Rejsebrev: En tur fra Hong Kong til København midt i corona krisen

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Kom med på en speciel rejseoplevelse fra Hong Kong til København midt i corona krisen. En rejse igennem 4 mennesketomme lufthavne og stewardesser klædt i hvide beskyttelsesdragter med mundbind.

Morten bor til dagligt i Hong Kong og har derfor oplevet hvordan corona krisen startede på tæt holdt. Nu skulle han hjem til Danmark og han tager os med på en meget speciel rejse med Qatar Airways og SAS.

Afgangen fra Hong Kong

Jeg ankom til lufthavnen kl. 23 i taxi og skulle ved ankomst have tjekket pas og flybillet for at få adgang til lufthavnen. Dette er grundet protesterne i Hong Kong i 2019, hvor de blandt andet besatte lufthavnen i nogle dage. Derfor kan man ikke længere få adgang til området uden flybillet.

Meget tomt check ind områder møder en, når du rejser i øjeblikket.

Trods det sene tidspunkt er der normalt relativt meget aktivitet. Men alle områder fra check-in, security, immigration and afgangsterminalerne var mennesketomme. Skræmmende for en lufthavn der normalt håndterer 200.000 passagerne om dagen. De få mennesker der er i lufthavnen i form af ansatte og passagerer bærer alle masker (mundbind). Det er ikke påkrævet, men det er i høj grad det nye normale i Hong Kong, hvor der tages stor hensyn til hinanden.

Ikke mange passagerer i de store lufthavne i verden.

Loungen, Gaten og Boarding

Dagens flyvning er på business class med Qatar Airways via Doha og Stockholm til København.

En næsten helt tom Premium Plaza First Lounge i Hong Kong.

Loungen i Hong Kong er Premium Plaza First, som er en 3. parts lounge. Navnet lyder mere fornemt end loungen tager sig ud. En relativt stor loungen der dog i aften kun har besøg af 3 gæster udover mig. Meget beskedent udvalg, hvilket også er grundet COVID-19 situationen omkring hygiejne. Loungen lukkede kl 00:20 trods vores afgang kl 01:35, så det gav en god halv times ventetid ved gate området.

Kun 8 passagerer skulle fra Hong Kong og til Doha denne aften.

Netop gate området blev den næste meget besynderlige oplevelse. Der sad kun et par enkelte gæster, da jeg ankom, og der dukkede ikke ret mange flere op. Årsagen? Der er kun 8 passagerer på nattens flyvning heraf 4 på business class. Af samme årsag blev boarding meget hurtigt overstået, men de holdte overraskende nok fast i priority boarding, og jeg blev den første gæst ombord.

Flyet og kabinen på turen til Doha

Jeg blev i flyveren mødt af 3 imødekommende ansatte, der alle bar maske, og jeg blev guided til mit sæde.

Fra Hong Kong bar alle besætningsmedlemmerne masker – en ting som skulle ændre sig i Doha.

Det var Qatar Airways’ business class konfiguration 2-2-2 på en B777-300ER, som ikke er så imponerende.

Qatar Airways Business Class ombord deres Boeing 777-300ER.

Men der var alligevel god plads med kun 2 passagerer i vores kabine med 24 sæder og servicen var i topklasse.

Morgenmad i Qatar Airways Business Class.

De kørte med Dining on Demand, så jeg fik bestilt en hurtig aftensmad efter tale-off, samt vækning og morgenmad inden landing i Doha.

Et kig i Economy Class – der var stort set helt tom på turen fra Hong Kong og til Doha.

Ankomst til Doha lufthavn – Hamad International Airport

Ved ankomst kl 05:30 lokal tid var lufthavnen meget tom, som den normalt ikke er.

Hovedtorvet i Doha lufthavn – Hamad International Airport med den ikoniske skulptur. Der plejer at være helt fyldt med mennesker.

Butikkerne er alle lukket, også i løbet af dagen, men deres store lounge var åben, og serverede endda buffet i restaurantområdet.

Qatar Airways har deres store Business Class lounge åben i Doha. Men ikke mange gæster besøgte den.

Kl 07:30 gik jeg fra loungen og oplevede en lufthavn der var ganske tom, om end ikke så stille som i Hong Kong. Qatar Airways har jo haft flere flyvninger igang igennem hele perioden og Doha er deres centrale hub for alle disse flyvninger.

Qatar Airways har deres store Business Class lounge åben i Doha. Men ikke mange gæster besøgte den.

Gateområdet til flyet mod Stockholm

I gate området var der samlet de godt 100 passagerer, som skulle med flyveren til Stockholm. Der var så masser af siddepladser og med god plads. De fleste passagerer bar maske, men ikke alle. Til gengæld har samtlige lufthavnsansatte samt Qatar Airways’ medarbejdere maske på.

Næste tomme gateområder ses i lufthavnene.

Boarding og mødet med de hvide beskyttelsesdragter

Boarding til dagens flyver, en A350-900 med Qsuite, foregik med priority boarding, og jeg blev til min overraskelse denne gang mødt af kabinepersonale i beskyttelsesdragter, beskyttelsesbriller samt maske. En ny procedure der lige er blevet indført ifølge de ansatte. Jeg blev på venlig vis vist til mit sæde 1K, som i Qsuite’s 1-2-1 konfiguration er en af de rækker, hvor man sidder med ryggen imod flyveretningen. Det er dog på ingen måde ubehageligt, og faktisk er det med god udsigt over motor og vinge. Der var 13 gæster ud af 36 sæder på business class, og 100 passagerer i alt på flyveren.

En ny virkelighed møder passagerne. Besætningen har hvide bekyttelsesdragter, masker og hansker på.

Jeg fik hurtigt tilbudt at bestille en velkomstdrink, og snart derefter kom de og spurgte til bestilling af mad. Igen et fantastisk koncept med Dining on Demand, så man vælger ganske enkelt hvad man gerne vil have at spise, i hvilken rækkefølge og på hvilket tidspunkt.

Den flotte Qatar Airways Qsuite kabine ombord på deres Airbus A350. Dog stort set tom på turen til Stockholm.

Qsuite kabinen er fantastisk indrettet, og man sidder meget privat med en virkelig stor TV skærm. Ens egen kabine virker rummelig og behagelig, og er virkelig funktionsvenligt indrettet. Bortset fra et lidt mindre sæde end på nogle af de First Class kabiner, som jeg har set, så virker det absolut på niveau med First Class, og er absolut den suverænt bedste business class, som jeg har oplevet.

Lidt anderledes oplevelse med de hvide beskyttelsesdragter, men servicen fejlede ingenting.

Ankomst til Stockholm

Mit første indtryk i lufthavnen var mødet med lufthavnspersonale samt toldere der alle konsekvent ikke bar maske. Helt generelt var der en stor procentdel af de relativt få mennesker i lufthavnen, som rejste med maske.

En meget tom paskontrol i Stockholm Arlanda.

Meget få butikker havde åbent i Arlanda, og SAS lounge var også lukket. Der var dog heller ikke mange personer at servicere, så det var forståeligt.

Alle besætningsmedlemmer fra SAS bar masker.

Sidste tur på dagens rejse mod København foregik med SAS, hvor jeg ved boarding blev mødt af personale der bar maske. Et godt initiativ synes jeg, og fra 18. maj er det også påkrævet for alle passagerer, hvilket jeg finder rigtigt at gøre.

SAS flyet mod København. Masker var ikke påkrævet endnu af SAS (kom et par dage efter dene tur).

Turen var i en af SAS’s nye A320neo, som har en flot og praktisk kabine samt god wifi. Grundet SAS’s nye regulativer blev der intet serveret ombord.

Denne nye SAS Airbus A320neo tog mig til København.

Ankomsten til København

Ankomsten til København blev lige så surrealistisk som resten af turen. Meget venligst fik vi en gate lige ved siden af paskontrollen i terminal C, så det var hurtigt overstået.

Det centrale område ved paskontrollen og “pølsevognen” Steff er mennesketomt.

Derefter kom mødet med et totalt øde lufthavnsområde lige foran den store SAS lounge. Et knudepunkt i den danske lufthavnstrafik der, som vi alle ved, normalt er tætpakket med rejsende.

På samme måde var bagageområdet også stort set mennesketomt bortset fra de få rejsende fra Stockholm der afventede bagage.

Bagageområdet i Københavns Lufthavn er stort set uden mennesker.

Ved bagagebåndende var der opmærket hvor man skal stå for at holde afstand, og der var tilmed personale til at hjælpe folk på vej med gode råd, til dem der ikke forstod den komplicerede grafik på gulvet (sarkasme kan forekomme).

Lufthavnen har markeret på gulvet hvor folk skal stå og afstanden. Noget som godt må blive en permanent ting i Københavns Lufthavn.

Der stod ingen og ventede på deres familie, venner eller kollegaer. Endnu et meget klart billede på hvordan det er at rejse i denne tid.

Der står kun en og venter uden for bagageområdet. Normalt er der masser af mennesker og trafik i dette område.

Afslutning og konklusion på turen

Overordnet set var det en rejse der sent bliver glemt, mest af alt grundet de mennesketomme lufthavne, samt kabinepersonale i beskyttelsesdragter på turen fra Doha til Stockholm.

En tak til Qatar Airways, der kæmper en lidt enlig kamp for at holde verden forbundet via luften, men mon ikke der snart kommer flere til. Jeg tror at det bliver en ny virkelighed med tiltagende regulativer for at minimere smittespredning.

Jeg bar selv maske i tiden i lufthavnene samt på turen til København, hvor jeg sad tæt på andre. Selvom jeg hellere ville være foruden, så er det ikke slemt at bære den, og jeg støtter op omkring kravet til at alle skal bære maske ombord.

Selv i denne tid lever Qatar Airways og Qsuite op til niveauet som nok verdens bedste Business Class.

Qatar Airways og deres Qsuite var en fremragende oplevelse – selv i denne tid og med besætningsmedlemmerne iført hvide beskyttelsesdragter. Det var første men ikke sidste gang at jeg har fløjet med Qatar Airways.

Qatar Airways har holdt mange fly i luften under hele corona krisen. Så derfor var lufthavnen i Doha mere travl end andre – dog tydeligt at se at ikke mange rejser eller kan rejse i øjeblikket.

Alle billeder er taget af Morten og redigeret af InsideFlyer



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *