Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Lufthansa har lige meddelt, at koncernen fra 1. februar 2021 vil varetage salgs- og markedsføringsaktiviteter for United Airlines i Norden og de baltiske lande.
I 2009 blev sammenslutningen “Atlantic Joint Venture” etableret. I dag er det et samarbejde mellem selskaberne i Lufthansa koncernen, United Airlines og Air Canada. Alle selskaber er medlem af Star Alliance. Formålet var at gøre det lettere for rejsende på tværs af Atlanterhavet, bl.a. ved at tilbyde billetter på tværs af selskaberne i sammenslutningen. Dette samarbejde bliver nu styrket
Fra 1. februar 2021 vil Lufthansa Group Sales fuldt ud også varetage salgs- og markedsføringsaktiviteterne for United Airlines i Norden og de baltiske lande for alle billetter, der er omfattet af aftalerne i “Atlantic Joint Venture” (læs: Billetter til rejser over Atlanterhavet og videre forbindelser i Amerika). Dette omfatter også indgåelse og fornyelser af aftaler og kontrakter.
Den eneste undtagelse er henvendelser omkring billetter i udvalgte Business to Business aftaler. Disse bliver stadigvæk håndteret fra United Airlines salgscenter i London. Med andre ord: Hvis du tidligere er blevet serviceret fra kontoret i London, vil dette formentlig fortsætte.
Jeg gætter på, at aftalen også er et led i at reducere omkostningerne. Især efter den store nedgang i flytrafikken har selskaberne været nødt til at tænke utraditionelt. Normalt ville man ikke forvente, at et flyselskab ville overlade salget til en konkurrent. Heller ikke én, man har et godt samarbejde med. Men dette viser, at der over de sidste 12 år er opbygget en god tillid mellem selskaberne i “Atlantic Joint Venture”.
Artiklen bygger på en meddelelse fra Lufthansa til selskabets egne virksomheds kunder.
Skriv et svar