Rejsebrev: Sådan er Business Class på Turkish Airlines Boeing 787

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Det nye Business Class produkt på Turkish Airlines Boeing 787 kan opleves på selskabets flyvning til Nord- og Mellemamerika samt på nogle asiatiske destinationer. På en tur til Panama havde vi mulighed for igen at prøve den velkendte service og prøve de nye Business Class sæder.

Der er 30 sæder på Turkish Airlines Business Class på selskabets Boeing 787. Flyet har en forskudt 1-2-1 konfiguration og derfor er alle sæder ved gangen. Det er behageligt, at man ikke skal forstyrre sidemanden for at komme på toilettet. Turkish Airlines bruger Aurora Business Class-sædet, der produceres af firmaet Stelia Aerospace. Disse sæder bruges også af Singapore Airlines på deres Boeing 787.

Hvor skal jeg sidde?

Den forskudte konfiguration giver som udgangspunkt de rejsende mulighed for at få et sæde, der passer netop til de individuelle behov. Hvis du rejser alene, er det bedst at sidde ved vinduet på de ulige rækker. Her har du bordet ud mod gangen og dermed mest privatliv (se billedet nedenunder)

På de lige rækker er vinduessædet ud mod gangen – og dermed tættere på de andre passagerer og personer, som går forbi.

Hvis I rejser som par, bør I vælge midtersæder på en ulige rækker. Disse sæder er placeret meget tæt ved hinanden, og det er det bedste sted at føre en samtale. Derudover er der størst mulig privatliv. Derfor har disse sæder også har fået tilnavnet “Honeymoon Seats”.

Selvfølgelig kan sæderne lægges helt ned, så intet står i vejen for en behagelig rejse, hvor du kan få en god søvn på de lange ture.

Der er masser af plads til at lægge ting fra sig. Eksempelvis kunne vi nemt lægge iPad’en fra os under måltiderne. Så var den inden for rækkevidde, da vi igen skulle bruge den, efter vi var færdig med at spise.

Selv på denne lange flyvetur, som tager over 16 timer med et stop i Bogota, er sædet behageligt under hele turen.

Besætningen på Turkish Airlines hjælper gerne med at omdanne sædet til en “seng”, før du skal sove. Når sædet er lagt ned, får det et madrasbetræk. Desuden bliver dynen gjort klar. Der er også hjemmesko til hvert sæde. Så du slipper for at finde dine sko frem, når du skal gå en lille tur i løbet af natten.

Service, mad og drikke

Så snart vi går ombord, hilser purseren på os. Så ved vi med det samme, at det bliver en god flyvetur. Vi bliver vist hen til vores pladser, hvor to andre kolleger i besætningen, straks tager i mod vores bestilling af velkomstdrinks. Standarden er vand, appelsinjuice og de to lækre jordbær- og myntelimonader. Det er selvfølgelig også muligt at få et glas Taittinger-champagne. Men det skal vi lige spørge om.

Dernæst får vi under boardingen en lille Versace taske samt menukortet, hvor vi kan se udvalget af mad og drikkevarer. Efter pandemien er overstået, tilbyder Turkish Airlines igen de fugtige varme håndklæder, som udleveres på små porcelænstallerkener. Her adskiller selskabet igen sig fra konkurrenterne, som normalt giver passagererne de lune håndklæder med tang fra en kurv eller bakke.

Da vi flyver ud tidligt på dagen, er morgenmad den første servering efter velkomstdrinken. Turkish Airlines har et stort udvalg af kolde og varme retter. På denne tur vælger jeg en omelet med ost samt forskellige tyrkiske oste. Men det er også muligt at få frugtsalat, frisk yoghurt med honning og frugt, en spinatkage og forskellige smoothies. Flyet har en espressomaskine, så det er oplagt at bestille en espresso eller cappuccino under turen. Men det er naturligvis også muligt at tage tyrkisk kaffe. På vores returflyvning kunne vi til morgenmad også vælge en crepe.

Efter den første servering behøver du dog ikke at sulte: Du kan hele tiden bestille små snacks som småkager, chips, ostesandwich eller chokoladekage.

Frokost

Frokosten bliver serveret et par timer før landingen i Bogota. Her er Turkish Airlines igen tilbage på samme niveau som før pandemien. Vi får mulighed for at vælge mellem forskellige forretter fra serveringsvognen. Der er mange valgmuligheder, eksempelvis tomat og mozzarella, tyrkisk mezze, frisk salat og græskarsuppe. Der er også et stort udvalg af tyrkiske og internationale vine, Taittinger-champagne og spiritus.

Jeg valgte suppen og tallerkenen med “tyrkisk mezze”.

Da vi kom til hovedretten, kunne vi vælge mellem teriyakibeef, grillet laks eller ravioli. Vi beslutter os for bøffen, som smagte rigtigt godt.

Egentlig er man allerede godt mæt efter både forret og hovedret. Men de søde fristelser på dessertvognen er svære at takke nej til. Det store udvalg bestod af traditionelle tyrkiske desserter, æblekage, cheesecake, chokoladekage, frisk frugt eller et ost.

Entertainment

Turkish Airlines har et godt udvalg af film. Du kan finde både lidt ældre film, der er værd at gense, men også meget aktuelle film. Dertil kommer udvalgte afsnit fra forskellige serier. Det er bare ærgerligt at man ikke kan finde komplette sæsoner.

Der er naturligvis WIFI til Business Class-passager på Turkish Airlines. Den første 1 GB er gratis. Det skulle faktisk være godt nok til enhver flyvning. Hastigheden er god under hele turen. Jeg oplevede ikke, at der var perioder, hvor hastigheden var et problem.

Alt i alt har Turkish Airlines et godt Business Class produkt på selskabets Boeing 787. Som det fremgår af artiklen tilbyder selskabet perfekte sæder til solorejsende såvel som til par og venner. Det sædvanlige gode køkken ombord samt underholdningen og den gratis WIFI gør flyveturen meget behagelig.

Artiklen er oversat og lettere bearbejdet. Den er oprindelig bragt på vores tyske søsterside InsideFlyer DE.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *