Københavns Lufthavn indvier Finger E

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Som led i udvidelsen af Københavns Lufthavn indviede Kronprins Frederik på en solbeskinnet dag den nye Finger E, som er designet i en moderne nordisk stil med masser af lysindfald. InsideFlyer var igen på pletten 2 dage før at det første fly ankommer.

Lufthavnens administrerende direktør Thomas Woldbye takkede varmt Kronprinsen for tilstedeværelsen ved åbningen af det nye terminalbyggeri.

Thomas Woldbye og forklarer:

Der er faktisk tradition for Kongelig deltagelse ved de helt store bygge-begivenheder her i lufthavnen. Kong Frederik den 9. indviede Terminal 2 i 1960. En lidt yngre H.K.H. Kronprins Frederik indviede Terminal 3 i 1998. Nu er turen kommet til dette – synes vi selv – meget smukke, nordiske og funktionelle terminalbyggeri.

Med Finger E runder vi en afgørende milepæl i arbejdet med at skabe en bæredygtig fremtidens lufthavn til gavn for Danmark. På verdensplan ser vi i de kommende årtier frem mod en vækst i antallet af flyrejsende. Her er det vores samfundsopgave som lufthavn at skabe plads til at udenlandske forretningsfolk, turister og f.eks. studerende kan komme til Danmark – og at vi selv kan rejse ud i verden.

Han understreger at fremtidens vækst skal følges af ambitiøse mål om klima og miljø. For eksempel er selve lufthavnen med et certificeret klimakompensationsprogram CO2 neutrale fra i år.

Bæredygtigt

Byggeriet af den nye finger er foregået uden at forstyrre driften i lufthavnen. Før man kunne gå i gang måtte man nedrive den gamle Hangar 1. For at komme til den nye Finger E skal man passere D-gatene på vej mod Go-terminalen (F-gates), hvor blandt andet Ryanair holder til. Dele fra den midlertidige gangbro til Go-terminalen er i dag brugt til nye ungdomsboliger i København. I dag skal passagerer til og fra Go-terminalen via den nye Finger E.

Finger E er bygget med fokus på bæredygtighed og er alene kølet med grundvandskøl. Bygningen er højisoleret og tekniske anlæg er konstrueret med lavt forbrug for øje. Bygningen har store ovenlysvinduer, hvilket giver en meget behagelig naturlig belysning på en solskinsdag.

Arkitekt og tv-vært Ane Cortzen var også en af talerne til åbningen og talte om lufthavne og arkitektur.

konstaterer Ane Cortzen konstaterer at:

Guderne skal vide, at der er masser af eksempler på lufthavne rundt omkring, hvor man har valgt robuste, men tarvelige materialer. Steder, hvor man ikke kan komme hurtigt nok væk. Rum, hvor alle krav er opfyldt, men sjælen ikke kan finde hvile. Men her hæver Københavns Luftehavne sig op – som de altid har gjort – og sætter helt nye standarder for rummets kvalitet.

Otte nye gates og en ny paskontrol

I dag kunne man tage de første 28.000 m2 i brug, som indeholder otte gates, hvoraf den ene er en brobetjent gate til store fly. Desuden er der syv nye busgates til mindre fly. To af de nye busgates er fleksible, så de kan bruges både som én gate til store fly eller 2 gates til mindre fly og til at håndtere passagerer til både Schengen og non-Schengen lande.

 

Finger E indeholder også en ny paskontrol med 11 pasbokse og god plads.  Ved siden af den nye paskontrol er der en 22 x 6 meter glasmosaik skabt af kunstneren Alexander Tovborg, som kalder værket ”Sfinks og natur”.

Kronprins Frederik diskuterer værket med Alexander Tovborg. 

Til næste år indvies yderligere 8.000 m2 med to brobetjente gates til de store fly på oversøiske ruter og yderligere 3 fleksible busgates.

Med de nye busgates kan 5 busgates flyttes fra bunden af terminalen ved Finger C uf til Finger E. Det vil frigives plads til det kommende terminalbyggeri og ikke mindst en markant udvidelse af bagageudleveringen.

Finger E tages i normal drift den 6. juni. Første ankomst bliver et SAS-fly klokken 10:30.

Med et budget på knap 2 milliarder kroner er Finger E det hidtil største byggeprojekt i planen om at vokse fra 30 til 40 millioner passagerer om året.

Foto © Per Danielsen (forsidefoto: CPH)

 



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *