Ny rute Aarhus-Prag åbner i maj 2017

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Czech Airlines åbner en ny rute mellem Aarhus og Prag i maj 2017, som ifølge en pressemeddelelse fra Aarhus Lufthavn er velegnet til turister, som vil besøge den tjekkiske hovedstad.

Det antydes også, at ruten kan være en god start på en rejse til andre byer, hvor man blot mellemlander i Prag, inden rejsen går videre. Dertil kommer at ruten også kan bringe mange turister til Østjylland

Billetsalget til Aarhus Airports nye rute mellem Aarhus og Prag er lige startet. Dermed kommer der konkurrence til Billund lufthavns direkte rute til Prag, hvor jeg ofte har oplevet, at flyet har været helt fyldt. Begge ruter betjenes af Czech Airlines, som må vurdere, at der er kunder til begge ruter.

Ruten er historisk, for første gang nogensinde kommer østjyderne til at få direkte forbindelse mellem Aarhus og en østeuropæisk hovedstad. Fra Prags lufthavn, Václav Havel, kan der opnås flyforbindelse til blandt andet Budapest, Tel Aviv, Moskva, Warszawa, Bratislava, Kiev, Skopje og Milano.

Direktør for Aarhus Lufthavn Peter Høgsberg udtaler

Det er lykkedes os at tiltrække en særdeles attraktiv rute, der giver østjyderne let adgang til Prag – en by, der optræder på UNESCOs Verdensarvsliste og samtidig er et hotspot for international erhvervsturisme. Prag er desuden trinbræt til et væld af andre destinationer i verden, og da ruten jo også går den anden vej, kommer den til at udgøre et vigtigt bidrag til turismen i Aarhus.

Kommerciel direktør i Czech Airlines,  Ján Tóth supplerer

Danskernes interesse for Prag er voksende, og i 2015 besøgte fem procent flere danskere Tjekkiet end i 2014. Den tendens vil vi gerne støtte og udvikle endnu mere ved at gøre Prag lettere tilgængelig for både erhvervs- og fritidsrejsende, ligesom Aarhus via vores samarbejdspartnere sættes i tættere forbindelse med resten af verden.

Det forventes, at den nye rute bliver porten til Østjylland for en stor del af verdensbefolkningen og kommer eksempelvis til at lette rejsen for de mange internationale turister, der næste år besøger Aarhus, når byen er Europæisk Kulturhovedstad.

Der er planlagt 4 ugentlige returrejser mellem Aarhus og Prag:

  • Søndag og mandag flyves om aftenen
  • Torsdag og fredag flyves om morgenen

Med disse rejsetider er der sikret optimale rejsetider for danskere, der ønsker en forlænget week-end i Prag. Tiderne er ligeledes perfekte for udlændinge, der vil bruge ruten til at få en forlænget week-end i Østjylland.

Det er imidlertid vanskeligt at sige, om ruten også kan bruges til at sende danskere videre ud i verden via Prag. Det afhænger meget af den videre forbindelse fra Prag. Et hurtigt tjek viste eksempelvis at rejsende til Moskva kan få op til 12 timers ventetid i Prag på en udrejse i juni. Til gengæld er prisen for denne billet den mest fordelagtige på søgemaskinen. Men jeg ville nok foretrække at flyve fra Billund med et konkurrerende selskab og undgå en overnatning på rejsen.

Ruten Aarhus-Prag flyves af det tjekkiske flyselskab, Czech Airlines, og tilbagelægges i et ATR72-fly med mulighed for at rejse på både business- og economy class.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Kommentarer

  1. torben siger

    Ruten Billund Prag med Czech Airlines er helt lukket ned og starter ikke op igen.
    Det er vel bare et spørgsmål om tid inden Wizz Air eller Ryanair præsentere denne rute.
    I så fald vil Czech Airlines næppe få ret lang tid i Århus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *