Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Den israelske luftfartskoncern El Al sætter yderligere fart på væksten og udvider med ni nye destinationer globalt. For danske rejsende er det særligt interessant, at datterselskabet Sun d’Or åbner en direkte rute til København.
København bliver en del af en bredere europæisk satsning, hvor Sun d’Or også lancerer flyvninger til Catania, Cagliari, Basel, Zagreb og Dubrovnik. De nye ruter introduceres løbende i 2026 og 2027 som led i koncernens næste vækstfase. Sidste gang der var en direkte El Al rute til København var i 2001.
Ifølge selskabet har de seneste tre år haft fokus på at styrke de vigtigste ruter i Asien, Nordamerika og Europa for at sikre forbindelsen mellem Israel og resten af verden. Nu handler det om at udvide netværket og tage næste skridt.
Samtidig åbner El Al tre ugentlige afgange til Hanoi, Seoul og Manila. Ud over turisme peger selskabet på et klart potentiale for erhvervsrejser og tættere økonomiske relationer mellem Israel og Asien. De nye langruter suppleres af videreforbindelser via partnerskaber med flere asiatiske flyselskaber, hvilket giver bedre adgang til resten af regionen.
For det danske marked kommer lanceringen på et oplagt tidspunkt. SAS og El Al har for nylig indgået et codeshare samarbejde. Det giver flere kombinationsmuligheder på tværs af netværkene og gør det lettere at rejse mellem Skandinavien og Israel.
Med Sun d’Ors indtog styrkes Københavns rolle som nordeuropæisk hub i El Al koncernen. For danske rejsende betyder det flere direkte forbindelser til Tel Aviv og bedre adgang til et voksende netværk i både Asien og Mellemøsten.
Foto: Creative Commons Attribution 4.0 International – WMTSEO






Skriv et svar