Ny rute til Billund Lufthavn – Schweizisk kvalitet på vinger

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Lufthansa Group styrker sin position i Vestdanmark med en SWISS rute til Billund i stærk synergi med Lufthansas egen Frankfurt forbindelse.

Fredag den 2. juli 2021 tog Billund imod det første rutefly fra det schweiziske premium-luftfartsselskab SWISS, som fremover vil beflyve ruten mellem Vestdanmarks internationale lufthavn og SWISS’ hovedlufthavn i Zürich foreløbigt to gange ugentligt. SWISS er ikke et hvilken som helst luftfartsselskab.

Det opstod i 2002 på ruinerne af det berømte Swissair, blev senere overtaget af tyske Lufthansa og udgør nu en vigtig del af Lufthansa-gruppen. Og som forgængeren har også Swiss en høj stjerne hos de rejsende med et excellent ry for god service og kvalitet. For de danske rejsende giver den nye rute ikke bare adgang til Zürich, som er Schweiz’ internationale finanscentrum, men selvfølgelig også til det smukke og spændende Schweiz, som byder på noget af Europas smukkeste og mest storslåede natur – og også til Swiss’ europæiske og interkontinentale rutenet. Omvendt giver ruten nu gode muligheder for turister og forretningsfolk fra Schweiz med ærinder i Vestdanmark.

SWISS Airbus A220 i Billund. Foto: BongoPlanes

Flere deltagere ved åbningshøjtideligheden fremhævede den stigende interesse i Schweiz for turistrejser til Danmark, interessant nok på baggrund af Covid-19 krisen, hvor Danmark ses som et sikkert rejseland. Og glæden ved den nye rute var tydelig hos alle – fra Lufthansa Group, passagererne og Billund Lufthavns ledelse.

SWISS åbner rute til Billund. Foto: BongoPlanes

Dette er ligesom en fødseldag. Det at få SWISS og at få det nu på dette tidspunkt, hvor vi er på vej ud af krisen, viser, at luftfartsmarkeder ændrer sig. Og ikke mindst at SWISS kommer til os, er et udtryk for styrken af det vestdanske marked og en stor anerkendelse for Billund Lufthavn.

Jan Hessellund, Lufthavnsdirektør i Billund

Også Bastian Frantz, Lufthansa Group Country Manager og Florence Tinguely Mattli, Schweiz’ ambassadør i Danmark, fremhævede den nye rutes betydning for det danske erhvervsliv, ikke mindst også i lyset af de kompetencer, virksomhederne i Billunds ”catchment area” besidder og som kan spille fint sammen med interesserne hos mange schweiziske virksomheder.

SWISS Airbus A220 med 125 sæder

På sin Billund-rute indsætter SWISS en 125-sæders Airbus A220, et af verdens mest moderne flytyper. Typen blev oprindeligt udviklet af canadiske Bombardier under navnet C-Series, men er nu integreret i Airbus programmet, der traditionelt har satset på noget større fly. SWISS var såkaldt ”launch customer” for typen, som bl.a. udmærker sig ved at have 10-15 dB lavere støjudøvelse og både et ca. 25 % lavere brændstof-forbrug og udstødning af skadelige klimagasser end sammenlignelige fly.

SWISS Airbus A220 i Billund. Foto: BongoPlanes

Fartplan:

  • Mandag og fredag: Billund-Zürich kl. 15.10-17.00
  • Mandag: Zürich-Billund kl. 12.15-14.05
  • Fredag: Zürich-Billund kl. 12.10-14.00
SWISS Airbus A220 i Billund. Foto: BongoPlanes



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *