Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Jeg har rejst en del i Norge de sidste mange år, og har derfor fået et udpræget had-/kærlighedsforhold til Widerøe og deres Dash8/100, der er arbejdshesten på det norske kortbane net. Jeg har i denne artikel samlet en lille buket af anekdoter fra de ufatteligt mange timer jeg har tilbragt i dennes selskab. I mage år har Widerøes punktlighed været meget miserabel, og i lang tid sammenlignede jeg dem med Cimber Sterling i Danmark, hvor det var mere reglen en undtagelsen at der var forsinkelser. Ret skal svære ret i de sidste par år er Widerøe blevet MEGET MEGET bedre på dette område, eller jeg er blevet meget mindre uheldig….
En ting er sikkert, når vi i lille Danmark bruger den meget fortærskede vending ”Udkants Danmark”, så tror jeg mange nordmænd klukker lidt og får myseosten galt i halsen, hvordan kan et land det måler knap 400 km på den ”lange led” overhovedet have noget de kalder udkants Danmark? Nææh – tag en tur til Norge, og se hvordan ”ægte” udkantsområder er, når nærmeste sygehus er 30 min. væk I HELIKOPTER, og den lokale rutebil er hvid/grøn, med plads til 39 passagerer og udstyret med vinger, SÅ kan vi snakke om at være i ”Udkantsland”.
”Malkeruten” fra KKN til HFT
Som jyde er jeg jo ofte blevet kaldt mange ting, men ”bonderøv” vil jeg gerne have mig frabedt. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har siddet en tidlig morgen på ruten fra Kirkenes til Hammerfest og hørt den omtalt som ”Malkeruten” mens vi tager det ene lille 8 min. hop efter det andet, i håb om at komme til Hammerfest via Tromsø. Efter et par år kom jeg til at sidde ved siden af en Dansk/Norsk mand, og endnu engang omtalte han turen som ”Malkeruten”, jeg har nok været ekstra træt den morgen, og sandsynligvis ikke været særligt oplagt til at bruge de næste 2½ time på at konversere med føromtalte mand, og fik sagt noget (som jeg jo godt kan se ikke var videre begavet) i retning af: ”Ja det er godt nok en bøvlet måde at indsamle mælk på……” Dette affødte i første omgang en grimasse hvor han helt tydeligt vurderede om jeg ”tog pis på ham”, hvor efter han (efter min mening i alt alt for høje vendinger) i ord og fagter indførte mig i hvorledes man i ”Udkants Norge” malker en ko, og herefter på den resterende del af turen ikke glemte på ET ENESTE stop at henlede min opmærksomhed på at: ”Nu tog vi endnu et hiv i patten” – ak ja – Finmark bliver aldrig helt det samme efter den dag. På den anden side ved man at der må være grænser for hvor meget man har til fælles med et folk, der bor i en by, hvor man når man kører fra lufthavnen til byen kommer forbi et skilt hvorpå der står: ”Murmansk 250 km” en ting er sikkert, man føler sig MEGET langt hjemmefra.
På ”jump seat” fra TOS til EVE
Normalt er en tur på ”jump seat” noget man oplever når flyet er overbooket, og selskabet ikke er meget for at efterlade passagerer (læs: betale kompensation) På min (indtil nu) eneste tur oppe foran i bussen, var dette dog ikke tilfældet, tvært imod. Første afgang fra Tromsø afgang (så vidt jeg husker) 4:55 og undertegnede var den eneste der havde valgt at rejse på denne 20 min. tur på dette ukristelige tidspunkt. Efter inspektionsrunden omkring maskinen, kom kaptajnen hen og spurgte om jeg havde lyst til at tage turen sammen med dem i cockpittet, som ægte ”flynørd” er det jo ikke et spørgsmål man lade ham stille to gange, så jeg var ude af sikkerhedsbæltet og oppe at stå før han var færdig med at sige ”jump seat” (ja – jeg var jo nok klar over at han ikke ville tilbyde mig højre sæde J) Aldrig er 20 min. gået så hurtigt, følelsen af at kunne se landingslysene i Evenes næsten før vi var ”kravlet ud” af Tromsø, og alle de indtryk man sugede til sig ved pludselig at se hvor meget de egentligt hele tiden skulle lave på en så kort tur, var rent ud sagt ”en oplevelse for livet” for en rigtig flynørd, jeg var så optaget af at følge med i det hele, at jeg glemte ALT om at hive min smartphone frem og få taget et par billeder – hvor dum kan man være (svar ikke) i betragtning af hvor mange ture jeg har fløjet, er sandsynligheden for en tilsvarende oplevelse sikkert forsvindende lille, men en stor oplevelse, DET VAR DET!
Når enden er nær….
Er måske så meget sagt, for som jeg altid plejer at sige: ”De to gutter oppe foran gør vel ikke noget de ikke har styr på, de vil jo også gerne hjem til familien når arbejdsdagen er omme”. Widerøes piloter er generelt meget dygtige til at håndtere de ofte svære forhold på kortbanenettets små flypladser, men har der et par enkelt gange tænkt – ups – er dette enden. Særligt en gang står lysende klart for mig: Efteråret 2013 på en flyvning fra Mosjøen til Sandnessjøen i ret blæsende vejr, med en del tordenbyger i området. Vi havde netop påbegyndt final approach, da en tordenbyge har valgt at drive ind over flypladsen, et kraftigt vindstød får tag i maskinen, der slet og ret blev kastet sidelæns VÆK fra landingsbanen over mod terminalbygningen. Jeg sad lige overfor stewardessen, der (lidt for pludseligt) rettede sig stift op i sit sæde, og lignede en hvis liv passerede revy, i de næste 5-10 sek. (der føltes som 5-10 minutter) nåede jeg da at tænke: ”SHIT det her er ikke godt” piloten fik givet fuld gas til en go arround, og anden gang landede vi uden nogen form for dramatik, jeg har ingen som helst ide om hvor alvorlig episoden reelt var, men kan konstatere, at jeg da jeg forlod maskinen lige tjekkede om ham der sad bag mig bar sort kappe og en le……
”De er gale de gallere” – eller når Nordmænd fester
Jeg vil slutte denne lille beretning, med en oplevelse der så afgjort er med til at gøre mine mange rejsedage mere udholdelige. ”Episoden” ligge tilbage til 17. Maj 2013 (Norges nationaldag) selve flyvningen var faktisk med SAS fra Bodø til Oslo, men historien tog sin begyndelse dagen før på en Widerøe flyvning fra Tromsø til Bodø, hvor der var et SAS crew med på sidste afgang. Næste morgen stod selvsamme crew sammen med undertegnede og ventede på transport fra Radisson i Bodø til lufthavnen, jeg var (for en gang skyld) lidt sent på den og stressede lidt over at der ikke kom en taxa, jeg snakkede lidt med en af SAS piloterne, og fandt ud af at det var dem der skulle flyve os til Oslo, jeg kunne så tørt konstatere at jeg jo nok kom med, bare min taxa var der før deres, hvilket den heldigvis var. Nordmænd går vældig meget op i 17. maj, det kan på ingen måde sammenlignes med vores 5. juni, der blev spillet nationalsang ved ombord stigningen, der var pyntet op i kabinen med norske flag, og personalet på flypladsen gik i nationaldragter. Jeg sad og hyggede mig over hele virakken i den fuldt udsolgte 737/500 og efter lidt spøg omkring sikkerheds demonstrationen, troede jeg vi var klar til at sætte kursen sydover – næh nej – pludselig proklamerede styrmanden over højtaleren: ”På denne dag skulle vi da ikke glemme danskerne, der var så venlige at give os nordmænd vores selvstændighed, vi har en af ”DEM” om bord, og til dig skal lyde et varmt velkommen” Hvorefter han på klingende Norsk/Dansk fremførte 1. vers af ”Svantes lykkelige dag” til bragende bifald fra de 149 nordmænd ombord. Behøver jeg at sige at jeg var utroligt glad for at det var kaptajnen der fløj maskinen til Oslo? Jeg er sikker på at styrmanden havde haft næsen i linje akvavitten denne morgen………
Skriv et svar