Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Som medlem af EuroBonus i siden starten i april 1992 har jeg oplevet mange opture og nedture. I 1992 var internettet endnu ikke alment tilgængeligt, så al kommunikation foregik pr. brev eller telefon. I starten kunne man kun optjene point hos SAS, tre andre flyselskaber, SAS hotellerne og Hertz. Meget er sket på 25 år, hvor pointoptjeningen er gået både op og ned. Jeg har været nede i kælderen og fundet mine gamle pointoversigter frem.
I 1992 var jeg ansat på DTU og havde et par årlige rejser til især Paris og Stockholm, så jeg meldte mig ind, da jeg hørte om det nystartede EuroBonus. Jeg tænkte, at det kunne da nok give en bonusrejse på et eller andet tidspunkt. Og så fik man ovenikøbet 2500 point i velkomstbonus.
Hvornår jeg præcis blev medlem fortaber sig desværre i tågerne, da jeg ikke mere har det brev jeg modtog med mit første EuroBonus kort. På min første Account Statement dateret 92-05-31 har jeg optjent 2500 point i velkomstbonus, men på hjemmesiden står der, at jeg har været medlem siden juni 1992. Men det er jo ikke sidste gang, der har været problemer med registreringen. Blandt andet står der i dag på hjemmesiden at mit medlemsniveau er ”Gull”, hvad det så end betyder.
Hvis der havde været aktivitet i løbet af måneden, modtog man et brev med en Account Statement. Ovenfor har jeg vedlagt en af mine første statements, hvor man kan se, at CPH-CDG giver 2400 point i C-class, som dengang hed EuroClass. CPH-BER gav 600 point bag gardinet i TouristClass.
Udgangspunktet for pointtildelingen var, at man fik 600 Basispoint bag gardinet, hvis rejsen var under 600 miles. Hvis rejsen var over 600 miles så fik man mindst 1200 point. Det betød, at man til Madrid optjente 1300 point, da afstanden er 1279 miles. Rejser i EuroClass gav det dobbelte antal point; derfor 2400 point til Paris.
Desværre gav CPH-LHR kun 600 miles, da Heathrow kun ligger 596 miles fra Kastrup. Birmingham ligger 622 miles væk og gav dermed 1200 miles bag gardinet.
Kun få selskaber gav point
I starten kunne man foruden SAS, optjene basic point hos ANA, Austrian og Swissair, men kun imellem Skandinavien og deres hjemlande. SAS hotellerne gav 500 Basispoint pr. nat, mens en Hertz billeje gav 500 Extrapoint.
Desuden fik man 5000 Basispoint, hver gang man havde fløjet 20 segmenter i EuroClass eller lignende.
I 1994 skulle man optjene 30.000 point for at blive sølvmedlem, så det nåede jeg ikke dengang med mit rejsemønster. Til gengæld fik man 100 Extrapoint, hvis man benyttede ”SAS Express Check-in”, som var forløberen for vores dages check-in automater. Dengang fløj man jo stadig med papirbilletter, så SAS udgav et lille hæfte med en detaljeret vejledning, til hvordan man selv kunne lave check-in.
Ved udgangen af 1995 kunne man nu optjene point hos Air New Zealand, Austrian, British Midland, Continental, Qantas, Swissair, Avis, Hertz og en lang række hotellet. Men det var alt sammen Extrapoint.
I næste artikel fortæller jeg mere om, hvordan EuroBonus kom på internettet.
[…] Første del af artiklen kan læses her. […]