Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Vi skal en tur vestpå fra Thailand til landet, som ifølge alle rygter burde have den sødeste befolkning, Myanmar (Burma). Det byder på nudler, et par nærdødsoplevelser i trafikken, flotte tekstiler og en flot solnedgang. Kom med.
Yangon
Kun en lille times flyvning fra Bangkok på et Air Asia-fly, uden eksisterende benplads ligger Myanmars største by, Yangon. Kort efter at have clearet immigrationen, hoppede vi ind i en taxa, og allerede her blev vi mødt med en særlig varme. Taxachaurfføren udnyttede den stillestående bilkø til at fortælle os om landet, hvordan man kommer rundt, lærte os et par nyttige gloser og viste os billeder fra de steder, som vi måske ville besøge. Med sådan en chauffør behøver man ikke engang åbne sin Lonely Planet. Byen har et flot, kolonistisk præg, hvilket især ses på bygningerne, der desværre er smudset helt til. Det hele ses bedst til fods, men hold øje med trafikanterne – de kigger ikke i spejlene.
Det lokale køkken
Leder man efter en stor kulturel og måske mindre kulinarisk oplevelse, så kan jeg anbefale at slå vejen forbi det lokale Night Market. Her fås alverdens madretter med en stor overvægt af nudler og ris, og selvom de forskellige boder måske ikke forstår engelsk, får man den venligste betjening. Og så gør det mindre, at man måske ikke fik den bestilte ret, når man sidder omgivet af burmesere og bare kan suge til sig af indtryk.
Det hele ligger som en lang slange op til en hovedvej, og der er masser at gå på opdagelse i. F.eks. er der flere frugtboder med frugt, som bestemt ikke ofte ses i på de nordlige breddegrader, og så kan man ikke undgå at se de mange sælgere af betelblade, som burmeserne er helt vilde med. Jeg kan dog godt afsløre, at det er deres tandsæt ikke, og så har jeg ikke fortalt for meget.
Et element af buddhisme
En af Yangons vartegn er den kæmpe Shwedagon-pagoda, der fra toppen af en bakke kan ses fra byens gader. Vi besluttede at kigge forbi en time før solnedgang. Det er vigtigt at bemærke, at det selvfølgelig er en religiøs bygning, og hvis man ikke har indkøbt en longyi, typisk erstatning for bukser, så må man lægge lidt ekstra i entregebyr for ikke at ankomme i krænkende, korte shorts.
Selve pagodaen er udsmykket i bladguld med mindre templer placeret rundt om den. Overalt langs kanten findes en masse skilte såsom “Monday corner” og “Saturday corner”. Disse er bedesteder, hvor lokale og buddhistinteresserede turister kan komme og bede en bøn foran den ugedag, de blev født på. Og det gør de lokale altså brug af, ret hyppigt, og sætter sig ned for at bede en bøn og lægge en ofringsgave. Efter et par rundture og par hundrede fotografier senere, kan man slå sig ned i udkanten og bare nyde solnedgangens stråler reflektere på pagodaens overflade. I aftenens tusmørke bevægede vi os ned til den nærliggende Kandawgyi-sø for en afslappende slentretur langs bredden forbi flere indbydende restauranter og hoteller.
Bogyoke Aung San Market
I noget nær centrum af Yangon findes et marked med noget til alle ens sanser. Stryger man ned i den vestlige fløj, står en hær af skræddere klar til at sy dig et jakkesæt til en slik eller tilbyde dig at købe et par af deres håndvævede pudebetræk. I den nordlige del af markedet kan du finde mad og drikke for billige penge, eller så kan du besøge slageteren for en solid bøf. Helt inde i centrum er der plastret til med smykkeforhandlere – det er dog ikke til at sige om ægtheden af guldet – og hvis det ikke falder i ens smag, så er det altid en mulighed at kaste sig over nogle souvenirs. Eller måske købe sig et par longyi. Alt i alt er det egentlig bare en oplevelse at gå rundt og mærke virvaret af liv i de trange stræder.
I næste rejsebrev går turen nordpå til flydende landbrug og landsbyer på den store, Inle Lake.
Skriv et svar