Odenses største hotel bliver en del af BWH Hotels

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Den 1. august slår Hotel Odense på Ørbækvej dørene op for en ny fløj med 195 værelser, og bliver dermed byens største hotel.

Allerede nu er man dog klar med endnu en nyhed – hotellet træder ind i BWH Hotels-kæden.

Håndværkerne har travlt med de sidste detaljer, og pappet fra hundredvis af spritnye senge, reoler, knagerækker og fladskærms-TV ligger i stakke på gangene, klar til at blive kørt til genbrug.

Et af de nye værelser på Best Western Plus Hotel Odense. Foto: BWH Hotels / PR

Det summer af aktivitet på Hotel Odense på Odense Congress Center, der er få uger fra at indvie de 195 nye værelser og restaurant i en helt ny fløj. Byggeriet bringer hotellets samlede værelsestal op på 304, men det er ikke kun titlen som Odenses største hotel, der er ny: i dag annoncerer ejerne officielt, at hotellet fremover vil bære navnet Best Western Plus Hotel Odense.

Et oplagt samarbejde

Udvidelsen af Hotel Odense er en central del af planerne for at kunne trække større konferencer og andre events til Odense Congress Center. Med de ekstra værelser følger dog samtidig en udfordring i weekender og sommermåneder, hvor forretningsrejsende gerne skal suppleres af turister fra både Danmark og udlandet.

Lone Palm er hotelchef på Hotel Odense og forklarer:

At fylde flere end 300 værelser, på tidspunkter i året med begrænset aktivitet fra erhvervsrejsende, er en kæmpe udfordring. Vi begyndte derfor allerede meget tidligt i byggeprocessen at søge efter en kædepartner, der kunne hjælpe os med at få en endnu større del af det store fynske turistmarked.

Vores dialog med BWH Hotels overbeviste os ret hurtigt om, at de forstod vores vision for Hotel Odense, og samtidig havde musklerne til at bringe os ud over rampen i både Danmark og udlandet. BWH Hotels tilgang til deres medlemmer er, at vi fortsat kan drive hotellet præcis, som vi ønsker, og derfor var det et oplagt samarbejde for os, fortæller Lone Palm.

Lone Palm, hotelchef på Hotel Odense.

Unikt på Fyn

Begejstringen over aftalen er også til at mærke hos BWH Hotels der, med tilføjelsen af Hotel Odense, kan tilbyde sine medlemmer overnatning centralt i Danmark.

Lige fra vi først hørte om udvidelsen af Hotel Odense, havde vi et ønske om at indlede et samarbejde.

At kunne tilbyde vores medlemmer overnatning på et hotel af Hotel Odenses kvalitet, midt i Danmark, er helt unikt, og noget vi forventer stor efterspørgsel på. Med det nye samarbejde får vi nu forbundet Sjælland og Jylland med Fyn, og det store antal værelser giver os desuden helt nye muligheder inden for møder, konferencer og kongresser centralt i Danmark.

Johan Michelson, CEO hos BWH Hotels

Store møder og konferencer til Fyn

Også på Odense Congress Center har man store forventninger til effekten af 195 ekstra hotelværelser på Fyn, forklarer Enrico Augustinus, administrerende direktør i Odense Sport & Event, der ejer Hotel Odense:

Vi ser en klar værdi i at understøtte Odenses status som kongresby: byen har udviklet sig kolossalt de senere år, og oplever lige nu en eksplosion i hotelkapaciteten. Med vores ekstra værelser, plus de øvrige hotelbyggerier der er på vej, er Odense nu en stærk konkurrent til både København og Aalborg på kongresområdet – bare med endnu bedre geografi.

Enrico Augustinus, administrerende direktør i Odense Sport & Event, der ejer Hotel Odense

Gammel kærlighed ruster ikke

Hotel Odense har for år tilbage været en del af BWH Hotels, der dengang hed Best Western Hotels.

Alligevel er det en ny verden, der nu åbner sig for Lone Palm og hendes kolleger:

Hotel Odense bliver en del af BWH Hotels’ skandinaviske afdeling der, i langt højere grad end tidligere, har frie hænder til at lade deres hoteller beholde sine unikke særpræg og kendetegn. Samtidig får vi BWH Hotels globale markedsføring og loyalitetsprogram i ryggen, som vil vise vores hotel frem for en meget stor del af de turister, der overvejer at lægge vejen forbi Fyn.

Lone Palm, hotelchef på Hotel Odense.

For Hotel Odenses gæster betyder kædesamarbejdet således mere end blot en navneændring: gæsterne vil fremover kunne optjene loyalitetspoint, der kan anvendes på BWH Hotels mere end 4.300 hoteller verden over.

Foto: BWH Hotels / PR



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *