Onsdag begyndte med morgenmad på hotellet. En lidt sølle omgang med det mest basale tilgængeligt. Derefter kørte jeg mod Omaha. Jeg skulle ikke ind til selve byen, men nogle kilometer uden for ligger Strategic Air Command & Aerospace Museum, som er baseret på den kommandostation, som forsvaret havde i Nebraska under den kolde krig. Ikke det største museum af slagsen, men alligevel ganske interessant. Dog var det ikke alle steder, at historierne var godt fortalt og sat i den rette kontekst. Historien om en U-2-pilot, der blev skudt ned i Sovjetunionen og taget til fange af russerne var ganske interessant. Han endte som helikopterpilot for en lokal tv-station og døde i et styrt. Historien kan selvfølgelig også læses på nettet: https://en.wikipedia.org/wiki/1960_U-2_incident Derefter satte jeg kursen mod Kimballton i Iowa. Bageren fra i går havde fortalt, at der var en kopi af Den Lille Havfrue, og den måtte jeg da se. Hun var lige så lidt imponerende som den på Langelinie i København. Dog var hun suppleret af flere små skulpturer, der repræsenterer H.C. Andersen-eventyr. Jeg synes, der var noget ironisk over, at den med 'Den Grimme Ælling' var overskidt af lokale fugle. Kimballton er en af 'Danish Villages', som også omfatter min egentlige destination: Elk Horn, der ligger et par kilometer derfra. Jeg mener, det var Jesper Steinmetz, der gjorde mig opmærksom på byen med et Instagram-opslag. Udover en Jyllandsgade og en masse Hansen, Jensen og andre sen-navne, så var der Dannebrogs-bænke og en vindmølle, som er transporteret helt fra Nr. Snede til Elk Horn. Den store positive overraskelse var dog et besøg hos The Danish Table. Jeg havde den i min plan med tilføjelsen 'er måske ikke helt åben endnu?', men det var den, så jeg kiggede indenfor i den lidt café-agtige restaurant. Der var godt med mennesker, men der var stadig plads til lille mig. Overfor tjeneren bekendtgjorde jeg selvfølgelig, at jeg var dansker. Jeg havde forventet en bemærkning om, at det var hun også eller måske at ejeren var. Men der kom intet, så måske har stedet ikke rigtig nogen tilknytning til Danmark udover navnet. Jeg har boet i Australien i cirka halvandet år, så det er længe siden jeg har fået 'rigtig' dansk mad, og der var meget godt på menukortet. Jeg endte med at bestille to retter til frokost og nævnte med det samme, at jeg nok ikke kunne spise op, men at jeg gerne ville smage deres danske retter. Boller i karry og stegt flæsk med persillesovs, lød ordren på. Første indtryk: Det ser sgu godt ud! Først stegt flæsk: Der skal naturligvis ikke ærter og gulerødder i sovsen, og den smulle persille, der var, var alt for lidt. Kartoflerne var lidt udkogte, men selve flæsken var helt i top. Jeg spiste omkring halvdelen, så der var plads til næste ret. Boller i karry. Det er min livret, så risikoen for skuffelse var høj. Først ris og karrysovs, som jeg har en dårlig vane med at blande godt sammen. Det ser ikke pænt ud, men det smager bedre. Perfekt smag, selv om jeg altid kan bruge lidt mere karry. Og så de store kødboller. Velsmagende, perfekt kogte, perfekt krydrede. Ja, det er selvfølgelig subjektivt, men for dælen, hvor jeg nød den portion!
Der blev spist op, og jeg sad undervejs og overvejede, om jeg de næste to dage skulle bruge 2 x 2,5 timer på at køre til Elk Horn og spise. Med maven alt for fuld kørte jeg videre til det danske museum, hvor jeg blev fuldstændig ignoreret, da jeg sagde 'HELLO' og gik helt frem til skranken. Damen sad med øjnene nede i nogle papirer. Jeg gik lidt rundt, så jeg i det mindste ville være i hendes perifære syn og slæbte da også lidt på fødderne. Men hun var nok i 80'erne og åbenbart halvdøv og lidt til. Der gik cirka fire minutter, før hun fik øje på mig og bemærkede, at jeg havde 'sneget mig ind'. Ja ja, jeg havde jo ikke travlt og bliver sikkert selv sådan om 40 år I kælderen havde de en udstilling om Dannebrog (flaget, ikke byen) og en gennemgang af dansk/amerikansk historie. Jeg var f.eks. ikke klar over dette: Der var også en del remedier, som var på hylder bag glasdør - det virkede som om, de ikke rigtigt vidste, hvad de skulle gøre med dem. På andensalen var der en udstilling om Nordic Kitchen - det var lidt sølle, men jeg ved såmænd heller ikke hvad de skulle gøre. Jo, servere smagsprøver! På stueetagen var der nogle historier om danske indvandrere samt Victor Borges første klaver. Jeg tilbragte vel en 45 minutter der og så også 'gift shoppen', hvor de blandt andet solgte æbleskive-jern. Derefter var det tilbage på hotellet... Og lad mig bare tage torsdagen med: Jeg lavede ikke en skid! Første hviledag på turen - absolut tiltrængt.
Fredag startede som torsdagen - lavede ikke en skid. Først på ferien havde jeg sendt et link til en freelance-kollega i Omaha, om det kunne være interessant: http://brysonairboattours.com/ Han kendte mere eller mindre dem, der har firmaet og endte med arrangere det hele og byde på barbeque bagefter. Fornemt! Vi mødtes klokken 15 hos ham og kørte derfra til North Platte River et stykke fra Omaha, hvor et par airboats stod klar. Vi tog plads i den største, og så gik starten. Det blev en tur ud i en flod, der har ændret sig dramatisk efter oversvømmelserne i februar/marts. Den er meget bredere, men knap så dyb efter massive vandmængder har revet træer og jord ned i vandet. Jeg fik desværre ikke taget så mange billeder, der viser det, men der var træer overalt. Nogle sad fast ved broer og den slags, andre flød langs floden. Jeg tror ikke jeg før har set hele træer på 10-15 meter tage en tur horisontalt ned ad en flod. Den gode guide fortalte, hvordan dyrelivet havde forandret sig. At f.eks. ræve havde bygget 'reder', der hvor der har været jordskred. De kravler simpelthen lodred ned ad en skrænt og ind i et hul til familien. Desuden så vi en skildpadde svømme fra land og en bald eagle i et træ - måske kan den skimtes her: En fin tur på en times tid til 45 dollar. Aftenen gik som nævnt med barbeque - det får I ikke et referat af
Vi nærmer os slutningen på turen. Lørdag tjekkede jeg ud fra Country Inn & Suites by Radisson, Lincoln Airport, NE - som tidligere nævnt var det betalt med 54.000 point for fire nætter. Hotellet var valgt, fordi det var billigt, for jeg skulle ikke flyve fra Lincoln Airport. I stedet satte jeg kursen mod Omaha, og var i et splitsekund nervøs for, at dagen ville ændre sig til et mareridt. Jeg kørte i midtersporet på motorvejen og var lige begyndt at overhale en lastbil. En fartdjævel overhaler indenom og når lige ind i 'mit' spor i hullet mellem mig og lastbilen. Samtidig er en anden bilist på min venstre side og trækker ind foran mig. To biler til venstre og højre for mig vil altså ind foran mig - og de kan selvfølgelig ikke se hinanden før i sidste øjeblik. Det var få centimeter fra at gå galt. Bilen til højre opdagede det først og undveg ved næsten at køre ind i lastbilen. Men katastrofe afværget, jeg fik tanket og kørte ind til Hertz. Bilen har været brugt i tre uger på grusveje i al slags vejr. Fronten var præget af massedrab på sommerfugle, myg og andre insekter. Resten af bilen var 'bare' møgbeskidt af støv og andet lort. Undervejs på turen havde jeg undret mig over nogle skrammer på bilens top og en lille bule på bildøren, som om den var smækket op i en anden bil. Intet som jeg kunne huske at være ansvarlig for. Så jeg var lettere nervøs for, hvordan det ville gå. Manden stod klar med sin tablet og gjorde det, han skulle gøre. Han kiggede meget på bilen udefra, og jeg bemærkede at 'well, it gets dirty in three weeks'. Miltælleren, eller hvad vi nu skal kalde den på dansk, blev aflæst og jeg har kørt 8500 kilometer på tre uger! Da jeg havde fået tasker ud ad bilen, spurgte han, om jeg ville have kvitteringen på email eller print. Og så blev jeg sendt videre. Jeg har ikke hørt mere og jeg håber, det forbliver sådan. Bilen kostede 718,79 dollar for samtlige tre uger - det er jeg ganske godt tilfreds med! Point har jeg dog ikke fået endnu. Jeg skulle flyve med American og havde tjekket ind på mobilen. Men jeg skulle stadig have en kuffert afleveret, så hen til en automat og få ordnet det. Turen til Chicago er en bonustur i økonomi betalt med 7500 Avios og 38 kroner i skatter og afgifter. Bagage er ikke inkluderet, så det blev 30 dollar ekstra, men det var jeg klar over på forhånd. Efter sikkerhedskontrol og tre timers ventetid i den lille lufthavn begyndte boarding i den lille Embraer med 1-2-konfiguration. Jeg havde sæde 5A, og flyet var cirka 60 procent fyldt. Umiddelbart efter vi kom i luften, faldt jeg i søvn og vågnede en halv time efter med ondt i nakken, fordi jeg lænede mig op mod vinduet. Det var servering af gratis drikkevarer og cookies. Vi tog lidt af en omvej ud over Lake Michigan, men vi landede til tiden i O'Hare. Kufferten blev hentet og efter lidt gåen frem og tilbage fandt jeg omsider hotel-shuttle-busserne. 15 minutters ventetid og så var jeg på vej mod Crowne Plaza ved lufthavnen. Hotellet var booket fleksibelt og kunne afbestilles helt frem til klokken 18. Planen var, at hvis flyet var overbooket og de ville betale folk for at blive ombooket, så ville jeg med glæde tage imod kompensationen. Det blev ikke aktuelt. Jeg fik et værelse på øverste etage, hvilket angiveligt skyldes min IHG-status. Derfra kunne jeg se fly på vej mod landingsbanen i lav højde. Hotellet er ikke nyt, men det fungerer fint. De tre nætter jeg har booket står mig i 554,50 dollar.
På værelset lå en dims man kunne hænge på døren, hvis man ikke ønskede rengøring. Det ville give 500 point, men det stod ikke angivet, om det var pr. nat eller pr. ophold. Jeg har senere fundet ud af, at det er pr. nat, for jeg har allerede fået 1.000 point plus 600 Amenity Points. Jeg bor i øvrigt på 'Chers' hotel! Søndagen og mandagen er ikke gået med turistede ting. Men jeg blev utroligt frustreret under et af mine indkøb. Jeg kan ikke skrive, hvad jeg ville købe, da det indgår i en gave, men jeg prøver at forklare alligevel. Jeg går ind i en butik og forklarer, hvad jeg gerne vil have lavet. Ekspedienten virker ikke særligt interesseret, men henviser mig til, at det er lettere at bestille på nettet og så kan jeg hente det i butikken. Det prøver jeg, og det går egentlig fint, indtil jeg skal betale. Selv om jeg vil hente det i en butik, skal jeg indtaste en adresse. Jeg skriver hotellets adresse ind, da jeg kun kan indtaste amerikanske adresser. Men nu vil den ikke acceptere mit kreditkort, da adressen ikke stemmer. Jeg har kun danske og australske kreditkort, og det er ikke muligt at snyde med adressen - jeg prøver adskillige gange. I stedet vil jeg betale med PayPal, men jeg ryger ind i samme problem. Mit sidste forsøg er et gavekort. Det lykkes mig at købe et gavekort, men da jeg vil betale med det, melder den fejl. Der skal stadig indtastes adresse og kreditkort, som de kan refundere til, hvis det bliver nødvendigt. Suk! Fat i kundeservice på chatten, som efter en time kommer frem til samme resultat. Det er umuligt at få lov til at bruge penge på siden! I stedet kan jeg emaile min ordre til '[email protected]'. Jeg spørger om tidshorisonten, da jeg er lidt klemt på tid. Men jeg bliver overbevist om, at det ikke er noget problem. Først 24 timer senere får jeg svar på emailen - de kan absolut ikke hjælpe mig! Så nu står jeg med et gavekort, jeg ikke kan bruge og de vil ikke sælge mig de ting, jeg gerne vil købe. Dybt suk! Jeg endte med at gå til en konkurrent og betale tredobbelt pris. Jeg venter stadig på svar på, hvordan jeg kan få gavekortet refunderet. Søndag var virkelig varm og fugtig. Mandagen har heldigvis været koldere og det har ovenikøbet regnet lidt. Det gav mig mulighed for at komme forbi springvandet, som er med i introen til Love & Marriage med Al Bundy. Tirsdag (i dag dansk tid) går turen mod Danmark!
Et tip jeg nogen gange har haft held med er at benytte prepaid visa kreditkort så man har amerikansk kreditkort at benytte...
Nå, så kan man kende dig fra den gamle rejseblog...! Nej, spøg til side. Tak for en umanerlig god og læseværdig rejseblog. Kunne du som en krølle på historien uploade et kort, som viser vejen?
Stemmer i! TAK for herlig læsning @Nicki Lolk Sørensen, synes næsten man har været med dig omkring derovre. Du må noget mere ud at rejse du!
Det vil jeg også gerne. Håber at jeg kan lave en Georgia, Mississippi, Alabama, Tennessee, North Carolina, South Carolina og tilbage til Georgia næste år.
Virkelig god og spændende rejseblog og beskrivelse! Imponerende antal kilometer på 3 uger! Det der håndskrevne kort - er det skrevet åndssvagt skævt, eller er det en tosset billedevinkel?
Havde det været i Danmark, var regningen blevet enorm pga. de mange kilometer. Det ville også være svært at køre så mange kilometer i det lille land Kortet er skrevet lidt skråt - og i modsatte retning af min skråskrift.
Nu er du jo udlandsdansker lidt i endnu (sådan officielt) så du kan jo score de gode deals hos de danske udlejningskontorer - premium biler til compact priser, gratis ekstra fører, 0 i selvrisiko og fri km.. ikke ringe!
Du må i hvert fald ikke have folkeregister adresse i DK - og udlejningsfirmaet vil gerne se dokumentation for den udenlandske adresse (eksempelvis en opholdstilladelse stemplet i passet eller et plastik kort, der viser du er tilmeldt i et andet land)
Rolig nu. Jeg er ikke ude på at snyde nogen. Jeg har australsk kørekort og et visum på mobilen - den slags er ikke analogt længere.
Jeg er overbevist om, at du naturligvis følger reglerne. Så det var mere en kommentar til alle andre, så de ikke skulle fristes til at tro, at man let kan leje bil som udlandsdansker.
Om morgenen nåede jeg i det lokale indkøbscenter og fik købt lidt tøj. Jeg skulle også have printet nogle pdf'er, men det var ikke noget problem, for et skilt på værelset fortalte, at jeg blot skulle gå ind på en hjemmeside og uploade filerne. Jeg prøvede - det virkede ikke. Den alternative løsning - for pda'er! - angav en email-adresse, som jeg kunne maile filerne til. Jeg fik en fejl-melding tilbage. 14 etager ned til business center. Printeren virkede ikke! Ud til receptionen og spørge. Hun gav mig en adresse, jeg kunne maile til, og så ville hun udskrive. Jeg sendte mailen på 30 sekunder, og så brugte hun et kvarter på andre gøremål, inden hun kunne afsætte tid til at give mig de fire A4-ark (som endte på amerikansk letter-standard). Tidsspilde... Kufferterne blev pakket, og jeg fik tjekket ud. De tre nætter i Chicago gav mig 4864 IHG-point plus det samme i Spire-bonus plus 9000 i en bonuspoint-pakke, som jeg vist tilkøbte, fordi det ville give ekstra i Accelerate-kampagne. Men der har jeg vist forregnet mig. I alt 18728 point plus de 1600 jeg tidligere har omtalt - 1000 for at nægte rengøring og 600 i Amenity points. Shuttlebussen gik hver halve time, og jeg var klar til afgangen klokken 1130. Jeg havde regnet med, at en afgang så tæt på den officielle udtjekningstid klokken 1200 ville betyde mange passagerer, men vi var bare to. American Airlines havde åbenbart hele den terminal, jeg nåede frem til, så jeg måtte gå en del, før jeg fandt business-skranken. Det var hurtigt overstået, og damen bekræftede, at jeg havde adgang til lounge. Herefter kvajede jeg mig. For jeg gik forbi sikkerhedskontrollen lige ved siden af. Den var til TSApre, og det har jeg jo ikke. Helt ned i den anden ende for at konstatere, at jeg jo havde priority og dermed kunne have sparet en lang gåtur. Oh well, jeg fik selvfølgelig lov til at gå ind i sikkerhedskontrollen for pøblen. På den anden side gik jeg direkte efter Admiral's Club, og jeg havde researchet mig frem til, at der var to i nærheden af min gate. Den første var lukket, så jeg måtte gå til den næste. I receptionen fik jeg udleveret et adgangskort og besked om at tage elevatoren til anden sal. Jeg kunne se, at den gik til 'Flagship Lounge' og ikke 'Admiral's Club', som var på tredje etage. Jeg kender ikke forskellen, så jeg ved ikke, hvad der er bedst. Men det var i hvert fald et kæmpe område med flere hundrede pladser. Jeg fandt en lænestol med et lille bord og satte laptop og mobil til kontakten. Der var et fint udvalg af varme retter, og jeg fik lidt oksekød med kartofler. Dertil en Asahi og Coke Zero. Og så brugte jeg ellers et par timer på surferi og lidt arbejde. Der var fin udsigt til Americans afgange og senere rykkede jeg op til vinduet. En del cola røg ned sammen med brownie og andre snacks. Klokken 1650 var der afgang mod Philadelphia i en A321. Jeg sad på 2A (i skyggesiden), og der blev serveret.... ja, det er simpelthen lykkedes mig at glemme, hvad der skete på turen. Jeg sidder med totalt blackout lige nu - og det er ikke fordi jeg drak mig pissefuld på turen Men jeg fik da taget et pænt billede mod Chicagos nordside. Vi landede en smule forsinket i Philadelphia, så der var under to timer til næste fly. Jeg orkede ikke at lede efter loungen og fik i stedet en gang garlic/cheese fries tæt på gaten - jeg kunne ikke smage hvidløg, kun parmesan. Boarding gik i gang til tiden. Først børnefamilier og soldater, så gruppe 1, som jeg heldigvis hørte til. Til venstre ind på plads 3H i 1-2-1-konfiguration. Der var pude, 'dyne', en flaske vand, et amenity kit og en menu klar. Amenity kit var en flot 'læderpung' med sokker, bind til øjnene, læbepomade, håndcreme, mundskyld, tandbørste, tandpasta, servietter, ørepropper og kuglepen. Der var boblevand før afgang, som jeg drak sammen med en sovepille. Imens trillede et noget anderledes American-fly forbi. Lidt research på nettet afslørede, at det er en 'tribute' til det gamle Pacific Southwest Airlines, som er et af de flyselskaber, der gennem tiden er fusioneret ind i American Airlines. Sovepillen virkede ikke med det samme, og da vi kom i luften, fik jeg en gang kylling med kartoffelmos. Det var et helt reelt stykke kød uden fedt og ben og det smagte ganske glimrende. Jeg nåede ikke at få dessert, før øjnene lukkede, og så stod den på søvn en fire timers tid med to opvågninger undervejs. Det var ikke ligefrem kvalitetssøvn og kabinen var for varm, men det var bedre end ingenting. Dermed var jeg også vågen til morgenmaden: En omelet med pølser og kartofler. Pølsen havde noget underligt indeni, som jeg ikke kunne genkende. Det smagte ikke godt. Det blev serveret ret sent, så umiddelbart efter var nedstigningen i gang. Dog landede vi en smule forsinket i London Heathrow - jeg tror vi tog en omgang ekstra i luften.
Nå, jeg må se at få afsluttet historien, inden der går for lang tid. I London skulle jeg skifte fra terminal 3 til 5, og jeg fulgte skiltene, men jeg må have misset et, for pludselig var jeg på vej ud ad lufthavnen i stedet for at komme til connecting flights. Min mellemlanding var på otte timer, så der var tid nok til at komme ind igen. Da den sidste flyvning var med British Airways, skulle jeg have et boarding-kort - det kunne American ikke give i Chicago. Jeg fandt en automat, for en business-skranke kunne jeg ikke få øje på. Men der kom en besked om, at det ikke kunne lade sig gøre, og så måtte jeg ud på en længere vandretur for at finde den rette skranke. Skiltningen er ikke optimal, og lokalet var fyldt med automater og bag drops. Men langt om længe, og efter at have stået i kø, fik jeg et boarding-kort på 30 sekunder. Igennem sikkerhedskontrollen, som altså er noget bavl. Alt for lidt plads, alt for ineffektivt, og der må være noget galt med skiltningen, for hver gang jeg er i Heathrow, er der folk, der ikke forstår reglerne. Men det lykkedes efter alt for lang tid. Jeg havde selvfølgelig lounge-adgang i Heathrow, og jeg kunne godt bruge et bad efter den for varme kabine natten over. Jeg fik tildelt en kabine, og fik mig et brusebad. En lidt lille kabine, hvor man ikke kunne undgå at få vand på hele gulvet, og der var lidt mug på svejsningerne mellem vinylstykkerne på vægge og gulv (sorry, hvis det ikke er de korrekte udtryk, men I ved, hvad jeg mener). Men det lykedes, og jeg sætter virkelig pris på et bad efter en natteflyvning. Bagefter var der chokolade-croissant og Coca-Cola Light, og det var vist sidste chance, inden de skiftede morgenmaden ud med frokost. Jeg brugte et par timer i loungen, mens resten af tiden gik med at trisse rundt i terminalen og gå ud i de tomme gates for at slappe af. Jeg er introvert, så hvis jeg kan finde et sted med en stikkontakt, en god siddeplads og ingen mennesker, så foretrækker jeg det. Gaten bliver jo først annonceret i sidste øjeblik i Heathrow, og det skulle ske klokken 1705. Lige inden begyndte beskederne at tikke ind på telefonen fra TripIt, CheckMyFlight og AwardWallet om at afgangen ville blive forsinket. Afgangsmonitoren sagde ikke noget, og der kom heller ingen gate før senere. Langt om længe afslørede den, at det ville være B-gates, og så kunne jeg da bevæge mig i den retning. Ned og tage toget til B-gates, og ved ankomst fik jeg melding om, at det ville blive B38. Vi kom først af sted klokken 1933 - 68 minutter forsinket. Selve turen var der ikke noget særligt over. Dog blev der serveret noget skiveskåret koldt oksekød, som var helt ok, men jeg havde foretrukket det varmt. Vi landede 31 minutter forsinket i Billund, så piloten havde indhentet en del. Jeg åbenbart kiggede lidt for længe på de politifolk, der ventede, for pludselig skulle jeg svare på, hvad jeg havde købt i USA. Men jeg fik da lov til at gå videre, og så kunne jeg vente på min kuffert i stedet. Det tog næsten lige så lang tid som i CPH. Ved udgangen ventede min mor og så var der bilafgang mod Sønderjylland, hvor de næste dage skulle tilbringes - inklusive et bryllup (ikke mit!). *** Jeg satser på - inden for 48 timer - at lave et par opsummeringer med point og kort og den slags...
