar rabat på grund af Diamant-status. Og det foregik med udsigt til Mount Sentinel. Dagens program bød egentlig på et besøg i Garnet Ghost Town, men jeg kunne ikke vente på, at de åbnede klokken 09.30, så jeg satte i stedet kursen mod Kalispell i det nordlige Montana. Jeg havde kigget lidt på Google Maps og valgt en lidt længere rute, som til gengæld gik gennem Flathead National Forest, men her spillede Maps mig et puds. Jeg kørte af sted på den længere rute, og på et tidspunkt bipper appen med et forslag om en hurtigere rute. Det ignorerede jeg, for jeg var jo helt med på at tage en længere rute. Men når man ignorerer sådan en besked, så vælger Google Maps åbenbart automatisk den korte rute, og så blev jeg sendt ud på en omvej, inden jeg opdagede miséren. Da jeg endelig kom tilbage på den rigtige, og længere rute, viste det sig at være en god idé, for pludselig landede en bald eagle (USA's nationalfugl) på vejen foran mig ca. 100 meter fremme. Desværre fløj den selvfølgelig, da jeg kom tættere på, og det gik alt for hurtigt til at jeg kunne nå at få taget et billede. Men den er godt nok flot med brune og hvide fjer, sit gule næb og kæmpe vingefang. Turen bragte mig også forbi nogle flotte naturområder - bl.a. Salmon Lake State Park, hvor jeg burde have betalt seks dollar for at komme ind, men der var ingen til at tage imod pengene. Også Summit Lake tog sig ud fra sin flotte side sådan en søndag formiddag: Jeg nåede til Kalispell - en lille hyggelig by, der på traditionel amerikansk vis virker meget større end den egentlig er med sine bare 23.000 indbyggere. Jeg tilbragte bl.a. eftermiddagen med at kigge på mobiltelefoner i Best Buy, inden jeg tjekkede ind hos Hilton Garden Inn Kalispell, som ligger med udsigt til lufthavnen, der dog ikke har den store aktivitet. Overnatningen er betalt med 40.000 Hilton-point - det var det ikke helt værd.
Mandag tjekkede jeg meget tidligt ud - allerede klokken 0500. Selv om de var ved at stille morgenmad op, så kunne jeg desværre ikke få lov til at tage noget. Så jeg kørte forbi Walmart efter et par æbler, en sandwich og lidt at drikke - jeg var ikke sikker på, hvornår jeg igen kunne få mad. Jeg skulle nemlig igennem Glacier National Park, en nationalpark helt oppe mod grænsen til Canada. Her er der en vej fra vest mod øst, som er spærret om vinteren, men åben om sommeret - Going to the Sun Road. Turen tager to timer non-stop til besøgscentret i Logan, som åbner klokken 0900, så jeg havde god tid. Det var tydeligt, at jeg ikke var den eneste, der havde fået denne geniale idé, men heldigvis var der ikke alt for meget kø ved indgangen. De viftede mig da også hurtigt videre, da de så, at jeg havde årskort. Ganske kort tid efter begyndte en ræv at lunte efter mig med morgenmaden i munden. Jeg er ikke den store dyrekender, så du kan godt overbevise mig om, at det er et andet dyr... Glacier National Park er noget af en omvej på min tur, og det havde været meget nemmere at køre direkte til Yellowstone og bruge mere tid der. Men jeg havde googlet lidt billeder fra parken og jeg vil nok aldrig komme tilbage til området KUN for Glacier, så det var altså lagt ind i planen. Jeg blev da heller ikke skuffet. 'Heavens Peak' var synlig fra store dele af nationalparken med sine 2800 meter med sne på. Og som man kan se, var vejret med mig. Blå himmel og i en højde, hvor varmen ikke er alt for trykkende. Jeg holdt ind på en parkeringsplads og gik en lille tur, men da jeg - stadig - ikke havde købt bjørnespray, vendte jeg om, da jeg så dette: Jeg ved ikke, hvad der er sket med den stakkels mand, men jeg havde ikke lyst til at risikere det samme. Ja ja, jeg er en tøsedreng Tilbage til parkeringspladsen, hvor jeg for første gang i mit liv samlede et par blaffere op. Det var et ægtepar i 50'erne eller 60'erne, som ville have et lift til besøgscentret for at kunne gå/hike tilbage til parkeringspladsen. Det var fint med mig, så længe jeg kunne stoppe undervejs for at nyde udsigten. Den var de med på. De var fra Ohio - en af de efterhånden få stater, som jeg ikke har besøgt. Det var egentlig hyggeligt med lidt selskab. De var ret erfarne hikere og havde også været i Glacier tidligere. Parken var utroligt grøn visse steder. Det mindede mig lidt om farverne på Færøerne. Nå, men jeg satte mine passagerer af ved besøgscentret og skulle så finde en parkeringsplads. Klokken var stadig kun 0840, og centret åbnede klokken 0900. Alligevel var parkeringspladsen fyldt med cirka 100 biler - det er nok ulempen ved at rejse i juli. Jeg måtte give op og kørte videre. Lidt ærgerligt for jeg trængte til en pause. Resten af turen bød på geder, mere natur og infotavler om, at gletsjerne snart er en saga blot og om sammenhængen mellem CO2 i atmosfæren og temperaturstigningerne. Utroligt at der stadig er folk, der mener, at vi mennesker absolut intet har med det at gøre... Nå, men lige lidt dokumentation for, at jeg har været der: Heldigvis så jeg ingen bjørne - eller pumaer, som også skulle holde til i parken. Jeg ville nu ikke have noget imod at se en, så længe det er på afstand. Det var meningen, at jeg efter nationalparken ville køre til Browning og spise frokost. Jeg havde mødt nogle amerikanere, som kiggede lidt underligt på mig, da jeg nævnte byen. Den ligger i et indianerterritorium, og de behandler åbenbart ikke hvide pænt. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, og jeg fandt aldrig ud af det, for jeg burde nok have researchet mig frem til et frokoststed, inden jeg kom. Det endte med, at jeg kørte lige igennem - videre til Helena, hvor natten skulle tilbringes. Kort før hotellet mødte dette syn mig - jeg tror ikke, der findes noget mere amerikansk: Indtjekning hos Holiday Inn Express & Suites Helena, hvor jeg hurtigt hoppede i boblebadet - et stort et af slagsen. Overnatningen var et 'points and cash' for 550 kroner og 20.000 point. 500 kom retur.
Så sidder man her i AMS og nyder tilværelsen mellem to fly og en lille pause fra dette forum, så skal man alligevel høre på dig i Radiovagabond Podcasten Keep em coming, fantastisk tur, fedt at kunne følge med her!
Det stemmer jeg i med. Det er et af de bedste rejsebreve jeg har læst og fedt fordi det er på en lang tur til steder jeg ikke normalt hører om.
Lige over halvvejs, og jeg er bagud. Jeg prøver at indhente det... Dagen var planlagt til over 500 kilometers kørsel, og det er lige på kanten af, hvad jeg synes er optimalt. Oprindeligt ville jeg også kun køre til West Yellowstone, men Holiday Inn ville have 400 dollar for en enkelt nat, og dertil kom et amenity fee. Jeg havde faktisk booket det, men jeg afbestilte igen. Jeg er SÅ meget imod alle mulige tillæg oven i den rigtige pris. Så jeg endte med at køre en kæmpe omvej. Men først tjekkede jeg ud fra Helena tidligt om morgenen og fik tanket bilen. Det er efterhånden en daglig 30-dollar-forteelse! I det mindste har jeg endelig fundet ud af, hvordan jeg undgår at skulle ind i butikken hver gang for at få låst pumpen op. Hidtil har den hver gang afvist mig - nogle gange efter at have bedt om et postnummer, og selv om jeg har indtastet et nul foran, har den bare skrevet 'See cashier'. Men det virker med mit australske Amex! Ikke mit australske Visa, ikke mit danske Visa, ikke mit danske MasterCard, men det australske Amex er der ingen problemer med. Og selv hvis den beder om postnummer, skriver jeg bare 02000 og så er der benzin. Mit postnummer i Australien var 2000. Der er 285 kilometer fra Helena til West Yellowstone, og det er stort set lige ud hele vejen. Mobildækningen i Montana har været mangelfuld (AT&T), så den har stået på podcast det meste af vejen. Men de fleste af dem holder sommerferie - dog dukker New York Times' podcast op hver morgen. Cirka 100 km fra West Yellowstone så jeg pludselig en rede med liv i form af bald eagle. Ind og parkere i vejsiden... Faderen, vælger jeg at tro det var, fløj væk, da jeg kom nærmere - den kan ses på billedet. Men oppe i den store rede var moderen og mindst to babyer. Jeg kæmpede lidt med kameraet på min ny Google Pixel 3, og jeg er ikke tilfreds med den del af telefonen. Men der kom da billeder ud af det... Turen gik videre, og omkring 10.30 nåede jeg frem til West Yellowstone, som vist er en by, der udelukkende lever af nationalparken. Jeg kørte direkte til Grizzly & Wolf Discovery Center for at lære lidt om områdets vilde dyr. Det var nu ikke så interessant. Dyrene var åbenbart reddet fra diverse trafikulykker, men bjørnene var ikke fremme, da jeg var der, så jeg måtte nøjes med ulve og nogle fugle. Frokost hos Subway, og så videre til Idaho og byen Driggs, hvor jeg ifølge min plan skulle besøge 'Teton Geotourism Center'. Det var planlagt for længe siden og jeg havde ikke undersøgt det nærmere. Jeg gik ud fra, at det ville handle om områdets udvikling med tektoniske plader og den slags, men der blev jeg godt skuffet. Det viste sig at være... et turistbureau! Jo, der var ganske vist en kedelig udstilling med fotos, men jeg smuttede efter tre minutter. Derfra skulle jeg til Rexburg og overnatte. Det var billigste mulighed i Yellowstones omegn. Men heldigvis kom jeg først forbi en rasteplads på Teton Scenic Byway. Det blev dagens højdepunkt med en fantastisk udsigt, som billedet slet ikke retfærdiggør - og da slet ikke i den størrelse, det vises i her: I Rexburg tjekkede jeg ind hos Hampton Inn and Suites Rexburg til godt 1.100 kroner. Stadig væsentligt billigere end i West Yellowstone, men om det kan betale sig inkl. den store omvej og benzinen, er nok tvivlsomt. Til gengæld fik de ikke lokket noget 'amenity fee' ud af mig! Aftenen blev brugt på lidt research omkring Yellowstone for at undgå endnu et turistbureau-besøg...
Morgenmaden hos Hampton Inn and Suites Rexburg indeholdt kun én varm ret - en omelet. Til gengæld havde de alle mulige eksotiske smoothies og juicer - f.eks. granatæble/jordbær/yoghurt-smoothie. Jeg fik en bagel med ost og skyndte mig ud ad døren, for endelig skulle jeg ind i Yellowstone-nationalparken. Det er kun et par dage siden, at jeg fandt ud af, at det rent faktisk var TO nationalparker, jeg skulle besøge: Grand Teton og Yellowstone. Jeg er faktisk ikke helt sikker på, hvorfor det er delt op, men så får de da entré to gange. Først gik turen dog til Walmart. Jeg kunne ikke være sikker på at være et sted med mad, på det tidspunkt, hvor jeg var sulten, så der skulle provianteres. Samtidig måtte det jo ikke være noget, der kunne lokke bjørne til, så det blev sodavand og proteinbarer. Jeg var fremme ved Teton Village kort før klokken 0900 og det passede fint, for der åbnede den 'aerial tram', som skulle tage mig en tur op på et af bjergene. Firmaet bag hedder Jackson Hole og driver også en del skilifte og et resort om vinteren, men om sommeren er det mest 'aerial tram', der er gang i. Ikke kun til dovne folk som mig, der bare vil op og ned, men også folk, der går 10-20-30 kilometer rundt i bjergtoppene. Turen var lang og flot - andre steder ville man nok bare have kaldt det en 'cable car'. På toppen var der omkring 10 grader, hvilket passer en viking som mig fint Udsigten var fremragende - en flot blå himmel hjalp den godt af sted. Man kunne bl.a. se Grand Teton, der med sine 4199 meter er det største bjerg i nationalparken og derfor også har givet navnet til den. Rendezvous Mountain, som er bjerget hvor jeg nød udsigten fra, er 3187 meter højt, og den slags kan jeg altså godt mærke. Luften er tyndere, og der skal ikke meget til, før jeg bliver forpustet. Det var lidt samme fornemmelse men ikke nær så slemt som da jeg var i Bolivias hovedstad, La Paz (3640 meter), hvor jeg nærmest ikke kunne gå en kort tur uden at hive efter ilt. Jeg fik kigget på klokken og set på dagens program og kunne godt se, at det kom til at knibe. Hvis jeg skulle nå det hele, ville jeg først nå frem til hotellet ved solnedgang. Det generede mig lidt - både at min plan ikke holdt, at jeg ville få lidt travlt, og at der ikke var så meget at gøre ved det - jeg skulle gennem parken og ud mod nord for at nå på hotellet. Videre nordpå og ind i Yellowstone, hvor jeg endnu engang kunne flashe mit årskort til nationalparker og blive viftet forbi. Og så var der vejarbejde. Kæmpe vejarbejde. Den slags, hvor der kun er én vejbane åben og hver ende derfor skal holde tilbage, mens de andre kører. Det kostede 20 minutter og gav mig stress. Jeg var muligvis også lidt træt efter en nat med alt for lidt søvn, fordi jeg var nervøs for ikke at komme op til tiden. Jeg havde nemlig et vigtigt telefonmøde, inden jeg tog af sted. Men jeg kom langt om længe frem til Old Faithful - en gejser, der med 92 minutters mellemrum får en ca. 40 meter høj udløsning. Det var indrettet rigtig 'turistet', og jeg kom heldigvis på et godt tidspunkt og skulle kun vente minutter. Men ærligt talt, så var det ikke så imponerende - måske fordi jeg allerede har set noget tilsvarende i Island, hvor kulden gør, at det ser flottere ud. Videre nordpå i parken - næste stop: Grand Prismatic Spring. Det er den her legendariske 'pøl' med alle farverne. Nok det, jeg mest havde set frem til i Yellowstone. Trafikken blev tættere og tættere, alle parkeringspladser var fyldte, og pulsen steg. Her kommer man hele vejen fra Australien og kører gennem den ene stat efter den anden for at se Grand Prismatic Spring, og så et par kilometer før 'sejren', så skal man kæmpe med irriterende amerikanske turister om en fucking parkeringsplads. Ja, sorry, men jeg rasede, og besluttede så bare at køre videre. Der var ikke noget at gøre, med mindre jeg ville spilde timer på at vente på en plads. Jeg måtte kigge på plan og kort, mens jeg kørte. Jeg besluttede, at jeg dagen efter måtte køre ind i parken fra West Yellowstone og se Grand Prismatic Spring - lidt en omvej, men hvis jeg gjorde det tidligt på dagen, burde det kunne lykkes. Til gengæld skulle jeg så nå Norris Geyser Basin og Mammoth Hot Springs, hvor det sidste var planlagt til i morgen. Norris endte med samme resultat - fyldt parkeringsplads - og jeg kørte igen videre. Lige ind i endnu et vejarbejde. Skiltene sagde 'expect 30 min delay'. Det var simpelthen bare ikke min dag! Først klokken 1600 nåede jeg frem til Mammoth Hot Springs - jeg havde planlagt at forlade parken klokken 1500. Der var nogle varme kilder med små vandfald. Det var ganske fint, men mit humør var i bund, og det blev lidt en 'japansk turist'-oplevelse, hvor jeg bare gik rundt og tog billeder og blot registrerede, hvor jeg var. Undervejs var der en mor, der vappede hendes søn en på hovedet, fordi han var blevet væk. Havde hun gjort det én gang til, er jeg ret sikker på, at jeg havde vappet hende en! På vej tilbage til bilen valgte jeg selvfølgelig den forkerte sti, og kunne ikke finde vej. Murphys lov hersker, og nu skulle jeg altså bare 'hjem' i seng! To timers kørsel til Belgrade, Montana, hvor Holiday Inn Express & Suites tog imod. Jeg havde fået en opgradering, fortalte de, men det er jeg vant til pga. min Spire-status, så jeg forventede ikke det store. Men de overraskede mig med en kæmpe-suite med pejs og boblebad. Aaaah, så kunne jeg få pulsen ned igen! Forhåbentlig viser Yellowstone sig fra sin bedre side i morgen. Edit: Opholdet i Rexburg gav 4722 Hilton-point. 1574 basispoint plus 1574 i diamantbonus. Og så er jeg tilmeldt en kampagne, der giver dobbelt op fra andet 'stay', men åbenbart kun på basispoint.
Torsdag var jeg hurtigt ude af døren - allerede klokken 0400. Jeg ville være sikker på at undgå myldretiden senere på dagen. Det blev en lidt lang tur i mørket, hvor dyrene var begyndt at stå op. Flere gange måtte jeg stoppe for rådyr/elge, der ville over vejen. Jeg ankom til West Yellowstone klokken 0600, og da jeg kom af sted inden morgenmaden på hotellet, fik jeg et par McMuffins. Jeg så ikke andre steder, udover tankstationer, der havde åbent på det tidspunkt. Ind i parken og direkte til Grand Prismatic Spring, som gik i vasken dagen før. Denne gang var der mere held. Næsten ingen mennesker, men det var nu heller ikke så imponerende, som jeg havde forventet. Heldigvis havde en ven skrevet på Facebook om et 'overlook', som jeg ikke havde med i min plan. Jeg skulle til en p-plads lidt sydpå, og derfra var der så en sti op ad et lille bjerg, hvorfra man kunne se ned på Grand Prismatic Spring. Det var stadig ikke så imponerende som på billederne, men det skyldes nok delvis morgendisen. Den gav så til gengæld flotte billeder andre steder. Jeg kom også forbi Norris Geyser Basin, hvor der faktisk var flere farver... Dagens store overraskelse var dog Grand Canyon - nej, ikke den ved Las Vegas, men der er åbenbart også en Grand Canyon Yellowstone. Der var både upper og lower falls, men det nederste var det flotteste. Så denne dag endte heldigvis noget bedre end onsdagen. Ikke så mange folk, og jeg fik set det, jeg ville. Turen ud af nationalparken gik mod øst, hvor jeg kom igennem Lamar Valley. Her skulle der angiveligt være gode muligheder for at se ulve og bjørne. Jeg så ingen, men jeg gav det heller ikke den store chance. Et par hundrede bisoner prægede dog udsigten... Mellem Yellowstone og Cody holdt jeg ind på en parkeringsplads, hvor jeg tog dette billede. Jeg stod og ledte efter noget menneskeskabt, men jeg kunne ikke finde noget. Der er ikke en el-ledning, en mobilmast, et dyrehegn, et menneske... Intet! Dét sker vist sjældent. Cody viste sig at være en slags westernby. Alle forretninger var bygget i gammel stil og var med navne, som på en eller anden måde refererede til det gamle vesten eller Buffalo Bill. Hotellet var heller ikke helt nyt, men det var dog et reelt Holiday Inn, selv om det lå lige ved siden af nogle westernagtige turistattraktioner. Overnatningen stod mig i 40.000 IHG-point.
Fredagen var mest en transportdag - jeg skulle fra Cody til Gillette, begge i Wyoming. Først på dagen skulle jeg dog besøge 'Buffalo Bill Center of the West' - det var endnu en af de ting, som jeg havde lagt i planen tidligt i forløbet og havde siden glemt alt om, hvad det var. Faktisk var jeg ikke engang helt med på, hvem Buffalo Bill egentlig var. Det viste sig at være et kæmpemuseum. Faktisk en bygning med fem-seks vidt forskellige museer under samme tag. Det første, jeg besøgte, var naturhistorisk - og nok det, jeg mest var interesseret i. Flotte udstoppede dyr og masser af information om området og hvordan det er opstået. Næste museum var det, der gav centret sit navn. Historien om Buffalo Bill, som angiveligt var en show-mand, der rejste rundt med en forestilling om, hvordan USA's vest blev indtaget. Så var der et indiansk museum og et kunstmuseum (det var vist nærmere et galleri), men her gik jeg blot igennem uden rigtig at blive fanget af noget. Det sidste var et nyt museum, der var åbnet tidligere på måneden. Et kæmpe våbenmuseum, der nærmest virkede som en NRA-reklame. Man kunne prøve forskellige triggere og scopes. Det var en smule skræmmende første gang jeg hørte de forskellige lyde. Og selvfølgelig viste de også masser af våben. En lidt pudsig detalje var et display med et af Abercrombie & Fitchs første designs: Et patronbælte og et pistolhylster! Nå, men resten af dagen gik med de 400 kilometer til Gillette, Wyomings fjerdestørste by. Indtjekning hos Country Inn & Suites til 670 kroner, og den overnatning bør sikre mig guld-status i hele 2020. Men lad os nu se...
Overnatningen gav 1854 point plus 186 i sølv-bonus samt 3000 point i en promotion. I alt 5040 point. Nu håber jeg jo så, at jeg er blevet guld, for jeg burde have opfyldt kravene i deres challenge. Men jeg ved ikke, hvor lang tid der går, før de finder ud af den slags. Jeg kørte af sted omkring klokken 0730 mod Devils Tower. Undervejs på denne tur har jeg efterhånden oplevet så meget, at jeg ikke havde de store forventninger. Jeg har set masser af 'tårne', eller rettere små bjergtoppe rundt omkring, og Devils Tower er vel ikke så forskellig fra dem? Men da jeg nærmede mig, var det tydeligt, at det var anderledes. For det første stod det på en bakketop og ragede majestætisk op i landskabet. For det andet var det lavet af noget andet - jeg fandt senere ud af, hvad det var. Før den officielle indgang var der diverse butikker med alskens souvenir-lort, og det var her, Google Maps guidede mig til, så jeg troede ikke, man kunne komme meget tættere. Men der var et lille hus ved vejen, og som altid sad der en smilende NPS-officer til at uddele en lille folder og se mit pass. Og så stod der pludselig, at der var to mil frem til besøgscentret. Videre op mod centret, hvor parkeringspladsen heldigvis kun var halvt fyldt. Jeg gik lidt rundt, og der var egentlig kun én vej at gå - op mod tårnet. Her var der to stier, en på 1.3 mil og en på 2.8. Jeg tog naturligvis den korte og begyndte at læse i folderen. Man kan få tilladelse til at klatre op ad tårnet, og det er der åbenbart mange, der gør. Jeg så i hvert fald ti mennesker kæmpe for at komme op. Det lyder lidt mystisk i min ører, men for millioner af år siden er tårnet opstået på grund af vulkansk aktivitet under jorden, og efterhånden som jorden omkring det er eroderet, er tårnet blevet 'afsløret'. Det består ikke blot af en bunke jord, men af 4-5-6-7-kantede bi-stade-lignende søjler. Det var tydeligt at se, men jeg forstod ikke rigtigt, hvorfor naturen har skabt tårnet på den måde. Flere steder rundt om tårnet var der små stofstykker, som var bundet til træer. Der er indianere, som på en eller anden måde tilbeder tårnet og anser det for at være helligt. Tilbage på parkeringspladsen var det tydeligt, at en Corvette-klub var kommet på besøg. Alle de hidtil tomme pladser var nu fyldt op med kreative nummerplader som QUIKENUF og BLDEVIL. Jeg skulle videre mod South Dakota og Mount Rushmore, og jeg valgte i den forbindelse en rute ned gennem Black Hills National Forest. Det viste sig at være en fejl, for det var en kæmpe omvej og på grusvej - og så flot var udsigten heller ikke. Ovenikøbet var jeg ved at løbe tør for benzin. Den slags er dog ikke noget problem i USA og midt inde i skoven var der en Exxon. Benzin på drengen - igen-igen - og så videre til Crazy Horse Memorial. Det er et privat foretagende, som er ved at udskære (?) en indiansk krigshelt i et bjerg. Siden det er privat, virkede mit pass ikke, og jeg måtte selvfølgelig betale. Det viste sig at være en turistfælde. Formålet var at få folk ind i besøgscentret og vise dem alt muligt crap for at få dem til at købe og donere. Monumentet er begyndt i 1948 og bliver aldrig færdigt. Man kunne købe en ekstra billet og komme tættere på med bus, men jeg droppede det fuldstændig og kørte nok efter 15 minutter. Det var helt latterligt! Ring når det er færdigt, så kommer jeg igen - og det kommer jo ikke til at ske. Jeg fortsatte til Custer State Park, hvor der var en Wildlife Loop Road. Det var en State Park og ikke National Park, så det var frem med pengepungen igen. Turen var fin nok, men der var ikke mange dyr. Vejret var da efterhånden også blevet lidt faretruende, så de har nok søgt læ et sted. Jeg ville egentlig være kørt direkte til Mount Rushmore, men det var blevet sent og jeg ville hellere på hotellet. Der var to muligheder: Jeg kunne tage til Mount Rushmore efter klokken 21 og se det oplyst, eller køre tidligt næste morgen, hvor parken åbner klokken 0530. Jeg kørte forbi en Subway inden jeg fandt hotellet: Holiday Inn Express & Suites Mt Rushmore/Keystone. Jeg vaskede en omgang tøj og faldt så i søvn. Ingen Mount Rushmore denne dag.
Det er formentlig pga at basalten (sten-typen) er blevet afkølet langsomt og over lang tid, og ovenfra. Så er bikube-strukturen den mest stabile form som stenen kan indtage, da varmen er søgt op ad siderne. Samme fænomen som bla Giants causeway i Nordirland
Overnatningen kostede 30.000 IHG-point, hvoraf de 500 kom retur som amenity points. Jeg var oppe klokken 0430 og kørte klokken 0500. Der var bare otte minutter til Mount Rushmore, så jeg var i god tid til solopgangen cirka 0530. Der var åbent men ingen mennesker til stede, så det var bare at køre gennem sluserne og parkere. Det kneb lidt med skiltningen, men jeg fandt da vej fra parkeringspladsen til besøgscentret. Det var selvfølgelig lukket på det tidspunkt, men derfra var der udsigt til de fire præsidenter. Og som @SebastianBruun skrev i et tidligere indlæg, står en søn af danske immigranter bag mesterværket. Gutzon Borglum, som nok hed Børglum på dansk - og ham var der flere skulpturer af. Jeg fandt en sti, som dog var afspærret flere steder, men jeg kunne da komme lidt rundt og se præsidenterne tættere på. Det gik der vel en time med, og så smuttede jeg tilbage på hotellet for at få morgenmad. Derefter tjekkede jeg ud og kørte over Rapid City for at handle lidt, videre til Minuteman Missile National Historic Site. Et område, hvor der bliver opbevaret atomvåben, som er peget mod Rusland. Der var en lille, men interessant, udstilling om atomvåben, og det måtte jeg nøjes med. Jeg burde have booket en tur, men det skal man gøre måneder i forvejen og jeg blev for sent opmærksom på det. Jeg kunne vist have kørt rundt til bl.a. en affyringsrampe og selv have kigget lidt, men jeg sparede tiden og fortsatte. Jeg skulle ikke så langt - blot over på den anden side af hovedvejen - men så skal jeg dælme også love for at landskabet skiftede. Denne gang var det Badlands National Park, hvor jeg igen-igen havde fri adgang med mit årskort. Det var simpelthen så overvældende at se. Det lignede en anden planet, og man kunne også bare høre den ene besøgende efter den anden udbryde 'WOW'. En lille dreng rendte rundt og råbte 'holy Christmas' flere gange Billederne kan jo overhovedet ikke vise, hvor flot det var... Ud på eftermiddagen gik turen til Holiday Inn Express & Suites Chadron, hvor der var et dejligt varmt boblebad - dog måtte jeg desværre dele poolafdelingen med larmende børn. Overnatningen var en reward night til 15.000 IHG-point - 500 retur i amenity points. Jeg fangede hotellet i en solnedgang...
Jeg sov ikke særlig godt og vågnede klokken 0230 - da havde jeg fået cirka fem timers søvn. En time senere kom regningen under døren: 30 dollar plus skatter. Hvadfornoget? Godt nok er det billigt for en overnatning, men jeg havde jo givet 15.000 point. Efter morgenmaden tjekkede jeg ud og spurgte i receptionen. Det er åbenbart den pris, de afregner IHG for natten, og så var de kommet til at give mig regningen. Det var tydeligt, at det ikke var første gang, det skete, og de forsikrede mig om, at det ikke ville blive trukket på mit kreditkort. Nå ja, indtil 20 sekunder senere, hvor de så kom til det alligevel og måtte tilbageføre pengene. Det lykkedes dog, og så kunne jeg sætte kursen mod Scottsbluff i Nebraska, hvor jeg knap to timer senere trillede ind til Scotts Bluff National Monument - gratis entré. Jeg blev spurgt om jeg havde nogle spørgsmål, så jeg spurgte, hvad en 'bluff' egentlig er. Jeg havde læst lidt på Wikipedia, men det lød som om, at samtlige bjergtoppe var en bluff. Hun blev helt rød i hovedet, den stakkels dame, og sagde noget i retning af 'åh Gud, det burde jeg vide!', hvorefter hun kastede sig ud i en forklaring. Den lød helt troværdig, men jeg kan ikke huske den i detaljer. Scotts Bluff er et monument, som pionererne brugte til at vise vej på transportvejene fra øst til vest, særligt Oregon Trail (du må selv gætte, hvor den slutter). Der var både stier og en vej op til toppen og en fremragende udsigt. 'Bluffen', eller hvad vi nu skal kalde den, lignede nærmest ruinerne af en gammel forsvarsborg omkring en europæisk by. Øverst var der en pil til Chimney Rock, som er næste pejlemærke på transportvejen. Den ligger 20 mil væk og burde kunne ses i klart vejr. Det var det dog ikke, så det kunne jeg ikke! Jeg kørte senere forbi den og kunne se den fra motorvejen, men jeg tog hverken billede eller kørte derhen. I stedet fortsatte jeg mod North Platte og et tidszoneskift skar en time af eftermiddagen, så jeg lige så godt kunne køre direkte på hotellet. Det er første gang, jeg bor på et Tru by Hilton, som godt kunne ligne et hostel med billard og andre spil, farverige møbler og masser af fællesrum. Men værelset var ganske glimrende og lignede et normalt hotelværelse. Dog mere moderne i farverne og formentlig en kvadratmeter eller to mindre. I stedet var der opbevaring under sengen, hvis man havde brug for det. Køleskabet var en my mindre. Og de havde taget flere tricks i brug for at spare plads, men uden at det føltes småt. Senere kørte jeg ned i byen og gik en lille tur. Der er nu ikke meget at se på i North Platte. Jeg kom dog forbi denne 'typiske' amerikanske husholdning med 4-5 pickup trucks
Om morgenen var jeg klar til at tjekke ud, men da jeg kom ned i receptionen - der jo også var fællesområde med spil mv. - så var der morgenmad. Og det lignede gratismodellen, hvor alle gæster kan spise. Det undrede mig, for det fremgik ikke af hjemmesiden, og heller ikke af min Hilton-app, hvor den slags normalt står under 'benefits'. Men jeg spurgte, og jo, der var gratis morgenmad. Det skulle da udnyttes, så der røg en bagel og en donut ned! Overnatningen kostede lige knap 1.000 kroner og gav 647 basis-point plus 647 diamant-bonus og 647 i 2x-kampagne. I alt 1941 point. Normalt giver Hilton 10 point pr. dollar før skat, men hos Tru er det kun 5 point. Turen gik østpå og første stop var i Lexington - det var hos Walmart, og der blev købt drikkevarer og æbleskiver (altså æbler skåret i skiver!). Næste stop var hos Crane Trust Nature & Visitor Center ved byen Grand Island - som hverken er stor eller en ø. Her havde jeg som minimum forventet at se en trane, men nej. Der var et center med lidt forklaring om fuglene og landskabet, og udenfor kunne man gå på tur, men der var ikke meget at se. Jeg gik omkring en kilometer, men så vendte jeg om. Stien var nemlig dækket af højt græs, og da jeg begyndte at tænke over, at jeg kunne træde på en slange uden at kunne se den, så skulle jeg ikke nyde noget. Ja ja, jeg er en tøsedreng. I det mindste kostede det mig nul dollar! I stedet satte jeg kursen mod landsbyen Dannebrog (stadig i Nebraska). Jeg endte i noget af en omvej pga. en lukket afkørsel på motorvejen, men over middag kom jeg frem til den lille by med 352 indbyggere. I USA er det åbenbart nok til en brandstation, et supermarked, en tankstation, en bager/pizzaria, en is-butik og flere andre ting. Byen kalder sig Nebraskas danske hovedstad, og befolkningen toppede i 1920 med svimlende 436 indbyggere. Der var et skilt med 'Visitor's Center' og jeg kiggede, men det så lidt sølle ud, så jeg gik videre. Men en mand kom ud og spurgte 'can I help you?' og så måtte jeg jo fortælle, at jeg er en dansker på besøg. Det blev til en lang snak om alt muligt - bl.a. fortalte han, at københavnske Kanal 2 havde været på besøg for 25 år siden. Besøgscentret var samtidig bageri og pizzaria, og indehaveren havde tyske rødder. Jeg fik en kanelsnegl og købte yderligere en med til turen, og han fik gode drikkepenge. Kanelsneglen var langt fra dansk. Det var dej og kanelsukker - ikke det wienerbrød vi er vant til. Det er tirsdag den 27. juli og dermed også det 27. hotel jeg tjekker ind på i denne måned. Jeg bliver dog i Lincoln nogle dage og slapper lidt af efter den lange og indholdsrige tur. Oprindeligt var det planen at bo i Omaha, men i Lincoln var der et billigt Country Inn til 54.000 Radisson-point for fire nætter. Det er dog et gammelt hotel, der lugter lidt og er i gul/brune farver. Første nat måtte jeg fjerne en edderkop fra loftet. Men det går...
Det er da absolut dansk! Blot med lidt egnsbaseret forvirring i begreberne. I Nordjylland er det, der sydpå går under navnet kanelsnegl/direktørsnegl, skam lavet af gærdej. Det hedder dog noget andet, nemlig jødekage.
Den kan gå hen og blive længere end denne Ser lige, at lige vest for byen ligger Nysted - det bliver i familien
