Udvidelse af shopping-område i Aalborg Lufthavn

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

I forbindelse med udvidelsen af Aalborg Lufthavn i 2013 blev der etableret et splinternyt shopping-område med salg af duty free varer. Shopping-området har været en så stor succes, at der nu udvides med 50 kvadratmeter

I 2017 havde Aalborg Lufthavn 1.521.658 passagerer og heraf var der 320.000 passagerer (svarer til 21 %), der handlede i lufthavnens shopping-område. I shopping-området sælges der duty free varer såsom parfume, makeup, slik, legetøj, accessories og spiritus. Marketingdirektør for Aalborg Lufthavn, Rikke Mølgaard, siger i en pressemeddelelse:

Flere og flere af vores gæster vælger at handle i vores dutyfree shopping-område. Det er der mange grunde til. Dels er der flere penge i omløb, og dels har vi løbende optimeret både fremtoning, udvalg af varer, betjening mv., og det har altså givet pote igen i 2017.  Shopping er både vigtig for lufthavnens økonomi og for de rejsendes oplevelse af lufthavnen. Det er helt afgørende, at vi har et stort og attraktivt udvalg af produkter og naturligvis, at priserne er rigtige.

Det gennemsnitlige varekøb lå i 2017 på 275 kr. og marketingdirektør Rikke Mølgaard har en god forklaring på shopping-områdets gode salgstal:

Dutyfree-shopping tiltrækker flere forskellige typer af kunder. Nogle har brug for en gave til den vært, de rejser hen til, eller en gave til ægtefællen eller børnene derhjemme. Andre køber en vare til sig selv – ganske enkelt fordi varerne er billige.

Head of Retail i Aalborg Lufthavn, Martin Vinter, supplerer:

Nu udvider vi med et nyt shopping-område mellem gateområde 2 og 3, og området skal fortrinsvis rumme de sæsonbetonede varer. Her får vi blandt andet et meget stort udvalg af bøger, gin og andre typer spiritus. I Retail skal vi hele tiden sikre, at vi har de bedste og mest efterspurgte ’brands’ på hylderne.

Med udvidelsen af de nye 50 kvadratmeter, udgør det samlede shopping-område i lufthavnen nu 650 kvadratmeter. Passagererne kan allerede nyde godt af udvidelsen, der officielt er taget i brug fra fredag den 16. marts 2018.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *