Test: Hans Christian Andersen Airport (Odense Lufthavn)

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Odense Lufthavn, eller Hans Christian Andersen Airport, har længe kæmpet for at komme ind i varmen hos rejsearrangører og flyselskaber. Nu er lufthavnen endelig begyndt at summe med liv et par gange om ugen.

De fleste flyvninger foregår med rejseselskaber, men flyselskaberne kan indimellem også selv stå for at sælge de resterende pladser på flyet, hvilket gør at man kan flyve fra den fynske lufthavn, uden at skulle booke en charterferie.

Tirsdag den 28. juni klokken 7:45, parkerer jeg på Odense Lufthavns parkeringsplads. Eller Hans Christian Andersen Airport som den blev omdøbt til for et par år siden. Jeg skal på en tur med danske JetTime til Pisa og Alghero på Sardinien, for at flyve tilbage til Odense igen om eftermiddagen.

Parkeringen er en nem sag, og jeg parkerer 50 meter fra terminalbygningen, hvilket gør det nemt og hurtigt, og man sparer derved en masse tid i forhold til de større lufthavne, hvor parkeringen kan ske langt væk fra terminalen. Parkeringen er også gratis, hvilket kun er et plus.

IMG_0473

Jeg begiver mig over mod indgangen til lufthavnen, og bliver mødt af tre check-in skranker, hvoraf kun den ene er åben. Der er omkring 65 andre passagere der skal med. Alle rejser i dag med fynske Gislev Rejser, som er det selskab der har flest flyvninger fra Odense.
Jeg er den sidste der tjekker ind, og da jeg ikke har noget bagage med kan dette gøres en time før afgang. Har man baggage, anbefales det at man tjekker ind 1 ½ time før afgang.

IMG_0474
De tre check-in skranker i lufthavnen.

Da jeg har tjekket ind, fanger jeg informationsskærmen der viser afgangene fra lufthavnen. Og jeg må indrømme at jeg finder det lidt sjovt, da det ikke er tit man ser en lufthavn der er nødt til at skrive dato på afgangen.

IMG_0476

Efter at have fået mit boardingkort, gik jeg over til sikkerhedstjekket, som befinder sig lige ved siden af check-in skrankerne. Der er kun en enkelt sluse, så der kan forekomme kø, hvis man kommer samtidig med de andre passagerer. Men det var hurtigt og effektivt og jeg kunne nu komme ind i afgangshallen.

I afgangshallen er der borde og stole, og en lille kiosk hvor man kan købe brunch, morgenmad og et lille hjørne med et meget lille udvalg af duty-free varer.
Afgangshallen var delt op i to, med en glasvæg der delte hallen på midten. Dette gjorde at der var rart at være, da der ikke var så meget larm på tværs af hallen.

This slideshow requires JavaScript.

En halv time senere kan vi se flyet på vej ind mod lufthavnen. Og der går ikke længe før de meddeler at de er klar til at boarde. Boarding foregik for enden af afgangsterminalen, og efter at de havde scannet boarding kortet kunne man derefter gå de sidste 40 meter ud til flyveren.

This slideshow requires JavaScript.

Efter at være kommet ud i flyveren kan jeg regne mig frem til at jeg højest har gået 150 meter fra jeg parkerede bilen til jeg befinder mig i flyveren. Så alt i alt en god og hurtig afrejse fra den lille lufthavn, hvis man bor på Fyn, og samtidig gerne vil slippe for de større lufthavne. Hans Christian Andersen Airport er desuden også god for folk der har svært ved at finde rundt i lufthavne, eller aldrig har fløjet før, da det praktisk talt er umuligt at fare vild i den lille lufthavn.
Dog er der også nogle få minusser ved lufthavnen. Idet lufthavnen ligger nord for Odense, er den svært at komme til, hvis man ikke har en bil. Der kører nemlig ingen busser fra Odense by, men lufthavnen har dog indgået aftale med TaxaFyn, hvor man får 10% rabat på turen ud til lufthavnen. Mere information her

Da der også kun er en enkelt kiosk, skal man heller ikke regne med at kunne bruge tid på at slentre og bruge tiden på at shoppe. Istedet indbyder lufthavnen til, at man køber en kop kaffe og noget at spise, og nyder samværet sammen med ens rejsekompagnon.

HCA Airport har flest charter-rejsende, men Gislev Rejser tilbyder også fly-only hvor man kun køber flybilletten og selv skal sørge for at indkvartere sig, hvis man gerne selv vil stå for det, og samtidig undgå turen til Billund eller København.

Overblik

Pros

+ Lille, hurtig og nem at overskue
+ Man kan tjekke ind senere end de større lufthavne
+ Gratis parkering

Cons

- Svær at komme ud til, hvis man ikke har bil
- Ingen butikker

Overskuelighed

Placering

Service

Enkelthed

Generel Vurdering

Konklusion

Alt i alt en god lufthavn, som gør det den skal. Den er nem at overskue, og man kan møde senere end ved de store lufthavne. Jeg har selv rejst fra HCA Airport op til flere gange, og jeg har altid oplevet glade ansatte og afgange til tiden. Dog skal man være klar på, at man ikke kan shoppe inden afgang og aftal evt. kørsel, hvis man ikke selv har en bil.

3.9

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *