SAS: Ingen pladsgaranti til EuroBonus Guld

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Fra 6. juli til 31. august er EuroBonus medlemmer med guldstatus ikke længere sikret en plads på flyet for rejser i Skandinavien og Europa. En af fordelene ved guldstatus var, at man på udsolgte fly altid kunne købe en billet i booking klasse C mindst 48 timer inden afgang. Og dermed var sikret en plads på flyet.

SAS har lige skrevet til alle EuroBonus medlemmer med guldstatus, at denne sommer er mange af afgangene allerede udsolgte. Derfor må SAS i perioden fra 6. juli til 31. august ophæve den ret, som guldmedlemmer altid har haft til at kunne komme med flyet, hvis de 48 timer inden afgang har købt en billet i booking klasse C.

Pladsgarantien for guldmedlemmer er over sommeren ophævet for alle afgang indenfor Skandinavien og Europa. På rejser til/fra USA og Asien har guldmedlemmer stadig ret til at købe en billet i booking klasse C – og dermed komme med flyet.

Større forskel mellem Guld og Diamant status

Eurobonus medlemmer med diamant status har stadig pladsgarantien – og kan derfor være sikre på at komme med flyet, hvis man køber den dyre billet på booking klasse C.  Dette er endnu et eksempel på, at forskellen mellem de to højeste niveauer i Eurobonus bliver større. Og det sker desværre ved at SAS fjerner fordele for guldmedlemmer. Tidligere på året mistede medlemmer med guldstatus retten til at få et gratis Eurobonus MasterCard (en fordel, der nu alene er forbeholdt medlemmer med diamantstatus).

Godt nyt for SAS

Det er naturligvis godt nyt for SAS, at man har solgt alle sæder på mange afgange indtil udgangen af august. Fyldte fly skulle jo gerne sikre, at SAS får en god indtjening og bedre tal på bundlinjen. For de kunder, der endnu ikke har købt billet, kan de mange udsolgte afgange imidlertid blive en udfordring, hvis man skal finde en billet til rimelige priser – specielt, hvis man ikke har fleksibilitet i destinationer og rejsetidspunkter. Derfor råder SAS også alle kunderne til at købe billetter så tidligt som muligt.

 



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *