M/S Norwegian Prima – Oceaner af Luksus

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Corona-pandemien ramte krydstogtsindustrien som en forhammer, men nu vejrer rederierne morgenluft trods verdensøkonomiens generelle opbremsning. Norwegian Cruise Line forhøjer sågar indsatsen med en ny luksusklasse af skibe, og InsideFlyer er med som en flue på væggen.

Norwegian Prima, her set ved kaj i Cobh havn uden for Cork. Skibets karakteristiske X-bov giver en roligere sejlads i bølgegang og mindsker brændstofforbruget. Foto: BongoPlanes

Drømmer jeg – eller er jeg vågen?

Det var en hård dag på arbejdet. Ungerne skabte sig i køen ved kassen i supermarkedet på hjemvejen. Madlavning og aftenprogram er overstået. Nu lukker du øjnene og drømmer dig langt, langt væk. Du er på et overdådigt luksushotel, hvor tjenende ånder serverer lækker mad, når du kommer op fra spa’en, pool’en eller dækstolen på en solrig eftermiddag. Men nej, du er ikke på hotel, for “hotellet” bevæger sig rundt mellem nogle af verdens mest spændende steder. Da du vågner op, bliver du klar over, at det var den hårde arbejdsdag, som var en stressdrøm, for nu befinder du dig på verdens nyeste og mest luksuriøse krydstogtskib, M/S Norwegian Prima, og det eneste, du skal gøre, er at nyde tiden ombord. Sådan har folkene bag Norwegian Cruise Line (NCL) i hvert fald tænkt at gæsteoplevelsen ombord skulle være. For at se, om de er lykkedes med det, tog InsideFlyer med på jomfrusejladsen for det nye skib. Efter skibsdåben i Reykjavik, foretaget af ingen ringere end popstjernen Katy Perry, lagde skibet fra kaj på det, rederiet kaldte en “Christening Sailing” til Amsterdam via Cork, Portland (UK), og Le Havre.

Fra navngivningen af Norwegian Prima: Katy Perry flankeret af NCLs topledelse. Foto: Tristan Fewings/Getty Images for Norwegian Cruise Line

Det italiensk-byggede Norwegian Prima er det første af en ny klasse af krydstogtsskibe. Skibet er 294 meter langt, har en vægt på 142.500 tons og kan rumme 3.100 gæster i dobbeltkahytter. Dertil kommer en besætning på 1.500 personer af 65 nationaliteter. Kort sagt: Det er en kæmpe. Og – forståeligt nok – NCLs absolutte stolthed. Rederiet har bestilt seks af disse skibe med successive leveringstider frem til 2027.

Norwegian Primas norske kaptajn Roger Gustavsen. Foto: BongoPlanes

Til InsideFlyer fortæller den norske Kaptajn, Roger Gustavsen:

“Skibet er af et komplet nyt design og jeg havde fornøjelsen at være her for de sidste syv måneder under bygningen. Mandskabet begyndte at ankomme midt i juli. Vi har arbejdet hårdt med at opbygge organisationen, ikke bare for at betjene gæsterne, men også med hensyn til sikkerhed, osv. At vi nu har gæster ombord – at vi er tilbage til at gøre det, vi er her for – er fantastisk.

Skibet bevæger sig fint gennem vandet. Vi har ikke oplevet det værste vejr endnu, men vi har haft vind på 45 knob og tre meter høje bølger, uden at det påvirkede hastigheden. Man kan sige, at vi har et grønt skib, fordi det bruger mindre energi for den samme ydelse.

Skibet er udstyret med en såkaldt X-bov, som man også ser ved nye off-shore forsyningsskibe, der er bygget til at operere i hårdt vejr. Det giver en blød bevægelse gennem vandet, og det er vigtigt for os, for vi ønsker naturligvis, at vore gæster skal opleve en behagelig sejlads.”

Alt hvad hjertet – og maven – kan begære

“Jeg elsker at prale om Norwegian Prima!”

sagde NCL President og CEO Harry Sommer ved skibsdåben. Og det har han på mange måder god grund til. Første indtryk: Dette er virkelig gigantisk. Et flydende luksushotel med alle faciliteter, man kan ønske sig – fra 22 restauranter og intet mindre end 35 spisemuligheder, 14 barer, cigar lounge, fitness center, kasino, butikker for div. luksusartikler, et stort teater, spa og pool og meget, meget mere – fordelt på ikke mindre end 20 dæk. The Prima Theatre fortjener at nævnes: Her kan ses populære shows og store koncerter. På den første rejse optrådte Kool and the Gang og Chaka Khan. Også Broadway-succesen Donna Summer – The Musical i originaludgave kunne opleves i teatret.

Still going strong: “Kool and the Gang” på scenen i skibets 700-sæders teater. Foto: BongoPlanes

Fans af den virtuelle spille- og legeverden vil sikkert opsøge The Galaxy Pavillion med sin overflod af elektronik og simulatorer. Ønsker man i stedet at opleve et sus i den virkelige verden, er det også muligt: Sågar en go-cart-bane, der strækker sig over tre dæk, har man fundet plads til.

Hvem vinder heatet? Go-cart bane over tre etager. Foto: BongoPlanes

Skulle det ikke være nok, kan man jo prøve “The Drop” eller “The Rush” – rutsjebaner over hele 10 etager eller “The Wave”, vandrutsjebanen. Hvis man tør!

The Penrose Atrium mellem dæk 6 og dæk 8 er skibets centrale mødepunkt. Det giver samtidig et fint indtryk af skibets elegante interiør. Foto BongoPlanes

Rent visuelt er skibet en oplevelse. Med deres store overbygninger er krydstogtskibe sjældent skønhedsåbenbaringer; Norwegian Prima overrasker imidlertid ganske positivt i den henseende. Men skibets indre er en drøm – yderst smagfuldt designet og med stor kærlighed til selv den mindste detalje. NCL har ikke bare engageret nogle af verdens fremmeste skibsarkitekter, men også investeret næsten 50 mio. kr alene i den kunstneriske udsmykning af skibet. Sågar en skulpturpark i den udendørs “Ocean Boulevard” på dæk 8 er det blevet til. Men med sit nærmest organisk legende design man kunne faktisk også vælge at se hele skibet som et kunstværk i sig selv.

Men skibet er ikke bare et overflødighedshorn af luksus. Rederiet og skibsbyggerne er også gået nye veje på en række punkter. Skibets motor er pladseret midtskibs, hvilket åbner for nye muligheder med hensyn til sammenhængende passagerrum i agterdelen. Samtidig er skibet inddelt i et stort antal mindre rum, både indendørs og på soldækkene, ud fra den bevidste filosofi, at mange gæster foretrækker mindre, mere intime omgivelser i stedet for store, åbne rum med måske tusinder af mennesker.

State Room er betegnelsen på Norwegian Primas standardkahyt. Foto BongoPlanes

De fleste passagerer vil sikkert vælge at bo i de såkaldte State Room kahytter, hver på ca. 15 kvm, med en-suite badeværelse og en balkon med plads til to personer. Som resten af skibet, er kahytterne stilfuldt og smukt indrettet og skulle man rode lidt på værelset, bliver det afhjulpet af en venlig, diskret “personlig steward”, som kigger forbi to gange dagligt – eller mere, om der er behov derfor. At der selvfølgelig også er room-service, skal bare nævnes i forbifarten.

Loungen i “The Haven”. Mere elegant bliver det næppe. Foto BongoPlanes

Skulle man finde en State Room-kahyt for trang, har NCL skabt “et skib i skibet” med navnet “The Haven” med 107 suiter, egen lounge, restaurant, bar, soldæk og infinity swimming pool.

Et norsk rederi eller?

NCL blev etableret i Norge i 1966 af Knut Kloster. Hans idé var at finde ny beskæftigelse for ocean-linere, som den interkontinentale flytrafik havde gjort arbejdsløse. I dag er NCL imidlertid
et amerikansk firma, registreret i Bermuda og med hovedkontor i Miami. Moderselskabet Norwegian Cruise Line Holdings (NCLH) driver også krydstogtrederierne Oceania Cruises og Regent Seven Seas Cruises. Til sammen udgør de verdens 3. største operatør af krydstogtrejser. I ejerkredsen bag NCLH finder vi i øvrigt Apollo Management, som jo netop i disse dage er trådt ind på scenen hos det gældsplagede SAS. Selv om Kloster-familien ikke længere er en del af ejerkredsen, lægger NCL dog vægt på at bevare sit norske image. NCL CEO Harry Sommer udtrykker det således:

“Vi er stolte af vor norske arv. Vi er stolte af Knut Klosters vision og støtte for innovation. Knut Kloster skabte praktisk taget alene den moderne krydstogtindustri, og vi bliver ved med at være “Norwegian Cruise Line” – i hvert fald så længe, jeg er ved NCL!”

fastslår Harry Sommer.

NCL President og CEO Harry Sommer ved pressemødet ombord på skibet. Foto: BongoPlanes

Det ømme punkt: Bæredygtighed

Hvis Covid-19 pandemien var et alvorligt bump på vejen for krydstogtsbranchen, så er klimadiskussionen en potentiel showstopper, og branchen er sig det tydeligvis fuldt bevidst. Derfor arbejder man også hårdt og på mange fronter for at minimere sit klimaaftryk. For Norwegian Primas vedkommende betyder det bl.a. at skibet er udstyret med et “Exhaust Gas Cleaning System (EGCS)”, som reducerer svovloxid-emissionen med op til 98 %. Samtidig råder man over et såkaldt “Selective Catalytic Reduction System”, der nedbringer udstødningen af stikoxider (NOx) med 90 %. Skibet er også i stand til at bruge “landstrøm”, dvs. blive tilkoblet det almindelige el-net i stedet for at producere sin strøm med dieselgeneratorer, når det ligger til kajs. Naturligvis besidder skibet også alskens state-of-the-art teknik i forhold til til håndtering af spillevand, affald, genudvinding af varme, en række brændstofbesparende konstruktionsdetaljer osv., osv.

“Bæredygtighed er et virkeligt tema. Som foretagende har vil forpligtet os til nul-emission i 2050. Vi ser en fremtid med alle mulige teknologier, som vi kan bruge til at reducere vort klima-aftryk. Men den endelige løsning er at komme væk fra olie-baseret brændstof. Vi tænker, der er lovende teknologier – vi er med i Methanol Institute – E-methanol ser lovende ud. Men der også lovende teknologier med brint og brændstofceller. Vi ser det ikke som et problem eller en udfordring, men som en chance. Det vil tage tid og koste penge, men vi har tid og vi har penge. Vi vinder kun, hvis alle vinder!”

sagde Harry Sommer ved en pressesamtale ombord på skibet.

Fra magsvejr til (økonomisk) stormvejr?

Idéen om skibet går mere end fem år tilbage. Dengang så verden markant anderledes ud, end den gør i dag. I 2017-18 var krig, inflation og skyhøje energipriser ikke på listen over udfordringer for en virksomhed, der lever af at sælge luksusrejser. Spørgsmålet er, hvordan NCL ser på tingene i dag?

Men Harry Sommer er optimist:

“Vi arbejder tæt sammen med flere investeringshuse og de ser ikke inflationen som et langtidsproblem. De ser 2023 som et “normalt år” på det amerikanske og europæiske marked. Vi har også set brændstofsprisen komme ned i de seneste par måneder. Når vi betragter booking-situationen, mærker vi heller ikke nogen svækkelse af markedet. Faktisk ser vi nye rekorder hos vore tre rederier. Det fortæller mig, at folk stadig ønsker “upscale” ferieoplevelser. Faktisk ser det ud til Luksusferie-markedet klarer sig bedre end masse-feriemarkedet.”

Pitstop i København

Efter jomfrusejladsen går turen i princippet til USA, hvor det vinteren over vil betjene New York, Galveston, Miami og Karibien. Men før det er så vidt, kan skibet beses i København d. 13. september i forbindelse med det første krydstogt for betalende gæster til destinationer i Nordeuropa. Skulle man føle sig fristet til at stige på, vil man næppe blive skuffet.

Herunder følger en billedkavalkade over livet og gæsteoplevelsen på M/S Norwegian Prima.

Fine detaljer: Marmorpaneler omkring elevatorerne og – overalt – innovative belysningssystemer, naturligvis med LED. Foto: BongoPlanes
“Airview”, som de fleste kender fra luftfarten, findes naturligvis også i en maritim udgave på kahytternes TV – medsamt et stort antal underholdningsfilm og meget andet. Foto: BongoPlanes
God musik og høj stemning i skibspubben Syd Norman’s Pour House. Foto: BongoPlanes
Elegant Wellness-område. Foto: BongoPlanes
I The Galaxy Pavillion med dens virtuelle verden går alle gæster smilende derfra efter selv de værste ulykker. Foto: BongoPlanes
Skal det være stort swimming pool? lille pool? infinity pool? eller boblebad? Valget er dit. Foto: BongoPlanes
Der er ingen mangel på barer. Foto: BongoPlanes
Skal vi spise italiensk? fransk? japansk? Skal det være en hyggelig candle-light dinner, eller skal det være i en self-service buffet restaurant, hvor ungerne også kan boltre sig? Foto: BongoPlanes
Butikker med luksusartikler må naturligvis ikke mangle på et krydstogtskib. Foto: BongoPlanes
Moderne skibsbro – velorganiseret og overskuelig. Foto: BongoPlanes
Krydstogt – som det skal være! Foto: BongoPlanes

Forsidebillede: Norwegian Prima til kajs i Reykjavik. Foto: BongoPlanes



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *