Kort tur med 747 fra Frankfurt til Berlin

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

I forbindelse med Air Berlins konkurs i sidste måned er der mangel på flysæder mellem Frankfurt og Berlin. Lufthansa har derfor i en periode indsat en Boeing 747 på strækningen. Inside Flyer har prøvet om Business Class lever op til vanlig business standard.

Grunden til, at jeg valgte at flyve med 747 på en indenrigsrute, var at jeg for første gang ville have lejlighed til at sidde på 1. sal i en 747. Jeg har flere gange siddet foran i stueetagen på en Lufthansa 747. På ruten flyver Lufthansa med den ældre 747-400, som er indrettet med Business Class på 1. sal og slet ikke har First ombord. Kun den nye forlængede 747-800 har First Class ombord.

Da jeg bookede billetten i begyndelsen af oktober, reserverede jeg da også et sæde på anden række på 1. sal. Et par uger før afgang opdagede jeg, at min siddeplads var ændret til 3A helt i front på den nederste etage. Jeg fik senere at vide, at 1. sal kun var for passager med høj status og her var et SAS EuroBonus guldkort åbenbart ikke nok.

Inden ombordstigningen blev en del passagerer opgraderet i gaten. Boarding startede med 15 minutters forsinkelse, Priority og Business passagerer kom først ombord.

This slideshow requires JavaScript.

I modsætning til andre flyvninger med 747, så fik man ikke en velkomst drink ved ombordstigningen. Jeg sad ved vinduet på 3A og kunne hurtigt konstatere at entertaiment systemet ikke virkede. Forklaringen er, at Lufthansa kun har lov til at vise film på internationale ruter og ikke på indenrigs flyvninger. Heldigvis var der et USB-stik, så jeg kunne oplade min mobil undervejs. Benpladsen er udmærket; især når man tænker på, at det er en flyvning på kun 50 minutter.

Kort tid efter afgang kom 4 stewardesser rundt i den lille intime kabine foran i flyet og serverede vores bakker. Her var der en udmærket salat med sort skinke, varmt brød, en dessert og et par stykker chokolade. Herefter var der mulighed for at bestille drikkevarer og jeg bestilte et glas rødvin og et glas vand. Jeg burde også have bestilt en kop kaffe, da jeg først så stewardesserne igen, da de samlede ind før landing.

Dette skal ses i kontrast til flyvningen et par timer før fra København til Frankfurt, som godt nok varede 10 minutter mere. Her blev jeg tilbudt vin tre gange og kaffe to gange. Men så var vi også kun tre passagerer på otte rækker i Business i en A321.

Efter 50 minutters flyvning landede vi i Berlin Tegel. På vej ind så jeg et fly i Air Berlin bemaling i færd med at tage passagerer ombord. Måske et af de fly, som Lufthansa har overtaget, men endnu ikke fået malet om.

Vi blev ikke kørt til en gate i den lille travle Tegel lufthavn, men blev transporteret i bus ind til bagageudleveringen. Herefter kunne 747’eren returnere til Frankfurt og flyve videre til Rio, som jo er den slags destinationer et sådant stort fly er bygget til.

Som konklusion, så  får ikke ekstra benefits fordi man flyver med en 747 på en indenrigsflyvning, men kan blot risikere at vente længere ved ombordstigningen, da næsten 400 passagerer skal ombord.

Trackbacks & Pingbacks

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *