Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Norwegian fortsætter arbejdet for en mere bæredygtig luftfartsindustri og har i går indgået en treårig aftale med AVTECH Sweden AB.
Aftalen kommer ovenpå et succesrigt pilotprojekt, der resulterede i, at brændstofforbruget faldt med 22 kilo pr. flyvning. Det svarer til en mindskelse i CO2-udslip på 16.000 ton om året på Norwegians flyvninger.
Som en del af aftalen får Norwegians piloter adgang til avanceret vejrdata fra AVTECH (Aventus NowCast™ og Aventus Air™), og når disse tastes ind i flyets navigationssystem, kan pilotens planlagte rute optimeres, så både brændstofforbrug og miljøpåvirkende udslip mindskes.
Det pilotprojekt, som Norwegian og AVTECH Sweden AB allerede har gennemført, omfattede 29.000 flyvninger og resulterede i, at brændstofforbruget faldt med 22 kilo pr. flyvning. Det svarer til en mindskelse af CO2-udslip på 16.000 ton om året – eller 5.000 ton mindre brændstof på Norwegians flyvninger årligt. Projektet er publiceret og delvist finansieret af de svenske energimyndigheder.
Tomas Hesthammer, Director of Flight Operations i Norwegian fortæller:
Vores ambition er at fortsætte med at mindske udledningen med brændstoføkonomiske fly og innovativ teknologi. Derfor er vi meget glade for at have indgået en aftale med AVTECH, som er et resultat af et fremgangsrigt pilotprojekt og endnu et vigtigt skridt i vores arbejde for en mere bæredygtig luftfartsindustri
Sören Skog, der er markedsansvarlig i AVTECH Sweden AB fortæller:
Samarbejdet med Norwegian har vist alle de fordele, vores teknologi kan tilbyde, og vi er glade for at indgå et kommercielt samarbejde med et flyselskab, som med sin moderne og brændstoføkonomiske flyflåde allerede har mindsket udledningen markant. Med AVTECH’s unikke vejrtjeneste nedsættes brændstofforbruget og udledningen endnu mere.
Aventus-systemet bliver implementeret som en standardiseret og permanent løsning ombord på alle Norwegians fly på både korte og lange distancer (Boeing 737 og Boeing 787 Dreamliner).
Norwegians arbejde for en mere bæredygtig branche
Norwegian arbejder aktivt for at mindske luftfartsindustriens indvirkning på miljøet. At nedsætte brændstofforbruget er afgørende for at mindske klimabelastningen. Indtil biobrændselsløsninger bliver kommercielt tilgængelige og klar til produktion i større skala, er nye fly det bedste sted at fokusere indsatsen. Ved at flyve med en af de yngste og mest moderne flyflåder i verden har Norwegian mindsket udslippene med 30 procent siden 2008.
I september blev Norwegian for anden gang kåret til verdens mest brændstoføkonomiske flyselskab på transatlantiske ruter af det anerkendte miljøinstitut ICCT (International Council on Clean Transportation). Læs mere om Norwegians arbejde for at mindske udledningen her.
Skriv et svar