Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
En morgenflyvning fra København til Madrid med SAS i SAS Plus er ikke altid et drømme scenarie. Det alene at skulle tidligt op og så ud i ”rush hour” i Københavns Lufthavn kan gøre alle forpustet. Fordelen på denne flyvning er dog at det er en fredag lige efter en helligdag og der er mange som sikkert havde taget fri denne dag eller rejste dagen før. Dertil at SAS Plus jo giver adgang til Fast Track og Lounge gør det hele lidt bedre.
På denne tur var jeg så heldig at have fundet en SAS Plus billet til kun 350,- mere end på SAS Go. At betale ekstra for at ”slippe” for at købe noget ombord, samt Fast Track og Lounge adgang er ikke det som tiltrækker min opmærksomhed når jeg ser sådanne billetter. Fast Track og Lounge adgangen har jeg i forvejen via mit medlemskab ved SAS og jeg køber ikke for mere end 350,- ombord hvis jeg havde fløjet i SAS Go. Men det som tiltrækker min opmærksomhed og gør at jeg vælger dette er at jeg optjener 200% EuroBonus point på denne måde og på denne tur er det således 4.000 point per vej plus mine 25% ekstra point grundet min Diamond status i EuroBonus. Dertil kan jeg så få mad og drikke, som jeg så ikke skal betale for og dermed spare et måltid.
I alt optjener jeg på denne tur derfor 8.000 EuroBonus point plus 2.000 EuroBonus point i de 25% ekstraoptjening. Disse 10.000 bliver så krydret med at SAS havde i december en ”tripple kampagne” og det giver mig så 20.000 ekstra point for denne ene tur til Madrid og hjem igen. Billetten købte jeg i december for dkk 1750,- for en tur/retur i SAS Plus.
Turen var sat til afgang en fredag morgen kl 07:50 så det var ikke noget med at sove længe. Ud til Københavns Lufthavn det gik og da jeg skulle flyve fra gate A14 som SAS var så flinke at oplyse ved at sende en SMS, overvejede jeg kort om jeg skulle tage security i Terminal 2 i stedet. Da jeg kom derud og så køen og at der var cirka 15 minutters ventetid var valget allerede givet og jeg gik ned til Terminal 3 og SAS Fast Track, hvor der kun var 2 foran mig i køen. Dette er virkelig noget der kan spare tid og alle med SAS EuroBonus Sølv skal huske på at de også hen over sommeren kan benytte sig af Fast Track og Lounge adgang.
En kort tur i SAS Loungen for lige at få lidt at drikke og spise, da jeg har lært af bitter erfaring at man kan risikere at sidde lang tid og vente på noget at spise i flyet om der sker nogle forsinkelser. Derfor forsøger jeg altid på morgen eller aftenflyvninger at få lidt at spise således at jeg ikke går hen og bliver alt for sulten inden servicen begynder.
Jeg havde kigget hjemmefra på afgangen og kunne se at der var masser af frie sæder og derfor havde jeg ikke travlt med at komme ud i gaten og vente. Der ville jo være masser af plads til min bagage. Ser jeg at der er godt fuldt op så vælger jeg altid at være der lige før boarding starter for at sikre at jeg får plads til min bagage i bagagehylden lige ved mit sæde. Jeg er ikke vild med at skulle kæmpe en kamp om at få plads til trolleyen og computertasken. Det giver meget mere ro at have dette lige ved hånden og gå ombord som en af de første.
Boarding begyndte 25 minutter før afgang og gik utroligt smertefrit, da der som før nævnt ikke var mange rejsende med. Umiddelbart var denne flyvning med en Airbus A320 kun halvfyldt.
Vel tilrette på mit sæde 01A var det så blot at vente på at hører ordet ”Boarding complete” og så afsted til Madrid. Dog valgte kaptajnen at vente på et par passagerer som var med et sent ankommende fly og dette forsinkede vores afgang med godt 10 minutter. Han lovede dog at være der til tiden alligevel. Dette er en god service fra SAS at de forsøger dette, dog er det en balance for det er godt for dem der er sent på det, men noget mere irriterende for dem der sidder og venter i flyet og helt sikkert gerne vil være der til tiden. Men 10 minutter skulle alle nok kunne klare uden problemer – især hvis der er ankomst til tiden. Dette er også noget som SAS har stor fokus på, da man jo ønsker at være nummer 1 i Europa når det handler om at ankomme til tiden – noget som de fik generobret i april måned.
Da vi var kommet i luften efter en fin start i det gode danske vejr og en god udsigt ud over København fik vi sat næsen mod syd. Morgenmadsservicen begyndte hurtigt og jeg er glad for den kvalitet som SAS Plus på catering siden har fået her den sidste tid. Det er gode og solide produkter af en rimelig kvalitet, samt at SAS forsat på mange områder holder sig til økologiske produkter og ikke har skåret dem fra i jagten for at spare penge. Mængden af mad er så noget man kan diskutere. Der er ikke meget i bakken. En enkelt skive kalkunbryst, et lille stykke ost, en lille yoghurt fra Øllingegård og en lille appelsin juice. Kvaliteten er ganske god og bedre end mange andre Europæiske flyselskaber i mine øjne, men dette er kun lige til at stille den værste sult.
Dog kan man som rejsende på SAS Plus supplere lidt op fra deres menukort og få mere at drikke såsom muffins, kolde drikke etc. Et godt nyt tiltag er også smoothies fra selskabet Froosh som godt kan anbefales. Da dette ikke var en arbejdstur så valgte jeg at supplere morgenmaden med mousserende vin Bernard-Massard som SAS vælger at servere på sine Intra-Europæiske ruter.
Turens samlede flyvetid var sat til 2 timer og 45 minutter så der var god tid til at slappe af over på den tidlige start på morgen og jeg fik klaret lidt arbejde alligevel på mailen og set et par serier afsnit på iPadden. På disse turer af lidt længere varighed er det et must for den frekventer rejsende at have nogle gode høretelefoner og jeg må sige at jeg er ovenud glad for mine Bose QC20 (in the ear) med noise reduction. Det er i min ”bedste ven” i luften og jeg kan også sove med dem, som kan være lidt besværligt med de andre jeg havde som sad og omkring øret. Der er en verden til forskel fra dem som følger med fx en iPhone og så mine Bose QC20. Så klart en anbefaling at kigge efter sådanne og især om man er i USA hvor der er en del penge at spare i forhold til Danmark.
Vi landede som kaptajnen sagde til tiden – ja en anelse før faktisk. Så vel ankommet til Madrid skulle jeg finde mit hotel. Valget var sat til Radisson Blu Madrid Prado som er min favorit kæde da jeg i Europa syntes at pris og kvalitet ofte er acceptabelt, samt muligheden for at opspare gode point i deres Club Carlson medlemsprogram som jeg så kan bruge på gratis overnatninger med familien på de rigtige gode (og dyre) hoteller i deres kæde.
Konklusionen på turen til Madrid på denne morgenflyvning at jeg igen oplevede SAS levere en god og stabil service og faktisk over middel. Eneste anke er at de ikke pro aktivt kommer rundt i Plus kabinen og spørger om der er noget man vil have ekstra. Det skal man selv spørge om. Noget jeg er i tvivl om er en regel som er udstukket fra firmaets side eller blot en kultur der er kommet i det nye service koncept. Dette kunne jeg godt tænkte mig var anderledes, da dette ville sætte en ekstra stjerne på servicen i min optik.
Oversigt:
Introduktion: En tur til Madrid med SAS i SAS Plus og en overnatning på Radisson Blu Madrid Prado
Rejsebeskrivelse: En morgenflyvning fra København til Madrid med SAS i SAS Plus <- denne artikel
Rejsebeskrivelse: En overnatning på Radisson Blu Madrid Prado
Lounge Review: Sala VIP Puerta Del Sol Lounge i Madrid Lufthavn
Rejsebeskrivelse: En flyvning midt på dagen fra Madrid til København i SAS Plus
jefi99 siger
Fin og interessant TR. Men hvad laver du nede i den "billige" lounge? :p
Henrik Olsen siger
Jeg skal da teste den 🙂
@jefi99 ham @Henrik Olsen gad ikke gå op på første salen 😉
Det er godt nok et lidt lille morgenmåltid. Tager selv turen på fredag, så jeg tror også lige at jeg vil tage et hurtigt stop i loungen 🙂
Det er ikke store måltider, men du kan få mere brød 🙂
Men lige at tage første morgenmad i loungen hurtigt er en god ide om man er lidt sulten.