Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
At flyve med SAS til USA er oplagt, med direkte ruter fra København til New York, Washington, San Fransisco, eller som her: Chicago. En tur uden flyskift gør tingene nemmere. Men hvad får man så for pengene på de billigste billetter med SAS Go? Følg med på sommerferie til Chicago med hele familien. Flyvningen foretages med SAS’s langturs-arbejdshest, Airbus 340. Det er – som vi skal se – en ældre maskine. Men den kommer både op og ned som planlagt…
Så blev det tid til endnu en langtur med SAS, som sædvanligt på økonomiklasse – eller SAS Go, som det så smukt hedder. Sommerferie i første omgang til Chicago, sammen med konen og børnene på 4 og 7.
Billetterne blev købt allerede i januar på et tilbud, hvor børnene kommer med alene for skatter og afgifter, hvilket faktisk betød, at dette samlet set var billigste valg til Chicago. Og så skal der alligevel meget til, før man betaler ekstra for at få et mellemlanding undervejs. Direkte flyvninger er trods alt meget rart, især når man har hele familien med.
Nem check-in
Sædetildelingen skete allerede ved booking, og der var derfor ikke meget vundet ved at checke ind hjemmefra. Så det sprang vi over. Til gengæld stødte vi på en ensom check-in automat allerede i parkeringskælderen i Kastrup, og uden besvær fik vi printet boardingkort og bagagetags. Herefter var det nemt at aflevere kufferterne i bag drop i afgangshallen. Medarbejderen var glad og smilende – faktisk så meget, at Casper (7) kommenterede på det bagefter. Pluspoint fra start til SAS ground crew! Security tog cirka 10 minutter, hvilket er acceptabelt.
Loungebesøg har lav prioritet, når familien er med. Børnene vil hellere kigge på fly. Så det gjorde vi. Derefter gik turen gennem paskontrollen til gate C32, hvor alt også gik uden problemer. Boarding foregik sektionsvis bagfra og det fungerede godt. Business class rejsende, EB Diamond og Star Gold fik prioritet. (Gad vide, hvad de ville have sagt til en EB Gold, som jo trods alt også er Star Gold?) Effektiv boarding af et fuldt booket A340 – det var faktisk imponerende.
SAS’ Airbus-flåde er ikke ny, og det kan godt ses. Interiøret er slidt – nogle steder lappet med gaffa – rengøringen er ikke imponerende, og sæder, underholdningssystemer mv. har set bedre dage. Mit bord hang lidt med næbbet i den ene side, men maden blev dog liggende. Alle pladser var udstyret med den vel obligatoriske pude og vakuumpakket polyestertæppe, og så en flaske kildevand, hvilket er rart på en varm sommerdag.
Desværre blev afgangen næsten tre kvarter forsinket pga. langsom læsning af fragt, men kaptajnen var flink til at holde os orienteret undervejs. Herefter kunne den store maskine slæbe sig i luften, og kaptajnen lovede at indhente forsinkelsen, inden vi nåede Chicago. Pluspoint for god information.
En udfordring ved at holde stille længe på landjorden, mens man drikker en halv liter kildevand, er at det også skal ud igen på et tidspunkt. Det var lige ved at gå galt for Lukas på 4 år, men der var tydeligvis også andre, der var ved at være godt desperate, da fasten-seat-belt-lampen endelig blev slukket…
Special eller not-so-special meal
Da vi kom op over skyerne, faldt der ro over tingene, og serveringen gik så småt i gang. Først var der drikkevarer, og på SAS Go er der én ikke-alkoholisk drik inkluderet i prisen. Efter at have spottet, at sodavand blev leveret i hele dåser af standardstørrelse, faldt mit valg på en Cola Zero. Ungerne fik æblejuice og var godt tilfredse med dét.
For at imødekomme familien, var der bestilt vegetarmad til hele holdet. Det er altid med en vis skepsis, for jeg har alt for ofte oplevet, at logistikken ikke fungerer på dette punkt. Enten er bestillingen ikke nået frem til cateringfirmaet, eller også bytter personalet rundt på bakkerne, og man ender med en hindu saltreduceret frugtmenu. Min frygt blev denne gang gjort til skamme. Maden indfandt sig og var ikke alene korrekt i henhold til bestillingen, men faktisk også spiselig. En pastaret med spinat, som efter tildeling af salt og peber smagte ganske fortræffeligt. Hertil salat (anstændigt frisk) med balsamicodressing, en bolle samt knækbrød med camembert, og så en lille skål frugt. Hvorfor vegetarer pinedød skal serveres frugt i stedet for den kage, som alle andre får, er mig en gåde, men sådan må det nok bare være. Af en eller anden grund kan man heller ikke få de friskvarmede boller, som andre mennesker får. Denne gang var det dog til at leve med. Ovre på den anden side af gangen fik man kartoffelmos med kødboller, hvilket faktisk ikke så vanvittig lækkert ud. Så jeg nød pastaen (og, hvis sandheden skal frem, også noget af Caspers, da min sult tydeligvis var større end hans).
Der gik ikke længe, før det venlige kabinepersonale kom rundt og tilbød kaffe og te, og jeg valgte, noget utraditionelt, en kop te, som havde en smuk gylden farve, men ingen nævneværdig smag. Da vi lidt senere blev tilbudt MERE kaffe eller te, valgte jeg – naturligvis udelukkende af hensyn til læserne – at prøve en kop kaffe, som faktisk var udmærket.
Således mæt og glad er det bare at læne sig tilbage og vente på afrydningen, hvilket heldigvis skete efter en passende tid, hvor alle var færdige med at spise, men ingen var blevet overdrevet trætte af at sidde med en bakke affald foran sig.
Cabin crew fortrak til bagerst i flyet, hvor der blev stillet vand frem – til fri afbenyttelse – og øvrige drikkevarer og snacks mod betaling.
Underholdning? Eller uden holdning?
Børnene kastede sig over den medbragte ipad, mens konen forsøgte sig med de tilbudte film. Selv har jeg ikke den store fidus til redigerede film på en lille skærm med dårlig opløsning og dårlig lyd. Til gengæld kan jeg godt lide at følge med på verdenskortet og se, hvor langt vi er nået. Det virkede dog ikke på denne tur. Foruden film og musik, som IKKE er on-demand, men må ses og høres på bestemte tidspunkter, er der en håndfuld små spil, som børnene prøvede, men hurtigt blev trætte af. På ingen måde imponerende.
Så var der ro i nogle timer. Et par gange undervejs kom cabin crew igennem rækkerne med vand. Meget normalt, men med et smil, som ikke altid er nogen selvfølge.
Det lykkedes mig aldrig at falde i søvn, men jeg fik hvilet mig, inden der blev skruet op for lyset i kabinen cirka to timer før landing. Nu var det tid til turens andet måltid, som egentlig ikke er et måltid, men en “snack”. I mit tilfælde en rugbrødsmad med tre tykke skiver squash (og ikke Finn Nørbygaard-versionen med appelsinsmag, men den rå, grønne version). Jeg bliver nødt til at sige det, som det er: Sjældent har jeg – på fly eller på landjorden – fået noget så usmageligt. Af hensyn til læserne tog jeg en ekstra bid, men nej. Det er en ommer, SAS. Så tænker man, at jeg jo selv er ude om det ved at bestille vegetarmad. Men min sidemand, som ikke havde den slags kvababbelser, fik en lille æske med et stykke “pizza” – retteligt en skive svensk polarbrød med noget sauce og en skive ost smeltet henover. Det duftede lækkert. Men at dømme fra mine medpassagerers mad-iver, var der vist hverken noget vundet eller tabt ved at bestille specialmad. Øv.
Vi nærmede os Chicago, og der blev ryddet op i kabinen. Jeg begyndte mine små ritualer med at tage skoene på og pakke alt pånær min bog op i taskerne, så vi var klar til at stige ud i fuld fart. Landingen gik fint, og efter at have trillet tværs over en af verdens større lufthavne i adstadigt tempo, nåede vi frem til Terminal 5 og vores gate. Turen var slut, og det var – som altid – rart at kunne få fast grund under fødderne igen.
Som supplement – men det har ikke noget med SAS at gøre – kan det nævnes, at indrejseformaliteterne i USA gik ufattelig hurtigt. Ofte har vi stået en time i kø ved paskontrollen. Denne gang var der ingen kø, sandsynligvis på grund af de opstillede automater, hvor mange kan betjene sig selv på ganske kort tid. Vi kom derfor så hurtigt igennem, at vi faktisk måtte vente et par minutter på vores kufferter, hvilket er usædvanligt. Så gik turen videre ud i den amerikanske sommer for at finde vores lejebil, men det er en anden historie.
Konklusion
Jeg må konkludere, at SAS leverer et produkt, som fungerer. Der er ingen luksus. Ingen positive overraskelser, som overstiger, hvad man objektivt set burde kunne forvente. I virkeligheden er det som et IC3-tog med vinger: Det har været nyt og flot engang, nu er det lidt lurvet i kanterne, men det virker trods alt. Samtidig er der ikke meget, der tyder på, at konkurrenterne egentlig kan præstere ret meget bedre.
Så i betragtning af, at SAS tilbød den billigste billet (og 4.300 Eurobonusmiles), vil jeg ikke tøve med at vælge dem igen, næste gang jeg skal til Chicago.
Skriv et svar