Hilton Honors tager teten – forlænger og gør det igen lettere at få status

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Hilton Honors gør det dobbelt så let at optjene status i 2021. Programmet halverer kravene til at optjene status

Hilton Honors giver medlemmerne gode grunde til at bo på kædens hoteller i 2021. Det bliver meget lettere at optjene status. Lige nu har programmet 3 statusniveauer:

  • Sølv, der optjenes efter 10 overnatninger eller 4 ophold i et kalenderår.
  • Guld, der optjenes efter 40 overnatninger, 20 ophold eller 75.000 basispoint i et kalenderår
  • Diamant, der optjenes efter 60 overnatninger, 30 ophold eller 120.000 point i et kalenderår

Disse grænser halveres nu for optjeningen i 2021. D.v.s., at du kan få guldstatus efter blot 20 overnatninger, 10 ophold eller optjeningen af 37.500 basispoint i 2021.

Det bliver dermed meget lettere at få status – specielt da antallet af overnatninger i 2020 også overføres til 2021. Hvis du eksempelvis i år allerede har haft 15 overnatninger på hoteller knyttet til Hilton Honors, så skal du blot have 5 overnatninger mere i 2021 for at have optjent guldstatus.

Milestone bonus

Hilton Honors har en bonus, hvis du når op på et bestemt antal overnatninger. Når du kommer op på 40 overnatninger, får du en gave på 10.000 point. Derefter får du yderligere 10.000 point, hver gange du har 10 ekstra overnatninger. Desuden udløses en bonus på 30.000 point, når du kommer op på 60 overnatninger.

Disse grænser på 40 og 60 overnatninger halveres også. Så det betyder, at du i 2021 vil få en bonus på 10.000 point efter 20 overnatninger. Og der kommer 10.000 point ind på kontoen, hver gang du har yderligere 10 overnatninger.

Det har Hilton Honors allerede gjort

Denne nyhed kommer oven i de tiltag programmet tidligere har udmeldt:

  • Point udløber først 31. december 2021. Du risikere altså ikke, at dine point forældes nu, hvor det er vanskeligt at rejse.
  • Dine hotelovernatninger i 2020 overføres til 2021.
  • Din nuværende status er forlænget til udgangen af marts 2022.

Du kan læse alle tiltag på Hiltons specielle COVID-19 side.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Kommentarer

  1. Kim Krarup siger

    Jeg har fuld forståelse for, at den nuværende situation gør det svært at optjene og/eller bevare sin status. Det nemmeste ville vel bare være at se bort fra 2020?

    Nu bliver det i stedet ræset mod bunden, hvor man nærmest i 2022 kan risikere en del flere high level members som så skal deles om de fordele der er i form af upgrades etc.

    Derudover gør det ikke min loyalitet bedre. Tværtimod. Nu kan jeg med sindsro prøve en anden kæde af OG opnå high level status der.

    Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke forstår konceptet med at underbyde.

    • Henry Jørgensen siger

      Jeg tror, situationen er meget forskellig for forskellige personer. Mange af os har vel næsten fået alle rejser aflyst – andre har fået deres rejseaktiviteter reduceret og jeg kunne også forstille mig, at nogle måske ikke er så meget berørt. Desuden skal reglerne gælde for alle medlemmer. Både os europæere, der fortrinsvis rejser på tværs af grænser og amerikanerne, der udelukkende har rejser indenfor USA.

      Derfor er det svært at lave regler, der dels tilgodeser medlemmerne og dels sikrer, at der ikke kommer for mange medlemmer med status. I foråret valgte stort set alle flyselskaber og hotelprogrammer at forlænge status med et år. Det virker lige nu til, at anden runden bliver en lavere grænser for at opnå status. KLM har valgt at fordoble optjeningen af statusgivende point, Hilton at halvere kravene. Begge giver samme effekt.

      Personligt kan jeg godt forstå, at loyalitetsprogrammerne nu belønner de medlemmer, der reelt har rejseaktivitet (jeg er desværre ikke i denne gruppe). Og jeg går ud fra, at selskaberne har analyseret rejsemønstre, før de laver sådanne ændringer.

      Men du har fuldstændig ret i, at Hilton har været endda særdeles gavmilde, da programmet har kampagner, hvor du optjener det dobbelte antal statusnætter, overfører 2020 optjeningen til 2021 og nu også halverer kravene for at optjene bonus. Ingen andre har været så gavmilde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *