Qantas non-stop rute mellem Perth og London er en bragende succes

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Den 25. marts 2018 startede Qantas deres non-stop rute mellem Perth og London, med en estimeret flyvetid på 17½ time. Dengang var der mange skeptikere, som ikke troede på projektet, men her et år senere har ruten i den grad bevist sin berettigelse.

Ruten flyves med en Boeing 787-9 Dreamliner og Qantas kan berette om en gennemsnitlig belægning på imponerede 94% og kun fire aflysninger det sidste år (grundet teknik) og på trods af, at det er selskabets længste flyvning, er det samtidig den som opnår den højeste kundetilfredshed.

QF10 – første afgang fra London Heathrow. Fotokredit: Qantas.

En succes historie for både Qantas og delstaten Western Australia

I forbindelse med et morgenmøde i Perth den anden dag, kunne Qantas CEO, Alan Joyce, dele nogle flotte tal fra rutens første år i luften. Ud over den imponerende belægning og regularitet, så har den nye rute også bidraget med en positiv udvikling i Perth og delstaten Western Australia.

Deloitte Access Economics har på vegne af Qantas udarbejdet en rapport som bl.a. konkluderer, at den nye rute har skabt 601 nye fuldtidsjob i Western Australia og at nye internationale besøgende har brugt AUD $101 millioner i delstaten.

Rapporten siger yderligere, at internationale besøgende i gennemsnit opholder sig 22,2 nætter i Perth og 5,9 nætter andre steder i delstaten. Australske rejsende bruger færre nætter i Perth, men til gengæld flere rundt om i delstaten.

Fra Perth til London udgør australiere 69% af passagerne, mens 23% kommer fra Storbritannien. Den anden vej er antallet af internationale rejsende større, med 31% af de rejsende fra Storbritannien.

Qantas CEO Alan Joyce udtaler i forbindelse med jubilæet:

….at den nye rute har været en kæmpe succes lige fra starten og sågar har været profitabel næsten fra starten, hvilket er usædvanligt, da nye ruter ofte skal bruge lidt tid til at blive løbet i gang.

Joyce fortsætter:

Efter et år med denne rute kan vi også konkludere, at Perth fungere rigtig godt som en hub-lufthavn, som kan forbinde resten af Australien med Verden. Vi har rejsende fra det østelige Australien som flyver til Perth for at benytte ruten og det er også blevet meget lettere for europæere at besøge Australien. Der var mange forventninger til denne rute, og dem har vi, ærlig talt, overgået!

Kilde: The West Australian.
Fotokredit: Qantas / Deloitte Access Economics.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *