Anmeldelse: Delta Comfort+ fra Amsterdam til Seattle

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Hvis du som mig er noget nær statusløs hos de forskellige flyselskaber og dermed ikke nødvendigvis har point til for eksempel opgraderinger, så kan det måske betale sig at tilkøbe en smule mere komfort? Særligt på lange flyvninger.

Jeg rejste for nylig fra Billund til Hawaii med KLM og deres amerikanske partner, Delta. Rejsen foregik på økonomi klasse hele vejen. Prisdifferencen op til business class var meget høj, så jeg begyndte derfor at læse lidt op på alternativerne på de tre flyvninger jeg skulle på. I sidste ende havde jeg mulighed for at købe sæder med mere plads på mine to første flyvninger.

På strækningen fra Billund til Amsterdam, som blev fløjet af KLM med en af deres Boeing 737-fly, kunne jeg mod dkr. 54 købe det selskabet kalder et Economy Comfort sæde. På denne flyvning betød det at jeg kom op på den forreste række i økonomi kabinen og fik rigelig med benplads.

Min Delta A330-300

Mere interessant blev det imidlertid da jeg begyndte at kigge på min næste flyvning, som var med Delta fra Amsterdam videre over til Seattle på den amerikanske vestkyst. Her kunne jeg vælge et såkaldt Delta Comfort+ sæde. På selskabets hjemmeside lokkes blandt andet med mere benplads og prioriteret boarding. Til en merpris på godt dkr. 1.000, var jeg spændt på om produktet var pengene værd.

På min sidste strækning fra Seattle til Hawaii kunne jeg ikke vælge et bedre sæde. Jeg fandt senere ud af, at alle resterende Comfort+ sæder på afgangen, blev holdt tilbage til rejsende med Medallion status i Delta´s fordelsprogram (højeste niveau fordelsprogrammet).

Check-In

Jeg rejste på en billig økonomibillet og her gjorde mit tilkøb af henholdsvis Economy Comfort og Comfort+ ingen forskel.

Delta Pre Clerance i Amsterdam Schipol

Pre Clearance og boarding

Der hvor jeg første gang mærker, at jeg rejser på Delta Comfort+, er i forbindelse med den Pre Clearance, eller forhåndsgodkendelse, der blandt andet er sat op i Amsterdam Schipol lufthavnen. Her skal jeg først fremvise boardingkort og pas og dernæst interviewes af en lufthavnsansat, som stiller en række spørgsmål i kategorien, “rejser du alene?”, “har du selv pakket din bagage?” og så videre. Med et sæde på Comfort+ kan du benytte køen som også bruges af business class rejsende. I mit tilfælde sparede jeg 5-10 minutter i kø. Så langt så godt.

Comfort+ rejsende kan benytte samme kø som business class kunder

Bedre bliver det i forbindelse med ombordstigning. Her beder personalet i gaten rejsende på business class og rejsende med Medallion status om at benytte en kø, ”almindelige” økonomirejsende en anden og så får vi på Comfort+ (samt sølv- og guldkort holdere i bonusprogrammet) lov at benytte en helt tredje kø. Det betyder at Comfort+ gæster kommer ombord på flyet lige efter passagererne på business class. Det giver en helt anden ro og tid til at finde sig til rette i sit sæde.

 

Ombord

Min flyvning var med en af Delta´s Airbus 330-300 fly. Her findes fem rækker med Comfort+ på rækkerne 10 til 14, som er lige bag ved Delta One kabinen (business class). Placeringen er groft sagt fra vingernes forkant og fremefter. Konfigureringen er som i resten af økonomi kabinen 2-4-2 på tværs af kabinen.

Comfort+ sæderne skiller sig ud fra de almindelige økonomisæder, ved at de har detaljer i rødt læder, hvor de almindelige sæder er holdt helt i blåt.

Deltas Comfort+ sæder

Det første jeg ligger mærker til, er sædeafstanden som er rigtig fin! Jeg er 185cm høj og kan uden problemer strække min ben helt ud og mine knæ kommer aldrig i kontakt med sædet foran mig. Selv ikke når sædelommen er stoppet med vandflaske og høretelefoner med mere.

Rigtig fin plads til benene

I bagagehylderne over Comfort+ sæderne indikere røde skilte at disse er forbeholdt netop Comfort+ rejsende, så der rigelig plads til min håndbagage.

På alle sæder ligger en pose med et tæppe og en pude. I sædelommen findes et lille amenity kit med ørepropper, en sovemaske samt tandpasta og –børste.

Amenity kit på Deltas Comfort+

Serviceniveau

Personalet ombord var en blanding af unge og ældre garvede kabineansatte og serviceniveauet var overordnet godt. Der blev ikke gjort noget særligt ud af os der sad på Comfort+.

Forplejning

Som rejsende på Delta Comfort+ får man tilbudt den samme mad som på de almindelige økonomi sæder. Til gengæld kunne jeg gratis vælge mellem et større udvalg af drikkevarer og snacks.

På denne flyvning blev der serveret en ganske hæderlig frokost i form at safran risotto med kylling.

Undervejs på turen kom personalet jævnligt rundt og tilbød vand og et par timer før landing, blev der tilbudt en sandwich. Den var til gengæld ret slatten, så jeg endte med ikke at spise den!

Frokosten

Underholdning

Alle sæder har egen touch skærm som fungere upåklageligt og udvalget af film og serier med mere er godkendt.
Lige under skærmen findes et stik til høretelefonerne, så ikke noget med at rode rundt nede omkring armlænet. Der er kun et stik, så du kan uden problemer bruge dine egne høretelefoner. Ved siden af dette stik er der desuden et USB-stik.

God og brugervenlig skærm

For hver to sæder er  der også strømstik, så du kan lade din telefon og PC undervejs på turen. Nu må vi se hvor længe Trump-administrationen tillader den slags på fly mellem Europa og USA!

Strømstik

Var det pengene værd?

Det korte svar er ja!

Jeg synes det var fedt som rejsende på en økonomibillet og uden status i selskabets bonusprogram, at kunne gå ombord på flyet som en af de første og komme af blandt de første. På en dagsflyvning som denne, nød jeg også at have den ekstra benplads og at sidde langt fremme i kabinen (hvor motorstøj høres mindre).

Som en sidebemærkning bliver jeg nødt til at nævne, at dette var min første langdistance flyvning med Delta. Jeg må indrømme at jeg blev positivt overrasket. Servicen, maden og komforten var bedre end jeg havde regnet med.

Kunne du finde på at købe et Comfort+ sæde, hvis du skal flyve langt med Delta?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *