Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
2023 viste gode takter og der kom mange spændende ruter på programmet. Men antallet af rejsende er nåede ikke over 2019 niveauet, men det gør det formodentlig i 2024.
Året 2023 blev skudt i gang på bedste vis i Aalborg Lufthavn – med flere spændende rutenyheder og en stærk dansk rejselyst. Der var alt i alt 4,8 procent flere rejsende gennem terminalen i 2023 end i 2022, hvor fremgangen skal ses i lyset af en indenrigstrafik, der ikke kunne måle sig med det høje 2022-niveau, men til gengæld en udenrigstrafik i stor vækst. Med udsigt til samme gode udvikling og spændende nye ruter på vej, er forventningerne til 2024 positive.
Med 1.423.024 rejsende gennem Aalborg Lufthavn i det forgangne år, var der 4,8 procent flere rejsende end i 2022, med en større fremgang i rejsende til udlandet og en mindre tilbagegang i antallet af indenrigsrejsende. Samtidig kan der ses tilbage på en lang række rutenyheder i Europa og over Atlanten, kåringen som Danmarks bedste lufthavn for tredje gang i træk samt forskellige tiltag, der styrker lufthavnen mod fremtiden og et stigende antal rejsemuligheder til spændende nye destinationer.
Således var 2023 et begivenhedsrigt år i Aalborg Lufthavn, og der er budt velkommen til 2024, hvor lufthavnens positive udvikling for 2023 fortsættes – med fokus på blandt andet ruteudvikling, den grønne omstilling og gode kundeoplevelser.
Historisk ruteåbning satte standarden for 2023
Afgangstavlerne i Aalborg Lufthavn blev jævnligt opdateret i løbet af 2023 med flere ruteåbninger på stribe, herunder blandt andet Alicante, Barcelona og Reykjavik. Den største var naturligvis den direkte rute til New York med SAS, hvor Aalborg Lufthavn skrev historie som den første jyske lufthavn med en direkte rute over Atlanten. Trods en for tidlig afslutning, skabte ruten et stort internationalt kendskab til Aalborg og Nordjylland – en positiv effekt til den nordjyske turisme samt Aalborg Lufthavn som en international lufthavn.
VisitDenmark, Destination Nord, Invest in Aalborg og mange flere danske aktører gik sammen om at få stablet en historisk rute på benene fra Aalborg. Det lykkedes, og det hårde benarbejde kan vi bygge videre på i årerne frem. Dét der nemlig står tilbage, er en bedrift, der skabte et uvurderligt kendskab til regionen og lufthavnen, der har stor værdi i den videre udvikling af nye ruter i samarbejde med flyselskaberne.
Man må sige, at der har været generelt godt gang i udenrigstrafikken i 2023, hvor vi vækstede knap 22 procent i forhold til 2022. Udover fremgang for eksisterende ruter som Malaga og Amsterdam, er det værd at fremhæve nye ruter som de spanske destinationer Alicante og Barcelona, der også begge er blevet udvidet i sommerprogrammet 2024, med opstart allerede i april og med hver især to ugentlige afgange.
Niels Hemmingsen, lufthavnsdirektør i Aalborg Lufthavn.
En konkurrencedygtig og attraktiv lufthavn
I 2023 har der været forskellige tiltag, med stor betydning for den videre udvikling af Aalborg Lufthavn som en moderne og international lufthavn, der er konkurrencedygtig og attraktiv for de rejsende samt fly- og rejseselskaber. Her skal investeres i lufthavnen som helhed, den grønne omstilling og ruteudvikling. De store ambitioner for lufthavnen betød en ændring, de fleste rejsende også vil huske 2023 for: Betalt parkering blev introduceret, så der fremover skal betales 20 kroner for 24 timers lufthavnsparkering.
At gå fra gratis til betalt vil aldrig blive taget lige godt imod af alle, men nu har vi Danmarks billigste lufthavnsparkering, hvor 20 kroner har relativt lille betydning for den enkelte rejsende, men stor betydning for lufthavnens udvikling. Der bliver blandt andet investeret i tiltrækning af nye ruter – med fokus på for eksempel prominente hub-destinationer som Frankfurt og Paris samt direkte ruter i blandt andet Østeuropa og Norditalien. Derudover fylder den grønne omstilling fortsat meget i luftfartsbranchen, hvor vi fik taget nye vigtige skridt i 2023. Med Norwegian i front, fik vi blandt andet vist mulighederne med bæredygtigt flybrændstof og rejsen mod at få den første grønne indenrigsrute til Aalborg i 2025. Den kamp fortsætter i det nye år, også med udgangspunkt i de nye flyafgifter, hvor vores opgave som lufthavn bliver at sørge for konkrete tiltag, til fordel for den grønne omstilling i dansk luftfart.
Niels Hemmingsen, lufthavnsdirektør i Aalborg Lufthavn.
Rejsen starter i Aalborg Lufthavn
De gode kundeoplevelser og en fantastisk start på rejsen er dét, der skaber Danmarks bedste lufthavn, og i Aalborg Lufthavn er dette i fokus hver eneste dag. Dette blev senest anerkendt af lufthavnens samarbejdspartner KLM, hvor deres rejsende i 2023 rangererede Aalborg Lufthavn som værende den europæiske lufthavn med den bedste kundeoplevelse.
For at underbygge de gode kundeoplevelser, er der i den seneste tid kommet mere aktivitet i lufthavnen, hvor rejsebureauerne Ruby Rejser og NILLES Rejser er flyttet ind i lufthavnen, og Bravo Tours og SunCharter fast en gang om måneden har et pop-up kontor i vandrehallen. Senest har Best Travel meldt sin ankomst i det nye år, så endnu et rejsebureau får fast base i Aalborg Lufthavn.
2023 markerede også starten på et helt nyt initiativ for at skabe endnu mere aktivitet i Aalborg Lufthavn og sætte fokus på, at det er her, at rejsen starter. Lufthavnens egen rejsemesse ”Aalborg Rejsefestival” havde premiere tilbage i januar, og søndag den 28. januar gentages succesen med markant udvidelse af rammerne og selve arealet til festivalen samt over 30 rejseudbydere – herunder nye deltagere som Apollo Rejser, FDM Travel, Mixx Travel og TUI.
Hvad forventer lufthavnen af 2024?
Det nye år er kun lige gået i gang, men det er allerede nu tydeligt, at der er mange ting at se frem til i 2024. Rutekortet bliver endnu engang udvidet, når Norwegian først åbner den direkte rute til Madeira den 6. februar og derefter den direkte rute til Nice i juni. Samtidig blev det for nyligt meldt ud, at Ryanair åbner en direkte rute til spanske Girona og den fantastiske Costa Brava-kyst.
Vi har et rigtig godt ruteprogram fra Aalborg Lufthavn i 2024 – også her i vinterprogrammet, hvor vi har nyhederne Tenerife, Gran Canaria og La Palma samt Madeira lige rundt om hjørnet. Samtidig har KLM nu fire daglige afgange året rundt, som i høj grad sætter gang i rejseaktiviteten. Om der er flere nyheder på vej til sommerprogrammet, kan vi ikke sige noget om endnu, men der arbejdes på nogle nye rejsemuligheder fra Aalborg, som vi håber, ser dagens lys i den nærmeste fremtid. Man kan i hvert fald sige, at selvom 2023 var et begivenhedsrigt år ud over det sædvanlige, så har vi høje forventninger til 2024.
Niels Hemmingsen, lufthavnsdirektør i Aalborg Lufthavn.
Trafiktal for 2019-2023
2019 | 2020 | 2021 | 2022 | 2023 | |
Indenrigs | 784.310 | 360.350 | 573.000 | 826.940 | 795.294 |
Udenrigs | 474.850 | 111.652 | 132.388 | 356.543 | 434.180 |
Charter | 203.347 | 40.498 | 70.401 | 174.390 | 193.550 |
I alt | 1.462.507 | 512.500 | 775.789 | 1.357.873 | 1.423.024 |
Foto: André Jørgensen
Skriv et svar