Regnskab fra Billund Lufthavn. 2019 var et rekordår

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Billund Lufthavn har haft 10 år med konstant vækst og udvikling. Det giver et godt grundlag for at komme igennem Corona-krisen.

Corona-krisen satte en stopper for mange år med vækst. Men de sidste ti år med vækst og udvikling kommer ikke dårligt igen. Tværtimod. De sidste ti år med 2019 som rekordåret har skabt et fundament for, at lufthavnen kommer igennem og stærkt ud på den anden side af krisen.

2019 i tal

År 2019 kan virke som en evighed siden, og det kan føles som en ligegyldighed at tale om. Men det er ikke ligegyldigt. Det var nemlig et fantastisk år for Billund Lufthavn: Et år med 3,7 millioner passagerer som passagerrekord. Flyselskaberne åbnede 16 nye ruter. Lufthavnen vandt EM og VM i ruteudvikling og markedsføring og meget andet godt.

Årets nettoomsætning blev 877,9 millioner kroner i 2019, hvilket er en stigning på 5,9 procent i forhold til 2018. Årets endelige resultat gav et overskud på 52,6 millioner kroner.

I 2019 investerede Billund Lufthavn samlet for 152 millioner kroner, og på trods af det høje investeringsniveau havde lufthavnen en soliditetsgrad på 57,7 ved udgangen af 2019 mod 54,3 ved udgangen af 2018.

Ved årsskiftet gik vi ind i 2020 med en forventning om et nyt rekordår. Ingen havde forestillet sig, at verden ville se ud, som den ser ud nu. Men på grund af de økonomiske resultater, der er skabt igennem de seneste år, står vi fornuftigt rustet til at komme igennem krisen. Billund Lufthavn skal nok komme stærkt igen, og så er vi klar til at skrive nye væksthistorier.

Jan Hessellund administrerende direktør i Billund Lufthavn.

Lufthavnen tror på fremtiden

Billund Lufthavn ligger i hjertet af det innovative Produktionsdanmark og servicerer dermed et stort erhvervsliv og en stor turismeindustri. Derfor er Billund Lufthavn en attraktiv lufthavn for flyselskaberne, da det er et stærkt marked at flyve til og fra. Det betyder, at flyselskaberne fløj til over 100 direkte ruter i 2019.

Coronavirusset bremsede hele luftfarten op, så næsten alle afgange blev aflyst, men allerede nu er næsten halvdelen af de 100 ruter vendt tilbage til Danmarks anden største lufthavn.

Det kan være svært at overbevise et flyselskab, der aldrig har hørt om Billund Lufthavn før, om at starte en ny rute. Billund er ikke nogen stor by, men når vi præsenterer vores aktive optageområde, får tonen en anden lyd. Derfor servicerer vi mange forskellige selskaber med mange forskellige ruter. Og nu på vej ud af krisen vender selskaberne og ruterne langsomt tilbage, fordi det er en god forretning at flyve herfra.

Jan Hessellund administrerende direktør i Billund Lufthavn.

2019 og de forrige ti år med vækst har givet lufthavnen et solidt fundament. De gode resultater har gjort Billund Lufthavn til en økonomisk sund og solid virksomhed, som står godt rustet mod en så alvorlig krise, som verden befinder sig i lige nu.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *