Women in Aviation med en klar opfordring: Mere diversitet i luftfartsbranchen

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Lørdag den 6. april 2024 var Aarhus Lufthavn vært ved et spændende arrangement organiseret af Women in Aviation. Dagens fokusemne var mere diversitet i luftfartsbranchen og dette var noget, som de veloplagte oplægsholdere klart støttede.

Marieke Van Hulst Pedersen fra Women in Aviation bød velkommen og fungerede som moderator for dagens arrangement.

Dagens første oplægsholder var Lotta Sandsgaard, administrerende direktør for Aarhus Lufthavn. Lotta har været i lufthavnen i godt et års tid og hun fortalte om Aarhus Lufthavns rivende udvikling igennem årene og særligt inden for de sidste par år er det gået rigtigt stærkt i form af en øget passagervækst (29 % i 2023), flere nye ruter og en investering på 250 millioner kroner til bl.a. modernisering af lufthavnen. Lufthavnen er dog lidt begrænset af en manglende hotelkapacitet, men i Aarhus er der ved at blive bygget fire nye hoteller, der forventes at stå færdig i år 2026. Aarhus Lufthavn har som den eneste lufthavn i Danmark eget hotel med 37 værelser placeret direkte inde i terminalen. Ambitionen for lufthavnen er, at lufthavnen skal være østjydernes foretrukne lufthavn og geografien skal ikke kun begrænses til Østjylland alene. Man forventer at opnå 1,5 millioner passagerer i år 2028 og lufthavnen er allerede forberedt til at kunne blive udvidet, så man bedre kan håndtere det stigende antal passagerer, herunder også passagerer der flyver ind og ud af Schengen-området. Aarhus Lufthavn er en godt fungerende lufthavn og der er en fornuftig balance når det kommer til diversitet. Der er en fordeling på 50 % mænd og kvinder i ledelsen og totalt er der 43,5 % kvinder i lufthavnen, men der er plads til langt flere.

Anna K. Thorsøe fra flyveskolen Scandinavian Training Academy var næste oplægsholder og hun er uddannet pilot i USA og har mere end 25 års erfaring i luftfartsbranchen. Anna oplever, at det kan være hårdt at være særligt ung kvindelig pilot, eftersom det kan være svært at finde en passende balance mellem arbejde og familieliv. Mange flyselskaber afviser decideret at ansætte kvindelige piloter grundet besværlige barselsregler. Dette skyldes bl.a. at en gravid pilot tidligt går på barsel og det går ud over flyselskabets økonomi. Mange kvindelige piloter har ganske enkelt fravalgt at få børn, da de er nødt til at fokusere på karrieren. Der er i fremtiden brug for mange flere piloter og derfor efterlyser Anna også mere rummelighed hos flyselskaberne, så der skabes en bedre ligestilling mellem mænd og kvinder. Dette gælder ikke kun blandt piloter, men også for f.eks. instruktører, teknikere og i den administrative ledelse. scanditraining.com/

Flyveleder Pernille K. Stahrenberg og kommunikationschef Randi fra Naviair fortalte om flyvelederuddannelsen og om Naviairs rolle som dansk flyveledertjeneste. Naviair uddanner flyveledere inden for 9 områder, både indenfor teknik, operativ og administration. Tekniske installationer til flydrift findes ikke kun i Danmark, men er også på Færøerne og i Grønland. Systemerne har en oppetid på 99,9 % og skal være fungerende hele tiden. Derfor sendes teknikere løbende ud til installationerne for vedligeholdelse af systemerne. De operative uddannelser er opdelt i 3: Flyvelederuddannelsen (3 år), Apron-flyveleder (1,5 år) og FCP-Information (9 måneder). Man behøver ikke at starte på selve flyvelederuddannelsen først. Man kan godt starte på FCP-Information-uddannelsen og uddanne sig videre til Apron-flyveleder og senere flyveleder. Hver flyveleder er uddannet til at kunne styre sin del af luftrummet. I det danske luftrum er 60 % af alle flyvninger deciderede enroute-flyvninger, hvor der ikke landes og lettes i Danmark. Luftrummet er opdelt i 13 sektorer og med flere underkategorier. Grunduddannelsen til flyveleder foregår i det første 1,5 år i Malmö i Sverige og resten af uddannelsen foregår i København. I Aarhus Lufthavn er der 10 flyveledere, heraf 1 kvinde. Cirka 25 % af ansøgerne til flyveleder er kvinder og der er i alt 30 % kvinder i job. I Aarhus Lufthavn er der 10 flyveledere, heraf 1 kvinde. Der kan læses mere om Naviairs uddannelser her: www.naviair.dk.

Næste oplægsholder var Line K. Jacobsen, der er 25 år og er uddannet erhvervspilot. Både Lines far og farfar er garvede piloter, så det lå naturligt at Line også skulle være pilot. Som 14-årig var Line på Samsø Efterskoles flyvelinje og efter endt skolegang var Line klar til at blive uddannet pilot, men uddannelsen er dyr og ikke alle banker er lige villige til at udlåne den svimlende sum af 750.000 kroner. Det lykkedes dog Line at spare nogle penge sammen i form af et caféjob i Billund Lufthavn og hun fik også tildelt et legat på 10.000 kr. fra en fond. Resten af beløbet (ca. 500.000 kroner) ville banken dog godt låne hende. I 2018 blev Line færdiguddannet erhvervspilot og et tilfældigt opslag på Instagram fik hende i job hos et schweizisk flyselskab (AEROWEST) med base i Hannover i Tyskland. Her skulle Line flyve ambulanceflyvninger og hun skulle stå stand-by døgnet rundt og kun med 7 dages fri om måneden. Det var et hårdt arbejde, men også lærerigt. Efter 2 år blev Line forfremmet til kaptajn, men savnet til familien i Danmark fik hende til at skifte job til nu at flyve privatflyvninger. Line har base i Aarhus, men flyver rundt over hele Europa. Line udlever sin drøm som pilot, men hun kunne godt tænke sig bedre lønninger og flere muligheder for kvindelige piloter.

Den europæiske direktør for CAE, Signe, fortalte om at være chef i en teknologisk virksomhed, der bl.a. laver flysimulatorer og uddanner instruktører i at kunne træne personel i brug af software til luftfartsbranchen. Signe er chef for cirka 600 instruktører i Europa og over de næste 10 år vil der mangle omkring 1,3 millioner medarbejdere inden for luftfart. Signe var i øvrigt lykkens gudinde, da der på dagen blev trukket en heldig vinder af en times prøveflyvning i en Boing 737 simulator hos CAE i København. .cae.com/

Efter frokost var der tid til et besøg hos flyveskolen GreyBird Pilot Academy, der er beliggende i Aarhus Lufthavn. Her fortalte direktøren Jørgen om pilotuddannelsen og netop på dagen for oplægget var der 38 ansøgere til optagelsesprøve på flyveskolens base i Sverige. Flyveskolen har derudover også base i Aarhus, København og i Spanien og i Irland er der i Dublin et samarbejde med universitetet. Flyveskolen råder over flere flytyper: 8 stk Tecnam P2002JF, 4 Technam P2006T, 1 Bellanca Decathlon samt 2 flysimulatorer, hvoraf den ene simulator er beregnet til Airbus 320. Uddannelsen til pilot koster hos GreyBird Pilot Academy ca. 729.000 kr. + 42.250 kr. for eksamener og medicinske godkendelser. Læs mere om pilotuddannelsen: www.greybird.dk.

Dagen blev afsluttet med en rundvisning i lufthavnens passagerområde for Tax Free og den nyindrettede førstesal med restaurant. Førstesalen er forberedt til en udvidelse angående en kommende lounge samt evt. jetbroer, såfremt flere flyselskaber måtte efterspørge dette.

Foto: Aarhus Airport / PR



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *