Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Kommentar – Hvem kom først – hønen eller ægget? Det er klassisk spørgsmål, som kan stilles i mange sammenhænge – også i forbindelse med et af de stærkt stigende problemer, som plager luftfartsindustrien i disse år: De såkaldte “unruly passengers”.
Unruly passengers er gæster, der af en eller flere grunde, men ofte under et rejsepres, kaster al god opførsel over bord overfor flyselskabets personale på jorden og/eller i luften, somme tider også overfor deres medrejsende. Luftfartindustrien slår hårdt ned på dem, for der gælder en abolut nul-tolerance, hvilket både er rimeligt og nødvendigt. Hvad nul-tolerancen imidlertid ikke gør, er at fjerne årsagerne til, at et stigende antal passagerer giver efter for deres mest primitive instinkter og ender i fuldstændig grotesker situationer, der blot skader dem selv. Det kom jeg til at tænke over, da jeg for kort tid siden fandt mig selv spærret inde i 4 1/2 time på et dansk charterfly, der åbenbart og helt ubekymret aspirerer til topprisen for verdens mest ubekvemme sæder og med så lidt plads, at jeg tænker, veterinærmyndighederne havde forbudt det, hvis jeg havde været et dyr. Jeg følte mig, kort sagt, som en mus i en fælde. Følelsen blev forstærket, da det gennem større akrobatiske øvelser lykkedes mig at fiske et stykke ost op af papkassen med i øvrigt stort set uspiselig mad, som selskabet kaldte “en frokost”. Der fulgte jo også kniv og gaffel med, men plads til at bruge bestikket manglede. Faktisk er den eneste flyrejse, jeg husker som endnu mere ubekvem, en med et sydamerikansk militærfly, hvor jeg sad på gulvet mellem fastspændte brændstofbeholdere.
Stress så langt øjet rækker
At rejse er at opleve, siger man. Så lad os se på den rejseoplevelse, moderne flyrejsende har i en tid, hvor flyvning ikke bare er blevet til massetransport, men også er udfordret af en lang række problemer fra terrorisme til flaskehalsproblemer: Dårlige IT-systemer, for kort taktede fartplaner med dertil hørende daglige forsinkelser eller aflysninger, over-booking, stressoplevelser en masse i sikkerhedskontroller, hvor millioner af mennesker hver dag mistænkes for at være potentielle terrorister, tæt-pakkede fly, kamp om plads til en stadig mere voluminøs håndbagage (fordi luftfartsselskaberne gennem deres prispolitik tilskynder dertil, samtidig med at de sjældent håndhæver deres egne regler), kampen om det tilbagelænede ryglæn versus maste knæskaller, osv., osv. Listen er så lang, som stressniveauet er højt. Hvad vi i virkeligheden ser, er et system, der permanent kører på randen af sammenbrud. Et omfattende, systemisk problem.
Symptomer er ikke årsag
Alligevel vælger vi (læs: luftfartsselskaberne) at skyde den fulde skyld for misèren på flygæsterne. Men er det en rimelig fremstilling af situationen? Det er det evige krav om stadig lavere priser på flybilletter, der fører til denne negative spiral. Men hvem er det, der udbyder de billige billetter? Og hvem er det, der tilbyder transport-ydelsen på betingelser, som sågar dyretransporter ville finde problematiske? Og hvem er det, der i profit-maksimeringens navn ikke bare igen og og igen har forsømt at udvide kapacitet og infrastruktur i lufthavnene, men tydeligvis giver prioritet til omdannelse af faciliteterne fra effektive transport-knudepunkter til shoppingcentre, som de rejsende tvinges igennem – om de vil det eller ej – med overfyldte og derfor ufremkommelige gange til de afgående fly (CPH – jeg ser på dig).
På nogle punkter er der bedring på vej. Flere lufthavne forbedrer sikkerhedskontrollen, så ventetiden forkortes og trængslen mindskes. I en periode har man sågar kunnet undlade, at skulle pakke elektronik ud og anbringe væsker i en særskilt pose. Det var positivt og man kan kun håbe, at denne lettelse kommer tilbage og bliver permanent. Men hvor nogle lufthavne har erkendt, at grænsen for, hvad man kan byde de rejsende er overskredet, mangler denne indsigt næsten totalt hos luftfartselskaberne, der ser sig i et selv-påført ræs mod bunden. Det er måske her nødvendigt, at lovgivningsmagten tager ansvar, gerne på en langt mere effektiv måde end det har været tilfældet med EUs miskmask af Forordning nr. 261/04, som har frustreret ikke bare luftfatsselskaber og kunder, men også domstolene. Men til gengæld har været en gave til advokater i hele Europa. Det burde især – men ikke kun – betyde regler for minimal sædeafstand i passagerfly.
Sker det ikke, skal man ikke undre sig så meget, hvis enkelte gæster under det rejsepres, de udsættes for, en gang i mellem mister selv-kontrollen og ender i ulykkelige situationer – også selv om ingen ønsker det.
Skriv et svar