Megabonus – Marriott

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Marriott hotellernes loyalitets program tilbyder igen, at gæsterne kan optjene ekstra bonuspoint. Kampagnen kaldes som sædvanligt MegaBonus, løber indtil 15 april og giver op til 3000 point pr. ophold.

 

Hvis du bruger hoteller, der er knyttet til Marriotts loyalitetsprogram “Marriott Rewards”, er det oplagt at få de ekstra point. Du kan tjene 2000 point pr. ophold – og hvis det inkluderer en overnatning i weekenden kommer ekstra 1000 point trillende ind på kontoen. En overnatning i weekenden er defineret som enten fredag nat eller lørdag nat. I Mellemøsten og Egypten kan man få de ekstra 1000 point ved at overnatte torsdag eller fredag nat.

Optjen MegaBonus fra 2. ophold

Som altid hos Marriott, giver det første ophold ingen MegaBonus, men fra det andet ophold, kommer pointene ind på kontoen. Dog kun, hvis du har tilmeldt dig på forhånd. Det skal du gøre inden udgangen af marts på Marriotts hjemmeside. I denne omgang kan du højst optjene 50.000 point

Optjeningen af point i loyalitetsprogrammet Marriott Rewards er alene baseret på din betaling til hotellet. Normalt får man 10 point pr USD brugt på overnatningen på hotellet (enkelte hoteller giver dog færre point). Og medlemmer, der allerede har status får et tillæg (20% for medlemmer med sølvkort og 25% for medlemmer med guldkort).  Derfor svarer 2000 point til, hvad medlemmer uden status kunne tjene på en hotelovernatning til 200 USD.

Jeg har normalt haft billige ophold på lufthavnshoteller (Marriott Courtyard), hvor jeg på mit sølvkort har optjent mellem 1200 og 1500 point på en enkelt overnatning. På sådanne ophold tjener man rigtigt mange dejlige ekstrapoint på denne kampagne, ja faktisk en tredobling, da jeg oftest overnatter i week-enden. Jeg er klar over, at hvis du bor i en længere periode på dyre hoteller, så betyder disse ekstra point måske ikke så meget. Men mange bække små …

Selvom jeg ingen aktuelle planer har for at bo et af hotellerne tilknyttet Marriot Rewards, har jeg allerede tilmeldt mig. Så er jeg klar til at modtage de dejlige ekstra point, hvis jeg mod forventning kommer til at overnatte på et af hotellerne.

 

Alle foto i denne artikel er fra Marriotts hjemmeside.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *