På rundtur i Københavns Lufthavn

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Der er nu muligt at komme på en 2 ½ times guided tur rundt i Københavns Lufthavn, hvor man bl.a. ser en brandstation, snerydningskøretøjerne og brandøvelsespladsen. Normalt skal man være en gruppe, men i efterårsferien kan man også tilmelde sig som enkeltpersoner. InsideFlyer har været med på turen.

Billetter bestilles på nettet via linket nederst i denne artikel. Man mødes i den vestlige ende af Terminal 2, hvor man starter med en gennemgang af lufthavnens historie. Gennemgangen forgår i det tidligere apotek, som nu er flyttet til den anden ende af Terminal 2. Der er plads til 36 personer og den dag jeg var med, var vi 34.

Herefter skal alle deltagerne vise billedlegitimation i form af kørekort eller pas. Herefter får man et adgangskort og en blå vest og kan herefter  i samlet flok gå mod security, hvor man først skulle vise sit adgangskort og billedlegitimationen.

Heldigvis forgik besøget om eftermiddagen, hvor der ikke var særlig lang kø ved security. Da alle 34 deltagere og de to guider var kommet igennem security,  var der gået en time og vi kunne nu gå ned i en bus, som skulle køre os rundt på lufthavnsområdet i halvanden time.

Først kørte vi rundt på forpladsen blandt flyene, hvor vi kom tæt på Emirates store A380 dobbeltdækker, hvor ombordstigningen var i gang.

Herefter kørte vi langs Terminal 1 hen til Vilhelm Lauritzen Terminalen, som vi så udefra. Terminalen blev indviet i 1939, men da man i 1999 opførte Terminal 3, lå den i vejen. Derfor blev den sat på blokvogne og rullet tværs over landingsbanerne til den nuværende placering i den østlige ende af lufthavnen.

Herefter gik turen forbi de enorme snerydningskøretøjer, der kan holde banerne snefri om vinteren.

Næste stop var den østlige brandstation, hvor de store brandbiler holdt klar.  Forrest på brandbilerne ser man et spyd, som i tilfælde af brand inden i et fly kan stikkes direkte ind i flyet og slukke branden. Udenfor var man tæt på startbane, hvor man kunne se de startende fly.

Efter brandstationen kørte vi forbi brandøvelsespladsen, hvor man kunne se de fly, man bruger til brandøvelser. På sidste del af turen kørte vi forbi hangarerne i den sydlige del af lufthavnen for til sidst at køre langt vandet forbi fragtterminalerne tilbage til Terminal 2, hvor turen sluttede.

Tider

Man afvikler tre besøg om dagen i hverdagene og to besøg om dagen i weekenderne:

Mandag – fredag: 09:30-12:00, 12:30-15:00 og 17:00-19:30

Lørdag – søndag: 09:30-12:00 og 12:30-15:00

Priser

I uge 42 er det muligt at booke plads som enkeltperson. Pris pr. person: 160 kr.

Grupper (op til 36 personer): 5.000 kr. (inkl. moms.)

Skoleklasser 1.-10. klasse (op til 36 personer): 1.500 kr. (inkl. moms.)

Turene kan bookes her.

 



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *