Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Februar 2020 bød på en tilbagegang på 5,9 procent i sammenligning med den samme vintermåned sidste år – først og fremmest grundet udefrakommende faktorer.
Foråret er i gang i Aalborg Lufthavn, og der gøres status over februar 2020, der bød på en samlet tilbagegang på 5,9 procent i forhold til februar 2019. Således rejste 105.699 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn i februar sidste år mod 99.486 passagerer i år. Aalborg Lufthavn ser nu frem til sommerprogrammets opstart i slut marts, med rejsemuligheder til blandt andet Malaga, Barcelona og Bornholm, fremgår det i en pressemeddelelse.
Chartertrafik går frem men rutetrafik går tilbage
I februar 2020 var der en fremgang på 7,4 procent i antallet af charterpassagerer til og fra lufthavnen – med 14.102 charterpassagerer i år mod 13.130 i februar 2019. Dog var der på samme tid tilbagegang i indenrigstrafikken og en mindre tilbagegang i udenrigstrafikken.
Vi ser en lidt ærgerlig tilbagegang i februar, hvor vi havde forventet et noget bedre resultat, ikke mindst fordi der i år er 29 dage i måneden. Men stormene i Nordjylland, der førte til 10 aflyste fly, og usikkerheden omkring Coronavirussens udvikling og den påvirkning dette har haft på rejser til østen, resulterer i en tilbagegang i februar. Først og fremmest i indenrigstrafikken, hvoraf mange rejsende jo skal videre fra København og ud i verden, men også i udenrigstrafikken generelt. Til gengæld glæder vi os over den fortsatte fremgang i chartertrafikken, som blandt andet skyldes den nye charterdestination, Hurghada, og flere afgange til Madeira og Gran Canaria.
lufthavnsdirektør Søren Svendsen.
Der var i februar 2020 53.611 indenrigsrejsende til og fra Aalborg mod 60.088 i februar 2019, svarende til en tilbagegang på 10,8 procent. Antallet af rejsende til udlandet var på 31.773 i februar i år mod 32.481 sidste år, som resulterede i en mindre tilbagegang på 2,2 procent.
Foto: Aalborg Lufthavn
Skriv et svar