Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Københavns Lufthavn skal vokse til at have over 40 millioner passagerer på årlig basis og tidligere har disse vækstplaner betydet at en af deres tre landingsbaner skulle nedlægges.
Lukningen af denne ene landingsbane – den såkaldte tværbanen, som bruges et par gange om måneden når vinden skifter fra den normale retning var vigtig i den hidtige masterplan. Dette skulle ske for at få plads til udvidelserne af bygninger og standpladser. Dette har der været stor utilfredshed med fra mange kanter og nu kommer de så med en ny udmelding. Tværbanen overlever. Det er kommet frem af en ny masterplan for lufthavnen.
Som virksomhed har vi som mål, at vi kan udvikle lufthavnen i takt med efterspørgslen fra passagerer og flyselskaber. Vi er nødt til at tænke langsigtet, for fremtidens fly skal kunne operere på den infrastruktur, vi planlægger over de kommende år. Udviklingen af lufthavnen skal derfor sikre, at vi kan imødekomme behovene fra vores omgivelser, både i forhold til kapacitet, men også når det handler om klima, støj og luftkvalitet. Det er det, vi nu lægger frem med en opdateret masterplan for Københavns Lufthavn.
Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavne.
Masterplanen er den langsigtede udviklingsplan for lufthavnen. Københavns Lufthavn forventer, at masterplanen vil kræve en opdatering af lufthavnens lov-, miljø-, og plangrundlag. Det kan tage flere år, og derfor er det vigtigt at komme i gang allerede nu for at sikre, at ny kapacitet kan være klar til at blive taget i brug, når det bliver nødvendigt.
Forskydning af tværbanen skal skabe nye standpladser
Københavns Lufthavn er i gang med en række udvidelser af terminalområdet. Disse udvidelser sker indenfor rammerne af den eksisterende masterplan og på det eksisterende lov-, miljø-, og plangrundlag. Når lufthavnen bygger, kan der i konkrete tilfælde være behov for specifikke dispensationer fra lokalplaner m.m. – men det er vigtigt at understrege, at dette igangværende arbejde foregår uafhængigt af den opdaterede masterplan og inden for Københavns Lufthavns eksisterende masterplan.
Nye, større flytyper er på vej, der støjer mindre og udleder mindre CO2, end flertallet af de nuværende fly. En række af de nuværende standpladser er ikke dimensioneret og indrettet til at tage imod de større og mere moderne fly, som mange flyselskaber i øjeblikket investerer i. Og de nuværende rammer for brug af lufthavnens areal, giver ikke i dag mulighed for at bygge nye og tidssvarende standpladser. Der er derfor brug for en opdateret plan for, hvordan lufthavnens arealer kan benyttes.
Med opbakning fra flyselskaberne SAS, Norwegian og DAT anbefaler Københavns Lufthavn derfor, at tværbanen forskydes med henblik på at bygge nye standpladser.
En af vores vigtigste opgaver er at udvikle en attraktiv og effektiv lufthavn. Det kræver, at Københavns Lufthavn har den nødvendige kapacitet til passagerer og flyselskaber – og plads til de bedre og større fly, der er på vej. Det er fly, som støjer mindre og udleder mindre CO2, end de ældre modeller. Flere flyselskaber har allerede investeret i de nye flytyper. Det er derfor i alles interesse, at vi handler nu, så vi kan tilbyde bl.a. disse flytyper den nødvendige kapacitet i lufthavnen fremadrettet.
Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavne.
Københavns Lufthavn vil bygge inden for eksisterende areal – og overholde gældende støjgrænser
De foreslåede ændringer i masterplanen vil alle finde sted inden for lufthavnens eksisterende areal. Dertil kommer, at alle de planlagte ændringer kan ske inden for de støjgrænser, som lufthavnen i dag skal leve op til.
Støj er en problemstilling, som vi ved betyder meget for vores naboer. Derfor er der også et stort fokus i samarbejdet mellem flyselskaberne og vores øvrige partnere om at sikre, at vi kan holde os inden for vores nuværende grænser for støj. Vi vil fortsætte med løbende at overvåge støjniveauer døgnet rundt, ligesom vi vil have fokus på støjforebyggende tiltag som f.eks. støjvolde.
Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavne.
Afkortningen af tværbanen vil betyde, at den kun kan benyttes med ind- og udflyvning over Øresund. Det har den positive effekt, at overflyvning over hovedstaden ved brug af tværbanen indstilles, samt mulighed for at arealer vest for lufthavnen kan frigives til udvikling for Tårnby kommune. Lufthavnen forventer, at der vil gå flere år, hvor ansøgningen behandles af myndighederne. I den periode vil Københavns Lufthavn løbende gå i dialog med naboer om både positive og negative konsekvenser af masterplanen, og hvilke tiltag som kan iværksættes for at begrænse støj fra lufthavnen.
København Lufthavn fastholder ambition om en bæredygtig omstilling af dansk luftfart
Samtidig med gennemførelsen af masterplanen vil København Lufthavn fortsætte med at investere i og bidrage til den målrettede indsats for at nedbringe luftfartens CO2-udledning.
Københavns Lufthavn bakker derfor også op om etableringen af en klimafond, der kan finansiere omstillingen af dansk luftfart i en CO2-neutral retning. Herudover vil lufthavnen aktivt bakke op om tiltag, der har til formål at få igangsat dansk produktion af bæredygtigt flybrændstof. Målet er, det kan være en væsentlig driver for den grønne omstilling af luftfarten – og samtidig have potentiale til at blive et nyt dansk eksporteventyr.
En åben dialog om fremtiden
Københavns Lufthavn vil inden for den nærmeste fremtid indsende en ansøgning til Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen om tilladelse til at forskyde tværbanen og skabe nye standpladser.
Det er forventningen, at dette vil kræve en opdatering af det nuværende lov-, miljø- og plangrundlag, der vil medføre en høringsproces, hvor alle naboer, partnere og andre med interesse for udvikling af lufthavnens område får mulighed for at blive inddraget. CPH bakker op om en åben proces med fokus på dialog.
Københavns Lufthavn er hele Danmarks internationale lufthavn. I processen med at omstille og udvikle fremtidens lufthavn vil vi derfor også invitere alle med interesse for udviklingen af lufthavnen til dialog. Vores ønske er, at en åben proces kan skabe afsæt for at udvikle endnu bedre fælles løsninger for fremtidens lufthavn – i dialog med både flyselskaber, forretninger, naboer og andre partnere.
Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavne.
Skriv et svar