Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Sophie fra vores forum har været på tur under den overstået SAS pilotstrejke. Hun kommer her med en rejsebeskrivelse af hvordan SAS håndterede dette og hvordan hun og familien kom hjem fra New York.

Bestilling

Vi var 2 voksne og 1 barn (8 år), der skulle have været med SK910 fra New York (EWR) direkte til København en fredag eftermiddag, som var en af de strejkeramte afgange. SAS ændrede selv vores bookning med afgang to timer senere fra New York (EWR) med mellemlanding i Dublin på 3,5 time. Det var naturligvis ikke det vi havde haft forventning om, men taget i betragtning af hvor mange passagerer SAS skulle have ombooket den dag, så havde de objektivt set lavet en god ombookning. Næsten samme afrejsetidspunkt og en acceptabel mellemlanding. Vi havde på dette tidspunkt billetter til economy, men kunne ikke se vores sæder.

Check-in

Check-in i New York (EWR) foregår på to separate etager. Nederste etage med lavt til loftet og lidt dunkel belysning er til economy. Efter at have stået og kigget lidt håbløst på automaterne og tilhørende kaos, gik jeg ovenpå for at se hvad en upgrade til business kostede. Øverste etage har lys og højt til loftet, og det var en lille smule morsomt, hvor stor forskel de havde syntes der skulle være på de to oplevelser.

Jeg fandt en medarbejder ved en lille skranke og forelagde ham mit ærinde, tre upgrades til business. Da der var fem sæder ledige, var det ikke noget problem at give mig tre, og han garanterede mig, at han nok også skulle sørge for at mindst to blev ved siden af hinanden, så mindst en forælder kunne sidde med barnet. Jeg nærede ingen forhåbninger om, at vi på dette tidspunkt kunne få tre sæder sammen.

Reservationen af de to sæder gik fint, men da tredje sæde skulle reserveres var de resterende business-sæder blokeret. Lang historie kort (det tog det meste af en time), forsøgte han at finde ud af hvorfor sæderne var blokeret og hvordan han fik dem frigivet. Vi endte med at checke ind og aflevere bagage, og vi fik alle tre lov at bruge maskinerne på øverste etage selvom den ene billet stadigvæk var economy. Al bagage blev også tagget med Priority. Herefter måtte vi gå til gate med uforettet sag og afvente om vi kunne få det sidste sæde.

Security

Ingen fast track – alle som en blev gennet gennem den samme kø! Det gik nu rimelig hurtigt, jeg undrede mig blot over, at man ikke følte man skulle tilgodese hverken business/first passagerer eller statuskunder.

Ved gaten

Det er længe siden, at jeg har set en mand svede så meget som staklen ved skranken. Flyet havde en alenlang stand-by liste, mange andre end jeg ville gerne upgrade, og tålmodigheden og fleksibiliteten hos passagerne var lig nul. Vi var, tydeligvis, en del passagerer, som skulle have været med SAS.

Summa summarum var sæderne på business blokeret fordi de altid blokerede 1A og 1B til piloterne. Min ven ved den lille skranke havde ment vi burde kunne få det ene sæde, da piloterne i realiteten kun skulle have ét. Da vi kom op i flyet gav det nu mening hvorfor man ikke kunne få 1B – mere om det.

Da vi nu hverken kunne få to sæder sammen på biz eller tre på eco, valgte vi at jeg tog 1G og mand og barn fik to sæder sammen på række 29.

Boarding

Det var hektisk, jeg måtte selv spørge om de kunne tage min jakke og hænge væk, der var ikke rigtigt plads til en standard-størrelse trolley i overhead, og de måtte flyttes langt væk. Ingen sad på dette tidspunkt med pre-flight drinks og jeg blev heller ikke tilbudt nogen. Ingen varme våde klude heller. Mange passagerer havde noget de gerne ville beklage sig over til FA’erne og stemningen var på frysepunktet.

Turen

Upgraden kostede 550 USD, og da jeg kom op i maskinen var jeg godt nok glad for, at den ikke havde kostet mere! Det må have været ”den gamle” version af Polaris med 2-4-2 konfiguration, hvoraf hver anden række sidder modsat flyretningen.

Den tætte konfiguration betød, at sæderne var enormt smalle og der var absolut INGEN fralægningsplads. Jeg stod faktisk lidt fåret og overvejede hvad jeg skulle stille op med hhv. to tæpper, to puder, amenity kit, mig selv, en bog, min telefon, høretelefonerne og menukortet. Jeg endte simpelthen med bare at lægge tingene på gulvet, og det var de åbenbart ikke så nidkære omkring.

1G var gangplads i midten. På samme række sad en mor og ca. 13-årige datter. Moren beklagede sig højlydt over, at hendes IFE ikke virkede. Så fandt jeg ud af, hvorfor der havde været så mange blokerede sæder! To IFE-systemer på min række virkede ikke, og derfor var sæderne blokerede og skulle ikke have været solgt. Det var damen rimelig ligeglad med, og det kan jeg egentlig også godt forstå – mange glæder sig til at sidde i en god stol og se film. Da jeg havde min gammeldags bog og havde planlagt en lur tilbød jeg at bytte plads og hermed vandt jeg en gylden status hos den stakkels udskældte FA og resten af passagererne.

Dermed kom jeg til at sidde lige op af 1A og 1B, som er to vinduespladser LIGE ved siden af hinanden. Disse kunne lukkes af med et gardin til en lille kabine, og derfor gav det nu mening hvorfor man som passager ikke kunne få 1B selvom piloterne kun brugte 1A.

Sæderne var lie flat og var udmærkede selvom de var meget smalle. 54 kg. er objektivt ikke meget at klemme ned i et businesssæde, men jeg følte mig klemt. Sædet ved siden af endte heldigvis med at være tomt.

Tæpper og puder var fra Saks Fifth Avenue og var super lækre. Der var både et vattæppe (min favorit) og et uldtæppe. En normal (ret stor) hovedpude og en pude i memory foam. Den sidste endte jeg med at bruge til at sove på, og den var virkelig god. Turen var for kort til madras og slippers lod man mig forstå. Heller ingen PJ.

Amenity kittet kom i en lille lækker sort taske med produkter fra Sunday Riley. Der var både ansigts- og håndcrème, læbepomade og vådserviet. I tasken var også en maske, sokker, ørepropper, tandbørste-sæt, kleenex og en lille kuglepen. Et rigtig fint sæt med gode, brugbare ting.

Maden

Forret og hovedret skulle bestilles inden afgang og blev derefter serveret på en bakke. Det så bestemt ikke særlig appetitligt ud, men retfærdighedsvis skal det siges, at det smagte udmærket. Amerikansk brød er bare kedeligt, og mit hvidløgsbrød var af samme slags man kan købe i Netto på frost. Jeg var ikke helt på toppen, så jeg prøvede hverken deres vin- eller drinksudvalg men nøjedes med cola.

Desserten var en dessertvogn med bl.a. deres vist ret ”berømte” sundae ice cream trolley. Jeg så den kun flygtigt ud af øjenkrogen, men godt så det ud.

Jeg forsøgte at få en lur, så morgenmaden sprang jeg over. Jeg havde ikke sagt til crew, at jeg ikke skulle vækkes, så alt efter om glasset er halvt tomt eller halvt fyldt, så havde det jo været træls ikke at blive vækket, hvis jeg havde forventet at få morgenmad.

Servicen

Der var som sagt travlt og stemningen var lidt kaotisk. Crewet gjorde dog en god indsats. Der var smil over hele banen, de løb stærkt og jeg manglede ikke noget. Men en lukseriøs og overskudsoplevelse var det ikke.

Konklusion

550 USD for en upgrade til lie flat sæde og adgang til Polaris Lounge synes jeg er billigt. Det hårde produkt var ikke noget at skrive om, jeg følte langt hen af vejen det mere var en Premium Economy med lie flat sæder. Men da prisen matchede oplevelsen, er jeg fuldt ud tilfreds.

FA’en der blev skældt ud over IFE’en der ikke virkede, vidste min mand og barn sad på economy. For at vise sin taknemmelighed over at jeg reddede hans situation, fik de lov at sidde på piloternes 1A og 1B den allersidste del af turen så vi kunne gå ud sammen alle tre med de andre businesspassagerer. Det synes jeg var en rigtig fin gestus fra hans side af, som vi satte pris på.

Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!