Rejsebranchen slår rekorder og tror på nye højder i 2017

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Rejsebureauerne har kronede dage. I 2016 var overskuddet 464 millioner efter skat viser en ny analyse fra Dansk Brancheanalyse. 2017 tegner til at bliver endnu bedre, og forsalget til 2018 er også på vej mod et rekordniveau, lyder det fra Danmarks Rejsebureau Forening.

Både Familien Danmark og virksomhederne beskar rejsebudgettet, da finanskrisen var på sit højeste, men meget er sket siden da. Rejsebureauerne melder nemlig, at rejselysten er historisk høj hos danskerne. Og det kan ses på regnskaberne.

En ny analyse viser et overskud på 464 mio. kr. hos de danske rejsebureauer i 2016, hvilket svarer til en samlet vækst i branchen på 7,6 pct. lyder det fra Dansk Brancheanalyse.

Ole Egholm, som er direktør i Dansk Brancheanalyse siger at:

Vi har lavet analysen af danske rejsebureauer i 18 år, og det her er klart det bedste resultat i analysens historie. Resultatet er særligt imponerende set i lyset af konkurrencen fra både udenlandske aktører som Expedia og CheapTickets, samt nye platforme som Airbnb. Her har rejsebureauerne været rigtigt dygtige til at udvikle deres produkt.

Han tilføjer, at rekordåret i 2016 kom på trods af et hårdt år for charterbureauerne. Han kan dog se, at disse rejsebureauer er kommet efter det i 2017. Han forventer, at rejsebureauerne igen når nye højder i 2017 med et overskud på over en halv milliard.

Den vurdering deler Lars Thykier, der er adm. direktør i Danmarks Rejsebureau Forening:

2016 var et rigtig godt år, hvis man ser på branchen som et hele, men der er heller ingen tvivl om, at 2017 bliver endnu bedre. Det skyldes i høj grad det forfærdelige sommervejr, som resulterede i, at det næsten var umuligt at få en flybillet ud af landet i sommermånederne. Og en succesfuld højsæson er altafgørende for bureauernes indtjening, når året er omme.

2018 tegner også rekordgodt

Selvom kalenderen stadig viser 2017, er rejsebureauernes salg til 2018 allerede kommet godt fra land.

Lars Thykier slutter af med at sige:

Forsalget tyder på, at mange danskere ikke tør satse på en sommer inden for landets grænser i 2018. Derfor er der allerede gang i bookingerne, og flere rejsebureauer melder om flere forudbestillinger end tidligere år. Desuden ser vi en vækst i de tidlige bookinger af større familierejser. Danskerne ved nemlig godt, at hvis de for eksempel vil 10 personer af sted, så skal man være ude i god tid for at få pladser på drømmeafgangen til flyet og på favorithotellet.

Fakta: De danske rejsebureauer omsatte i 2016 for næsten 29 mia. kroner. Dansk Brancheanalyses analyse af erhvervet er lavet på baggrund af regnskaberne fra 194 rejsebureauer. I analysen er virksomhederne inddelt i 11 kategorier, som alle havde overskud i 2016.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *