Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Mange betragter rejsen som selve opholdet på destinationen. Jeg ser rejsen som turen fra A til B. Jeg vil sige, at jeg er en ganske gennemsnitlig person. Jeg har mange forskellige interesser, hvoraf én er at rejse. Jeg elsker at rejse. Og så elsker jeg bonusprogrammer. Jeg elsker at lede, beregne, vurdere, bestille og rejse.
At sidde i en park en varm lørdagsmorgen i Washington D.C. og læse pensum samtidig med at kirsebærtræerne blomstrer, er definitivt mere behageligt end den kolde læsesal derhjemme. Det samme gælder en weekendtur til fx Athen, hvor man kan foretage lignende aktiviteter ved bassinet på hotellets tagterrasse med Akropolis i baggrunden.
Folk spørger mig ofte, hvordan jeg har råd. Jeg lever ikke på mere end SU og lidt fritidsjobs, og jeg er i begyndelsen af tyverne. Det er naturligvis en oprigtig interesse, som motiverer mig til alt dette, og som igen fører til, at jeg prioriterer det. Meget af det, jeg har gjort i min seneste optjeningsperiode på SAS Eurobonus, er at benytte mig af tilbud og fejlpriser i tillæg til at spekulere i Eurobonus-point. På den måde kvalificerede jeg mig til Eurobonus Diamant med lidt over 110.000 Eurobonus-point og omkring 70 segmenter sidste år. Her skal jeg fortælle, hvordan det gik til.
Hvis man er aktiv på forums som bonusfeber.dk, bliver der dagligt diskuteret tilbud. Hvis der er en usædvanligt lav pris, eller bare et virkelig godt tilbud, så er det dér, man opdager det. Blandt de mange tilbud, SAS havde i 2014, var et af de bedste en lørdag i marts. Pludselig havde de en lille håndfuld billetter tur/retur til USA eller Asien for 2.000 kr., som alle blev solgt i løbet af et par dage. En ting er, at dette giver ca. 10.000 Eurobonus-point (hvilket er nok til en indenrigsrejse). Men derudover udgør det 10% af pointkravet til Diamant-status. En anden ting er så, at det er en utrolig lav pris for den, som elsker at rejse. For mit vedkommende blev det til en weekendtur til USA. Jeg rejste mig til Eurobonus Diamant i høj grad ved at udnytte denne type tilbud. USA-tilbuddet var kun ét af flere, jeg benyttede mig af.
En anden ting, som mange benytter sig af for at opnå højere status, er de såkaldte ”mileage runs”. Korte weekendture kan mange være med til, men mileage runs er for de virkeligt interesserede. Hvis du ikke kender begrebet, er et mileage run en rejse udelukkende for pointenes skyld, og ofte rejser du hjem med samme fly, som du ankom med. Selv har jeg gjort det flere gange, og tro det eller ej: Jeg har faktisk sparet penge på det. Et aspekt af besparelsen er det faktum, at højere status betyder flere gratis ydelser. Som Eurobonus Diamant får du fx to ekstra stykker bagage, prioriteret check-in, Fast Track i sikkerhedskontrollen, prioriteret ombordstigning, lounge-adgang m.m.
En anden – og for mit vedkommende langt vigtigere – side af regnestykket, er de point, du faktisk modtager. Ved at udnytte point-tilbud, kan du faktisk tjene penge på at rejse. Lad os sige, at du har tænkt dig at rejse til USA t/r på Business Class. En ok pris for dette ville være 20.000 kr. Alternativt kan du betale med 100.000 Eurobonus-point. Det vil sige, at hvis du kan tjene 5 Eurobonus-point pr. kr. på mileage runs, går det lige op. At finde returbilletter til Spanien eller Grækenland, hvor du optjener 10.000 point pr. returrejse på SAS Plus for 2.000 kr. er ikke svært, hvis man leder lidt. (Bemærk dog, at optjeningen er reduceret væsentligt i 2015). Og læg mærke til, at dette eksempel ikke inkluderer point-tilbud. For det sker faktisk, at man kan optjene dobbelt – eller sågar trippelt – point på rejser, når der er særlige kampagner. Pludselig behøver man kun tre eller fire returrejser for at få billetprisen t/r til USA ned omkring 7.000 kr. Hvis man dertil lægger andre point-kampagner som ”50.000 Eurobonus-point for 10 returrejser de næste tre måneder”, falder prisen yderligere. Her er der virkelig penge at spare for den som sætter sig ind i tingene.
Selv har jeg spekuleret og kalkuleret siden jeg først blev bidt af bonusfeberen. Da jeg formåede at kombinere tre tilbud fra SAS (2x point fra julekalenderen, 3x point fra et tilbud i begyndelsen af maj, 50.000 Eurobonus-point for 20 enkeltrejser i perioden), endte jeg med 50.000 Eurobonus-point for hver returrejse til Athen!
Rejserne, jeg gennemførte sidste år, gav mange point og en billig bonusrejse til USA, og jeg fik hurtigt mit Diamantkort i tillæg til mange fine oplevelser. Alt, hvad jeg egentlig havde brug for, var en ægte interesse, en smule penge – og tid til både planlægning og rejser.
Dette er noget, som alle kan gøre. Hvis du vil vide mere, kan vores eksperter hjælpe dig i vores forum.
(Artiklen er oprindeligt skrevet af ”Flight Cancelled” til www.bonusfeber.no)
Spændende artikel. Jeg kunne godt tænke mig et bud på, hvis man er rigtig god og gør sig rigtig umage. Hvad koster det så ca, at gå fra basis til diamond medlem? Hvor billigt kan det gøres?:)
Hej,
Jeg har oprettet en tråd på vores forum om dette spørgsmål. Følg den på dette link: http://forum.bonusfeber.dk/threads/opn%C3%A5-eurobonus-diamant-billigst.1180/
Hilsen
Henrik