Gensyn med Moxy

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Da InsideFlyer besøgte hotellet, blev det til en rolig overnatning på Moxy. Hotellet havde få gæster, nok fordi Danmark først er ved at lukke op efter COVID-19 pandemien. Bortset fra morgenmaden, der er portionsanrettet og bliver serveret på en bakke, så ligner hotellet sig selv.

Jeg har tidligere boet på hotel Moxy i Sydhavnen, når jeg har haft brug for en overnatning i København. Jeg har anmeldt hotellet, som jeg dengang var meget begejstret for. Men jeg ved også, at smag er forskellig – og det er ikke alle, som synes om stilen. Nu ville jeg gerne se, hvordan hotellet har tilpasset sig den nye situation. For jeg gik ud fra, at der måtte være ændringer, efter vi nu er begyndt at genåbne landet.

Hotel Moxy i Sydhavnen har været åben gennem hele COVID-19 pandemien. Men antallet af gæster har naturligvis været lavt og ejeren har formentlig stået med det svære valg, om man skulle køre med underskud i en periode eller helt lukke hotellet ned. Nu koster det jo faktisk også en del at genåbne et hotel, der har været lukket – og der er også en risiko for, at nogle af stamgæsterne har fundet et alternativ, som de kunne blive glade for. Det har formentlig også været med i overvejelserne.

Receptionen ligner sig selv – men er lidt tom

Det aller første jeg lagde mærke til er de tydelige opslag fra Sundhedsstyrelsen. Dem ser du alle steder. Men der var også hotellets eget opslag om begrænsninger i antallet af personer. Det var sat op ved indgangen ligesom det hang på væggen og søjlerne i receptionen.

Moxy København. Information til gæsterne.

For at undgå mange siddende gæster, har hotellet fjernet hver anden stol ved bordene i receptionen (hvor vi også kan nyde morgenmaden). Det var da en ret enkel måde at begrænse antallet af siddende gæster.

Ellers ligner receptionen sig selv. Bortset fra at der kun var en enkelt medarbejder bag disken. Normalt har der været 2 – 3 friske personer i receptionen. Naturligvis stod der et par flasker håndsprit. Men der var ingen afskærmning med plexiglas, som vi ellers ser mange andre steder.

Moxy København. Receptionen.

Da jeg fik udleveret nøglekortet, blev det omhyggeligt afsprittet, før jeg fik det i hånden. Det samme skete med den lille “plastikmønt”, som udleveres til medlemmer af Marriott Bonvoy med Platinum status. Mønten blev senere vekslet til en fadøl.

Værelset er som før COVID-19

Der er absolut ingen grund til at tage billeder af værelset. Det ligner sig selv. Eneste forskel var, at der lå en lille hygiejneserviet på badeværelset.

Moxy har som en række andre hoteller store dispensere med sæbe. Dem har man beholdt. Jeg er ret spændt på at se, hvad der sker med hotelsæben over det næste års tid. Ikke kun på Moxy, men på alle hoteller. Vil man tage mest hensyn til miljøet og gå fra de små “engangsflasker” med shampoo og sæbe (det var jo trenden i 2019). Eller vil hygiejnehensynet vinde, så hotellerne vil gå væk fra de store dispensere, som jo bruges af værelsets mange gæster i den lille måneds tid, det tager at tømme flasken med 300 ml.

Moxy København. Sæbe på badeværelset.

Portionsanrettet morgenmad

Naturligvis er morgenmads buffeten lukket. Dette er nok en kombination af hygiejnehensyn og de få gæster, som simpelthen ikke giver økonomisk grundlag for at have et større udvalg af morgenmadsprodukter.

Moxy København. Morgenmads buffeten er lukket.

Til gengæld bliver morgenmaden serveret på en bakke. Portionsanrettet. En tallerken med brød: To rundstykker, en kanelsnegl og det vi i Jylland kalder en københavnerbirkes (på Sjælland hedder det tebirkes). Dertil kommer en lille papkasse med pålæg (ost, salami, marmelade og Nutella), juice, yoghurt og et æble. Absolut ikke prangende – men OK. Kaffen blev brygget på maskine – og var helt frisk.

Moxy København. Morgenmadsbakken.
Moxy København. Morgenmad.

Denne gang var brødet helt sikkert bake off, altså købt frossent dej, der er bagt på stedet. Jeg savnede naturligvis det kvalitetsbrød, jeg fik sidste år. Mon det ikke kommer tilbage, når gæsterne igen fylder hotellet? Og en skive rugbrød stod også på ønskelisten. Måske kunne jeg have fået rugbrød, hvis jeg havde spurgt. Men det gjorde jeg ikke.

Alt i alt var der ikke store forandring på Moxy. Hotellet lignede sig selv. Hvis du ønsker en billig overnatning samtidig med at du optjener point og status i Marriott Bonvoy, er dette en oplagt mulighed i Købehavn. Både AC Bella Sky og specielt Marriott koster mere – men leverer naturligvis også en andet produkt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *