Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Azul er det første indenrigsselskab jeg nogensinde har prøvet i Brasilien, og jeg må sige at jeg er noget imponeret over deres economy produkt, der til enhver tid overgår noget jeg har prøvet i Europa.
Min rejse til Teresina i det nordøstlige Brasilien starter i Sao Paulo, og går via Recife, hvilket giver mig én 4 timers- og én 1,5 times rejse frem til min endelige destination. Forud for dette er jeg ankommet med Lufthansa afgang 504 fra München, og på trods af at de to selskaber ikke er partnere, kunne min bagage tjekkes ind hele vejen til Teresina (dog skulle jeg selv bære den igennem tolden i Sao Paulo)
Jeg ankom i terminal 2, og skulle videre fra terminal 4, jeg tænkte at dette ville blive en smal sag, men det viste sig at de to terminaler lå langt (meget langt) fra hinanden. Dette gik op for mig, da jeg havde gået hele vejen til terminal 1, og en medarbejder venligt henstillede mig til en shuttlebus.
De 2,5 timers connection der før havde set ud til at være god tid, begyndte så småt at blive knebent – jeg havde brugt den første time i immigrationen, 20 minutter på at famle rundt i lufthavnen, og med kun 1,5 time tilbage skulle jeg altså med en bus til terminal 4, have udstedt mit boardingkort til indenrigsflyvningen, og igennem security.
Busturen tog 10-15 minutter, og jeg ankom til Terminal 3, som til min store glæde var meget lille (kun 8 gates) og alt så ud til at gå stille for sig, dog tog det meget lang tid at komme igennem den korte kø til skranken hvor boardingkort bliver udstedt, og da jeg så køen til security begyndte jeg at tvivle på om jeg ville nå min afgang.
Til min store glæde opdagede jeg dog “Safira køen” i security, og jeg var få dage forinden blevet statusmatchet til denne status, og hoppede dermed over i denne mere overskuelige kø.
Læs mere om mit statusmatch fra Eurobonus Gold til TudoAzul Safira her!
5 min. efter var jeg igennem, og de ville ikke engang have elektronik og væsker ud af bagagen (flinke betjente)
Da jeg kom ud til gaten var boarding netop begyndt, og de kaldte safir- og diamantmedlemmer op til skranken, så 1-2-3 og jeg var ombord.
Flyet der skulle flyve mig til Recife, var en Brasiliansk bygget Embraer E-195 – super lækkert fly! Indretningen var ny og moderne, med skærme i stoleryggene, og lækre lædersæder med OK benplads! Den eneste downside var at alting var på portugisisk – også al underholdningen. Dog er det vel fair nok, at sprogvalget på en regional flyvning falder på nationalsproget?
Flyet holdte lige udenfor døren ved gaten (ingen bro ud til flyet) og boardingen gik stille for sig, på trods af brasilianernes køkultur, eller mangel på samme. Da dørene blev lukket, kom en stewardesse rundt med headsets til alle der ønskede det, dog havde de fleste selv medbragt høretelefoner, da kvaliteten af Azuls var ret dårlig (dog bedre end ingenting!)
Der var 2 kabinepersonaler ombord, og de to gjorde kabinen klar til afgang imens vi taxiede ud til startbanen. Vi har næppe kommet i luften før den ene begyndte at remse alle drikkevarer og snacks op, som de havde medbragt ombord (på portugisisk) og jeg tænkte straks tilbage på en tur jeg havde med Ryanair tidligere på året, hvor alting blev remset op i højtalerne, og hvor alting kostede en formue.
Den positive overraskelse var dog, at det hele var gratis – Altså ikke 1 snack + 1 drikkevare som på mange Europæiske flyvninger – men så mange snacks man ville have, og mere end én drikkevare hvis man kunne drikke det. Kabinepersonalet tilbød tilmed at man bare kunne ringe på knappen i loftet, hvis man ønskede 2nd serve.
Snacks bestod af chips, vingummier og en muffin af en art – dertil drak jeg en cola:
Det er selvfølgelig ikke et rigtigt måltid, men det var klart bedre end det jeg har oplevet på Economyklasser i Europa!
Resten af flyvningen forløb stille, og mange (incl. mig selv) benyttede turen til at sove. Andre ombord sad og så live tv, men det benyttede jeg mig ikke meget af.
Jeg benyttede mig ikke af 2nd serve, da jeg egentlig ikke var specielt sulten (muligvis fordi min krop tænkte at det var eftermiddag hjemme i DK?)
Vi landede i Recife, og holdte ved gaten 5 minutter før tid. I Recife havde jeg 50 min. til at skifte, hvilket dog ikke var noget problem, da Azul havde en mand ude og vente på mig, og 3 andre der også skulle til Teresina. Vi blev ledt af en bagvej op til gaten, og stod allerede klar til boarding 45 min. før afgang.
På næste flyvning var det samme procedure med boarding – Safir/Diamant først, headset udleveres før afgang, og snacks blev udleveret kort efter afgang efter den lange tale om udvalget. Denne gang valgte jeg en lille pose nødder, en post chips, og en Guarana sodavand.
Denne korte flyvning ville jeg ikke sove på, så jeg fandt mit headset frem, og gav mig til at se lidt tv. Tiden fløj afsted, og straks var vi under landing i Teresina.
Teresina er en sjov lille lufthavn, med få afgange om dagen, på trods af at selve Teresina har 1 million indbyggere. Lufthavnen mindede i størrelse om Odense, og ankomstområdet bestod af et bagagebånd, samt en lille udgang til check-in området.
Jeg optjente 4000 point i Azuls fordelsprogram “TudoAzul” hvilket har en reel værdi på 120 Real$ (ca. 250 kr.)
Alt i alt var flyvningen en af de bedste jeg har prøvet på det regionale marked, også selvom flyvningen var den billigste på ruten imellem Sao Paulo, og Teresina. Den reelle pris på flyvningen kender jeg ikke, da den blev booket sammen med en Lufthansabillet, og det var dermed ikke specificeret hvad turen op til Teresina havde kostet.
Jeg kan desværre ikke sammenligne med andre selskaber i Brasilien, da dette er den første flyvning jeg har prøvet hernede, dog må jeg sige at jeg har fået et positivt førstehåndsindtryk af regionalflyvning i Brasilien.
Skriv et svar