Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Kalaallit Airports International A/S og Munck Gruppen A/S har indgået kontrakterne om anlæggelse af nye landingsbaner i Nuuk og Ilulissat.
Begge landingsbaner vil være på 2.200 meter, og vil bl.a. være udstyret med ILS, som er præcisionslandings- udstyr, der muliggør landinger ved nedsat sigtbarhed, og som således vil forbedre lufthavnenes regularitet.
Entreprisekontrakterne er indgået i henhold til og indenfor rammerne af den af Inatsisartut i 2018 vedtagne anlægslov.
Munck Gruppen A/S igangsatte allerede straks efter, at der var opnået enighed om kontrakterne i juli måned, mobiliseringen af de to lufthavnsprojekter, og de egentlige anlægsarbejder starter efter planen senest 1. oktober 2019. Begge lufthavne skal efter planen stå færdige i slutningen af 2023.
Lufthavnsbygninger endnu ikke udbudt
Lufthavnsbygningerne i begge lufthavne udbydes efter planen i 2020, og vil omfatte tidssvarende og moderne lufthavnsterminaler, nye kontroltårn, og nye servicebygninger. Også disse skal efter planen stå færdige i slutningen af 2023.
Udover indgåelsen af entreprisekontrakterne med Munck Gruppen har Kalaallit Airports International A/S også indgået de endelige låneaftaler på i alt kr. 900 mio. med den danske Stat og med Den Nordiske Investeringsbank, således at finansieringen af lufthavnsprojekterne er på plads.
Fra selskabets side ser vi meget frem til at anlægsarbejderne for alvor går i gang efter mere end 3 års intenst forarbejde. Det har været en stor fornøjelse at arbejde tæt sammen med de kompetente og stærkt engagerede medarbejdere og rådgivere, og vi ser frem til at fortsætte et tilsvarende godt samarbejde med Munck Gruppen A/S.
Sammen med Munck Gruppen A/S vil vi arbejde på at gennemføre projekterne til den aftalte tid og pris, og på at reducere generne for lufthavnenes naboer mest muligt mens arbejdet pågår, ligesom vi løbende vil informere om projekternes fremdrift
adm. direktør Peter Wistoft.
Hovedbillede: KAIR
Skriv et svar