Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
I forbindelse med en rejse hjem fra New York i efteråret, besøgte jeg Lufthansa Senator loungen, som ligger placeret lige overfor SAS loungen i Newark lufthavnens terminal B, for at fordrive tiden inden min afgang.
Loungen er opdelt og består af en Business og Senator del.
Til Senator-delen af loungen er der kun adgang for Star Alliance guldmedlemmer og for rejsende på første klasse med Lufthansa-gruppen. Her findes et mere omfattende udvalg af mad og drikkevarer i forhold til den ordinære del af lounge hvor rejsende på Business Class, hos udvalgte flyselskaber er har adgang.
Ved min indtræden i loungen bliver jeg høfligt budt velkommen og inviteres indenfor af receptionisten.
Loungen er indrettet efter det nye gennemgående tema i Lufthansa’s loungedesign, som det også ses i eksempelvis London og Frankfurt med egetræsgulve, cognac farvede læderstole og bistroområde med barstole.
Ved indgangen findes læsestof i form af diverse internationale aviser og magasiner, mens en nyhedskanal kører på storskærm i loungeområdet. Der findes desuden trådløs internetadgang, som under besøget desværre virkede en smule ustabilt.
Loungen har et stort udvalg af mad og drikke. Denne aften findes en varm tysk inspireret ret, bestående af cognac-glaseret skinke, med to slags kartofler og salater. Ydermere findes også et mere enkelt udvalg af sandwichs, snacks og desserter.
Maden var velsmagende og absolut i den bedre ende af lounge mad. Især på en interkontinental flyvning, gør det at man reelt kan spise sig mæt i loungen og springe måltidet ombord over, og dermed udnytte tiden i luften mere effektivt til arbejde eller søvn.
Af drikkevarer findes et bredt udvalg af øl, vin, og spiritus, samt softdrinks og varme drikke.
Ved bistroområdet findes masser af borde hvor man kan sidde og nyde maden. Der findes også et bord som er reserveret særligt for rejsende på første klasse, så de bedst betalende kunder altid er sikret en plads.
Mit besøg i loungen skete lige før afgangen på den sene flyvning med SWISS til Genéve. Der fandtes tydeligvis en masse forretningsrejsende med guldkort på denne afgang, som betød at det var svært at finde siddepladser, grundet loungens begrænsede størrelse, særligt hvis man var flere personer eller en familie der rejste sammen.
I loungeområdet findes gode muligheder for at arbejde. Der findes masser af stikkontakter og et lille “Business Center”, med computere og printermuligheder
Høfligt kommer receptionisten ned til mig og gør mig opmærksom på loungen snart lukker men at jeg i mellemtiden vil kunne benytte mig af SAS loungen, indtil min afgang ved midnat. Jeg værdsætter virkelig denne personlige service, fra loungens personale.
Der er ingen muligheder for bad i loungen, men der findes toiletfaciliteter, hvor man lidt besværligt skal begive sig ind i Business Class delen af loungen.
Konklusion
Lufthansa Senator loungen er, trods lidt pladsproblemer og ustabilt internet, et oplagt valg om man flyver fra Newark lufthavn og er indehaver af et Star Alliance guldkort. Maden og udbuddet af drikkevarer var imponerende og servicen fra personalet var i top, som gør at jeg til en hver tid ville vælge denne lounge til fordel for SAS loungen overfor.
Ulrik siger
Onsdag fløj jeg EWR-CPH med SK 910 – i øvrigt en god tur med serviceminded personale. Startede i SAS loungen, men WIFI virkede ikke og gik sammen med mange andre over i Senator loungen, da WIFI trods alt virkede om end langsomt. Det er utroligt at i 2015 at en så basal ting ikke fungerer. Er helt enig i anmeldelsen af loungen og vil bruge den fremover.