Fra november bliver det igen muligt at flyve direkte fra Aarhus til Stockholm

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Svenske Braathens Regional Airlines, eller BRA, genopliver fra 7. november den direkte flytrafik mellem Aarhus og Stockholm.

Den ellers populære forbindelse blev lukket ned under corona, men snart kan forretningsfolk og turister igen flyve mellem Sveriges hovedstad og Danmarks næststørste by. Der flyves til Stockholms citylufthavn, Bromma, hvorfra du kan nå til Stockholm Centralstation med tog på under 30 minutter.

Fotokredit: Carl Erik Larsen.

Nu uden mellemlanding

BRA har tidligere fløjet ruten fra Aarhus til Stockholm, men med mellemlanding i Göteborg både ud og hjem. Fra november flyves der uden stop undervejs, hvilket blot gør ruten endnu mere attraktiv.

I denne omgang bliver der fem ugentlige flyvninger, med afgang fra Aarhus mandag, tirsdag, onsdag og torsdag kl. 10.50 og kl. 11.40 på fredage. Afgangene ligger i skrivende stund endnu ikke til salg på flyselskabets hjemmeside, eller i de globale bookingsystemer.

Brian Worm, administrerende direktør i Aarhus Airport udtaler:

”Stockholm er en af de destinationer, der altid har trukket stor efterspørgsel. Der er et aktivt forretningsmiljø med stærke relationer mellem danske og svenske virksomheder, ligesom begge byer er attraktive miniferiedestinationer. Der er et hul i markedet, og det er godt set af BRA at sætte ruten på vingerne nu, hvor der er kommet gang i forretningsmøderne igen, og turismen er oppe i gear”.

Der er også glæde at spore hos administrerende direktør hos VisitAarhus, Pia Lange Christensen:

”Det er en fantastisk nyhed, at BRA – Braathens Regional Airlines åbner direkte rute til Aarhus fra Stockholm. Sverige er et meget vigtigt marked, og allerede i dag tager rigtig mange svenske gæster turen til Østjylland. Den direkte adgang via Stockholms citylufthavn gør det ekstra nemt og bekvemt for Stockholmerne at besøge Aarhus-området og opleve det rige udbud af kultur, attraktioner, natur og charmerende storbystemning, som Aarhus byder på”.

Kilde og fotokredit: Aarhus Airport.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *