Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
InsideFlyer bringer her et interview med SAS CEO Anko van der Werff. Det er optaget på første flyvning til Toronto.
Efter et bekymrende kvartalsredskab viser SAS, at man tror på fremtiden.
Den internationale luftfart er udfordret i disse tider med Corona eftervirkninger, frygten for en ny pandemi-bølge i efteråret, et lukket luftrum over Rusland, eksploderende brændstofpriser og mangel på personale.
I sidste uge præsenterede SAS et kvartalsregnskab, der sendte chokbølger igennem pressen, men dagen efter demonstrerede selskabet sin tro på fremtiden med åbningen af den nye rute mellem Skandinavien og Toronto. InsideFlyer var med på premiere-flyvningen og talte med en veloplagt SAS CEO Anko van der Werff.
InsideFlyer: SAS gør en stor indsats for at være forrest i spørgsmålet om grøn luftfart. Hvad betyder indsatsen af de nye A321LR fly i den sammenhæng?
Anko van der Werff: Jeg er glad for, at vi starter med spørgsmålet om bæredygtighed, for det er virkelig her, vi bør fokusere. Hvad betyder det, at flyve single-aisle over Atlanten til Nordamerika? I lufthavnen her til morgen sammenlignede vi brændstofforbruget. Vi bruger 20.000 kg fuel sammenlignet med de 48.000 kg, som en A330 skulle bruge. Det siger dig øjeblikkeligt noget vigtigt: Blot 40 % af det ”normale” brændstofforbrug. Og vi forbinder stadig Skandinavien med Canada. Disse fly er en vigtig del af alt det, vi gør.
InsideFlyer: Man ville umiddelbart tænke, at et fly som A321LR er pre-destineret til brug på ”tynde ruter”, altså på sekundær-markeder fra mindre lufthavne. Men SAS har nu valgt at indsætte det på hovedstrækninger fra SAS’ hubs. Hvorfor det og hvad er strategien for den fremtidige indsats?
Anko van der Werff: Du har identificeret de to måder, vi agter at bruge denne flytype. Vi kan analysere sekundærmarkedet og se hvor der vil være behov for forbindelser, f.eks. til USA. Samtidig kan vi fra vore hubs i Stockholm, Oslo og København, se, hvor der stadig mangler non-stop forbindelser og teste potentialet. F.eks. havde vi ingen forbindelse til Canada, men nu kan vi prøve det. Med et wide-body fly vil den finansielle risiko være langt større, så vi gør det i stedet med vore A321LR. På den måde opfylder denne type begge behov.
InsideFlyer: SAS har pt 3 fly af denne type. Kan vi forvente at se flere af disse fly i SAS’ flåde?
Anko van der Werff: Det er muligt. Jeg kan virkelig godt lide dette fly, men vi mangler stadig data. Passagererne lader til at nyde det – ikke bare i dag. Vi har rigtig godt feedback fra dem. Det er et vidunderligt fly – bare se på vores business class og også premium economy class. Begge er virkeligt stærke produkter – i business class med 2+2 og 1+1 sæde-konfiguration. Lad os give det nogle måneder og så se, om lønsomheden virkelig er, som vi lige nu antager, og hvis det holder, skal man ikke blive overrasket, hvis vi bestiller flere fly af typen.
InsideFlyer: Kan man så forestille sig, at de vil erstatte nogle af SAS’ wide-bodies?
Anko van der Werff: Jeg har jo sagt, at vi har for mange wide-body fly. Grundet Covid-19 var der gennem lang tid intet marked for wide-bodies. Det mangler stadig i retning af Asien, som stadig er lukket p.gr.a. Covid og fordi det russiske luftrum er spærret efter invasionen i Ukraine. Så vi har for mange wide-bodies. Men også fordi vi har to typer i flåden, hvilket ikke giver mening i forhold til den begrænsede flådestørrelse, vi har. Endelig er det nye A321LR ganske enkelt et fantastisk fly, så vi ser en fremtid med færre wide-bodies og en mulig større indsats af A321LR.
InsideFlyer: SAS har valgt en tre-klasse konfiguration, hvad er grunden?
Anko van der Werff: Jeg tænker, at spørgsmålet i realiteten er et spørgsmål angående premium economy. Vores premium economy er et virkeligt stærkt produkt og et godt ”entry-level” til et premium produkt med et fantastisk serviceniveau. Passagerne påskønner det tydeligvis. Prismæssigt retter det sig mod et specifikt kundesegment og det fungerer for os. Som du kan se i dag, er premium economy helt fuld – det er fantastisk på en åbningsflyvning. Så jeg er glad for denne løsning.
Forsidefoto: SAS CEO Anko van der Werff (BongoPlanes)
Skriv et svar