Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
BGS Premier Lounge testet i forbindelse med en flyvning fra København til Bangkok efter en længere mellemlanding i Beijing.
Valget af denne BGS Premier Lounge var velovervejet, da vi tidligere havde besøgt den i forbindelse med rejser til Beijing.
Vi havde i løbet af dagen været på en 10 timers sightseeing i Beijing og på Den Store Mur (læs mere her om gratis 24 timers transit visum til Kina) og kom noget trætte tilbage til lufthavnen, så forventningen om en stille lounge med lidt god mad og drikke viste sig at være god planlægning. Vi skulle fra Beijing til Bangkok og belært af erfaring med lange køer ved security og immigration i Beijing (PEK), ankom vi til lufthavnen god tid inden afgang, hvilket dog skulle vise sig ikke at være nødvendig denne dag.
Prisen
I stedet for at ”hænge” på en plastikstol i transithallen, havde vi gennem www.gosimply.com købt 5 timers lounge adgang til BGS Premier Lounge i terminal E3, som alle Star Alliance selskaber flyver fra. Vi betalte GBP 25 (ca. DKK 220) pr. person for 5 timers ophold. Til sammenligning koster 3 timers ophold GBP 23 (ca. DKK 200), så hvis dit fly er forsinket, er dine ekstra DKK 20 givet rigtig godt ud. BGS Premier Loungen ligger en etage over selve transithallen nær ved gate E19. Der er fin skiltning, så det er enten op ad trappen eller ind i elevatoren.
Denne lounge benyttes også af Business Class passagerer og af rejsende med Priority Pass.
Loungen
Loungen er typisk lounge indrettet med store brune lænestole og flere steder med flot udsigt over lufthavnsområdet. Vi har besøgt den flere gange tidligere og der har aldrig været mere end 50% belægning af gæster, så der er fred, ro og rigelig med plads.
Mad og drikke
Drikkevarer består af Great Wall rød- og hvidvin, hvilket ikke kan anbefales, men der er til gengæld en mindre minibar med spiritus til mix-selv-drinks og naturligvis øl, sodavand og vand. Maden består af små sandwiches, et par varme retter, forårsruller og wan-tan samt cup noodles. Der er desuden en kok til rådighed, som på bestilling laver forskellige små varme retter. Her kan jeg varmt anbefale den japanske fiskesuppe med nudler og tang, som er fremragende og spises med pinde, hvorefter man drikker suppen af skålen.
Øvrige faciliteter
Denne lounge har pæne toiletforhold, men ingen bruse faciliteter.
Der er et rimeligt antal strømstik jævnt fordelt og det er nemt at koble sig på lufthavnens wi-fi.
Skriv et svar