Københavns lufthavn startede året stille

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Luftfarten globalt er under pres med økonomisk usikkerhed, Corona-virus, brexit og klimaomstilling. Københavns Lufthavn kunne i årets første måned notere et mindre fald i antallet af passagerer svarende til 0,4 procent færre end januar sidste år. 

Med 1.963.426 rejsende igennem terminalerne oplevede Københavns Lufthavn en relativt stille start på 2020.  Det var i alt 8.741 færre end i januar sidste år, svarende til et lille fald på 0,4 procent.

Der er flere forklaringer på opbremsningen i væksten, understreger administrerende direktør Thomas Woldbye.

Luftfarten er globalt under pres og 2020 er startet med en vis portion økonomisk usikkerhed på grund af Corona-virus, handelskrig, Brexit og den helt afgørende klimaomstilling. Samtidig er vores næststørste kunde Norwegian godt i gang med at gennemføre selskabets nye strategi, hvor der satses på lønsomhed fremfor vækst.

Thomas Woldbye, Administrerende direktør

De sidste uger i januar kunne også effekten af Corona-virus mærkes i Københavns Lufthavn. Antallet af rejsende på ruterne til Kina faldt med flere end 3.000 i forhold til januar sidste år.

Ved månedens udgang besluttede SAS at stoppe selskabets direkte flyvninger til Shanghai og Beijing foreløbig frem til marts. Sichuan Airlines har midlertidigt stoppet de fleste af selskabets flyvninger til Chengdu og Air China har fra februar annuleret en del af selskabets tre ugentlige direkte flyvninger til Beijing. Fra 1-28. marts stopper Air China alle flyvninger til Danmark.

Trafikken mellem Kina og Danmark vil være markant mindre i februar. Vi forventer også, at det til en vis grad vil påvirke trafikken til resten af Asien. Det er en situation, der lige nu udvikler sig fra dag til dag.

Thomas Woldbye.

London stadig i top – Doha vokser
London er fortsat den absolut mest travle destination fra København med op til 23 afgange dagligt på hverdage. Trods Brexit den 1. februar, hvor Storbritannien forlod EU, er forventningen, at London-trafikken vil være ”business as usual” frem til årets udgang.

EU og Storbritannien har en midlertidig aftale om at behandle britiske rejsende som andre EU-borgere frem til årets udgang. Til den tid er det forhåbentlig lykkedes at forhandle en god, permanent aftale om flytrafik mellem Storbritannien og EU-landene.

Thomas Woldbye.

Når det gælder de lange ruter ud af Europa, er der i januar et fald på 5,3 procent – primært fordi Norwegian ikke længere flyver til USA fra CPH og i stedet satser på ruterne til Europa.

Som sidste år er januars højdespringer også Doha, der er knudepunkt for Qatar Airways ruter til Asien og Afrika. Doha er rykket op som nummer 8 på listen med en vækst i årets første måned på 20,6 procent til i alt 51.120 passagerer.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *