Sidste A380’er leveret: Emirates føjer ‘superjumbo’ nummer 123 til sin flåde

Last Airbus A380

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Emirates har netop i går modtaget deres A380’er nummer 123 med betegnelsen A6-EVS. Netop denne levering er en milepæl i selskabets 21 år lange arbejde med flytypen, da produktionen af kæmpeflyet stopper. A6-EVS er den sidste nye A380’er, der leveres.

Emirates var i tidernes morgen de første til at bestille A380’ere ved Farnborough Air Show i år 2000, allerede inden det nye fly havde fået navn, og gik under betegnelsen A3XX. Efterfølgende fulgte Emirates op på den visionære fremtidsinvestering i den nye flytype ved at købe yderligere 15 stk. A3XX ved Dubai Air Show i 2001, som blev afholdt kun seks uger efter 9/11, der på alle måder udfordrede og vendte op og ned på det internationale flymarked.

Emirates fremsynede investering i A3XX-modellen, som sidenhen blev til A380, var afgørende i forhold til at samle de ledende europæiske flyselskaber om, at udvikle den hidtil største kommercielle flytype – udstyret med to etager og et særdeles eksklusivt interiør. 

A380’eren satte nye standarder

Siden A380 første gang gik på vingerne, har flytypen sat nye standarder for, hvor behageligt og eksklusivt det kan føles at flyve – især for rejsende med Emirates. Tim Clark, Emirates Airlines’ direktør siger:

A380 er i sandhed et specielt fly på alle måder. Hos Emirates har modellen givet os mulighed for at redefinere rejseoplevelsen, imødekomme efterspørgslen fra travle lufthavne, presset på afgangstider, samt udbygge og styrke vores netværk. A380 vil fortsat være Emirates flagship i de kommende år og en afgørende del af planerne for vores netværk.

Det fly, vi modtager i dag, er udstyret med vores nyeste kabinedesign – inklusive Premium Economy. Sammenligner man den med vores allerførste A380 leveret tilbage i 2008, vil man kunne se utallige forbedringer og opgraderinger, der er investeret i for at sikre, at Emirates A380-oplevelsen hver gang er uden sidestykke. Vi vil gerne takke Airbus og alle vores samarbejdspartnere for at have gjort det muligt for os at skubbe til grænserne og muliggøre en mængde innovative nyskabelser i branchen – og vigtigst af alt, levere det bedste produkt til Emirates’ kunder.

CEO for Airbus SE og præsident for Airbus, Guillaume Faury tilføjer:

A380’eren har berørt mange passagerers rejseliv ved at sætte helt nye standarder for fly- og rejseoplevelsen. Jeg er overbevist om, at A380’eren vil fortsætte med at gøre det i årtier fremover med Emirates, som løbende har introduceret nye serviceydelser og tilføjelser, der tillader passagerer over hele verden at opleve de unikke egenskaber ved selskabets A380’ere.

123 stk. A380’ere

Emirates var de første til at tro på og investere i A380’eren, og i dag har selskabet altså modtaget den sidste nyproducerede A380’er. Dermed har selskabet verdens suverænt største flåde af kæmpeflyet på 123 styks.

Den leverede A380 A6-EVS er naturligvis udstyret med alle Emirates’ seneste signaturprodukter, herunder First Class Private Suite og det efterhånden meget omtalte spa-badeværelse. Derudover er der også den opdaterede og meget populære A380 Onboard Bar, den nye Premium Economy Class og en opdateret version af ice-underholdningssystem med luftens bedste og største skærme samt et hidtil uset antal af valgmuligheder inden for film, spil etc.

Flere A380’ere opdateres

Ved Dubai Airshow 2021 i november annoncerede Emirates et ambitiøst opdaterings-program, der skal efterse 52 af de eksisterende A380 fly for at sikre, at de er indrettet optimalt med ny kabineindretning og andre nye signaturprodukter, således at A380 fortsat er på forkant med udviklingen i branchen og yder den bedst mulige rejseoplevelse.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *